Arvelig depression??
lotte123
✭
Disse sider kommer jeg ikke på her på Netdoktor, da det er emner jeg - heldigvis - ikke har megen forstand på.
Men - jeg har en penneven, har haft ham i efterhånden mange år, og vi har da også mødt hinanden. Han er nu i midten af 70-erne.
Han påstår, har han lider af en arvelig depression, at det i hans familie – den mandlige del - mere er reglen end undtagelsen, at man har depressive perioder. Det er en påstand, jeg som sådan ikke vil afvise, vi har alle noget med i bagagen fra vore gener, men jeg har gennem årene sagt, at det da godt kan være, sådan noget er arveligt, men jeg har nægtet at tro på, at så må man bare leve med det. Jeg har gang på gang forsøgt at forklare ham, at det der negative livssyn kunne han, givet med noget professionel hjælp få vendt, og så få brudt ud af denne cirkel.
Ind i mellem er jeg ved at gå i spåner over denne negativitet, hellere sige nej på forhånd end tage chancen. Hvis jeg fortæller om noget godt og glædeligt, jeg har oplevet, så er det helt sikkert jeg får tilbage, at uha nej, det kunne han da ikke tænke sig, for det lyder vel nok anstrengende osv.
Desværre lader det til at han har påført denne depressive side til både sin søn og sit barnebarn – det er åbenbart vigtigt at fastholde dennne ”familietradition”.
Nu er det, jeg vil spørge – er det faktisk mig, der er galt på den? Er det rigtigt at en såkaldt arvelig depression ikke er til at behandle? At de pågældende personers omgangskreds – der i sagens natur ikke er særlig stor – simpelt bare skal acceptere disse negative livssyn?
Jeg er bekendt med at især mænd har overordentligt svært ved at søge hjælp til depressioner, men hellere vælger at lade være, og så leve et liv, hvor det hele ind i mellem er yderst vanskeligt, men ”sådan er det desværre for mig, og er det ikke synd for mig?”
Men - jeg har en penneven, har haft ham i efterhånden mange år, og vi har da også mødt hinanden. Han er nu i midten af 70-erne.
Han påstår, har han lider af en arvelig depression, at det i hans familie – den mandlige del - mere er reglen end undtagelsen, at man har depressive perioder. Det er en påstand, jeg som sådan ikke vil afvise, vi har alle noget med i bagagen fra vore gener, men jeg har gennem årene sagt, at det da godt kan være, sådan noget er arveligt, men jeg har nægtet at tro på, at så må man bare leve med det. Jeg har gang på gang forsøgt at forklare ham, at det der negative livssyn kunne han, givet med noget professionel hjælp få vendt, og så få brudt ud af denne cirkel.
Ind i mellem er jeg ved at gå i spåner over denne negativitet, hellere sige nej på forhånd end tage chancen. Hvis jeg fortæller om noget godt og glædeligt, jeg har oplevet, så er det helt sikkert jeg får tilbage, at uha nej, det kunne han da ikke tænke sig, for det lyder vel nok anstrengende osv.
Desværre lader det til at han har påført denne depressive side til både sin søn og sit barnebarn – det er åbenbart vigtigt at fastholde dennne ”familietradition”.
Nu er det, jeg vil spørge – er det faktisk mig, der er galt på den? Er det rigtigt at en såkaldt arvelig depression ikke er til at behandle? At de pågældende personers omgangskreds – der i sagens natur ikke er særlig stor – simpelt bare skal acceptere disse negative livssyn?
Jeg er bekendt med at især mænd har overordentligt svært ved at søge hjælp til depressioner, men hellere vælger at lade være, og så leve et liv, hvor det hele ind i mellem er yderst vanskeligt, men ”sådan er det desværre for mig, og er det ikke synd for mig?”
Kommentarer
Jeg kommer heller ikke ret tit her på disse sider, og det kan man jo kun være taknemlig for!
Selvfølgelig kender jeg da personer der slås med det psykiske..hvem gør ikke det..og jeg kender også til en familie, hvor det tilsyneladende er arveligt - der er flere familiemedlemmer der har forskellige diagnoser indenfor det psykiske.
Men der er da behandling for de sygdomme, og jeg ved at nogen fra den familie, har været indlagt og fået medicin mod det - sikkert ikke helbredelse, men behandling der kan holde symptomerne nede.
Du spørger, om depression kan være arvelig. Ja, det mener videnskaben at have påvist, og der er to måder, depression kan nedarves på: For det første kan man have arvet en sårbarhed over for depressionssygdommen, sådan at man ved belastning lettere får en depression end andre mennesker, og for det andet er der den sociale arv, hvor man har fået indlært bestemte reaktionsmåder (f.eks. at overbelaste sig selv), fordi børn efterligner deres forældes måde at reagere på. Jeg vil råde dig til at læse Netdoktors artikel om dette emne. Den er skrevet af en meget fornuftig og velrenommeret psykiater, nemlig Poul Videbech. Du finder den på:
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/ ... rvelig.htm
Jeg synes også, at denne artikel er god:
http://www.depweb.dk/dw13_depression07_ ... dning.html
Så er der din bekendts påstand, der åbenbart går ud på, at en depression, der er arveligt betinget, skulle være sværere eller måske umulig at helbrede.
Det passer simpelthen ikke. Den påstand må være et udslag af depressionens sortsyn. En depression, der helt eller delvis skyldes arvelige forhold, er nøjagtig lige så let eller svær at helbrede som andre depressioner. Det er rigtigt, at der kan være nogle depressioner, som er svære at få bugt med, men det er umuligt at sige på forhånd, om netop hans depression skulle være af den svært helbredelige slags. Og hvis han ikke prøver at få gjort noget ved depressionen, så finder han jo i hvert fald ikke ud af det.
Og nej, omgangskredsen skal ikke bare acceptere det negative livssyn. Det er vigtigt at støtte og hjælpe den depressive, men det er også vigtigt at fortælle ham, at det er muligt at blive rask. Og det er vigtigt, at man som pårørende indimellem sørger for selv at komme væk fra negativiteten, så man ikke selv drages ind i depression. Hvor mærkeligt det end lyder, så kan en depressiv godt gøre andre depressive, alene ved sin væremåde.
Jeg synes også, at man som pårørende har et ansvar for næste generation. Det er vigtigt, at denne forfærdelige arv brydes. Du skriver:
”Desværre lader det til, at han har påført denne depressive side til både sin søn og sit barnebarn - det er åbenbart vigtigt at fastholde denne ”familietraditionen”.”
Jeg synes, at det lyder meget hårdt. Du skal vide, at det ikke er noget, denne mand har gjort med vilje. Og hvis det ikke er muligt at overtale ham til at søge behandling for hans egen skyld, så må det være muligt at overtale ham til at søge behandling, fordi det er uendelig vigtigt at stoppe denne forfærdelige arv.
Jeg plejer tit at sige: Når man har en arvelig tilbøjelighed til at få depressioner, er der faktisk tale om, at man har arvet en større følsomhed – en følsomhed, der under de rette betingelser kan give personen et rigere liv. Men ofte er denne persons forældre jo selv plaget af depressioner, og derfor magter de ikke at give det lille, særligt følsomme barn de rette betingelser. Det er årsagen til, at den forfærdelige arv går videre til næste generation.
Derfor mener jeg, at man som pårørende har et ansvar. Jeg kan forstå, at du ikke er en nær pårørende. Men de nære pårørende er tit så overbelastede af situationen, at de står magtesløse. Derfor er enhver virkelig solidarisk hjælp udefra af største værdi.
Mange hilsner
Kameliadamen
Som nævnt vil jeg bestemt ikke afvise, at vi alle har noget med i kufferten af gener og påvirkninger, selvfølgelig har vi det.
Naturligvis har han ikke videreført dette til sin søn og barnebarn med vilje, men jeg har påstået at han ved ikke at have gjort noget ved tilstanden på den måde har fastholdt ”familietraditionen”. Desværre – eller måske heldigvis, det ved jeg ikke lige, så har hans kone det på samme måde, - det skal ikke opfattes ironisk eller noget, for hvis ikke de havde haft dette sortsyn begge to, så havde det muligvis enten ikke holdt mellem dem, eller også var der måske gjort noget mere ved det på et tidligere tidspunkt; de har således gennem et helt liv været gode til at fastholde denne negativivtet. Faktisk har de så megen forståelse for hinanden, at de er gode til at tage hensyn til hinandens depressive perioder. Det er jo som sådan godt nok, men de er jo så også gode til at være negative sammen til f.eks. at være enige om at noget så fredeligt som det danske vejr aldrig er godt nok. Det bruges der mange kræfter på for i alle de år har jeg ikke en eneste gang oplevet at han synes, det har været dejligt vejr; enten for varmt, for koldt, for vådt, for tørt, for stille, for blæsende, for lyst, for mørkt. Og jo, dette er der brugt mange negative kræfter på, og jo, jeg tilstår at jeg har latterliggjort det, for netop dette emne bruges der også kræfter på at fastholde.
Min påstand er, at jo man kan bestemt godt have arvelige gener for depression, men man kan bestemt gøre en hel del selv for at bryde denne onde cirkel – på samme måde som jeg føler at min ven og hans kone faktisk gennem årerne har brugt uforholdsmæssigt mange kræfter på at fastholde sortsynet.
Jeg vil med interesse læse de anviste artikler
Jo mere jeg læser, hvad du skriver, jo mere bliver jeg i tvivl om, hvorvidt der faktisk er tale om en egentlig depression i det tilfælde, du beskriver. Jeg tog jo, som du kunne læse, din overskrift for pålydende (”Arvelig depression”).
Og mit svar – og de links, jeg bragte – er skrevet ud fra den forudsætning, at der faktisk er tale om egentlig depression.
De fleste depressioner går over – også selv om de ikke bliver behandlet. Det tager bare noget længere tid uden behandling. Og når en depression er overstået, bliver man nøjagtig lige så optimistisk og glad, som man var før depressionen. Det er i hvert fald det almindelige – jeg ved, at der er undtagelser.
Den situation, du beskriver, virker ikke helt som depression - mere som et livslangt sortsyn, som holdes ved lige og næres af ægtefællerne i fællesskab.
En depression er en alvorlig sygdom, og det er rigtigt, at et af symptomerne som regel er negative tanker, men der er jo flere ANDRE symptomer, der også skal være der, for at man kan tale om depression.
En depression er en så alvorlig sygdom, at den stort set er uudholdelig for den depressive. I dine bekendtes tilfælde lader det jo til, at problemet er værst for omgivelserne.
En depression er en alvorlig sygdom og altså noget helt andet end et negativt livssyn. Jeg kan ikke forestille mig, at et negativt livssyn kan nedarves via generne. Men jeg kan godt forestille mig, at et menneske kan blive præget af omgivelserne til at tænke negativt.
Jeg har selv en veninde, som jeg på grund af den geografiske afstand kun mødes med en gang om året. Hun er på alle måder et livsklogt og varmt menneske, som jeg har haft et årelangt venskab med. Desværre har hun – formodentlig på grund af et elendigt helbred – udviklet et meget negativt livssyn med årene. Hun har faktisk været til undersøgelse hos en psykiater og dér fået at vide, at hun er helt uden psykisk sygdom og et meget harmonisk og velafbalanceret menneske. Og det er sikkert rigtigt. Desværre er hun altså også et menneske, der ser sort på alting. Og det kan absolut være en belastning for omgivelserne, men jeg tror ikke, at det er en sygdom, som kan kureres.
Hvis dine bekendte falder inden for den kategori, tror jeg ikke rigtig på, at der er noget at gøre. Det er klart, som du siger, at de kunne søge hjælp, men hvis de finder deres måde at tænke på normal, ud fra hvordan de oplever verden, ja, så har de jo ikke nogen tilskyndelse til at ændre noget.
Jeg vil derfor gøre opmærksom på, at mit første svar er skrevet under forudsætning af, at der er tale om sygdommen depression, og ikke ”bare” sortsyn.
Mange hilsner
Kameliadamen
Mange tak for dit gode og kloge svar til mig - ja, dem begge to.
Jeg tror, du rammer meget præcist på sømmet, jo jeg er med på at min ven har nogle depressive perioder, men størstedelen er netop dette sortsyn, som begge ægtefæller vist er rigtigt gode til at fastholde hos hinanden.
Jeg kan sikkert virke lidt hård ind i mellem, for jeg har da også mine "spøgelser" at slås med, med en dårlig barndom, men jeg har valgt at kæmpe, så derfor kan jeg jo blive lidt forbandet, når jeg gang på gang møder dette sortsyn hos min ven, og så får forklaringen på at det er arveligt betinget.
Jeg har valgt at min dårlige barndom pokkermig ikke skal vinde over hele mit liv, mens han således har valgt at lade det vinde. Han bruger rigtigt mange kræfter på at fortælle, hvad han har været udsat for, så han er fuldstændig klar over, hvad det er, der har formet ham. Han har ikke været udsat for overgreb, men nok mere den tids noget strikse form for børneopdragelse med trusler af religiøs art, med forældre, der havde et dårligt samliv og vist nok i årevis kørte nervekrig mod hinanden, men altså lige foran deres børn. Ganske frygteligt, men desværre ikke usædvanligt på den tid. Min ven, der helt klart er et meget følsomt menneske har således ikke formået at komme hel ud på den anden side. Han er i dag i midten af 70-erne, så lidt a la Matador -Mads og Daniel Skjern – har der ogå været. Som eneste søn viste han ikke interesse for familiefirmaet, hvorfor faderen givet har tromlet ham godt og grundigt.
Og det med at have videregivet det til sin søn er jo netop, at hvad man ser i barndommen har man uhyre let ved at tage med sig som voksen, og hvis man nu er bekendt med, at det var dårligt, så mener jeg, man selv har et ansvar for at gøre noget ved at ændre det mønster. Jeg har selv oplevet at jeg som mor, når jeg har været trængt, har befundet mig lige præcis i min barndoms adfærdsmøstre fra mine forældre. De gange, det er sket er jeg blevet vældig skræmt og har selvfølgelig forsøgt at ændre på det med det samme, og langt hen ad vejen er det da også lykkedes for mig, så jeg ved bestemt at det er meget let at føre dårlige adfærdsmøstre videre.
Jeg ved således også at hvis man virkelig kæmper – og jo kæmper hårdt – så kan man altså godt vende et dårligt liv til et godt. Og så er jeg på gyngende grund, jeg ved det – for hvis man virkelig lider af depression og andre psykiske sygdomme, så kræver det bestemt professionel hjælp, og muligvis er det ikke en gang nok – det er helt klart emner, jeg ikke ved nok om, hvorfor jeg heller ikke har vovet at gøre mig ”klog” på disse sider.
Og her var jeg nu lidt bange for, om jeg havde forlangt noget af ham, som ikke kunne lade sig gøre. Dit svar fortæller mig heldigvis at jeg nok alligevel ikke er helt forkert på den. Jeg har dog besluttet, at jeg frem over vil fare med lidt mere lempe end jeg før har gjort, for når man er 75 år, så er det muligvis for sent at kræve de store livsændringer – jeg mener, nu har jeg forsøgt de sidste ti år, og det er ikke lykkedes, så..... :-)
Men tak fordi, du gav dig tid til mig.
Mange hilsner
Lotte