jeg gider ikke mere
Mine dage er talte :-(jeg gider ikke mere 19 år i angst, det er så belastende.
Jeg har været ved læge mm i 19 år nu fejler ikk noget siger de.
Har godt nok ikke været ved læge de sidste 2 år. Men jeg har det så skidt. Jeg går på puder og føler jeg falder.mit hoved er ved at sprænge (jeg tænker hele tiden ”dårlige tanker” )
Det gør jeg jo ikk, jeg stopper op og holder fast ved et eller andet, trækker vejret dybt og prøver at tænke på noget andet. lige nu er min menstruation værst og der går det det helt galt … jeg har smerter i bryster og len og underliv.
JEG GÅR IKKE TIL LÆGE NU::::::::
Jeg tør ikk de finder en dødsdom over mig som ikke kan heldbredes
Jeg lever i frygt på 19 år :-( er her andre der kender til det
Jeg har været ved læge mm i 19 år nu fejler ikk noget siger de.
Har godt nok ikke været ved læge de sidste 2 år. Men jeg har det så skidt. Jeg går på puder og føler jeg falder.mit hoved er ved at sprænge (jeg tænker hele tiden ”dårlige tanker” )
Det gør jeg jo ikk, jeg stopper op og holder fast ved et eller andet, trækker vejret dybt og prøver at tænke på noget andet. lige nu er min menstruation værst og der går det det helt galt … jeg har smerter i bryster og len og underliv.
JEG GÅR IKKE TIL LÆGE NU::::::::
Jeg tør ikk de finder en dødsdom over mig som ikke kan heldbredes
Jeg lever i frygt på 19 år :-( er her andre der kender til det
Kommentarer
Dine dage er kun talte, hvis du vælger, at de skal være det. Du kan også vælge at kæmpe for at leve og få et godt liv.
Jeg har prøvet at leve med angst for ét og alt i 22 år. Så fik jeg medicin i nogle år og det hjalp mig en del. Sidenhen har terapi hjulpet mig til at komme helt fri af angsten.
Der er muligheder for at få det bedre, men det kræver, at du søger hjælp og fortæller, hvordan du har det. Hvis ikke din læge tager dig alvorligt kan det være fordi, du ikke har udtrykt tydeligt nok, hvor dårligt du rent faktisk har det eller også er din læge ikke lydhør nok og så var det måske en god idé at skifte læge.
Hilsen Helene
det gjorde det så ikke bedre da jeg sidste år fik en blodprop og fandt ud af hvor mange løgne der er blevet slynget rundt i mit nærvær jeg føler mig så ensom og forladt jeg græder mig i søvn og tænker hvordan skal jeg tage livet af mig selv så det evt. kunne ligne en ulykke så mine børn ikke skal føle det er deres skyld de er det vigtigste for mig men jeg kan bare ikke blive ved jeg kæmper en forgæves kamp og kan ikke sætte ord for hvad jeg skal sige og gøre men tankerne kører rundt (ta bilen frontalt ind i et træ det er jo lidt glat) ( eller alle de piller jeg har i mit skab ovenikøbet har jeg nogen ekstremt skarpe knive der er så mange løsninger men vil jeg eller ej jeg har mine børn men gør jeg det godt nok for dem? jeg har det bare rigtig skidt..
Det er rigtigt skidt, at du har det så dårligt.
Hvad sagde din læge, da du ringede i dag? Har han/hun undersøgt, om du har en depression? Er der blevet talt om medicinering? Psykiater? Psykolog? Har du evt. selv råd til at betale for terapi?
Hvis ikke du har fået et klart svar, så må du have fat i din læge igen. Du må have noget behandling i én eller anden form og om nødvendigt må du insistere. Selvom det er svært.
Der er altid andre muligheder end at tage livet af sig. For mig holdt det op med at være en mulighed, da jeg fik mine børn. Jeg håber, at det reelt heller ikke er en mulighed for dig. Uanset om det ligner et almindeligt dødsfald eller et selvmord, har dine børn meget mere brug for en levende end en død mor. Og optimalt har de brug for en mor, der har det godt. Derfor er det så vigtigt, at du finder en måde at få det bedre på. Det kan lade sig gøre. Jeg ved det - jeg har været dér, hvor du er nu.
For mig lyder det som om, at du har brug for at arbejde med dig selv, så du kan få bygget noget selvtillid op. Den selvtillid skal gerne kunne gøre dig mere afklaret med, hvor du skal hen i dit liv og gøre dig i stand til at tage de skridt, der kan forandre de ting i dit liv, der ikke fungerer.
Du skriver, at du slås med dine børns far og du føler ikke, at du lever op til din mors forventninger. Det er klart, at den slags nedbryder éns selvtillid. Men det er meget værre, at du ikke lever op til dine egne forventninger - og det gør du ikke, så længe du lader dig styre af andres. Er din mor et menneske, der generelt er meget svær at stille tilfreds? Er hun god til at få andre til at føle sig underlegne og 'forkerte'? Bygger hun dig op og gør dig glad eller river hun ned og gør dig ked af det? Nogle mennesker har en evne til at få andre til at føle sig meget lidt værd. Sådan et menneske var min egen mor f.eks. Din mors mening siger INTET om, hvad du er værd. Kun noget om, at hun får dig til at føle, at du ikke er noget værd. Det, din mor siger og påstår, tegner mere et billede af hende end af dig.
Selvfølgeligt er du noget værd. Du er uerstattelig, du er unik, du kan give verden noget, som INGEN andre kan give, fordi du er præcist den person, DU er. Du skal 'bare' turde stole på det og finde ind til gaven i at være DIG. Du har et hårdt stykke arbejde foran dig, så du kan lære at tro på, at du har værdi og selv at kunne mærke det, uanset hvad andre så måtte sige, føle, tro, tænke og mene.
Den 'eksistensberettigelse' du søger, får du ikke fra andre. Den må du frem til at kunne give dig selv. Så længe du ikke kan det, vil tanken om at dø virke som en befrielse. Men du lever. Du ER. Kunsten er også at kunne give sig selv lov til at leve.
Du skriver, at du kravler og higer efter, at andre skal kunne lide dig. Problemet er bare, at du i realiteten ikke kan gøre hverken fra eller til, om andre kan lide dig. Så laver du dig lidt om, for at X kan lide dig. Desværre bliver resultatet bare, at så kan Y ikke lide dig. Så laver du dig lidt mere om for at Y kan lide dig - men så kan hverken X eller Z lide dig. Og så fremdeles. Man kan aldrig gøre alle andre tilfredse.
Der er kun ét menneske, det i virkeligheden er vigtigt at gøre tilfreds - og det er DIG. Du er den vigtigste person i dit liv, for du skal leve med dig resten af livet. Alle andre mennesker kommer ind i dit liv af kortere eller længere varighed, men du skal følges med og leve med dig selv til den dag du dør. Derfor må du frem til, at du kan stå inde for at være den, du selv er på godt og ondt. Det kan du ikke, så længe du kryber for andre. For derved mister du din selvrespekt og kommer til at synes dårligere og dårligere om dig selv. Hver gang du kryber for andre og prøver at lave dig selv om, kommer du til at holde mindre af dig selv. På den måde vælger du hele tiden andre fremfor dig selv på bekostning af dig selv. Det er skidt, for det nedbryder din selvtillid og gør dig mere afhængig af mennesker, der ikke bygger dig op men bryder dig ned og igen mister du mere tillid og selvtillid. En meget ond cirkel.
Det sjove er, at når man holder op med at lave sig selv om for at tækkes andre, så får man meget mere respekt fra andre. Pludseligt opdager man, at når man bare er 'sig selv', så kan både A, B og C (som man slet ikke kunne komme i nærhenden af tidligere) lide én. At X, Y og Z så ikke kan, det er jo ligegyldigt.
Måske er du faktisk midt i en slags forsinket teenageroprør, hvor du er ved at løsrive dig. I så fald er det en gave, der giver dig muligheden for at få et selvstændigt, voksent liv i fremtiden. Men det har aldrig været nemt at være en teenager midt i en løsrivelsesfase - og det er det bestemt heller ikke, selvom man er voksen. Men man kan komme igennem det. Nogen gange (især hvis frigørelsen først sker som voksen) skal man have noget professionel hjælp for at komme igennem det. Puberteten er en udviklings- og forandringsproces og det er præcist, hvad man har brug for.
Mange hilsner Helene
Jeg så lige, at du skriver, at du har en fornemmelse af, at du går på puder. Det er et meget almindeligt symptom på B12-vitamin-mangel, og det kan du læse om her:
http://www.dsgnet.dk/Sites/artsym/Hvad_ ... mangel.asp
Jeg står og skal ud af døren nu, og jeg har derfor ikke læst resten af indlæggene i tråden, så jeg ved ikke, hvad I har skrevet om.
Men jeg synes at det er vigtigt, at du bliver ordentligt undersøgt. Du skriver, at du ikke har været ved læge i 2 år. Der kan være sket meget i den tid. I hvert fald er det vigtigt, at du får taget blodprøver med henblik på blandt andet B12-vitamin, men også andre ting.
Desværre er der en tendens til, at læger tror, at man ikke kan fejle noget fysisk, hvis man har psykiske problemer. Det kan man godt! Og fysiske problemer – f.eks. vitaminmangel – kan sagtens være (medvirkende) årsag til psykiske problemer.
Derfor vil jeg råde dig til at skynde dig til læge og blive ordentligt undersøgt.
Jeg sender dig alle mine gode ønsker for dit helbred og din fremtid
Kameliadamen
Nu har jeg givet mig lidt mere tid til at læse dit indlæg, og jeg kan se, at problemet er, at du ikke tør gå til lægen, fordi du er bange for, at du fejler noget meget alvorligt.
Jeg kan også læse mig til, at du tidligere har fået det råd at få taget blodprøver med henblik på en undersøgelse af, om dine kraftige menstruationer har givet dig blodmangel og B-12-vtaminmangel:
http://nyangstforening.dk/phpBB2/viewto ... de05ffaf12
Jeg mener, at det er meget vigtigt, at du bliver undersøgt. Jeg synes, at det er frygteligt, at du går og har det så skidt, når nu meget tyder på, at dit helbredsproblem kan løses med nogle vitaminpiller eller nogle vitaminindsprøjtninger.
Mange hilsner
Kameliadamen
jo jeg skal til lægen imorgen og har bedt om at komme på piller igen men de har jo stoppet det grundet min blodprop og pludselig gik der bare for lang tid og jeg synes ikke jeg kunne mærke forskel alligevel så ville hellere være (tabufri) altså uden piller, jeg har åbnet mig meget over for forskellige f.eks går jeg til noget psykiatri hjælp (det skal man når man er på sygedagpenge) men da jeg åbnede mig 100 procent for hende og sagde jeg kunne bare ikke mere jeg har i realiteten det perfekte liv 2 skønne børn fantastisk arbejde og 2 drømmeheste da jeg så fik min blodprop begyndte det hele at smuldre og jeg kan hverken finde ro eller min identitet jeg ved dårligt hvordan mit eget grin er jeg ved ikke hvad mine meninger og holdninger til livet er for kommer der f.eks en og siger sin mening om noget og om hun har ret eller ej så får hun det bare for jeg ved ikke hvad der er rigtigt eller ja det er svært at forklare synes jeg.. en ting ved jeg og det er det der gør jeg stadig er her mine børn har brug for kærlighed jeg kan give det men ved ikke om det er den rigtige måde nogen gange siger de jeg er uretfærdig og jeg stopper tit op og tænker ja det kan de da have ret i og omkring min mor så er hun ikke en man diskutere med for i sidste ende har hun altid ret og jeg har ikke lyst til at sige noget jeg senere hen måske vil fortryde det kan ikke svare sig.. hvor er det dog svært at sætte ord på det hele
mellem dine linier læser jeg usikkerhed, tvivl, angst, manglende selvtillid og ikke mindst håbløshed. Det er alltsammen negative følelser, som nedbryder din klare fornuft. - Du har brug for en lang snak med nogle mennesker som er professionel og/eller står dig nær. Den professionelle side er du i gang med. Du har kontakt med lægen og en psykolog. Men hvordan er det med menesker, som står dig nær? - Din mor kan/vil du ikke bruge. Det er ikke ualmindeligt, at mor/datterforholdet ikke fungerer. - Jeg tænker på dine børn... Hvor gammel er de. Kan du evt. finde nogle ord, som forklarer dem hvordan du har det. Eller kan du spørge dem, hvordan de oplever dig, og blot lytte til dem, og evt. stille flere spørgsmål til dem, som også vedr. deres liv. Næsten uanset hvor gammel de er, så har de en mulighed for at føre en dialog med dig (ikke diskussion), hvor de kan hjælpe dig.
Formålet er, at du sammen med dine børn kan få jeres hverdag bedre til at fungere, og det er en forudsætning, at du få det bedre, og først og fremmest også kan se også de gode øjeblikke på en ganske almindelige hverdag, og såleddes kommer væk fra kun at tænke på alt det negative.
De bedste hilsener,
R.D.
Jeg håber, at det jeg skriver, kan være med til at give lidt mere overblik eller perspektiv.
Du skriver, at det hele begyndte at smuldre, da du begyndte at åbne dig og fik en blodprop. Jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvilken betydning blodproppen har haft (men fysisk sygdom sætter i høj grad mange ting i perspektiv) men jeg ved, at når man begynder i terapi og begynder at tale om tingene, så sker der rigtigt meget på det ubevidste plan. Det kan føles som om, at hele éns grundlag skrider væk under fødderne på én. Det er et voldsomt kontroltab og kontroltab giver angst. Der kan komme så mange kaotiske, svære og smertefulde følelser frem. Mange af disse følelser er sædvanligvis gamle følelser, der stammer fra barndommen men stadigt føles meget levende. Forhåbentligt får du også hjælp til at forholde dig til dette i de samtaler du har?
Det lyder sikkert uforståeligt men det er faktisk, som det skal være. Når det gamle begynder at smuldre, er det fordi, der bliver gjort plads til at bygge noget nyt og mere solidt op. Den slags tager tid og det er hårdt arbejde men gradvist begynder tingene at falde på plads på en ny og garanteret bedre måde. Nogle gange skal det være skidt, før det kan blive godt.
Du skrev tidligere, at du nærmest følte dig som en teenager, der er ved at løsrive sig. Jeg synes, det er et virkeligt godt billede. En teenagers oprør handler om retten til frigørelse og til at leve sit eget liv på sine egne betingelser. Hvis ikke man var igennem den proces, da man var teenager og ikke blev støttet i den og opmuntret til selvstændighed, kan det give følelsen af, at man kæmper mod hele verden. Det handler om retten til at have sine egne meninger, egne holdninger, egne grænser, følelser, behov og værdier. Alt det som identitet skabes af. En teenager kæmper for retten til at skabe og leve sit eget liv og ikke blot en gentagelse af sine forældres liv.
Du skriver, at det ikke kan svare sig, at sige din mor (og andre?) imod. Det kommer nok an på, hvordan det skal kunne svare sig. Hvis det skal belønne sig ved, at hun eller andre giver dig ret og giver dig positiv respons, så har du givetvis ret i, at det ikke kan betale sig. Men hvis du gør det, fordi du ønsker at få mere selvtillid, blive modigere og stærkere, blive bedre til at mærke og holde fast i dine egne grænser, følelser og behov og være mindre angst og deprimeret, holde mere af dig selv og livet og lære dig selv bedre at kende, så kan det i høj grad betale sig.
Det har meget store omkostninger for én selv, når man tier og samtykker. Jo mindre du siger, desto mere usynlig vil du blive både for dig selv og andre og når man er usynlig, er man også meget ensom indeni. Når man tier undertrykker man sig selv og sin identitet p.g.a. frygt. Forskellen mellem at være synlig og usynlig er som forskellen mellem et liv og kun en eksistens.
Vist har du en identitet - den er gemt indeni dig, men du kender den ikke, for den skal have kærlighed, tryghed, frihed, åbenhed, anerkendelse, accept, varme og lys for at folde sig ud og give sig til kende. Disse forudsætninger er ikke til stede endnu – men du arbejder jo for at skabe dem.
Man begynder ikke 'bare lige' at sige fra, sætte grænser og gøre sig selv synlig. Ting tager tid. Du er i gang med processen i og med, at du er begyndt på disse samtaler (formentligt noget terapi?). Terapi er ikke en let eller hurtig løsning – men den er langtidsholdbar og skaber vedvarende, positive forandringer.
Min fornemmelse er, at da du begyndte at åbne dig og tale om tingene, åbnede du ind til et følelsesmæssigt kaos, du endnu ikke kan gennemskue. Det er værst i starten, det bliver bedre. Der er en vej ud af kaos. En svær vej at gå - derfor er det nødvendigt med professionel hjælp. Men andre har gået vejen før dig og derfor er der også andre, der kender den og du vil altid kunne få følge på vejen, så du aldrig går den alene.
Mange hilsner Helene