24 psykolog samtaler senere...
Så sluttede mit andet forløb hos psykologen. Et år og 24 samtaler er det blevet til... Føler at jeg er kommet videre, men måske ikke så meget alligevel. Er røget ned i et dybt hul. Har fået en masse indsigt. En masse viden om alle mulige uhensigtsmæssige strategier, som jeg bruger i mit daglige liv. Strategier, som suger al energi ud af mig, og tager mig længere og længere væk fra alt det, som jeg gerne vil. Men erkendelsen af, hvor svært det er at ændre på disse strategier gør livet svært. Al viden og erkendelsen bliver som en ekstra byrde i mit hoved. Nu har jeg bevidstheden, så burde jeg også gøre noget for at ændre på det!!!
Jeg har en samtale med min egen læge i næste uge.. Desvære har hun ferie i denne uge ellers tror jeg, at jeg stod der allerede... Jeg har det skidt. Aner ikke om jeg er stresset (personligt pga. det umenneskelige pres jeg ligger på mig selv og arbejdsmæssigt pga. store byrder), deprimeret eller i virkeligheden har en borderline forstyrrelser... Måske er det også ligemeget, hvilken kategori, som jeg falder under... Jeg har det bare skidt og føler ikke at de 12 nye samtaler vil gøre den store forskel. Hvad skal der så til??
Føler mig helt alene i verdenen... Det er når man har det skidt, at man virkelig opdager, hvem der er rigtige venner - jeg har så måtte konstatere, at jeg ingen har... Jeg har kun mig selv, og "mig selv" er jeg ikke særlig glad for lige nu:..
Beklager den lange ordstrøm. Ved ikke, hvad jeg vil med dette indlæg. Måske høre nogle andres erfaringer.
Kh Mig
Jeg har en samtale med min egen læge i næste uge.. Desvære har hun ferie i denne uge ellers tror jeg, at jeg stod der allerede... Jeg har det skidt. Aner ikke om jeg er stresset (personligt pga. det umenneskelige pres jeg ligger på mig selv og arbejdsmæssigt pga. store byrder), deprimeret eller i virkeligheden har en borderline forstyrrelser... Måske er det også ligemeget, hvilken kategori, som jeg falder under... Jeg har det bare skidt og føler ikke at de 12 nye samtaler vil gøre den store forskel. Hvad skal der så til??
Føler mig helt alene i verdenen... Det er når man har det skidt, at man virkelig opdager, hvem der er rigtige venner - jeg har så måtte konstatere, at jeg ingen har... Jeg har kun mig selv, og "mig selv" er jeg ikke særlig glad for lige nu:..
Beklager den lange ordstrøm. Ved ikke, hvad jeg vil med dette indlæg. Måske høre nogle andres erfaringer.
Kh Mig
Kommentarer
Nej, de går dybt de ting her. At vide, at man gør noget uhensigtsmæssigt gør jo ikke nødvendigvis én i stand til at forandre det.
Når man rent faktisk også i praksis begynder at forandre nogle af de uhensigtsmæssige mønstre, så er det angstfremkaldende, grænseoverskridende og det løsner en masse af de følelser, man netop passer så meget på ikke at mærke. Man beskytter sig jo. Det er ikke mærkeligt. Der kan være langt fra ord til handling.
Jeg har ikke gået hos en psykolog men hos en NLP- og hypnoterapeut. Det gør en forskel i behandlingsmetoderne. 24 samtaler bringer én videre - men næppe langt nok. For mig skulle der en del mere til.
Du skriver, at du ikke føler, at 12 samtaler mere vil gøre den store forskel, så hvad skal der til.
Mit svar vil være - så mange samtaler du har brug for. Et langvarigt, vedvarende kontinuerligt forløb, hvor du kan være tryg, fordi du ved, at det ikke bliver afbrudt, før du har fået det så godt, så du selv er parat til at afbryde det.
Har du økonomisk mulighed for selv at betale for yderligere behandling? Har du råd til og lyst til at prøve en anden behandlingsform som et supplement eller i en periode?
For mig at se, så mangler du noget at sætte i stedet for psykologbehandlingerne. Når man mister noget, efterlades man i et tomrum og så er det vigtigt at finde noget andet at erstatte det med.
M.h.t. vennerne, der ikke er der. Det er ikke usædvanligt. Du har grundlæggende dig selv, derfor er det så vigtigt, at du lærer at stole på, at du kan beskytte og hjælpe dig selv. Det er en ensom proces. Men du kan finde nye, gode kontakter mellem andre, der selv kender til og arbejder med disse problemer. Man behøver aldrig at gå alene gennem disse ting. Når man rækker hånden ud, vil der også være nogen, der tager den. Måske ikke lige de mennesker, man rakte hånden ud imod men dem du faktisk har brug for i din nuværende sitaution.
Har du overvejet at prøve at komme ind i en støttegruppe?
Jeg synes ikke, dit indlæg var langt. Desuden behøver du slet ikke at beklage, uanset hvor langt det måtte være. Du havde brug for at skrive det og du skrev det og det er godt. Så kan folk jo bare lade være med at læse det, hvis de ikke bryder sig om lange indlæg. Jeg skriver sjældent selv kort. Jeg har mange ord, der gerne vil ud.
Mange hilsner Helene
Tusind tak for dine ord... De hjælper så meget. Og pludselig går, det helt indlysende, op for mig, nemlig at følelsen af tomhed selvfølgelig også skyldes at min henvisning til psykolog er brugt op... Ret indlysende egentlig. Jeg synes ikke, at jeg har råd til et længerevarende forløb hos en terapeut med fuld egen betaling. Alternative modeller kommer nok enten til at hedde at forsøge at få en ny henvisning og så tage stilling til om det skal være hos den samme psykolog eller hos en anden eller også muligheden, som du også nævne, at komme i en selvhjælpsgruppe...
Mht. valg af psykolog, så er det svært, for på den ene side, så får jeg aktiveret den gl. kendte følelse af at jeg skylder psykologen at vælge vedkommende igen - og det ved jeg jo godt, at jeg ikke gør... Og samtidig så orker jeg næsten ikke at starte forfra på min historie og psykologen her begynder måske egentlig at kende mine ret stærke forsvarsmekanismer, som gør jeg at jeg kan snyde de fleste i forhold til, hvordan jeg har det... Og kemien er jo egentlig ok... På den anden side, så får jeg nogle gange fornemmelsen af kedsomhed i samtalerne. Fornemmelsen af at det her har jeg hørt. Følelsen af ikke at få sparket til at komme videre. Spørgsmålet er jo selvfølgelig om det er psykologens eller min egen skyld...?!
Mht. selvhjælpsgruppe, så har jeg for det første en modstand herimod...og jeg ved godt, at det er fjollet, at det er mennesker ligesom jeg, men det er ligesom et stort skridt at træde ud i den store verden og gå ind i en sådan gruppe og vise verden, at man har været udsat for seksuelle overgreb... Nu har jeg jo netop holdt det rigtig godt skjult for alt og alle i så mange år, ja faktisk har noget af det vigtigste været at fremstå så normalt som muligt udadtil...
Tak for dit kloge og dejlige lange svar... Det betød så uendelig meget for mig midt i mit tomrum...ja ensomheden blev lige pludselig lidt mindre, selvom jeg slet ikke kender dig.
Tak.
Mvh Mig
Det var godt, at du mærkede, at ensomheden blev lidt mindre. Det betyder ingenting, at man ikke kender hinanden. Det vigtige er, at man ikke er alene om det her.
Jeg har ikke selv prøvet det, men jeg tror, at det må være hårdt at skulle starte forfra hos en anden behandler. Jeg kunne ikke have gjort det men jeg knyttede mig også meget hurtigt til min terapeut og har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at han bare var den rigtige for mig.
Omvendt har jeg talt med et par stykker, der har skiftet behandlere undervejs. For dem har det faktisk været positivt fordi de fik en bedre behandler i hhv. 2. og 3. forsøg.
Der er også kommet en anden ordning med muligheden for noget gratis psykologhjælp men jeg kender ikke nærmere til det. Du kan få mere at vide om denne ordning hos Støttecentret mod incest http://www.incest.dk
eller i foreningen 'Synlighedsdagen'
http://www.synlighedsdagen.dk
Følelsen af kedsomhed og ikke at kunne komme videre med den samme psykolog. Ja, det er jo så spørgsmålet, om det er dine egne blokeringer eller om du skal presses lidt mere. Presser du dig selv i bearbejdelsen?
Du har helt ret - det er et meget stort skridt at træde ud i verden med sin historie og f.eks. gå ind i en støttegruppe. Disse første skridt mod synliggørelse og 'afsløring' føles voldsomme.
Men det 'sjove' ved det er, at den normalitet, du altid har søgt, sikkert ikke findes dér, hvor du har søgt den. Min erfaring er ialtfald, at man ikke finder den ude i verden. For dér finder du ikke genkendelsen og spejlingen af dig selv. Den kan du derimod finde blandt ligestillede - bl.a. i en støttegruppe. Der sker en stor, stor forandring, når man begynder at opleve, at de følelser der altid har holdt én adskilt fra andre mennesker i virkeligheden er dem, der i nutiden giver grundlag for fællesskab med andre.
Det sætter naturligvis også mange ting i gang men det er (som du også skriver) nødvendigt, at man får nogle 'spark' videre (eller giver sig selv dem). Men det skal naturligvis kun være spark, der skubber én lidt videre - de skal ikke være, så hårde så man falder.
Jeg gik i en støttegruppe i ca. ½ år. Så gik den i opløsning men vi fortsatte med at mødes privat ca. 1 gang om måneden i et års tid. Det gav mig utroligt meget. Jeg har stadigt kontakt til én af de andre deltagere. Vi taler jævnligt sammen og følger hinanden og deler det, vi hver især har brug for at dele.
Jeg har hørt om nogen, der har gået i den samme støttegruppe i årevis. Det giver et netværk og det er vi mange, der har brug for.
Men som sagt - man skal også være parat til at tage det skridt ud i verden og begynde at gøre sig selv synlig.
Foreløbigt har du taget et skridt ud i verden ved at skrive herinde på debatten og det er rigtigt godt.
Mange hilsner Helene