kan en depression forsvinde af sig selv?
Hej.
Jeg er en pige på 19 år.
jeg var for et par måneder siden til lægen, og tog en test som viste at jeg havde en let til moderat depression.
jeg har fået det bedre på nogen punkter, efter at være startet på uddannelse.
Hos mit besøg hos lægen fik jeg en henvisning til en psykolog, jeg ringede til en psykolog, og fik at vide, de ville ringe tilbage efter en måned, for der ville der være tid. det er en måned siden nu, de skulle ringe, og da de ikke har gjort det, magter jeg næsten ikke gøre mere ved det.
Er der nogen, som ved om en depression kan forsvinde af sig selv, hvis den er i så 'mild' en grad som min?
- eller er det vigtigt jeg tager kontakt til en psykolog igen?
overvejer om jeg ikke kan se tiden an, og hvis ikke jeg får det værre, behøver jeg vel ikke?
en anden ting er, at jeg har oplevet en del svigt fra mine forældre. jeg hungrer efter omsorg og kærlighed, men det bliver ikke ligefrem serveret på et sølvfad.
Man hører så meget om social arv, og at man tit fortsætter i samme mønster som ens forældre gjorde det, selv om man kæmper i mod. Jeg frygter, at jeg vil fortsætte deres mønster og blive lige så 'ligeglad' med mine børn, som jeg føler de er.
Kan jeg klare på egen hånd, at gøre det anderledes, når nu jeg har den indstilling jeg har, eller skal jeg søge hjælp nu, til at få min barndom bearbejdet?
Mvh Kristine
Jeg er en pige på 19 år.
jeg var for et par måneder siden til lægen, og tog en test som viste at jeg havde en let til moderat depression.
jeg har fået det bedre på nogen punkter, efter at være startet på uddannelse.
Hos mit besøg hos lægen fik jeg en henvisning til en psykolog, jeg ringede til en psykolog, og fik at vide, de ville ringe tilbage efter en måned, for der ville der være tid. det er en måned siden nu, de skulle ringe, og da de ikke har gjort det, magter jeg næsten ikke gøre mere ved det.
Er der nogen, som ved om en depression kan forsvinde af sig selv, hvis den er i så 'mild' en grad som min?
- eller er det vigtigt jeg tager kontakt til en psykolog igen?
overvejer om jeg ikke kan se tiden an, og hvis ikke jeg får det værre, behøver jeg vel ikke?
en anden ting er, at jeg har oplevet en del svigt fra mine forældre. jeg hungrer efter omsorg og kærlighed, men det bliver ikke ligefrem serveret på et sølvfad.
Man hører så meget om social arv, og at man tit fortsætter i samme mønster som ens forældre gjorde det, selv om man kæmper i mod. Jeg frygter, at jeg vil fortsætte deres mønster og blive lige så 'ligeglad' med mine børn, som jeg føler de er.
Kan jeg klare på egen hånd, at gøre det anderledes, når nu jeg har den indstilling jeg har, eller skal jeg søge hjælp nu, til at få min barndom bearbejdet?
Mvh Kristine
Kommentarer
Jeg syns du skal søge hjælp .
I starten af min depression , syns jeg heller ikk det var så slemt , men så fik jeg det dårligt igen , og søgte derefter læge .
Jeg tror ikke du skal regne med at det forsvinder helt af sig selv , for mit vedkommende , væltede det hele bare frem igen , og lige ned i hovedet på mig , det var ikk det fedeste der kunne ske .
Men , jeg syns du skal ringe til psykologen .. Bare mit råd
Knus Tine
jeg er en pige på 14 som ikke kan få
hjælp hos min mor , og min far bor
ikke her hjemme mere , jeg skændes
med min mor flere gange om dagen .
Jeg ignorerede sådan noget i starten
og nu kan jeg ikke komme videre uden
hjælp , problemet er bare at jeg ikke
kan få det .
Jeg er en pige på 22 år som nu i de sidste 1 1/2 år har haft en depression. I starten troede jeg ikke rigtig selv på det og regnede med at det gik væk af sig selv. Jeg fik medicin i en kort periode og holdt så igen. Jeg holdt mig ovenvande med at arbejde omkring op til 80 timer om ugen så jeg ikke havde så meget tid til at tænke. Men i sommers gik det for alvore galt. Jeg fik det værre og værre og røg fra det ene medicin til det andet. Det gik ud over arbejde, venner og familie og ikke mindst mig selv.
De resultede i jeg røg ind på Psyk. afd. dog kun kort tid. Jeg blev sygemeldt fra min lærerplads og mit bar job ved siden af. Det skal siges jeg endnu ikke er rask endnu.
Jeg er i bedring, men det er en lang og hård kamp, mangler tit nogen som virkelig kan forstå mig og gerne nogen på samme alder for det er svært at folk ikke forstår en. Jeg har igennem det hele taget 35 kilo på hvad jeg er utrolig ked af.
Jeg ville bare sige at du/I ikke er alene derude. Men søg læge og tag det alvorligt, det er en sygdom som alt andet det er bare ikke lige til at se. Jeg ville ønske jeg havde taget det mere alvorligt dengang. For har været rigtig langt ude pga. det.
Sig til hvis der er nogen spørgsmål, jeg er åben og til at snakke med.
Held og lykke.
Mvh Sussi
Du skal helt sikkert ikke ignorere den.
søg lægehjælp og vigtigst af alt, få snakket med en psykolog, det er dyrt, men det er ikke penge ud af vinduet.
når man har en depression, er den jo som regel forsaget af et eller flere problemer. Det problem svinder ikke i sig selv, men vokser sig større hvis du ignorere det.
det lyder til at det i dit tilfælde er omsorgssvigt.
tag fat om det, selvom det kan være hårdt og trælst.
men du må være stærk.. En psykolog hjælper dig til at hjælpe dig selv.
Det vigtigste er at du ved hvordan glæde og gode tider føles, og så må du ikke nøjes med den uoverskuelighed du sikkert i øjeblikket føler.
Hvis du ignorere den, kan den ødelægge dine interesser og drømme, og få dig til at blive skadelig for dig selv. verse case senerio.
men lær at elske og forstå dig selv nok til at kunne gøre det der skal til for at bearbejde den depression der IKKE forsvinder af sig selv!
Det er ikke altid lige overskueligt, så opsøg hjælp, det hjælper..
held og lykke.