Skal jeg satse på min mand eller beholde barnet??
Hej
Jeg skriver her i håb om nogle råd om, hvad jeg skal stille op. Jeg er 32 år, gift, og mor til en dreng på 3 år (som vi har fået sammen). Mit problem er, at jeg er belvet gravid, og at min mand under ingen omstændigheder ønsker flere børn. Før vi blev gift talte vi om, hvad vi ønskede os af livet, hvortil jeg blandt andre ting sagde, at jeg ønskede mig 2 børn. Jeg vil ikke have et enebarn, da jeg synes, at det vil være for syndt (jeg kan ikke bære tanken om det). Han sytnes, at to børn vil være perfekt. Men efter vores første barn, ombestemte han sig. Han synes, at det har været meget hårdt at få et barn, og at det har begrænset vores frihed meget. Hvilket jeg ikke er helt enige i. Vi er så previligeret, at hans forlædre kan passe vores dreng 1 gang om ugen, og nogle gange mere, hvilket er mere end mange andre af vores venner med børn har mulighed for. Svigerforældrene passer også gerne i weekenden, når vi skal til fester m.m. Jeg synes, at vi er ret heldige stillet.
Min mand er desværre meget "sortseer" og kæmper ikke, for det han vil, hvis det kræver for meget arbejde. I løbet af de sidste par år har han været nede (humørmæssigt) i perioder, hvilket har resulterede i skænderier og dårlig stemning. Han har flere gange ville ende forholdet, hvor jeg har talte ham til "fornuft" ved at fremhæve alle de positive ting, og bede ham om at give det mere tid, så vi kan rette op på de ting, vi evt. synes kunne ændre/ forbedre vores forhold. Han har flere gange givet udtryk for, at han ikke gider vores liv sammen. Sidst han sagde dette, gad jeg ikke finde mig i det mere og sagde, at vi kunne slutte forholdet, hvis dette var hans ønske. Men så trak selv i land, og vil alligevel prøve videre.
Da jeg for en uge siden fortalte, at jeg er gravid, ville han igen ende forholdet, hvis jeg vælger at beholde barnet. Han har SÅ svært ved at se det positive i, at vi har fået barn, og vil ikke engang overveje at få flere. Han elsker vores søn meget højt, men fokuserer for meget på alt det besværlige (efter hans opfattelse), der har været ved at få ham. Jeg skal i den sammenhæng nævne, at der har overholdet ikke været nogen komplikationer med vores søn. Han blev født ved kejsersnit, da hans puls faldt under veererne, men det gik heldigvis fint, og han var sund og rask, da han kom ud. Og så har han haft lidt astma. Ellers har han været ligesom alle andre gennemsnitlige børn. Min mand har så let ved at true med skilsmisse af og til. Han er villige til at gøre vores barn til et skilsmissebarn og han vil godt afgive hele forældremyndigheden til mig. Det gør mig så ked af det og vred, at han tænker sådan!! Han virker ligeglad med forholdet og vores søn. Han tænker kun på SIG SELV, uanset hvad det måtte koste.
Hvad skal jeg vælger? Skal jeg tage en abort for at holde på min mand og holde familien samlet, vel vidende at han måske skrider om en måned? Og tror du, at han alligevel ender med at gå? Eller skal jeg beholde barnet, og slutte forholdet til min mand (dog et min tanke, at vi skal forblive god venner for børnenes skyld)? Jeg er så meget i vildrede, og har efterhånden mest lyst til at give ham sparket, for jeg orker ikke de her følelsesmæssige rutcheture mere. Men samtidigt tænker jeg meget på min søn, som jeg ikke ønsker skal være skilsmisse barn og ej heller udsætte ham for at savne sin far.....
Vi har i går talt om at gå til parterapi. Kan nogen anbefale en god parterapuet? Jeg har ledt på nettet, og det er en jungle af finde rundt i....
Tak fordi, du tog dig tid til at læse mit indlæg.
Mvh
nellau99
Jeg skriver her i håb om nogle råd om, hvad jeg skal stille op. Jeg er 32 år, gift, og mor til en dreng på 3 år (som vi har fået sammen). Mit problem er, at jeg er belvet gravid, og at min mand under ingen omstændigheder ønsker flere børn. Før vi blev gift talte vi om, hvad vi ønskede os af livet, hvortil jeg blandt andre ting sagde, at jeg ønskede mig 2 børn. Jeg vil ikke have et enebarn, da jeg synes, at det vil være for syndt (jeg kan ikke bære tanken om det). Han sytnes, at to børn vil være perfekt. Men efter vores første barn, ombestemte han sig. Han synes, at det har været meget hårdt at få et barn, og at det har begrænset vores frihed meget. Hvilket jeg ikke er helt enige i. Vi er så previligeret, at hans forlædre kan passe vores dreng 1 gang om ugen, og nogle gange mere, hvilket er mere end mange andre af vores venner med børn har mulighed for. Svigerforældrene passer også gerne i weekenden, når vi skal til fester m.m. Jeg synes, at vi er ret heldige stillet.
Min mand er desværre meget "sortseer" og kæmper ikke, for det han vil, hvis det kræver for meget arbejde. I løbet af de sidste par år har han været nede (humørmæssigt) i perioder, hvilket har resulterede i skænderier og dårlig stemning. Han har flere gange ville ende forholdet, hvor jeg har talte ham til "fornuft" ved at fremhæve alle de positive ting, og bede ham om at give det mere tid, så vi kan rette op på de ting, vi evt. synes kunne ændre/ forbedre vores forhold. Han har flere gange givet udtryk for, at han ikke gider vores liv sammen. Sidst han sagde dette, gad jeg ikke finde mig i det mere og sagde, at vi kunne slutte forholdet, hvis dette var hans ønske. Men så trak selv i land, og vil alligevel prøve videre.
Da jeg for en uge siden fortalte, at jeg er gravid, ville han igen ende forholdet, hvis jeg vælger at beholde barnet. Han har SÅ svært ved at se det positive i, at vi har fået barn, og vil ikke engang overveje at få flere. Han elsker vores søn meget højt, men fokuserer for meget på alt det besværlige (efter hans opfattelse), der har været ved at få ham. Jeg skal i den sammenhæng nævne, at der har overholdet ikke været nogen komplikationer med vores søn. Han blev født ved kejsersnit, da hans puls faldt under veererne, men det gik heldigvis fint, og han var sund og rask, da han kom ud. Og så har han haft lidt astma. Ellers har han været ligesom alle andre gennemsnitlige børn. Min mand har så let ved at true med skilsmisse af og til. Han er villige til at gøre vores barn til et skilsmissebarn og han vil godt afgive hele forældremyndigheden til mig. Det gør mig så ked af det og vred, at han tænker sådan!! Han virker ligeglad med forholdet og vores søn. Han tænker kun på SIG SELV, uanset hvad det måtte koste.
Hvad skal jeg vælger? Skal jeg tage en abort for at holde på min mand og holde familien samlet, vel vidende at han måske skrider om en måned? Og tror du, at han alligevel ender med at gå? Eller skal jeg beholde barnet, og slutte forholdet til min mand (dog et min tanke, at vi skal forblive god venner for børnenes skyld)? Jeg er så meget i vildrede, og har efterhånden mest lyst til at give ham sparket, for jeg orker ikke de her følelsesmæssige rutcheture mere. Men samtidigt tænker jeg meget på min søn, som jeg ikke ønsker skal være skilsmisse barn og ej heller udsætte ham for at savne sin far.....
Vi har i går talt om at gå til parterapi. Kan nogen anbefale en god parterapuet? Jeg har ledt på nettet, og det er en jungle af finde rundt i....
Tak fordi, du tog dig tid til at læse mit indlæg.
Mvh
nellau99
Kommentarer
Du skal selvfølgelig satse på din mand, HVIS han ellers var værd at satse på, og at denne "satsning" ikke lige drejede sig om at tvinge dig til abort.
HALLO! Hvad tænker du dog på.
Hvis du ønsker det barn, så få dog det barn.
Man har så fine muligheder som enlig mor idag.
Noget andet er, hvordan tror du, at din mands indstilling og humør præger jeres fælles søn?
Er du opmærksom på det?
Han er måske bedre tjent med at være skilsmisse barn.
På den anden side tror jeg måske heller ikke rigtig på manden vil skilles, men er der meget ved at leve i et forhold, hvor manden ustandselig vil bebrejde så det ene og så det andet. Til sidst vil man jo selv vælge skilsmisse, fordi det ikke er til at holde ud.
Nej, det valg er svært. Hvis ikke det var fordi, jeg slet ikke kunne holde tanken ud om abort ville jeg vælge det. Og så ville jeg tænke lidt over hele min situation. Ville jeg blive eller gå. Og der mener jeg det samme som Leonine, er du opmærksom på om din søn lider under de skænderier. Det gør han efter al sandsynlighed. Stakkels lille dreng.
Jeg kan undre mig over nogen bliver gravide i dag under sådanne forhold, men det er jo nemt for mig at dømme.
Jeg går og spekulerer på dig. Jeg vil fortælle om min søn.
Da de fik deres barn var min søn ved at bryde sammen, meget arbejde hængte på ham. Han talte om skilsmisse. Det til trods for, han elsker dem begge højt.
Jeg opdagede ved et tilfælde han var syg. Fik ham til læge og hjalp dem i hjemmet. Han kom sig og fik atter sine kræfter tilbage.
Men de er begge enige om, at de ikke kan klare mere end et barn.
Din mand lyder noget uligevægtig.
Men du må ikke lade ham tvinge dig til abort, for du kan ikke redde et forhold, hvis han har presset dig til en abort. Du vil altid bebrejde ham. Du kan jo heller ikke vide om jeres forhold vil holde hvis du får aborten. Der er ingen garantier i livet.
Jeg synes at du skal glæde dig over din graviditet og over at du gør din søn til storebror, det vil han
få meget glæde af.
Og du skal nok komme igennem det hele også selvom du måske ender med at blive enlig mor. Du har også et godt netværk. De enlige mødre jeg kender er kommet igennem det og de fortryder ikke.
Håber det bedste for dig.
Hilsen Lisbeth
Hvis du skal tage nogle beslutninger og være sikker på alle muligheder, skal du tage dem nu.
1.Dit ufødte barn. Det er dig og udelukkende dig, der skal tage en beslutning om du kan magte et barn mere nu. Hvis du presses af din mand til en abort, vil du med stor sandsynlighed aldrig nogen sinde kunne tilgive dig selv. Derfor er det kun dig, der skal tage stilling her. Og – du skal tage den stilling ud fra, at din mand ikke er til stede. Det kan være han måske er der, men det kan du jo ikke regne med, så regn med, at du er alene. Tænk meget grundigt; du har et barn på tre år, der har krav på kærlighed og opmærksomhed, der er en lille ny på vej, som har samme krav – og begge har ligeledes fuld ret til det. Kan du magte at være alene om det? Har du et godt netværk til at støtte op om dig? Det nye barn er simpelt hen noget, du er nødt til at beslutte nu – det kan ikke vente.
2.Din mand. Det er dig, der skal tage beslutning om dit liv, og noget tyder på, at du ikke skal regne med ham. Hvis han har det sådan med børn, hvorfor i alverden har han så ikke sørget for at blive steriliseret eller i det mindste sørget for ikke at gøre dig gravid? Nå, det er for sent nu, men det er da bestemt et spørgsmål, du bør stille ham. Hvorvidt I skal blive sammen eller ej, er ikke det, der skal besluttes først. Jeg synes måske du skulle forlange, at han får noget professionel hjælp, noget tyder på, at han har psykiske problemer. Mange mænd går med en ubehandlet depression, og hvis bare de ville søge hjælp, behøver det ikke en gang at være vanskeligt at behandle.
3.Din lille dreng. De øvrige i denne debat nævner det så fint. Selv en lille dreng kan sagtens mærke, at mor og far har det dårligt, og han kan bestemt mærke det, hvis ikke han er velkommen. Du har bestemt et stort ansvar her.
Det er bedre at børn er skilsmissebørn end at de opvokser i et hjem, hvor forældrene har det dårligt. Du har en tanke om, at I efter en eventuel skilsmisse skal forblive venner for børnenes skyld. Glem den tanke. Måske kan I det, eller også kan I ikke – det er simpelt hen ikke noget, der kan aftales. Umiddelbart tyder noget på, at din mand simpelt hen vil foretrække at forsvinde ud af dine børns liv – og vel med stor sandsynlighed slet ikke forholde sig til det nye barn. Du er nødt til at tage beslutningerne ud fra, at det er dig og kun dig, der har ansvaret. Du kan ikke håbe eller forvente noget fra din mand. Hvis han bliver rask og glad igen, ja, så er der jo den gevinst, du kan glæde dig over, men her og nu er du alene.
Men allerførst – tag en beslutning omkring dit ufødte barn. Husk, det skal udelukkende være din beslutning, ingen skal presse dig til noget. Det er dig – og kun dig – der skal leve videre med beslutningen bagefter, både hvis du vælger det ene eller det andet.
Parterapi – jo, det er en rigtig god ide. Prøv at tale med din læge om det. En terapeut vil sikkert kunne se det, hvis din mand trænger til yderligere hjælp, hvad der er noget, der tyder på. Men du skal nok ikke forvente at en sådan parterapeut lige har tid i morgen, så det kan du i første omgang ikke vente på.
Jeg håber, du melder tilbage – jeg tror, vi er nogle stykker, der gerne vil hjælpe og støtte dig.
Varme tanker
Jeg mener, at det er dit valg alene, om du vil have det barn. Det skal din mand slet ikke blande sig i. Den måde han behandler dig på nærmer sig jo psykisk terror. Hvis han ikke ønsker flere børn, så har han da selv et medansvar for at lade være med at gøre dig gravid, og du kan da ikke være tjent med at have en mand, der prøver at tvinge dig til abort. Du skal samtidig indstille dig på, at du ikke kan regne med, at han vil være der. Hvis jeg var dig, så ville jeg begynde at stille mig det spørgsmål, om jeg gad at være sammen med en mand, der prøver at tvinge mig til abort, og som i øvrigt skaber sådan en dårlig stemning i hjemmet og truer med at flytte den ene gang efter den anden. Det er du ikke tjent med. Jeg kan godt forstå, at du er meget ulykkelig.
Jeg ved godt, at jeg får det til at lyde så let, men jeg har selv siddet i en lignende situation, så jeg ved, hvor svært det er at tage så store beslutninger, men jeg synes at kunne mærke, at han kører dig psykisk ned. Alternativt så prøv at gå i parterapi sammen.
Ja, undskyld, men jeg mener virkelig, at din mand burde skamme sig.
Parterapi er for par som er positivt indstillet for at ændre på tingene med henblik på en fælles fremtid.
Tror ikke på at parterapi er relevant i dette forhold, kun spild af penge.
Men måske kan det alligevel belyse problemet krystalklart.
Det er jeg som sådan enig med dig i, men her handler det om et par hvor manden tilsyneladende ikke var uvillig til at prøve, og så kunne det være, de kunne få nogle ting vendt på en fornuftg måde.
Men - ingen tvivl Nellau skal først og fremmest tage beslutning omkring sit ufødte barn, og - hvilket jeg håber, jeg gjorde meget klart - hun skal tage disse beslutninger ud fra, at hun skal være alene om det.
Så kan parterapi bagefter måske medvirke til en god løsning.