Indstillinger
Depression eller skoletræthed?
Hej folk..
Jeg har lige sendt et brev til netdoktor, men da det hverken garanterer et svar eller garanterer det rigt svar vil jeg gerne dele brevet med jer og høre jeres mening. Jeg er ked af det men jeg har bare ikke overskud til at omformulere det til et rigtigt debatindlæg lige nu, det kommer måske senere.
HJÆLP!
MVH Alex
Hej netdoktor.
Jeg er bange for at jeg er deprimeret, gennem det sidste år på gymnasiet har jeg mistet lysten til stort set alting, og jeg føler at jeg bare er fanget i min situation. Jeg giver mere og mere op og jeg syntes selv det er fuldstændigt åndsvagt, jeg mangler på nuværende tidspunkt et halvt år a gymnasielle uddannelse og så er jeg færdig, men jeg føler virkeligt ikke at jeg kan overskue det. I starten troede jeg at jeg var ved at være lidt skoletræt og det er nok også rigtigt nok, men efterhånden har det bare spredt sig til alle andre dele af mit liv, selv mine venner har jeg sværere og sværere ved at snakke med.
Jeg syntes selv jeg er lidt ynkelig lige nu når jeg sidder her, jeg har fantastiske venner og en fantastisk familie og alligevel har jeg det sådan her.
Jeg tog Goldberg testen samt en anden online test og det var dem der ledte mig på sporet af at der var noget i vejen (Jeg nåede op på trin 50 på Goldberg skalaen).
Men hvad skal jeg gøre nu? Skal jeg bide det i mig som skoletræthed eller skal jeg tage til lægen? og hvordan får jeg nogensinde fortalt mine forældre og min lillebror det?
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre og jeg har mest lyst til bare at give op med det hele, den eneste grund til at jeg ikke gør det er min familie og venner, men hvordan vil de ikke se på mig hvis de vidste jeg havde det sådan her?!
Jeg håber i kan hjælpe mig med nogle svar, for jeg ved ikke selv hvad jeg skal gøre længere.
Jeg har lige sendt et brev til netdoktor, men da det hverken garanterer et svar eller garanterer det rigt svar vil jeg gerne dele brevet med jer og høre jeres mening. Jeg er ked af det men jeg har bare ikke overskud til at omformulere det til et rigtigt debatindlæg lige nu, det kommer måske senere.
HJÆLP!
MVH Alex
Hej netdoktor.
Jeg er bange for at jeg er deprimeret, gennem det sidste år på gymnasiet har jeg mistet lysten til stort set alting, og jeg føler at jeg bare er fanget i min situation. Jeg giver mere og mere op og jeg syntes selv det er fuldstændigt åndsvagt, jeg mangler på nuværende tidspunkt et halvt år a gymnasielle uddannelse og så er jeg færdig, men jeg føler virkeligt ikke at jeg kan overskue det. I starten troede jeg at jeg var ved at være lidt skoletræt og det er nok også rigtigt nok, men efterhånden har det bare spredt sig til alle andre dele af mit liv, selv mine venner har jeg sværere og sværere ved at snakke med.
Jeg syntes selv jeg er lidt ynkelig lige nu når jeg sidder her, jeg har fantastiske venner og en fantastisk familie og alligevel har jeg det sådan her.
Jeg tog Goldberg testen samt en anden online test og det var dem der ledte mig på sporet af at der var noget i vejen (Jeg nåede op på trin 50 på Goldberg skalaen).
Men hvad skal jeg gøre nu? Skal jeg bide det i mig som skoletræthed eller skal jeg tage til lægen? og hvordan får jeg nogensinde fortalt mine forældre og min lillebror det?
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre og jeg har mest lyst til bare at give op med det hele, den eneste grund til at jeg ikke gør det er min familie og venner, men hvordan vil de ikke se på mig hvis de vidste jeg havde det sådan her?!
Jeg håber i kan hjælpe mig med nogle svar, for jeg ved ikke selv hvad jeg skal gøre længere.
Kommentarer
Har lige læst dit indlæg. Jeg synes afgjort du skal tale med både dine forældre og med din læge om hvordan du har det. Du ikke være nervøs for hvad de vil sige. Jeg har selv en søn der fik en depression i 1.g. Rigtig mange unge er i samme situation - det er ikke noget du skal føle at du er nødt til at holde skjult. Du skal have hjælp til at komme igennem det - det er ikke noget der bare 'går over'. Og jo længere tid der går uden at du får hjælp jo mere fastlåst i situationen vil du blive. Så tag en dyb indånding og få talt med nogen om det - så du kan få hjælp. Hvis det er nemmere for dig kan du også starte med at tale med gymnasiets studevejleder - de kender helt sikkert også problemet.
Mvh Eva
Du skal helt klart snakke med en voksen som du stoler på (forældre, en lærer eller andre). Jeg kender udmærket dit problem, jeg går selv i gymnasiet, og sad sidste år med præcis de samme følelser som du gør nu. Jeg slog det først hen med skoletræthed, men til sidst fik jeg mig taget sammen og fortalt det til min daværende tysklærer som jeg stolede på. Hun var rigtig sød, gav sig tid til at lytte og snakke, og ringede til sidst personligt til min læge og fik en tid til mig, fordi jeg ikke selv kunne tage mig sammen!! Min læge han sagde at det var en depression, jeg fik noget medicin og gik til kontrol hos ham en gang om ugen. I dag er jeg igen blevet rigtig glad for at gå i gymnasiet.
Det hjælper altså at tale med nogen om det. Jeg ved det kan være svært at komme i gang med at snakke om det, men når først du har gjort det, vil det føles så dejligt...
Derfor: Find en voksen du stoler på, og få gjort noget ved det.
Held og lykke fra Sofie
At læse dit brev er som at læse om mig selv. Jeg går og tumler med de helt samme ting lige nu. Jeg har også et halvt år tilbage af gymnasiet, og det er lige nu det er allervigtigst, SRP og de sidste karaktergivninger er lige om hjørnet, og jeg har ingen energi til noget som helst.
Men jeg gør det hele meget sværere for mig selv, jeg bliver skuffet over mine venner hele tiden og skubber dem længere og længere væk.
Dem jeg holder allermest af, er jeg led overfor, og de veninder i klassen som egentligt rager mig en skid er dem jeg smiler til. Faktisk synes jeg at jeg smiler hele tiden, men det er ikke glade smil. Så snart jeg er alene løber mine øjne i vand, og faktisk foretrækker jeg at være alene og ked af det.
Ynkeligt, ja, det er lige sådan jeg er, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvad jeg skal gøre.
Jeg tror folk der har opmuntret dig til at søge hjælp hos nogen du stoler på, har helt ret.
Men jeg ved med mig selv at jeg aldrig kan få mig selv overbevist til at gøre det. Hvad skal "de voksne" gøre ved det?
Jeg tror ikke på der er noget i verden der kan gøre mig glad, eller få mig til at se pointen med livet.
Undskyld at jeg skriver det her, det er sikkert ikke særlig opmuntrende, det er jeg også ked af, men jeg synes du skal vide at det er rart at jeg ikke er den eneste der har det sådan.
Håber du får det godt.
Lige nu virker skolen fuldstændigt uoverkommeligt, afleveringerne bliver prioriteret længere og længere ned og selv mine venner har jeg ikke rigtigt overskud til længere. Jeg kan bare ikke forstå hvis det er en depression, det er jo ikke unormalt for mig at grine lidt og være rimeligt glad når jeg er sammen med mine venner, men så snart jeg kommer væk fra dem er verden uoverskuelig og intetsigende.
Jeg tror jeg vil prøve at samle kræfter til at snakke med min far eller en læge, men jeg syntes bare ikke jeg kan være bekendt at belemre dem bare fordi jeg er lidt skoletræt =(
Der er ingen tvivl om, at du skal søge hjælp. Jeg har selv en datter, som netop har fået konstateret depression. Hun er kommet i behandling med Cipralex, og det er tydeligt, hvor meget bedre, hun har fået det. Du må IKKE tro, at du er til besvær eller at folk omkring dig synes, at du overdriver. Jeg kan ikke sige det indtrængende nok: Søg om hjælp. Ring til din læge eller tal med din far eller mor. Jeg er overbevist om, at du ikke bare er skoletræt. Du har en sygdom - som heldigvis kan kureres. Mange hilsener og tanker
Jeg står i næsten samme situation som dig .
Jeg ville heller ikke sige det til nogen ,
for ville ikke ha alle andre skulle tage hånd om mit ååh så dårlige liv , men for en månedstid siden , fik jeg taget mig sammen , og sagde hvordan jeg havde det , til en person jeg stolte rigtig meget på . En voksen .
Hun ringede dermed til lægen , og så var det det .
Du bliver nød til at ringe til lægen , for jeg ved ude mærket hvordan det er , at gå med det selv , og det er ikke rart . Jeg har fået det bedre , bare ved at tage til lægen med det , og jeg har gået med det i laang tid .
Jeg er ked af og høre du har det som du har , men mit bedste råd ville være : Ring til din læge !
Knus Tine
- Hvis du er på 1 år, og kommer direkte fra 9, så er du stillet godt.
Jeg vil råde dig til først og fremmest at tage en snak med vejlederen og finde ud af hvad han tilbyder.
Du kan eksempelvis tage 10, efterskole eller arbejde. derfra kan du så ansøge til næste sommer.
Ellers er det bare at komme ud og få nogle possitive oplevelser med vennerne, det vil præge dig i skolen, og også fagligt.
Det værste du kan gøre er at ikke turde noget, altså ikke prøve noget.
Det er selvfølgelig nemt sagt, men det er virkelig vigtigt at huske.
Du skal sætte dig nogle mål, og husk det er ikke et tabu ikke at gennemføre sine mål, men derimod ikke at have et mål!
Har selv for nylig droppet ud af 2G i gymnasiet, pga en depression.
Bag alle depressioner ligger et eller flere problemer, du må have løst.
Problemerne løser sig ikke med tiden, men gror sig større og større hvis du ignorere dem.
Du kan sammenligne det med at have brækket en fod i en trafik ulykke?
Hvis du bliver ved med at gå rundt på din fod kan du risikere at miste den resten af livet, eller leve med varrige mén om ikke andet.
Du har altså sygdom i sindet, en sygdom som kan kurreres.
Du bliver først og fremmest nødt til at søge noget hjælp, hvis det kan virke skræmmende, så få en pålidelig person til at hjælpe dig.
At åbne sig for sine nærmeste får dem ikke til at løbe væk, tvært imod, de vil nok nemmere kunne forstå din situation, og gøre hvad de kan for at hjælpe dig.
Eller du kan spilde din og deres tid på at lukke dig mere og mere inde og risikere at miste de personer du holder af.
Umiddelbart vil det lette utroligt meget at få snakket om det. du vil måske føle dig rask.
men så let går det ikke. Du får sikkert stillet en dosis af din læge, og tilbudt en psykolog mod betaling self.
Derefter er det op til dig og kun dig, at blive ved med at opsøge problemet, indtil du får det udslettet.
Hvorfor gå at spilde sine dage på at føle følelser som tomhed, ligegyldighed, selvhad og meget mere.
vil du have et liv eller vil du ødelægge et for at stille det op sort på hvidt?
En depression er en utroligt læringsrig proces, og du for en visdom over det menneskelige sind, en viden det ikke er mange der har mulighed for at lære og forstå, så utroligt indsigtsrig.
Men det er op til dig om du vil redes, for den eneste der kan redde dig er dig selv.
Det kræver meget at gå igennem en depression, men mest af alt at du har mod til at udforske de steder i dit sind hvor det gør aller mest ondt, eller i nogen tilfælde de steder hvor du tabte "dig selv"; tålmodighed, da det er en lang og mørk rejse du går igennem, og du ikke ønske at leve i mørket resten af dine dage.
Håb for ikke at tabe det hele, når du møder indnu en blindgyde.
Du har sikkert oplevet "lykkelige", eller "gode" dage, og du skal ikke nøjes med den elendighed du går igennem nu, så vil alle dine interesser og håb dø, og til sidst vil du blive skadelig overfor dig selv og dine omgivelser.
Du skal elske dig selv nok til at onde dig alle de glæder livet kan bære. Aldrig nøjes.
Men start et sted! Lægen, eller en voksen.
medicin er bare et stof der giver dig lidt ekstra energi til at bekæmpe depressionen. Den egentlige medicin ligger i dig selv.
Den eneste der kan hjælpe dig er dig selv..
Jeg er 17 år og har svært ved at finde mit egentlige problem. Men min depression har været under opløb i et par år og jeg har først selv fundet ud af det for en 8 måneders tid siden. i starten tog jeg det ikke så hårdt, men nu har jeg indset at jo mere man ignorere den jo mere ødelægger den.
har mistet mine interesser, opgivet nogle drømme og hver dag begyndte at blive "endnu en dag i helvede".. til sidst orkede jeg ikke skolen mere og droppede ud.
I starten lå jeg til sent om natten og de negative tanker begyndte at køre i hovedet.
Begyndte at hakke på mig selv i de ting jeg elskede aller mest, og til sidst var alt andet end perfekt bare endnu et bevis på fiasko.
Til sidst bliver det bare en ond cirkel af selvkritik, negative forudsigelser, der driver en. det bliver til bekymring, måske selvhad, bekræftelse af egen uduelighed, og depression..
Man bliver nød til at se det udefra engang imellem. Er 17år, har hele livet foran mig..
Behøver ikke at få gode karaktere i et fag jeg ikke engang interessere mig for. Slet ikke når jeg har en depression der gør at alle mine interesser destrueres..
Man bliver nød til at udelukkende at koncentrere sig om sin depression, hele tilværelsen vil blive 10 gange lettere efter man har klaret den.
Man vil få en så indsigtsrig viden til grundlæggelse af et helt nyt og spændende liv, drevet af lysten, interessen og kærligheden.
Før du dømmer dig selv, så tænk dig en ekstra gang om :-)
Held og lykke herfra!
livet er mere værd
Jeg kan se at det er lang tid siden at du har skrevet dit indlæg, så jeg ville bare lige sige at jeg håber du har fået det bedre!
Jeg har det sku i nogen henseender lidt på samme måde!
Ja, og så kan jo kan jo kun råde dig og alle andre , til at snakke om det!! Det er så fucking vigtigt at få tingene sagt, når tingene er ude, er det også mentalt lettere for os at bearbejde det!
Ja, det var bare det!:)
Jeg har været "skoletræt" siden 5. klasse, umiddelbart efter at min storebror blev kørt ned. (En ting jeg fortæller til ingen, og de der ved det har jeg distanceret mig for, med undtagelse af mine andre søskende der har lært ikke at tale med mig om det når vi er sammen).
Jeg kæmpede igennem gymnasiet, på trods af mine 60% fravær fik jeg udmærket karakterer ved at tage fuldt pensum. Nu går jeg på universitet og er stadig ikke kommet af med min "skoletræthed". Jeg er på randen til at droppe ud efter 3. semester, ikke pga. at jeg er fagligt bagude, men fordi jeg simpelthen ikke kan komme op om morgenen, og kan ikke overskue at skulle arbejde i grupper (en ting jeg ellers altid har været god til).
I starten gennem folkeskolen og gymnasiset kunne jeg godt håndtere at være sammen med kammeraterne, jeg var endda vældig populær. Men nu kan jeg slet ikke. Jeg har fornemmelsen af at mine kammerater godt ved det. De giver mig flere "breaks" end de plejer når jeg gør/siger noget dumt - og det er ikke nødvendigvist noget jeg har lyst til. De skal ikke opføre sig anderledes pga. min "skoletræthed". Har også slået op med kærester pga. at jeg havde det så dårligt, en ting der bare ikke behøver at være nødvendigt!
Tag ved lære af min situation. Det går ikke over af sig selv. Du vil have gode perioder, men jo længere tid du ikke handler, jo kortere bliver de perioder, indtil de til sidst forsvinder helt.