Indstillinger
Jeg kommer ikke videre....
Hjælp. Jeg lider af angst, især sygdomsangst! Lider af en forfærdelig slem trykken for brystet - og er konstant bange for at det er hjertet den er gal med. Går til psykolog som prøver at overbevise mig om at det er psykisk og læger som siger at det evt er psykisk og evt mavesår/mavesyre. Men ingen har jo bevis på noget som helst og jeg kan slet ikke overbevises og det trækker mig helt ned! Har fået taget EKG og taget blodtryk - som begge var fine - men der kab vel sagtnes være noget galt alligevel???? Mit hjerte banker altid derudad, det hopper tit slag over - og så det trykker det altid SÅ meget for brystet - ved godt at det KAN være psykisk, men hvad nu hvis det ikke er? Kan man evt kræve at blive undersøgt nærmere?
Kommentarer
Du kan bruge år på at ínsistere på at få taget alverdens prøver, som du alligevel ikke vil tro på. Når du ikke vil overbevises, så er der ingen nok så dygtige læger eller psykologer, der kan overbevise dig. Det handler kun om, hvad du selv vælger at tro på og ikke hvad andre fortæller dig. Er du overbevist om, at det er fysisk, så er det din sandhed og ingen kan ændre din sandhed. Det kan du kun selv - ved at åbne dig for andre muligheder. Give dig selv lov til at tænke tanken, om der kunne være andre muligheder.
Du slutter med at skrive, at hvad nu hvis det ikke er psykisk? Det kan du bedst selv svare på. Jeg vil hellere spørge: Hvad nu hvis det er psykisk? Hvorfor er det så farligt at prøve at tro på, at det meget vel kan være noget psykisk?
Jeg led af Hortons hovedpine (en af de mest smertefulde lidelser, der findes) i 33 år. Iflg. læger og specialister kan denne hovedpine type IKKE kan være psykisk (!). Oven i købet anser lægerne den for at være uhelbredelig. Ikke desto mindre blev jeg helbredt efter 3 sessioner i terapi - for den var ubetinget psykisk, som jeg var sikker på. Så det var lige præcist den modsatte situation af den, du står i.
Hilsen Helene
Jeg er slet ikke i tvivl om, at du kæmper hårdt og jeg tror, at du kan finde udvejen – men jeg tror, at du skal lede andre steder, end du før har ledt. Nemlig i dig selv og ikke udenfor dig selv.
Det følgende her skriver jeg med den antagelse, at dine symptomer er psykiske, fordi du er undersøgt og angiveligt intet fejler fysisk:
Når man mærker noget meget tydeligt fysisk i sin krop, er det jo naturligt, at man antager, at det er et fysisk problem. Symptomet får derfor en masse opmærksomhed og man lægger hele sit fokus dér. Men når man er overfokuseret på symptomet, så mister man fokus på årsagen. Og det er netop angstens hensigt og funktion. Så symptomet er der (hvor mærkeligt det end lyder) for at beskytte én, så man ikke får øje på det egentlige problem. Fordi denne beskyttelse engang har været nødvendig.
Der ligger altid en ubevidst årsag bag angst (og psykosomatiske lidelser), som man er bange for at få frem i bevidstheden. Det er angstens funktion. Det er en beskyttelsesmekanisme, som sindet på et givent tidspunkt har 'valgt' at bruge. Den er bare pokkers uhensigtsmæssig for én selv i nutiden. Bevidst vil man sandelig gerne af med denne beskyttelse, men det er ikke altid, at det bevidste og det ubevidste sind vil det samme.
Derfor er det nødvendigt, at man giver sig selv lov. Giver sig selv lov til at begynde at fokusere på noget andet end symptomet. Giver sig selv lov til at tænke anderledes, til at slippe gamle overbevisninger og følelser, til at finde andre muligheder.
Men det er jo farligt. For giver man sig selv lov, så er det, at man kommer dertil, hvor man (som du skriver) føler, at man ikke kan mere, at og at det hele bare bliver værre og værre. Man nærmer sig opgivelsen og håbløsheden, det hele bliver mere og mere sort og man føler måske, at man krakelerer eller går i stykker.
Og det er sandt, at det er opgivelse. Men som regel er det 'kun' en opgivelse af gamle tankemønstre og overbevisninger, der åbner mulighederne for at finde en anden sandhed.
Alting bliver værre af, at man kæmper imod. Når man giver slip, så er det rædselsfuldt - men derefter meget lettere.
Som jeg læser dine indlæg, så kan du ikke give dig selv lov til at slippe den gamle overbevisning om, at det må være noget fysisk, du fejler. D.v.s. at dit ubevidste sind har stadigt brug for denne overbevisning for at beskytte dig, som det plejer. Selvom det er en beskyttelse, du måske slet ikke har brug for og gavn af længere. Men det er det, dit sind er vant til at gøre og derfor bliver det ved med at gøre det. Lige indtil du forstår, at noget andet vil gavne dig mere. Skal du ud af den fastlåste overbevisning, kræver det en meget aktiv indsats af dig selv. Du skal virkeligt VILLE tro på noget andet, ellers vil dit ubevidste sind blive ved med at bruge den sædvanlige metode og tænke de sædvanlige tanker. For din underbevidsthed ønsker at vide, at du ikke længere har brug for den sædvanlige beskyttelse.
Derfor er DU nødt til at overbevise din underbevidsthed om, at du ikke længere har brug for, at det beskytter dig gennem angst og fysiske symptomer. Det hjælper ikke noget at andre prøver at overbevise dit sind om, at du intet fejler. For det, dit sind har brug for, er, at DU fortæller det, at du intet fejler, så det ikke længere behøver at beskytte dig gennem angst og andre symptomer, som det plejer.
Når man har en overbevisning, så er der i praksis ingen, der kan give én en anden overbevisning. For man har altid en god grund til at have den overbevisning, man har.
Når man slipper en overbevisning, så hænger verden ikke længere sammen, som man troede. Hvis jeg f.eks. insisterede på, at jorden var flad og det virkeligt var min sandhed, så kunne folk påstå nok så meget, at jeg tog fejl. Måske prøvede jeg også virkeligt at tro på det, men det ville stadigt ikke være min sandhed. Den dag, det så gik op for mig, at de faktisk havde ret – ja, så ville mit verdensbillede gå i stykker. Så ville verden jo slet ikke længere se ud, som jeg troede, at den gjorde. Det er hårdt, for så forsvinder éns tryghed et øjeblik og man må til at opbygge en ny tryghed. Tiden forud for en sådan erkendelse er slem, men bagefter kommer der ofte en stor lettelse.
Hvis du er interesseret kan du prøve at læse den artikel, der ligger på stress-debatten (i to dele).
(1) http://www.netdoktor.dk/interactive/dis ... 18185&f=15
(2) http://www.netdoktor.dk/interactive/dis ... 18186&f=15
Den handler om en kvinde, der fik indopereret en pacemaker. Efter 7 år valgte hun at få fjernet pacemakeren. Hun havde fundet ud af, at hun aldrig havde haft dårligt hjerte. Hun havde 'bare' lidt af angst og stress!
Jeg håber, at jeg har fået udtrykt mig bedre og mere nuanceret denne gang.
Mange hilsner Helene
Og tusind tak fordi du gad at bruge tid på at skrive et så langt og udddybende indlæg. Det betød meget!
Vil prøve at sætte mig og læse det igennem endnu engang - for virkelig at forstå det hele!
Kh Ano!
Jeg har på en måde lidt af det samme, dog i meget mild grad i forhold til det du beskriver. Jeg var meget bekymret for alle småting jeg mærkede i min krop, om det nu var noget farligt. Jeg havde ofte nogle "tilfælde" hvor mit hjerte hoppede slag over, meget ubehageligt.
Jeg er meget enig i det Helene skriver om at gøre plads til en ny overbevisning, og dermed en ny virkelighed. Jeg tror det er ok at søge efter en fysisk diagnose, men det lader til at du har brugt mange år på dette, og det lader også til at være mere sandsynligt at årsagen er det stress du får ved at være angst.
Jeg vil foreslå at du undersøger din angst, hvad er du bange for? Du er jo på en måde allerede syg, det gør i hvert fald ondt, selv om du ikke ved hvorfor. Og hvis det er døden du er bange for, hvad tror du om den der gør dig bange? Det virker måske lidt "farligt" det jeg skriver her, men ofte er de slanger vi er bange for i virkeligheden bare reb! Det vil tage for længe for mig at uddybe det her, men du skal læse en bog af Byron Katie der hedder "Elsk det som er", den kan løse ethvert problem med angst, hvis man har et åbent sind, og er villig til at prøve at forstå.
Til sidst vil jeg anbefale at du læser noget om syredannende kost, da det er godt at begrænse dette. Og rygning hvis du gør det. Lægerne overser tit det med kosten synes jeg, og hvis du har mavesår eller lignende er det vigtigt at begrænse syredannende kost, uagtet om dine symptomer skyldes kosten eller dine tanker. Men start med dine tanker, da tanken bliver lig med virkeligheden...
Mit eget problem blev løst da jeg fik en kæreste, og mine tanker pludselig drejede sig om noget andet. Samt en kostomlægning. Kærligheden er nok det stærkeste til at helbrede, og man behøver absolut ikke at have en kæreste for at føle den, den er nemlig det vi er, vores sande natur. Taknemmelighed for livet og alle småtingene, og kærligheden til sig selv ikke mindst. Flyt fokus til positive tanker og giv ikke dig selv lov til at plage dig selv med dine tanker, da du ikke kan gøre andet end du allerede gør, nemlig at søge efter løsningen på dit problem, du behøver ikke at være angst mens du gør det. Virkeligheden lige nu er som den er, kæmper du mod det taber du, men du har magten til at ændre den hvis du vil, ved hjælp af dine tanker. Hvis det ikke giver mening, læs Byron Katie :-)
Kærlige hilsener
Bo