Indstillinger
Det er nødvendigt at være egoistisk (1)
Som et pudsigt sammentræf (sammenholdt med de sidste indlæg) har jeg lige læst en meget relevant artikel i et gammelt ugeblad. Det er et interview med coach og forfatter Tina Rem Rasmussen , der har skrevet bogen 'Følg dit hjerte'. Jeg synes, artiklen er så god, så den fortjener at blive gengivet i sin helhed, selvom det kommer til at fylde to indlæg.
***
DET ER NØDVENDIGT AT VÆRE EGOISTISK
Lad os lægge ud med at stile to centrale spørgsmål:
1. Er du et ansvarligt menneske?
2. Er du egoistisk?
De fleste af os vil nok svare ja til det første og nej til det sidste. Men måske er vi slet ikke så ansvarlige, som vi selv tror. Og i virkeligheden burde vi måske også være mere egoistiske.
Det er i hvert fald hovedtankerne bag Tina Rem Rasmussens bog 'Følg dit hjerte', der handler om, hvordan vi finder ind til sandheden og lærer at lade hjertet bestemme. En bog fuld af gode råd, redskaber og øvelsesanvisninger til, hvordan vi med mentaltræning kan blive så ansvarlige, at vi er ansvarlige over for os selv.
Tina fortæller i sin bog, at hun opfattede sig selv som et ansvarligt menneske. Og det skal nok få mange til at nikke genkendende, når hun som her skriver:
'Jeg var pligtopfyldende, arbejdsom, ambitiøs og bestræbte mig på at gøre mit job så godt som muligt. Jeg arbejdede hellere for meget end for lidt. Jeg var betænksom og nød at glæde andre mennesker og satte ofte andres behov før mine egne. I dag ved jeg, at det intet har med ansvarlighed at gøre. Jeg var godt nok villig til at tage ansvar for andres liv, men ikke mit eget, selvom det var det, jeg bildte mig ind, at jeg gjorde. Hvis nogen havde sagt til mig, at jeg ikke var ansvarlig på det tidspunkt i mit liv, ville jeg have afvist det som noget totalt sludder. Der skulle en adfærdsændring og en bevidstgørelse til, før jeg kunne se mit virkelige ansvar her i livet: Mig.
Jeg kendte godt til at tage ansvar for andre. Også selvom de ikke havde bedt om det. Ved således at være i det ydre, gøre noget for andre, frelse andre med mine handlinger, tilførte jeg mig selv selvværd. Et selvværd jeg ikke var i besiddelse af og derfor måtte tilføres andetsteds fra. Før folk havde udtrykt deres ønske, eller det jeg forestillede mig, de ønskede sig, havde jeg allerede opfyldt det og mere til. Med det formål at andre skulle synes, jeg var sød, dygtig, hjælpsom og… listen er lang.
Sygdom i hjertet.
Med årene får Tina flere beskeder om, at der er noget galt med den måde, hun lever sit liv på.
- Jeg vidste ikke, at jeg ubevidst tilsidesatte mig selv ved min adfærd. Jeg oplevede bare gang på gang at befinde mig i situationer, jeg ikke ønskede. Jeg var stresset og udbrændt af flere omgange. Jeg syntes altid, græsset var grønnere hos naboen og at det kun var mig, der befandt mig i uønskede situationer. Jeg drømte om, at tingene var anderledes. At jeg nåede det, jeg ønskede, i stedet for at have en oplevelse af konstant at være bagud.
- Jeg havde ydermere fået skabt fysiske signaler, sygdom i mit hjerte, som resulterede i en pacemaker, da jeg var 34 år. Igen forstod jeg ikke, hvorfor jeg var havnet i den situation. Ingen i min familie havde hjerteproblemer og jeg var ung og frisk. Jeg var ét stort spørgsmålstegn.
Den første nat hjemme hos sig selv igen med en indopereret pacemaker i brystet oplevede Tina en voldsom angst over pludseligt at være alene, langt væk fra læger og sygeplejersker. Hun får anfald af svimmelhed – hjertet galoperer, så hun er overbevist om, at pacemakeren sætter i gang. Næste dag får hun tjekket sin hjerterytme og aflæst pacemakerens aktivitet natten forinden. Her viser det sig at der intet unormalt har været. Pacemakeren har ikke været i gang. Og som Tina skriver i sin bog: - Her blev jeg for første gang opmærksom på det mentales indflydelse på fysikken.
I efteråret 2003 tilmelder Tina sig et kursus i mentaltræning. Hun har længe følt, at hun måtte gøre noget. Noget andet end det, der i hendes øjne bare er symptombehandling. – Jeg var ikke inde ved roden af problemet, nemlig det at tage ansvar for mit liv. Tage det fulde ansvar for mine tanker og handlinger.
(fortsættes i næste indlæg…)
***
DET ER NØDVENDIGT AT VÆRE EGOISTISK
Lad os lægge ud med at stile to centrale spørgsmål:
1. Er du et ansvarligt menneske?
2. Er du egoistisk?
De fleste af os vil nok svare ja til det første og nej til det sidste. Men måske er vi slet ikke så ansvarlige, som vi selv tror. Og i virkeligheden burde vi måske også være mere egoistiske.
Det er i hvert fald hovedtankerne bag Tina Rem Rasmussens bog 'Følg dit hjerte', der handler om, hvordan vi finder ind til sandheden og lærer at lade hjertet bestemme. En bog fuld af gode råd, redskaber og øvelsesanvisninger til, hvordan vi med mentaltræning kan blive så ansvarlige, at vi er ansvarlige over for os selv.
Tina fortæller i sin bog, at hun opfattede sig selv som et ansvarligt menneske. Og det skal nok få mange til at nikke genkendende, når hun som her skriver:
'Jeg var pligtopfyldende, arbejdsom, ambitiøs og bestræbte mig på at gøre mit job så godt som muligt. Jeg arbejdede hellere for meget end for lidt. Jeg var betænksom og nød at glæde andre mennesker og satte ofte andres behov før mine egne. I dag ved jeg, at det intet har med ansvarlighed at gøre. Jeg var godt nok villig til at tage ansvar for andres liv, men ikke mit eget, selvom det var det, jeg bildte mig ind, at jeg gjorde. Hvis nogen havde sagt til mig, at jeg ikke var ansvarlig på det tidspunkt i mit liv, ville jeg have afvist det som noget totalt sludder. Der skulle en adfærdsændring og en bevidstgørelse til, før jeg kunne se mit virkelige ansvar her i livet: Mig.
Jeg kendte godt til at tage ansvar for andre. Også selvom de ikke havde bedt om det. Ved således at være i det ydre, gøre noget for andre, frelse andre med mine handlinger, tilførte jeg mig selv selvværd. Et selvværd jeg ikke var i besiddelse af og derfor måtte tilføres andetsteds fra. Før folk havde udtrykt deres ønske, eller det jeg forestillede mig, de ønskede sig, havde jeg allerede opfyldt det og mere til. Med det formål at andre skulle synes, jeg var sød, dygtig, hjælpsom og… listen er lang.
Sygdom i hjertet.
Med årene får Tina flere beskeder om, at der er noget galt med den måde, hun lever sit liv på.
- Jeg vidste ikke, at jeg ubevidst tilsidesatte mig selv ved min adfærd. Jeg oplevede bare gang på gang at befinde mig i situationer, jeg ikke ønskede. Jeg var stresset og udbrændt af flere omgange. Jeg syntes altid, græsset var grønnere hos naboen og at det kun var mig, der befandt mig i uønskede situationer. Jeg drømte om, at tingene var anderledes. At jeg nåede det, jeg ønskede, i stedet for at have en oplevelse af konstant at være bagud.
- Jeg havde ydermere fået skabt fysiske signaler, sygdom i mit hjerte, som resulterede i en pacemaker, da jeg var 34 år. Igen forstod jeg ikke, hvorfor jeg var havnet i den situation. Ingen i min familie havde hjerteproblemer og jeg var ung og frisk. Jeg var ét stort spørgsmålstegn.
Den første nat hjemme hos sig selv igen med en indopereret pacemaker i brystet oplevede Tina en voldsom angst over pludseligt at være alene, langt væk fra læger og sygeplejersker. Hun får anfald af svimmelhed – hjertet galoperer, så hun er overbevist om, at pacemakeren sætter i gang. Næste dag får hun tjekket sin hjerterytme og aflæst pacemakerens aktivitet natten forinden. Her viser det sig at der intet unormalt har været. Pacemakeren har ikke været i gang. Og som Tina skriver i sin bog: - Her blev jeg for første gang opmærksom på det mentales indflydelse på fysikken.
I efteråret 2003 tilmelder Tina sig et kursus i mentaltræning. Hun har længe følt, at hun måtte gøre noget. Noget andet end det, der i hendes øjne bare er symptombehandling. – Jeg var ikke inde ved roden af problemet, nemlig det at tage ansvar for mit liv. Tage det fulde ansvar for mine tanker og handlinger.
(fortsættes i næste indlæg…)
