Hvad med de pårørende.......?
Hej!
Jeg har en kæreste der har en depression, som har været et år nu. Han tager ikke noget form for medicin, men går til psykolog. Hans depression kommer af at, han ikke ved hvad han vil med sit liv, han har ingen uddannelse, er ordblind og har en dårlig hånd, så han kan ikke klare fysisk hårdt arbejde. Nu er han da begyndt på ordblind skole, hvilket er rigtig godt for ham.
Mit problem er han forstår ikke mig. Jeg skal altid huske på at han har en depression,hvis han er træt, skal jeg være opmærksom på alt, vores søn, hvad der skal handles ind, lave mad, vaske tøj. ( jeg arbejder fuldsid står op kl 5.30 hver dag )Hvis han er sur, skal jeg bare lade ham være, hvis han er glad skal jeg bare være glad og hvis ikke får jeg at vide jeg altid er sur. Hver dag skal jeg høre for at jeg er kræsen ( hvilket jeg ikke er, men det synes han )jeg skal også høre for at jeg tager et langt bad hver aften, men det er det eneste frirum jeg har i løbet af dagen,det passer heller ikke herren at jeg går i seng kl 22. desuden bliver jeg afvist gang på gang når jeg har sexuelt lyst til ham, om jeg spørg en gang i ugen eller hver 3 uge. Jeg ved godt at når man har en depression falder lysten, men lysten til at se porno er ikke faldet. Jeg kan godt respekter at han er " syg" men han kan ikke respekter at det er hårdt at være sammen med en der har en depression.
Hvad gør jeg, for hvis jeg ikke gør noget, får jeg selv en, er ikke nær så glad mere og bliver hurtig sur. Vi har prøvet at snakke om det, men det bliver kun ved snakken....
MVH
Basse
Jeg har en kæreste der har en depression, som har været et år nu. Han tager ikke noget form for medicin, men går til psykolog. Hans depression kommer af at, han ikke ved hvad han vil med sit liv, han har ingen uddannelse, er ordblind og har en dårlig hånd, så han kan ikke klare fysisk hårdt arbejde. Nu er han da begyndt på ordblind skole, hvilket er rigtig godt for ham.
Mit problem er han forstår ikke mig. Jeg skal altid huske på at han har en depression,hvis han er træt, skal jeg være opmærksom på alt, vores søn, hvad der skal handles ind, lave mad, vaske tøj. ( jeg arbejder fuldsid står op kl 5.30 hver dag )Hvis han er sur, skal jeg bare lade ham være, hvis han er glad skal jeg bare være glad og hvis ikke får jeg at vide jeg altid er sur. Hver dag skal jeg høre for at jeg er kræsen ( hvilket jeg ikke er, men det synes han )jeg skal også høre for at jeg tager et langt bad hver aften, men det er det eneste frirum jeg har i løbet af dagen,det passer heller ikke herren at jeg går i seng kl 22. desuden bliver jeg afvist gang på gang når jeg har sexuelt lyst til ham, om jeg spørg en gang i ugen eller hver 3 uge. Jeg ved godt at når man har en depression falder lysten, men lysten til at se porno er ikke faldet. Jeg kan godt respekter at han er " syg" men han kan ikke respekter at det er hårdt at være sammen med en der har en depression.
Hvad gør jeg, for hvis jeg ikke gør noget, får jeg selv en, er ikke nær så glad mere og bliver hurtig sur. Vi har prøvet at snakke om det, men det bliver kun ved snakken....
MVH
Basse
Kommentarer
Det er hårdt at være pårørende til en depressionsramt. Det er også hårdt at I har en lille søn. Min egen søn som var blev ved første psykologsamtale sendt retur til læge først for at få behandlet sin depression. Det hjalp på hans humør og manglende energi. Han har det ikke særlig godt og han er ikke unfair overfor dig. Jeg tænker på at du faktisk kun kan gøre nogle ting. Jeg tænker første mulighed er at komme med til psykolog for at få gang i jeres kommunikation. Det kunne jo være at han kunne overtales til at prøve medicin i en periode. Den allersidste udvej er faktisk at sætte ham stolen for døren og bede ham gå i behandling for det er uudholdeligt både for dig og jeres barn. Dette sidste lyder meget hårdt, men kan måske hjælpe. Jeg ønsker jer alle tre held og lykke.