Indstillinger
Grov teenagesøn på 17½
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre - min søn der ikke bor hjemme men på værelse (han ville ikke bo hverken hos mig eller min mand efter en skilsmisse) er bare så utrolig kold og grov. Spekulerer på om han tar stoffer men det siger han nej til. Han er kort sagt rigtig ubehagelig - det kan man godt sige skønt man elsker sin søn - jeg kan ikke li hans måde at være på! Hán har samme abrupte måde at være på som hans far - et ex jeg ringer og ber om hans hjælp til at få min pc sat op efter en flytning - svar " nej har ikke tid. Så ringer han idag og ber mig stille hos borgerservice om 5 min for at få underskrift på pas - da jeg lige havde været i bad osv ku jeg max være der om 1 time - han taler hårdt til mig (hans far står ved siden af) og da han hører at jeg ikke bare kan kommme asap knalder han røret på? Så står man der ? Jeg har jo lige forklaret ham at jeg ku være der om 1 time ? Det er sådan en konstant mærkværdig og grov opførsel fra ham ..kold og egoistisk og ukærlig. Jeg ku komme indenfor en time osv men nej røret sku knaldes på ? Stille og roligt gik jeg ned og underskrev hans pas som lovet - men den måde han er på går mig på nerverne.
Jeg skrev så en "sms" (hvor fattigt) efter hvor "samtale" hvor jeg skrev at han da ikke behøvede at tage på vej på den måde og han da godt ku være lidt rar og at jeg ikke synes jeg fortjener den opførsel ...jeg fik selvfølgelig intet svar.
Fortvivlet og efterhånden træt mor
Jeg skrev så en "sms" (hvor fattigt) efter hvor "samtale" hvor jeg skrev at han da ikke behøvede at tage på vej på den måde og han da godt ku være lidt rar og at jeg ikke synes jeg fortjener den opførsel ...jeg fik selvfølgelig intet svar.
Fortvivlet og efterhånden træt mor
Kommentarer
Så længe du hopper og springer for din søn, behøver han jo ikke være venlig over for dig.
Hvorfor i alverden sprang du af sted for at underskrive det pas, efter den behandling?
Han opfører sig, som han er blevet opdraget til. Hvis han har været vant til at blive serviceret, er det da kun naturligt for ham at kræve.
Du skriver en sms, at han godt kunne være lidt rar og at du ikke fortjener den opførsel – øhh, hvad skal han svare? Du sagde først nej, men så gav han dig med grovfilen, og så fik han sin vilje. Hvad var det lige, han lærte af det?
Du skriver, at han opfører sig lige så abrubt som sin far, så selvfølgelig har han dette med sin sin ”bagage”, men du må da fortælle din søn, at du ikke længere vil finde dig i den opførsel, og at det måske havde noget at gøre med den attitude, at du ikke længere er sammen med hans far.
Du må simpelt hen sætte nogle grænser for din søn, og det koster vil jeg lige nævne, men noget tyder på, at det er på tide. Du kan risikere, at han så ikke vil have kontakt med dig, men hvis ikke du stopper den servicering og springen for ham, vil han vedblive at bruge dig som dørmåtte, og det kommer der ikke et fornuftigt menneske ud af.
Jeg vil foreslå, at du måske sætter dig og skriver et brev til ham, hvor du fortæller ham, at du elsker ham meget højt, men du kan ikke længere acceptere den opførsel. Selvfølgelig har du også fejlet som opdrager – det har vi alle sammen på et eller andet punkt i vores iver for at gøre det så godt som muligt. Skriv at selvfølgelig vil du gerne hjælpe ham, men at du også har et liv, så på samme måde som når han ikke har tid og lyst til at hjælpe dig, er der også tidspunkter, hvor du ikke har tid og lyst til at hjælpe ham. Det må han respektere, for ellers kan du jo heller ikke respektere, hvad han gør.
Og husk så at stå fast – næste gang han lige kræver et eller andet, så sig at det ikke passer dig lige nu, men du vil da finde ud af, hvornår det kan lade sig gøre. Han er gammel nok til at fatte det, hvis du siger: ”Du gad ikke hjælpe mig, da jeg havde brug for det – nu kommer den retur, så kan du mærke, hvordan det er, og hvor ked af det, man kan blive.”
Og han er forresten også gammel nok til, at du siger: "Du kan jo lige øve dig i at tale ordentligt til mig først."
Grunden til at jeg foreslår et brev og ikke en opringning eller en personlig konfrontation er, at du så giver ham mulighed for at tage stilling i sit eget tempo.
Tænk over det – tal måske med nogle andre om det – for det koster, ligegyldigt hvad du vælger.
Men han har en direkte ubehagelig opførsel - han går fra kold til rar. Han kan altså være sød ...men han virker så hård!
Mit problem er også at det er så sjældent han har brug for mig - jeg inviterer ham på middag og han skal noget andet osv. Jeg shar brug for ham jeg elsker ham og jeg savner ham og jeg blir ked af det her men kan godt se hvor hans opførsel stammer fra. - det har været meget hårdt at blive skilt. Jeg må blive ved med det gode men det virker som han synes jeg er en klovn en nar og når han opfører sig sådan så ryger min selvtillid og jeg begynder at lave fejl og blive mere og mere nervøs i hans nærvær. Et klart levn fra tiden med min mand.
Jeg har fået at vide at jeg ikke skal være så følelsesmæssig når jeg er sammen med ham men mere fornuftbetonet. Men det er svært når han netop påvirker mig følelsesmæssigt.
Mor
Den med passet var da ikke en forklaring til mig, vel? Jeg kan da kun undre mig over, at det var så akut. En skolerejse med dags varsel? En skole, der ikke for længst har bedt sine elever om at sørge for at passet er i orden? Øhhhh, handler det ikke om en slendrian i denne forbindelse? What ever - glem det, det berettiger dog stadig ikke til uforskammet opførsel, og at han i et så akut tilfælde har kunnet gøre det over for dig beviser, at han har fået lov til at være sådan måske hele sit liv?
Nej, det jeg hæfter mig ved er meget værre: Du skriver, at DU har brug for ham, og i din iver for at gøre ham tilfreds hopper og springer du rundt med det eneste og helt åbenbare resultat, at han kan behandle dig efter forgodtbefindende, og det vil han blive ved med, hvis ikke du sætter en stopklods op, men det kunne være, du skulle sætte den op for dig selv først.
Selvfølgelig skal du da invitere ham til middag, og siger han nej, svarer du bare at det da er ok, lad endelig være med at tigge ham. Og så skulle du måske neddrosle disse invitationer. Næste gang skal du måske vente dobbelt så lang tid, som du ellers ville. Næste gang igen dobbelt så lang tid osv. Lad være med at ringe og sms' til ham i en uendelighed. Træk den så længe, du overhovedet kan og øv dig i det. Prøv om du kan få hjælp til computer eller hvad ved jeg hos andre end ham. Det er ikke hans problem, at DU har brug for ham – det et dit problem.
Jeg synes stadig, du skal skrive det brev, jeg nævnte før – for jeg fastholder, at så længe han får lov til at opføre sig sådan over for dig, vil han ikke respektere dig, og nok den eneste måde, han kan lære det på, er at du siger fra. Du skriver, at du må blive ved med det gode – ikke nødvendigvis. Du skal slå hælene i, og det er nu. Du skal ikke hoppe og springe for ham mere, du skal lære at sige nej til ham – også selv om du godt kan. Han skal ikke tro du udelukkende sidder og venter på ham. Hvis han indser at du sagtens kan leve dit liv uden at holde ham i hånden, at det ikke generer dig, at du ikke hører fra ham, så skal du se, så skal han nok lade høre fra sig.
På et tidspunkt er du altså nødt til at klippe den navlestreng over – mon ikke det er på tide med en dreng på 17½ år, der er flyttet hjemmfra?
Har du ikke nogle interesser, du kan dyrke? Ellers er det da bare om at komme i gang med aftenskolernes bugnende tilbud. Det er nemlig helt fint, hvis du reelt ikke har tid, hvis han lige kommer i tanker om dig. Skriv brevet først – og sadl så om.
Jeg vil drosle ned på "invitationerne" og jo jeg har interesser ..jeg har bare uendelig svært ved at affinde mig med at jeg i min skilmisses kølvand har mistet min ene søn. Al den hårdhed hans far har søger han og den hårdhed præger ham. Og det gør mig ondt...så jeg prøver hele tiden at gøre noget godt og noget "hyggeligt"...og det ligesom preller af.
Vi har nu været skilt i to snart tre år og ikke en gang har faren haft sine drenge med på ferie ..(men mig der er vokset op med de værdier har selvfølgelig) det har jeg til gengæld to gange osv. Hans far har brugt alle sine penge og bor med en kvinde og har efter skilsmissen ikke magtet at tage hånd om sine drenge...ok nu er de 17½ og 19 og har ikke så meget brug for os som de havde på daværede tidspunkt...Så jeg har måttet være "hele min famile" alene ...mig og så deres onkel. Det er hos mig de efter min mening skal hente varme og nærhed ...deres far han tænker slet ikke i de her "følsomme baner".
Derfor er jeg nok meget sensitiv på de her områder.
Jeg skal kompensere for en manglende familie og en ligegyldig far. Det er nok det ...og så at jeg elsker ham og savner ham. Og at jeg aldrig havde troet at min ene søn sku blive hård og flytte hjemmefra i en alder af 15 år. Sikke en bet og det var hans far der bla stod bag. Så jeg prøver og prøver men jep du har ret ...i det du skriver!
Moi