Indstillinger
hvor gør man af sorgen ?
det er ikke mere end et halvt år siden jeg droppede alt kontakt med min familie, det var jeg simpelthen bare nød til, jeg har ikke meldt det endnu - har ik engang konfronteret dem med det, men kunne ikke leve i angsten, for at det skulle ske igen.
fortalte ikke min familie at jeg ikke kunne se dem mere, knækkede bare mit sim-kort så de ikke kunne kontakte mig.
det første lange stykke tid gik det også okay, det var rimeligt befriende at vide at de ikke kunne kontakte mig, men jeg er begyndt at savne dem.
og jeg kan ikke finde ud af at håndtere det savn, for jeg ved jeg aldrig kommer til at se dem igen.
i princippet er min sorg over at have mistet min familie, jo den samme som folk hvis familie er døde.
men jeg har jo selv valgt at de ikke skal være i mit liv og så kan jeg ikke give mig selv lov til at sørge.
og mine omgivelser tager heller ikke de hensyn, man ellers ville tage til folk, der lige har mistet deres familie. og så er det jeg bliver forvirret og ikke forstår om min sorg ikke er begrundet nok.
det er først lige gået på for mig at mine brødre og forældre er helt væk, og jeg har hele vejer igennem været meget åben overfor mine venner og kæreste omkring hele det her "incest show" og i særdeleshed med den sorg der pludseligt er kommet.
men der er ingen hensyn overhovedet, folk taler om deres latterlige familier og røv syge jul (jaa jeg er bitter) som de plejer.
og jeg bliver sindsyg af at høre på det! har man bare en vis empati kvote? og når den er brugt op går man så bare tilbage til at lade som ingenting ?
og hvorfor er min sorg ikke lige så reel som andres ?
fortalte ikke min familie at jeg ikke kunne se dem mere, knækkede bare mit sim-kort så de ikke kunne kontakte mig.
det første lange stykke tid gik det også okay, det var rimeligt befriende at vide at de ikke kunne kontakte mig, men jeg er begyndt at savne dem.
og jeg kan ikke finde ud af at håndtere det savn, for jeg ved jeg aldrig kommer til at se dem igen.
i princippet er min sorg over at have mistet min familie, jo den samme som folk hvis familie er døde.
men jeg har jo selv valgt at de ikke skal være i mit liv og så kan jeg ikke give mig selv lov til at sørge.
og mine omgivelser tager heller ikke de hensyn, man ellers ville tage til folk, der lige har mistet deres familie. og så er det jeg bliver forvirret og ikke forstår om min sorg ikke er begrundet nok.
det er først lige gået på for mig at mine brødre og forældre er helt væk, og jeg har hele vejer igennem været meget åben overfor mine venner og kæreste omkring hele det her "incest show" og i særdeleshed med den sorg der pludseligt er kommet.
men der er ingen hensyn overhovedet, folk taler om deres latterlige familier og røv syge jul (jaa jeg er bitter) som de plejer.
og jeg bliver sindsyg af at høre på det! har man bare en vis empati kvote? og når den er brugt op går man så bare tilbage til at lade som ingenting ?
og hvorfor er min sorg ikke lige så reel som andres ?
Kommentarer
Jeg vil godt give dig et svar, men jeg er ikke sikker på, at du er synderligt interesseret i et svar fra mig. Hvis du er, må du skrive det.
Hilsen Helene
Det er frygteligt hårdt at afslutte noget og det er især hårdt, når det går op for én, at det er 'aldrig mere'. Det er en meget ensom proces, for verden udenfor én selv går videre, som om ingenting var hændt og folk taler om alle mulige ligegyldige ting, som man slet ikke kan forholde sig til, når man selv går med alt det inde i sig. Folk forstår det generelt ikke, de rummer det ikke men omvendt forstår man jo heller ikke selv dem og rummer dem ikke.
Du spørger om man bare har empati til en vis kvote? Ja, det kan man måske sige. Nogle mennesker rummer ikke følelesr særligt godt. Især når det er smertefulde følelser, så kan mange mennesker ikke tackle det. Andres smerte giver ofte folk følelsen af at være hjælpeløse og det får dem til at trække sig væk. De ved, de ikke kan gøre noget for at tage din smerte væk og det kan de ikke sige med ord, så i stedet lader de måske som om, at den ikke findes og er måske slet ikke bevidste om, at derved svigter de dig mere, end hvis de sagde, at de gerne ville hjælpe men ikke ved hvordan.
Hvis du kan, så kunne det måske forandre situationen lidt, hvis du fortæller din kæreste og dine venner, hvad du har brug for i denne situation. Hvis de ved, hvad du har brug for, så vil det være lettere for dem at prøve at give det end, hvis de måske er bange for at gøre noget forkert og så trækker sig væk og lader som ingenting i stedet for.
Men vigtigst af alt er, at du giver dig selv lov til at sørge. Du har mistet og dit tab er reelt. Når du giver dig selv lov til at sørge, vil andre måske også have lettere ved at forstå og acceptere din sorg. Ellers er det måske ikke de rigtige mennesker, du forsøger at få forståelse fra.
Hilsen Helene
Dette er ikke et svar på dit spørgsmål.
Jeg kender ikke din historie, men kan let føle din smerte.
Du har truffet en stor beslutning ved at droppe din familie. Du skriver, du ved at du aldrig kommer til at se dem igen.
NEJ, det tror jeg ikke du ved.
Livet byder på så mange overraskelser, alting kan ændre sig.
Jeg har i nogle år arbejdet med udstødte mennesker, mennesker der ramte bunden bl.a. fordi familien vendte dem ryggen.
Selvforskyldt? Måske.
Jeg mener, at du bør give din familie en udmelding om din beslutning og årsagen til at du traf den. Om ikke andet, så blot et par ord skriftligt.
Uanset hvordan de har forbrudt sig.
Jeg tror også at det vil give dig en større styrke.
Har du kontakt med en psykolog?
Mine bedste ønsker for dig.