Til Heidi K
Hej Heidi K
Jeg starter lige en ny tråd i forlængelse af mit indlæg under "Til Johnny". (Ren og skær dovenskab)
Jeg ser også operationen som eneste chance for at få en tålelig tilværelse. Ellers ville jeg ikke gøre det, men jeg kan ikke leve som jeg gør nu og har gjort de sidste 3 år.
I hvert fald ikke når jeg ved at der findes en chance for bedring, og selv har forsøgt alt.
Jeg er glad for at din sagsbehandling foregår gnidningsfrit, ønsker ikke for min værste fjende at skulle gennemgå hvad jeg har gjort i fht systemet.
Mht min sagsgang har den været vildt indviklet, for umiddelbart efter arbejdsskaden indtraf, havde jeg vilde smerter i min brystryg, fordi musklerne blev voldsomt forvredet eller forstrakt, og derfor har min brystryg været i fokus fra start.
1/2 år efter arb.skaden, hvor brystryggen begyndte at arte sig lidt, lagde jeg mærke til at der var noget helt galt i min lænd også. Havde også føleforstyrrelser i ve. ben.
Dette fortalte jeg selvfølgelig til læger, sagsbeh. osv, men fik at vide at der er jo mange som har spondylolistese, og insinuerede at jeg kun havde symptomer derfra, fordi jeg vidste at scanningen havde vist det ved et tilfælde da de scannede min brystryg.
Så jeg kunne ikke få dem til at tage min lænd seriøst, på trods af at den blev værre og værre.
Jeg har fra dag 1 fået smidt i hovedet, at jeg jo ikke kunne have så ondt, fordi jeg var så ung....
Jeg måtte lære at leve med det.
Dette på trods af at min hverdag går med at lave intet eller dagligdagsting som andre uden smerter lige ordner i et snuptag.
Jeg kan lave en aktivitet med min hund i ca. en time og derefter ikke mærke mit ben og har smerter i ryggen og er nødt til at ligge på langs i flere dage.
Men kommunen siger at, selvom jeg er for dårlig til flexjob, kan jeg sagtens vende tilbage som sygeplejerske på fuld tid, dog uden rygbelastende opgaver, hmm...
Håber du kan finde lidt hoved og hale i det. Når jeg først kommer i gang, så flyder tankerne bare, og det kan være svært at få sammenhæng når man skal skrive det ned.
Mht grupper aner jeg det ikke, men det kunne jeg også godt bruge. Tudemøde eller ej :-)
Held og lykke d. 29.
Mvh Jakle
Jeg starter lige en ny tråd i forlængelse af mit indlæg under "Til Johnny". (Ren og skær dovenskab)
Jeg ser også operationen som eneste chance for at få en tålelig tilværelse. Ellers ville jeg ikke gøre det, men jeg kan ikke leve som jeg gør nu og har gjort de sidste 3 år.
I hvert fald ikke når jeg ved at der findes en chance for bedring, og selv har forsøgt alt.
Jeg er glad for at din sagsbehandling foregår gnidningsfrit, ønsker ikke for min værste fjende at skulle gennemgå hvad jeg har gjort i fht systemet.
Mht min sagsgang har den været vildt indviklet, for umiddelbart efter arbejdsskaden indtraf, havde jeg vilde smerter i min brystryg, fordi musklerne blev voldsomt forvredet eller forstrakt, og derfor har min brystryg været i fokus fra start.
1/2 år efter arb.skaden, hvor brystryggen begyndte at arte sig lidt, lagde jeg mærke til at der var noget helt galt i min lænd også. Havde også føleforstyrrelser i ve. ben.
Dette fortalte jeg selvfølgelig til læger, sagsbeh. osv, men fik at vide at der er jo mange som har spondylolistese, og insinuerede at jeg kun havde symptomer derfra, fordi jeg vidste at scanningen havde vist det ved et tilfælde da de scannede min brystryg.
Så jeg kunne ikke få dem til at tage min lænd seriøst, på trods af at den blev værre og værre.
Jeg har fra dag 1 fået smidt i hovedet, at jeg jo ikke kunne have så ondt, fordi jeg var så ung....
Jeg måtte lære at leve med det.
Dette på trods af at min hverdag går med at lave intet eller dagligdagsting som andre uden smerter lige ordner i et snuptag.
Jeg kan lave en aktivitet med min hund i ca. en time og derefter ikke mærke mit ben og har smerter i ryggen og er nødt til at ligge på langs i flere dage.
Men kommunen siger at, selvom jeg er for dårlig til flexjob, kan jeg sagtens vende tilbage som sygeplejerske på fuld tid, dog uden rygbelastende opgaver, hmm...
Håber du kan finde lidt hoved og hale i det. Når jeg først kommer i gang, så flyder tankerne bare, og det kan være svært at få sammenhæng når man skal skrive det ned.
Mht grupper aner jeg det ikke, men det kunne jeg også godt bruge. Tudemøde eller ej :-)
Held og lykke d. 29.
Mvh Jakle
Kommentarer
Puha en omgang du er igennem, mit er jo ikke endeligt endnu og med alt det jeg har været igennem,tror jeg ikke på noget før jeg har det på skrift.
ja det med klubber ville jeg vildt gerne,men hvor finder man en henne ???
Ang dig med at arbejde,har du ikke en læge der kan se at den er helt gal med dig og at du ikke kan noget ?
Mange hilsner fra Heidi K
Har ingen erfaring med nogle klubber, men prøvede en forening der dog kun havde et fokus nemlig, at det bare skulle trænes væk, hvad jeg dog kun fik der værre af :-(
Men er blevet anbefalet FAKS (Foreningen af Kronisk Smerteplagede), de har en hjemmeside der hedder faks.dk
De har som mål, at have 2-4 møder om måneden, hvor de skulle snakke om lidt af hvert. De har vist ikke så mange afdelinger endnu, men vil gerne gøre sig landsdækkende.
I kunne jo tage et kig og selv læse mere og finde ud af om det er noget for jer.
Jeg ved ikke helt om det er noget jeg vil, for jeg har rigeligt at foretage mig med kæreste og 3 børn. Desuden har jeg svært ved, at melde fra ting jeg har sat mig for, hvad der så giver bagslag.
Så hellere have gjort noget med familien, for det har jeg det nu engang bedre med.
Men det kan da være FAKS kan udfylde noget af det i efterlyser ?
M.V.H.
Johnny
Vi skal til en fest om 14 dage, og konen kan simpelthen ikke forstå at jeg ikke glæder mig. Det er bare så svært at forklare. Hun var lidt træt i går, inden hun skulle på tur til udlandet og glædede sig derfor ikke. prøvede at fortælle hende at det er sådan jeg kan have det. Har man konstant ondt, er man samtidigt træt (smerter og medicin), og det kan være svært lige at begejstres for nogle ting. Ikke dermed sagt jeg ikke glædes - men det er som dig Johnny langt mere familie orienteret. Altså at hygge med drengene. Ting som jeg elsker, og som jeg kender og kan overskue (rent smerte mæssigt) Ved godt at man ikke skal lade sig styre af smerter, men det er så den kamp jeg må kæmpe
Jeg ved ikke helt hvad det er for en omgang jeg fik skrevet. Men nu lader jeg det stå...
/Stengaard
Jeg vil altså bare lige sige at jeg ikke render og føjter, hvis jeg er til en fam fødselsdag,kræver det 2 dage i sengen bagefter,bare af at sidde.
Jeg VÆLGER klart også at FAMILIEN er det vigtigste,men hvis man siger nej til vennerne hele tiden,ender man med ikke at ha nogle venner,og jeg vil altså nødigt undvære mine venner.
Håber det gav meninge
heidi K
Yepper giver også mening for mig Heidi K. Nu har jeg ikke så mange venner, men til gengæld er det helt igennem venner jeg kan regne med, og hvis jeg siger fra til en aftale, så ved de også godt hvad årsagen er, og får så fuld forståelse og ingen sure miner :-)
Når først jeg siger fra, er jeg ikke værd at være sammen med, og det er for deres eget bedste (for hvem gider se/høre en der klynker og vrider/vender sig i smerte hele tiden) ?
Ens psyke er da bestemt påvirket af smerter og begrænsninger, så derfor er der heller ikke så meget energi, og den der er vælger jeg så helt bevidst, at bruge på dem der værdsætter mit selskab :-))
Igen et emne hvor man må prøve og finde det positive i. For mig er det, at nu ved jeg da hvem, både af venner og familie jeg virkeligt kan regne med :-))
Nå det blev så mit "lille" bidrag hertil ;-)
M.V.H.
Johnny
PS: Det er dejligt du kan se det humoristiske i det Stengaard :-))
Johnny - har du haft ringet? Jeg er alene med børnene, så der er ikke overskud til mere, men hvis du har ringet ringer jeg snart tilbage.
Dingeling herfra.
Ja jeg ringede i fredags, men der var ikke lige nogen der tog den, så gættede på, du havde andet og se til :-)
Vi tager til Lalandia i morgen og kommer først hjem engang torsdag, så vent hellere med at ringe. Kan være jeg evt. griber knoglen på fredag ;-)
Jeg vil ønske jer alle held og lykke, samt en hyggelig tid indtil da :-))
M.V.H.
Johnny