Uenighed om børneopdragelse

pippix1

Som sammebragt familie kæmper vi med vores forskelligheder. Min kæreste har 2 børn (10 og 12 år) jeg har et barn (7 år). Det grundlæggende problem er at min kæreste og jeg er meget forskellige. Vores holdninger kan ofte ikke være længere fra hinanden end de er. Indtil videre har vi overlevet ved at være flexible og bøje os lidt hist og pist. Men det går ikke mere. Vi har måtte sande at vi er nødt til at gøre ved situationen nu hvis vi skal blive sammen. Vi har aftalt at vi hver især må komme op med "husregler" som er vigtige for os. Sammen vælger vi så 3-4 "husregler" af gangen som vi alle skal øve os på, så de med tiden bliver naturlige. Det er rigtig svært når vores grundlæggende værdier er så langt fra hinanden.

Er der andre som har oplevet lignende situation og/eller har nogle konstruktive forslag?

lotte123

Jeg synes, det lyder ret fornuftigt, det I er i gang med.
I må jo i hvert fald huske på, at børn jo bliver forvirrede, hvis ikke der er lidt faste rammer. Ja, jeg ved godt, at det er vældigt "moderne" at børn slet ikke skal have rammer, og i øvrigt må gøre, hvad de vil, men vi ser jo så gang på gang resultatet med voldsomt utilpassede børn, der er utålelige at være sammen med.
Så det er fornuftigt med nogle faste regler, men I skal naturligvis være enige om dem og holde fast i dem. Det nytter ikke noget at der gælder en regel, når du siger det og en anden, når det er din kæreste - og omvendt. Så får I bestemt problemer.
For jeres egen og børnenes skyld, så lav så få få regler som muligt - og fasthold dem så 100%.
Held og lykke med det.

Lykke3

Vi har helt fra begyndelse aftalt, at han har ansvaret for opdragelsen af sit barn og jeg af mine.
Børnene er trygge ved det og kan sagtens leve med, at der er forskellige regler, for de ved, at deres egen forælder gør, hvad der er bedst for dem. Hvis den ene skal tidligt i seng, lærer den anden at tage hensyn til dette i form af at være stille eller lege et andet sted - og omvendt.
Hvis den anden skal vaske op, får den ene som regel lyst til at deltage for også at tage del i rosen bagefter.
Den ene kan forstå et argument om ikke at måtte få slik, da for meget sukker for denne ikke er godt, men at den andens forældre har en god grund til at lade sit barn få.
Vi oplever aldrig, at nogen af dem hoverer eller føler sig snydt. Tværtimod er det konfliktløst - os og børnene imellem. For man har hele tiden kun sit eget barn at sætte grænser for og her ved man jo, hvad der er det rigtige.
Som sidegevindst lærer børnene, at mennesker er forskellige og at der findes forskellige måder at leve sin hverdag på.
Det giver dem en større tolerance og en bedre opførsel, når de er på besøg hos andre - for forskellige regler er en naturlig del af deres liv.
I forholdet til eks'erne er det selvsagt også lettere, da samarbejdet omkring barnet foregår mellem de to rigtige forældre, så alle har indflydelse på eget barn og ingen blander sig unødigt i andres børn.

Lever man i en blandet familie, må man accepterer, at det er det man gør. Man kan ikke lave en kernefamilie med andre folks børn. Min kæreste og hans eks. har det fulde ansvar for deres barn og dennes opdragelse - jeg kan stå på sidelinjen og være en god ven (lidt samme rolle som deres pædagoger har) og det samme forventer jeg, af mine børns fars nye kæreste.

Så medstedmødre kend jeres grænser og slip det ansvar, der ikke er jers.