Jalousi, mistroisk.... beskyldninger
Jeg er gift på 9 år med en mand jeg elsker af hele mit hjerte. Men han beskylder mig for at være utro, hidser sig op, drikker og så vælter hele vores hverdag. (endda også vores møbler, da han i raseri kan vælte det hele, hvorefter han hårdnakket påstår at jeg har væltet det og jeg bliver sat til at samle skårene op, gøre rent og sætte på plads). Jeg har altid sagt til ham hvor meget han er elsket, aldrig lagt skjul på mine følelser for ham…. Men lige meget hvad jeg gør, bliver hans anklager værre og værre. Det gør ondt indeni og jeg frygter at han en skønne dag, gør alvorlig skade på mig.
Nu har det denne gang kørt på 6 døgn, men total tyranni. Han kører mig helt ned, er meget grov, når det så bliver morgen, siger han undskyld, kysser og krammer…. Til aften sker det samme igen forfra… jeg skal helst græde, skal stå til regnskab for noget på kommando… skal vende alt til noget der lugter af utroskab… Han studerer sider om hvordan man afslører ens partners utroskab… og JA, så må jeg jo være utro…. Jeg har aldrig været ham utro og har aldrig haft planer om det. Lige fra jeg flyttede sammen med ham, droppede jeg kontakten til venner og veninder, jeg tager aldrig i byen med dem og foretager mig ikke andet end arbejde og passe familie, ham og vores hus. Jeg skriver via mail og det populære facebook med venner, veninder og bekendte…. Det er den eneste kontakt jeg har udaf… så jeg kan ikke se hvad jeg gør forkert….
Hvad skal jeg gøre??
Nu har det denne gang kørt på 6 døgn, men total tyranni. Han kører mig helt ned, er meget grov, når det så bliver morgen, siger han undskyld, kysser og krammer…. Til aften sker det samme igen forfra… jeg skal helst græde, skal stå til regnskab for noget på kommando… skal vende alt til noget der lugter af utroskab… Han studerer sider om hvordan man afslører ens partners utroskab… og JA, så må jeg jo være utro…. Jeg har aldrig været ham utro og har aldrig haft planer om det. Lige fra jeg flyttede sammen med ham, droppede jeg kontakten til venner og veninder, jeg tager aldrig i byen med dem og foretager mig ikke andet end arbejde og passe familie, ham og vores hus. Jeg skriver via mail og det populære facebook med venner, veninder og bekendte…. Det er den eneste kontakt jeg har udaf… så jeg kan ikke se hvad jeg gør forkert….
Hvad skal jeg gøre??
Kommentarer
Det er dog en rystende historie, du her beskriver, men den er desværre ikke enestående.
Jeg læser, at du er fuldstændig overbevist om, at det er dig, der gør det hele forkert, jeg læser også at du søger forslag til, hvordan du skal gøre din mand glad og tilfreds. Jeg tror desværre ikke, du kan gøre noget som helst for at gøre ham glad, for det er muligvis netop ydmygelsen af dig, der tilfredsstiller ham.
Det er ikke dig, der er noget galt med, det er ham – han er tydeligvis et megt sygt menneske, der har brug for hjælp, men jeg er også klar over, at hvis du forsøger at overbevise ham om det, så kan det risikere at være overordentligt farligt for dig.
Hvis jeg var dig – men det er jeg ikke, jeg ved det – så tror jeg nok, jeg for længst var flygtet til et krisecenter, for det her kan være farligt for dig.
Du sørger for ikke at gøre det mindste, der kan vække hans mistro, men det gør det alligevel. Dog vil jeg spørge, om du eventuelt risikofrit kan gå til din læge? For der vil jeg umiddelbart foreslå dig at begynde – og så fortælle den historie, du her har beskrevet. Du har jo tydeligvis også brug for hjælp, for hvordan kan du elske et menneske, der opfører sig sådan over for dig?
Nej, lægen er måske ikke det bedste sted at starte, men jeg foreslår det alligevel, da det måske kan være et sted, du kan gå hen, uden at skabe mistanke.
Jeg kan eventuelt også foreslå dig at skrive til brevkassen, der også er her på Netdoktor – jeg ved bare ikke hvor lang tid, man er om at svare, men der sidder eksperter – og det er vi jo ikke her på debatsiden.
Jeg har en veninde, der har arbejdet på et krisecenter for kvinder, og hun kender garanteret historier, der ligner din til forveksling, og kan muligvis komme med bedre råd. Hun er dog pt ude at rejse, og kommer ikke hjem før om 8-10 dage.
Hvis du har lyst, vil jeg gerne tale med hende om dit indlæg.
Du spørger efter råd, men du vil garanteret ikke følge mit.
Gå din vej, hellere idag end i morgen.
Skriv et brev til ham om at det hele er slut.
Du ved ikke hvad du har gjort forkert?
Du har droppet alle dine venner og veninder, sådan behandler man ikke andre mennesker.
Jeg tror ikke på, at du elsker din mand. Men du er blevet dybt afhængig af din mands syge måde at leve på, du er selv med til at holde den i live, ved at tolerere hans opførsel.
Din mand er ikke normal.
Men det er altså heller ikke normalt, at finde sig i den behandling.
Du skal vide, at han ikke stopper, vil du virkelig bruge mere af dit kostbare liv på denne måde??
Måske er jeg for barsk overfor dig.
Men!
Jeg ønsker det bedste for dig, tro ikke andet.
Jeg er helt enig med Leonine. Du skriver selv at det er blevet værre og at du frygter han vil gøre skade på dig.
Jeg kan forstå, at han ikke er begyndt at banke dig endnu? Ja, endnu - for det kommer, og hvor længe tør du blive ved med at tro på, at det hele er din skyld, hvor langt skal han gå, før du ikke kan undskylde ham længere?
Jeg har tænkt så meget på dig, siden jeg så - og besvarede dit indlæg i går, hvorfor jeg er her igen.
Nej, jeg tror desværre heller ikke, du følger hverken mit eller Leonines råd for "så galt er det da heller ikke".
JO - DET ER!!!
Han skal længere og længere ud i ydmygelsen af dig for at få sin tilfredsstillelse, og selv du må have hørt om disse familietragedier, hvor det er endt med at manden har slået hele familien ihjel; de historer er ofte startet, hvor du er nu, og du har jo bemærket, at det er blevet værre.
Søg noget hjælp - søg den nu!
Lov mig at du prøver at tænke tingene grundigt igennem og overvej at forlade ham. Der er så mange krisecentere i dk , der er gode til at hjælpe dig videre, der er et i nr.sundby som jeg varmt kan anbefale , der er både socialrådgiver og pædagoger tilknyttet og man kan få råd og vejledning m.m. fine værelser og dejlige omgivelser.... jeg har selvv været der pga. en type som du beskriver og er kommet ud på den anden side.
Kan desværre forholde mig til ALT i din tekst, og er selv psykisk nedkørt og fuldstændig ødelagt efter falske anklager om utroskab.
Min kæreste igennem mange år beskyldte og anklagede for at være ham utro med en engang fælles ven.
På det tidspunkt var jeg gravid med vores fælles 3 barn, som han også troede ikke var hans til at starte med!
Jeg har heller aldrig været ham utro, har faktisk aldrig tænkt tanken eller haft lyst til at være sammen en anden mand, men det kan jeg ikke bruge til noget da han ikke tror på det jeg siger.
Han har igennem flere år nedbrudt mig psykisk med sine ord og handlinger og jeg har flere gange været tæt på at tage billetten, men tanken om mine børn har stoppet mig!
Min verden faldt også fra hinanden far den ene dag til den anden, som et lyn fra himlen, da han at beskylde mig for at have haft en affære.
Han siger at han har opsøgt diverse spåkoner og såkaldte claoiante personer og kan kun gætte på at han er blevet fuldstændig hjernevasket.
Ved ikke om han har en brist, om han er blevet psykisk syg men ved at hans beskyldninger absolut intet har på sig og at han må lide af paranoide tanker og hallutinationer.
Han virker selv nedbrudt og forpint men det kan jeg ikke bruge til noget, da det er MIG der er ofret og ikke HAM.
Han har ved tidligere lejligheder oplyst mig om at han havde aflyttet min telefon og vores hjem?!, at han har haft behov for at kontrollere mig.
Forstår ikke hvorfor han behov for dette, da jeg intet havde at skjule og intet har gjort galt, men det gør ondt at vide.
Det er pinligt, ydmygende og fuldstændig unødvendigt da jeg elskede den mand over alt på jorden, og ingen absolut ingen kunne måle sig med ham.
Bliver den dag i dag rasende og vred når han bliver ved med at påstå at han har beviser i form af optagelser på at jeg har været utro når jeg ved at det ikke er sandt.
Det kræver jo at jeg har været utro og det har jeg jo netop ikke men det vil han ikke høre da han er overbevist om at jeg lyver.
Når jeg konfronterede ham med de såkaldte beviser han havde så nægtede han af udlevere dem, men oplyste mig at han ville vise mig alt når tiden var inde!
I hans optik ville det være om 3-5 år!!!
Ved desværre at han omgås de forkerte typer som måske har bagtalt mig eller tænkt dårligt om mig, og at han måske har valgt at tro dem.
Ved det ikke med sikkerhed, kan ikke finde svar på om det er andre der har spillet ham et puds eller om det vitterligt er noget han selv har fabrikeret oppe i sit hoved for dernæst at blive ved med at digte videre på historien.
Ved kun at han selv tror på det og er overbevist om at det er sandt, hvilket det selvfølgelig ikke er.
Han er hverken til at hugge eller stikke i på det punkt, han er selv overbevist om at han har ret i sine påstande og der er desværre intet jeg kan gøre for at overbevise ham om det modsatte på trods af at det er mit inderste ønske.
Jeg kan kun håbe og bede om hjælp fra de højere magter om at han en dag vil indse sandheden og forhåbentlig komme til sig selv igen.
Kan på nuværende tidspunkt se at det ikke er aktuelt og at han virkelig tror at jeg har været ham utro og derfor ser sig selv som offer.
Han ville have mig til indrømme at jeg havde været ham utro, og sige undskyld!
Det er jo umuligt at tilstå noget jeg IKKE har gjort, og har følt mig så dårlig behandlet at jeg er gået fuldstændig i stå.
Intet giver mening og savnet er enormt på trods af det store svigt og løgne han budt mig gennem årene.
Sidder tilbage og tænker højt hver dag :
Hvad er der sket og hvorfor?!
Hvad har jeg gjort for at blive behandlet så dårligt, har ikke fortjent det!
Får ingen svar og føler at jeg hver dag dør lidt af gangen, men kæmper trods alt for at rejse mig og komme igennem dette helvede.
Ved inderst inde godt at jeg en dag bliver nødt til at give slip, da jeg snart ikke kan holde til mere, men det gør stadig meget ondt.
Har efter flere års psykisk tortur og ydmygende behandling bedt ham om at flytte ( efter at han en nat bankede mig foran børnene i frustration og efter indtagelse af flere flasker rødvin til langt ud på natten).
Han er flyttet og vi har stort set ingen kontakt, kun når han henter børnene hver anden fredag.
Det gør ondt ikke at se og føle ham, men det gør endnu mere ondt at se ham hver 14,dag kort og ikke kunne nærme mig, og skal leve med at han opfatter mig som en løgn, fjende og kvinden som ødelagde hans liv og smadrede hans hjerte for det er jeg IKKE tværtimod!
Jeg elsker ham stadig meget højt og savner ham frygteligt men kan ikke være underdanig længere og vil ikke nøjes eller gå på kompromis med mine værdier og følelser.
Jeg ved at jeg ikke har fortjent dette og at jeg fortjener meget mere.
Føler mit hjerte er blevet smadret i tusind stykker og at det aldrig vil hele igen.
For hjælp i form af psykolog samtaler, anti-depressive og beroligende piller og håber at jeg en dag kan blive stærk igen til at komme videre.