hvad gør jeg?: (
jeg har altid haft en stærk mistanke om at jeg er blevet seksuelt misbrugt som barn, uden at have nogle minder, kun et par suspekte.
jeg har læst en masse bøger om det og jeg matcher fuldstændigt med alt hvad der står af symptomer, adfærd som barn og voksen.
jeg har fortalt 3 oversygeplejesker om det, og de har også en stærtk mistanke om at det kunne være sket, også ud fra min adfærd nu, mit forhold til sex og andre mennesker og ja mange ting.
jeg har søgt svar via hypnose og clairvoyance men jeg har været så lukkede psykisk at ingen har kunnet "trænge igennem" den lukkede dør, som de har beskrevet det.
jeg har gået hos en kinesiolog i en periode pga. nogle fysiske skavanker han hjælper mig med at rette op på.
sidst arbejded vi med de psykiske, da det fysiske og psykiske selvfølgelig hænger sammen.
efter et par timer tog jeg mod til mig og spurgte ham om han ikke kunne spørge min krop om jeg var blevet misbrugt som barn.
det skal siges at alt andet han har fundet ud af, ved at spørge min krop, var rigtigt, ting han aldrig kunne have vidst eller gættet sig til.
han gik så ind og spurgte den (det lidt komplekst at forklare hvordan), og den svarede så at det var jeg blevet som barn af en i familien. (ikke mor eller far)
jeg var meget chokerede men samtidig fik jeg så bekræftet min stærke mistanke.
meb jeg har stadig ingen minder om det.
jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal håndtere det her.. at have den viden men ingen minder....
jeg er sygemeldt og har jeg været i over 2 år nu. er bla. diagnosticerede borderline. har også angst, fobier (bla socialfobi)...
er der nogle der kan give et godt råd til hvad jeg skal stille op med den her viden jeg har fået nu?
jeg kan ikke engang søge hjælp gennem kommunen da jeg ingen minder har, har undersøgt det nemlig. og hvordan sku jeg også kunne arbejde med noget jeg ikke kan huske..
og jeg har ikke økonomien til at betale en psykolog.
håber meget nogle vil bruge lidt tid på at svare mig...
hilsen
Poml83
jeg har læst en masse bøger om det og jeg matcher fuldstændigt med alt hvad der står af symptomer, adfærd som barn og voksen.
jeg har fortalt 3 oversygeplejesker om det, og de har også en stærtk mistanke om at det kunne være sket, også ud fra min adfærd nu, mit forhold til sex og andre mennesker og ja mange ting.
jeg har søgt svar via hypnose og clairvoyance men jeg har været så lukkede psykisk at ingen har kunnet "trænge igennem" den lukkede dør, som de har beskrevet det.
jeg har gået hos en kinesiolog i en periode pga. nogle fysiske skavanker han hjælper mig med at rette op på.
sidst arbejded vi med de psykiske, da det fysiske og psykiske selvfølgelig hænger sammen.
efter et par timer tog jeg mod til mig og spurgte ham om han ikke kunne spørge min krop om jeg var blevet misbrugt som barn.
det skal siges at alt andet han har fundet ud af, ved at spørge min krop, var rigtigt, ting han aldrig kunne have vidst eller gættet sig til.
han gik så ind og spurgte den (det lidt komplekst at forklare hvordan), og den svarede så at det var jeg blevet som barn af en i familien. (ikke mor eller far)
jeg var meget chokerede men samtidig fik jeg så bekræftet min stærke mistanke.
meb jeg har stadig ingen minder om det.
jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal håndtere det her.. at have den viden men ingen minder....
jeg er sygemeldt og har jeg været i over 2 år nu. er bla. diagnosticerede borderline. har også angst, fobier (bla socialfobi)...
er der nogle der kan give et godt råd til hvad jeg skal stille op med den her viden jeg har fået nu?
jeg kan ikke engang søge hjælp gennem kommunen da jeg ingen minder har, har undersøgt det nemlig. og hvordan sku jeg også kunne arbejde med noget jeg ikke kan huske..
og jeg har ikke økonomien til at betale en psykolog.
håber meget nogle vil bruge lidt tid på at svare mig...
hilsen
Poml83
Kommentarer
Jeg besvarer dine indlæg under ét her.
Det gør mig ondt for dig, at du er blevet misbrugt. Men jeg er på dine vegne glad for, at du nu ved det. For det giver dig muligheder for at komme videre i dit liv og arbejde med det. Så kæmper du ikke længere i blinde.
Jeg vil først lige sige, at jeg selv har været til både clairvoyante og kinesiologer flere gange, så jeg kender godt metoderne med at spørge kroppen og det har hjulpet mig et skridt videre mange gange. Så jeg har ingen grund til at mistro disse metoder.
Nej, du husker ikke noget – men du VED. Sådan har det også været lige fra starten for mig – og er det sådan set stadigt. Du spørger, om nogen kan give et godt råd om, hvad du skal stille op med den viden, du nu har fået?
Jeg vil gentage det, min terapeut sagde til mig, da jeg havde fået den viden - men ingen hukommelse: 'Det allervigtigste lige nu er, at du stoler ubetinget på dine egne følelse og fornemmelser'. Han fortalte mig ikke, at det var sket og han fortalte mig ikke, at det ikke var sket.
Nu ved du. Det er den viden, der udgør din virkelighed. Du husker ikke. Det gør man ikke, fordi man har fortrængt. Derfor er det så vigtigt, at du stoler på dig selv, dine egne følelser og fornemmelse. Fordi det er alt, hvad du har. Du har ingen hukommelse men du har en underbevidst viden eller en intuitiv fornemmelse af, hvad der er din sandhed. Du kan vælge at sige: 'Jeg stoler ikke på, at det er sket, fordi jeg ikke husker noget. Jeg stoler ikke på de følelser og fornemmelser'. Eller du kan vælge at sige: 'Jeg stoler på mig selv, mine egne følelser og fornemmelser. Så jeg må stole på, at min underbevidsthed altid vil mig det bedste og fortæller mig sandheden. Så skal jeg nok komme til at huske efterhånden'.
Din underbevidsthed har ladet dig fortrænge det skete, så du kunne overleve i barndommen. Nu lader din underbevidsthed dig vide, at det er sket, for at du kan overleve som voksen. Spørgsmålet er så, hvad du vil – om du vil vide eller ikke vide. Hvis du vil vide og arbejder for at få din fortrængte viden frem og viser din underbevidsthed, at du stoler på det, den fortæller dig, så skal den nødvendige viden nok komme gradvist og efterhånden. Men ikke nødvendigvis som 'rigtig' hukommelse. Jeg har arbejdet med disse ting i 4½ år. Jeg har masser af viden men stadigt ingen konkret hukommelse. Det er der mange grunde til.
Det er vigtigt, hvordan du forholder dig til det – ikke mindst af hensyn til kommunen. Dér hjælper det ganske rigtigt ikke at komme og sige, at 'jeg tror nok, at jeg måske…'. Det er hamrende hårdt, men dér må du sige, at du er blevet klar over, at du er blevet misbrugt som barn. Så længe du viser, at du selv tvivler på det, vil de også tvivle på dig. Hvis du udtrykker det som om, at det er faktuelle kendsgerninger, så må det også være kendsgerninger for andre. Men det er hårdt, for det betyder også, at det vil blive en faktuel kendsgerning for dig selv. Det vil blive din egen sandhed og din egen virkelighed, som du må handle og agere ud fra.
Du spørger, hvordan du kan arbejde med det, når du ikke husker. Det er derfor, du har brug for professionel hjælp. Det kan man ikke alene.
Når du stoler på dig selv og lytter til dig selv, så vil du få mere og mere viden frem. Flere ting, flere sammenhænge, flere situationer m.m. vil dukke frem i din bevidsthed. Sikkert hverken tydeligt eller klart men som intuitive fornemmelser. En måde at håndtere det på, når man nu ikke husker rigtigt kan være at man hele tiden lader en dør stå på klem: Måske er det sket og måske er det ikke sket. Ved ikke at skubbe det væk og ikke udelukke nogle muligheder, kan underbevidstheden få lov at udtrykke sig meget mere frit. Hvis du kan lade være med at dømme dig selv og din underbevidsthed som utroværdig, fordi der kommer nogle ting frem, du ikke vil vide og ikke kan lide, så skal underbevidstheden nok blive ved med at fortælle dig, hvad den ved. Men du kan ikke gøre det alene.
Du skriver, at du har prøvet både hypnose og clairvoyance men at ingen kan bryde igennem dine lukkede døre. Nej, der er aldrig nogen, der kan bryde igennem de lukkede døre. Det er kun én selv, der stille og roligt kan lukke dørene op på klem for andre – hvis det er det rigtige menneske eller når tiden er inde. Nemlig når man selv er parat til at vide, hvad der gemmer sig bag de lukkede døre. For når du åbner dem for andre, åbner du dem først og fremmest for dig selv og det er hårdt.
Jeg er i 2006 diagnosticeret borderline. Jeg fatter så ikke, at jeg ikke også har fået diagnoserne PTSD og generaliseret angst men det afhænger jo nok helt af, hvilken psykiater man kommer til.
Jeg kender udmærket til kontrolbehovet, følelseskulden, den lille sårbare pige indeni, den overdrevne selvtillid, der ikke bunder så dybt o.s.v.
Min terapeut har klinik i København. Hvis du har brug for hans navn og adresse kan du sende mig en mail (se under min profil). Men som du skriver… det koster jo.
Mange hilsner Helene