besværlig skilsmisse med børn
Jeg flyttede fra min mand I februar måned sammen med vores to børn på 3 og 6 år. Min mand fik en kæmpe depression over vores skilsmissebeslutning og gik helt ned med flaget. Jeg hjalp ham så godt jeg kunne ,men jeg synes aldrig han er blevet sig selv igen. Han er blevet til en bitter mærkelig mand, som kun fokuserer på at gøre livet surt for mig. Han har modkæmpet mig konstant i 7 mdr. De første 5 måneder bar jeg virkelig over med ham – han opførte sig meget svingende. Den ene uge var han helt normal, sød og kærlig og nem at snakke og samarbejde med – den næste uge var han totalt håbløs, beskyldte mig for alt mellem himmel og jord, bebrejdede mig ALT, skældte mig ud, truede mig med bål og brand og jeg turde slet ikke lade ham se børnene når han var sådan. Han fortalte børnene at han ville dø og tage sit eget liv.
Men når han opførte sig normalt fik han dem altid – men forestil Jer lige et ansvar at have – at objektivt ”vurdere” om din eksmand er psykisk stabil nok til at tage vare på jeres børn. Når han var ”normal” kunne han godt se hans opførsel var totalt uacceptabel, men han sagde han ikke kunne styre det – men forstod godt jeg gjorde som jeg gjorde – når han var ”unormal” svinede han mig til og forsøgte at true mig til at udlevere børnene……..det var de sværeste 5 måneder i mit liv.
Efter lang tids venten og rigtig mange rykkere, kom vores sag endelig i statsforvaltningen. Jeg var nået dertil hvor jeg ikke kunne leve med ansvaret og presset længere. Jeg ville have nogle andre tog stilling. Det gjorde de – indtil videre. De lavede en midlertidig afgørelse om samvær som bestod af overvåget samvær 2 timer hver 14. Dag. Da afgørelsen faldt havde han ikke set børnene i 7 uger – modsat de første 5 forfærdelige måneder, hvor han så børnene 1-3 gange ca. hver anden uge. Men jeg var glad for børnene igen kunne se ham og glad for jeg havde sluppet for ansvaret. Han vil have sagen i retten og det afventer vi.
Desværre kan han ikke lade mig være i fred. Efter jeg stoppede med at kommunikere med ham for 1½ måned siden, hænger han fast i tilstanden som ”unormal” (ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det). Han er hele tiden efter mig, truer hele tiden med at fortælle børnene deres mor er ond, at han nok skal få dem til at hade mig når han får fuldt samvær. Han skriver ondskabsfulde ting til mig – om mine veninder, forsøger at presse mig økonomisk. Nægter at sætte vores fælles hus ned i pris så det kan blive solgt (det afventer skifteretten) og det ender med jeg kommer ud med gæld. Betaler p.t. 2 huslejer, låner en bil m.v. Han truer mig med at jeg aldrig ser børnene mere, truer med at hente børnene i skole/børnehave – selvom han har overvåget samvær og ingen rettigheder har p.t.
Vores ”fælles” hund har boet hos ham da han bor i vores fælles hus – i to uger har han truet med at aflevere hunden foran min dør – bare for at irritere mig. Siger den har lopper og han ikke vil have den mere – nej nej, sæt den da af hos dine børn. De har bedre af at få loppebid end ham……KUN for at genere mig. Alt hvad han gør er for at genere mig. Han har ”taget” vores fælles bil som ellers skulle ”følge børnene” og skrevet til mig at han vil beholde den og at han har mere brug for den end mig, jeg kan bare gå eller cykle ned og aflevere børn og hente børn. Alt skal i retten. Samvær, bopæl, forældremyndighed.
I statsforvaltningen anklagede han dem for at bruge ”kønsdiskrimination” i afgørelsen – fordi rummet var fyldt med kvinder og kun 1 mand. Han anklagede mig for ”forældrefremmedgørelse” (ret alvorlig psykisk sygdom), han har anmeldt mig for socialt bedrageri til min kommune (som dog ikke har reageret på det), han har 3-4 gange anmeldt mig til fogeden, som to gange har indkaldt til møder, som min advokat har fået aflyst.
Forstår min situation?
Samtidig forsøger jeg at huske den mand jeg engang kendte, som også er far til mine to børn. Og de elsker ham – de kender jo ikke meget til ”den anden far”. Jeg ønsker selvfølgelig de har deres far i deres liv – men ikke denne person. Han kan ikke adskille sine følelser og frustrationer overfor mig – contra børnene. Han bruger dem imod mig. Psykisk – han fortæller dem ting. Han truer dem til at ringe til ham ved f.eks. at sige ”hvis ikke i lover at ringe i morgen bliver far meget meget skuffet og ked af det”. Han beskylder mig for at nægte dem at ringe – og ærlig talt. Jeg har aldrig nægtet dem det, men jeg har det SÅ skidt med at de ringer, for jeg ANER ikke hvad han fylder deres hoveder med af dumme ting.
Puha, det er bare så hårdt for tiden og har stået på i snart 8 måneder sammenlagt og ingen afgørelser er kommet endnu på nogen områder. Det er virkelig en sej skilsmisse. Trængte vist bare til at få lidt luft for mine problemer til nogle andre ”single-forældre”.
Men når han opførte sig normalt fik han dem altid – men forestil Jer lige et ansvar at have – at objektivt ”vurdere” om din eksmand er psykisk stabil nok til at tage vare på jeres børn. Når han var ”normal” kunne han godt se hans opførsel var totalt uacceptabel, men han sagde han ikke kunne styre det – men forstod godt jeg gjorde som jeg gjorde – når han var ”unormal” svinede han mig til og forsøgte at true mig til at udlevere børnene……..det var de sværeste 5 måneder i mit liv.
Efter lang tids venten og rigtig mange rykkere, kom vores sag endelig i statsforvaltningen. Jeg var nået dertil hvor jeg ikke kunne leve med ansvaret og presset længere. Jeg ville have nogle andre tog stilling. Det gjorde de – indtil videre. De lavede en midlertidig afgørelse om samvær som bestod af overvåget samvær 2 timer hver 14. Dag. Da afgørelsen faldt havde han ikke set børnene i 7 uger – modsat de første 5 forfærdelige måneder, hvor han så børnene 1-3 gange ca. hver anden uge. Men jeg var glad for børnene igen kunne se ham og glad for jeg havde sluppet for ansvaret. Han vil have sagen i retten og det afventer vi.
Desværre kan han ikke lade mig være i fred. Efter jeg stoppede med at kommunikere med ham for 1½ måned siden, hænger han fast i tilstanden som ”unormal” (ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det). Han er hele tiden efter mig, truer hele tiden med at fortælle børnene deres mor er ond, at han nok skal få dem til at hade mig når han får fuldt samvær. Han skriver ondskabsfulde ting til mig – om mine veninder, forsøger at presse mig økonomisk. Nægter at sætte vores fælles hus ned i pris så det kan blive solgt (det afventer skifteretten) og det ender med jeg kommer ud med gæld. Betaler p.t. 2 huslejer, låner en bil m.v. Han truer mig med at jeg aldrig ser børnene mere, truer med at hente børnene i skole/børnehave – selvom han har overvåget samvær og ingen rettigheder har p.t.
Vores ”fælles” hund har boet hos ham da han bor i vores fælles hus – i to uger har han truet med at aflevere hunden foran min dør – bare for at irritere mig. Siger den har lopper og han ikke vil have den mere – nej nej, sæt den da af hos dine børn. De har bedre af at få loppebid end ham……KUN for at genere mig. Alt hvad han gør er for at genere mig. Han har ”taget” vores fælles bil som ellers skulle ”følge børnene” og skrevet til mig at han vil beholde den og at han har mere brug for den end mig, jeg kan bare gå eller cykle ned og aflevere børn og hente børn. Alt skal i retten. Samvær, bopæl, forældremyndighed.
I statsforvaltningen anklagede han dem for at bruge ”kønsdiskrimination” i afgørelsen – fordi rummet var fyldt med kvinder og kun 1 mand. Han anklagede mig for ”forældrefremmedgørelse” (ret alvorlig psykisk sygdom), han har anmeldt mig for socialt bedrageri til min kommune (som dog ikke har reageret på det), han har 3-4 gange anmeldt mig til fogeden, som to gange har indkaldt til møder, som min advokat har fået aflyst.
Forstår min situation?
Samtidig forsøger jeg at huske den mand jeg engang kendte, som også er far til mine to børn. Og de elsker ham – de kender jo ikke meget til ”den anden far”. Jeg ønsker selvfølgelig de har deres far i deres liv – men ikke denne person. Han kan ikke adskille sine følelser og frustrationer overfor mig – contra børnene. Han bruger dem imod mig. Psykisk – han fortæller dem ting. Han truer dem til at ringe til ham ved f.eks. at sige ”hvis ikke i lover at ringe i morgen bliver far meget meget skuffet og ked af det”. Han beskylder mig for at nægte dem at ringe – og ærlig talt. Jeg har aldrig nægtet dem det, men jeg har det SÅ skidt med at de ringer, for jeg ANER ikke hvad han fylder deres hoveder med af dumme ting.
Puha, det er bare så hårdt for tiden og har stået på i snart 8 måneder sammenlagt og ingen afgørelser er kommet endnu på nogen områder. Det er virkelig en sej skilsmisse. Trængte vist bare til at få lidt luft for mine problemer til nogle andre ”single-forældre”.
Kommentarer