Indstillinger
Fyret fra mit job af hensyn til mit eget velbefindende....?
Jeg er nyligt fratrådt min stilling efter at være blevet afskediget i et job som indkøber i en mindre handelsvirksomhed.
Virksomheden var i en rivende udvikling - hed det sig - og de havde brug for en indkøber. Min forgænger nåede at være der 14 dage, så blev hun smidt ud. Grund - ikke dygtig og fleksibel nok.
Da jeg startede, lå bunkerne allerede tårnhøje på mit bord. Oplæring var der ikke tid til, det måtte komme hen ad vejen og ellers måtte jeg spørge mig frem. Min chef/ejeren tog efter kort tid på 14 dages ferie med familien, hvorefter jeg var overladt til salgsassistenten, som glad og gerne påtog sig uopfordret rollen som min "nye" chef.
Jeg knoklede for at komme i bund samtidig med, at min nye chef forventede, at jeg burde kende alt til det hele. Nedladende bemærkninger, aggressiv adfærd og mobning var dagens orden i hans nærvær. Opgaverne væltede ind over mig i en lind strøm, og uagtet at der hverken var struktur eller orden i virksomheden, forsøgte jeg alt hvad jeg kunne, for at skabe lidt orden i det kaos som flød. Jeg indvilgede i at få hjemmearbejdsordning, for så kunne jeg måske nå lidt mere under rolige omgivelser og frem for alt komme i bund, så jeg kunne få en normaliseret arbejdsdag.
Det begyndte kort tid efter min ansættelse at gå rigtig dårligt økonomisk. Varerne kom ikke som lovet, nøgleleverandører strejkede, varer vi fik hjem var ubrugelige, kunderne betalte ikke til tiden osv osv. Min rigtige chef satte stort set nye projekter i gang dagligt i et desperat forsøg på at tjene flere penge.
Han begyndte også at kritisere mig for ikke at have styr på indkøbet. For aldrig var det da blevet så dårligt med vareleverancerne, som efter min ansættelse. Jeg blev selvfølgelig frustreret og knoklede endnu mere end før, faktisk så meget, at alt stod i min arbejdsgivers tegn fra jeg mødte til jeg gik i seng kl. 24.00. Min familie så kun en skygge af mig i det halvår, jeg var ansat.
Så begyndte jeg at få det fysisk dårligt efter 2 måneder, sagde til min chef, at jeg ganske enkelt ikke kunne følge med mere og skulle have hjælp. Naturligvis skulle jeg have hjælp, og han ville da også søge efter en billig arbejdskraft på revalidering. Det skete bare aldrig. Jeg var også fri til at bede mine kolleger om hjælp, de havde bare aldrig tid og havde nok i deres eget. Efterfølgende blev jeg ydermere påduttet at tage over på nogle af mine øvrige kollegers opgaver.
Efter 4 måneder var jeg så fysisk og psykisk nedbrudt, at jeg ganske enkelte ikke kunne stå ud af sengen. Jeg var sygemeldt i to dage. Da jeg ankom igen, nåede jeg ikke engang af træde ind ad døren og få hængt mit overtøj, inden jeg blev overfaldet med "du skal skynde dig at ringe til den, du må omgående tage dig af dit og dat. Jeg nåede ikke engang at få tændt min computer den dag før end min chef råbte og skreg på mig, så jeg måtte løbe i pendulfart fra mit eget til hans kontor med favnen fuld af flere og nye opgaver.
En måned senere fik jeg feber og meget meget ondt i bryst og ryg. Jeg måtte sygemelde mig igen. Gik til lægen og fik konstateret lungebetændelse og kom i behandling. Under min sygdomsperiode ringede jeg til min chef og meddelte, at min situation var ganske uholdbar og at jeg hverken fysisk eller psykisk kunne klare det mere. Jeg måtte have hjælp til opgaverne, og frem for alt have ro og tid til at løse de opgaver jeg fik. Fair nok sagde han, han ville se på sagen. Det vigtigste var at jeg blev helt frisk igen.
Jeg kom tilbage efter 14 dages sygdom og mødte glad og forventningsfuld ind på jobbet. Jeg mærkede hurtigt en "underlig" stemning, og tænkte hvad pokker foregår der. Min chef mødte ind en time efter jeg, og først efter tre kvarter blev der råbt ud i lokalet, er vores indkøber kommet. Herefter kom han ind på mit kontor, lukkede min dør og holdte et times langt foredrag for mig om, at han var nødt til at afskedige mig af hensyn til mig selv. Han ville ganske enkelt ikke være med til at køre mig ned hverken fysisk eller psykisk. Jobbet var nu engang som det var, og det kunne han ikke lave om på. Men han kunne sikre sig, at han ikke gjorde mere skade på mig. Han fortalte endvidere, at han havde brugt tiden på at omstrukturere virksomheden på den måde, at han allerede havde ansat en ny salgsassistent. Det var vigtigt med fokus på salgsarbejdet. Det nye ville så være, at han ville fordele indkøbet mellem sig selv og den nye og den "gamle" salgsassistent. Men at nu skulle jeg tage det helt roligt, og han så meget frem til at jeg fik afsluttet mine opgaver i god ro og orden i min opsigelsesperiode og i øvrigt fik overleveret mine opgaver på en god og informativ facon.
Så efter ingen oplæring, ingen hjælp, opgaver der ville have været 2-3 personer værdige, en arbejdsuge på 60-70 timer, mobning og chikane i tide og utide, så blev jeg fyret af hensyn til mig selv.
Nok er der meget arbejde at få, men arbejdsmarkedet er da ved at gå af lave. Hold da fast hvor skal man møde mange inkompetente chefer og dårlige kolleger på sin vej.
Mvh. Olsen
Virksomheden var i en rivende udvikling - hed det sig - og de havde brug for en indkøber. Min forgænger nåede at være der 14 dage, så blev hun smidt ud. Grund - ikke dygtig og fleksibel nok.
Da jeg startede, lå bunkerne allerede tårnhøje på mit bord. Oplæring var der ikke tid til, det måtte komme hen ad vejen og ellers måtte jeg spørge mig frem. Min chef/ejeren tog efter kort tid på 14 dages ferie med familien, hvorefter jeg var overladt til salgsassistenten, som glad og gerne påtog sig uopfordret rollen som min "nye" chef.
Jeg knoklede for at komme i bund samtidig med, at min nye chef forventede, at jeg burde kende alt til det hele. Nedladende bemærkninger, aggressiv adfærd og mobning var dagens orden i hans nærvær. Opgaverne væltede ind over mig i en lind strøm, og uagtet at der hverken var struktur eller orden i virksomheden, forsøgte jeg alt hvad jeg kunne, for at skabe lidt orden i det kaos som flød. Jeg indvilgede i at få hjemmearbejdsordning, for så kunne jeg måske nå lidt mere under rolige omgivelser og frem for alt komme i bund, så jeg kunne få en normaliseret arbejdsdag.
Det begyndte kort tid efter min ansættelse at gå rigtig dårligt økonomisk. Varerne kom ikke som lovet, nøgleleverandører strejkede, varer vi fik hjem var ubrugelige, kunderne betalte ikke til tiden osv osv. Min rigtige chef satte stort set nye projekter i gang dagligt i et desperat forsøg på at tjene flere penge.
Han begyndte også at kritisere mig for ikke at have styr på indkøbet. For aldrig var det da blevet så dårligt med vareleverancerne, som efter min ansættelse. Jeg blev selvfølgelig frustreret og knoklede endnu mere end før, faktisk så meget, at alt stod i min arbejdsgivers tegn fra jeg mødte til jeg gik i seng kl. 24.00. Min familie så kun en skygge af mig i det halvår, jeg var ansat.
Så begyndte jeg at få det fysisk dårligt efter 2 måneder, sagde til min chef, at jeg ganske enkelt ikke kunne følge med mere og skulle have hjælp. Naturligvis skulle jeg have hjælp, og han ville da også søge efter en billig arbejdskraft på revalidering. Det skete bare aldrig. Jeg var også fri til at bede mine kolleger om hjælp, de havde bare aldrig tid og havde nok i deres eget. Efterfølgende blev jeg ydermere påduttet at tage over på nogle af mine øvrige kollegers opgaver.
Efter 4 måneder var jeg så fysisk og psykisk nedbrudt, at jeg ganske enkelte ikke kunne stå ud af sengen. Jeg var sygemeldt i to dage. Da jeg ankom igen, nåede jeg ikke engang af træde ind ad døren og få hængt mit overtøj, inden jeg blev overfaldet med "du skal skynde dig at ringe til den, du må omgående tage dig af dit og dat. Jeg nåede ikke engang at få tændt min computer den dag før end min chef råbte og skreg på mig, så jeg måtte løbe i pendulfart fra mit eget til hans kontor med favnen fuld af flere og nye opgaver.
En måned senere fik jeg feber og meget meget ondt i bryst og ryg. Jeg måtte sygemelde mig igen. Gik til lægen og fik konstateret lungebetændelse og kom i behandling. Under min sygdomsperiode ringede jeg til min chef og meddelte, at min situation var ganske uholdbar og at jeg hverken fysisk eller psykisk kunne klare det mere. Jeg måtte have hjælp til opgaverne, og frem for alt have ro og tid til at løse de opgaver jeg fik. Fair nok sagde han, han ville se på sagen. Det vigtigste var at jeg blev helt frisk igen.
Jeg kom tilbage efter 14 dages sygdom og mødte glad og forventningsfuld ind på jobbet. Jeg mærkede hurtigt en "underlig" stemning, og tænkte hvad pokker foregår der. Min chef mødte ind en time efter jeg, og først efter tre kvarter blev der råbt ud i lokalet, er vores indkøber kommet. Herefter kom han ind på mit kontor, lukkede min dør og holdte et times langt foredrag for mig om, at han var nødt til at afskedige mig af hensyn til mig selv. Han ville ganske enkelt ikke være med til at køre mig ned hverken fysisk eller psykisk. Jobbet var nu engang som det var, og det kunne han ikke lave om på. Men han kunne sikre sig, at han ikke gjorde mere skade på mig. Han fortalte endvidere, at han havde brugt tiden på at omstrukturere virksomheden på den måde, at han allerede havde ansat en ny salgsassistent. Det var vigtigt med fokus på salgsarbejdet. Det nye ville så være, at han ville fordele indkøbet mellem sig selv og den nye og den "gamle" salgsassistent. Men at nu skulle jeg tage det helt roligt, og han så meget frem til at jeg fik afsluttet mine opgaver i god ro og orden i min opsigelsesperiode og i øvrigt fik overleveret mine opgaver på en god og informativ facon.
Så efter ingen oplæring, ingen hjælp, opgaver der ville have været 2-3 personer værdige, en arbejdsuge på 60-70 timer, mobning og chikane i tide og utide, så blev jeg fyret af hensyn til mig selv.
Nok er der meget arbejde at få, men arbejdsmarkedet er da ved at gå af lave. Hold da fast hvor skal man møde mange inkompetente chefer og dårlige kolleger på sin vej.
Mvh. Olsen
Kommentarer
Inkompetente chefer er der vist så rigeligt af. Firmaerne og arbejdsklimaet bliver naturligvis også ud derefter.
Hvis jeg var dig, ville jeg prise mig lykkelig for, at komme væk derfra. Din chef kunne jo have ret så langt, at det ikke var godt for dig at være der. Han satte en grænse, da du ikke selv gjorde det. Omend det måske dybest set mere var hensynet til ham selv og firmaet, det handlede om, men det lød jo meget godt at sige, at det var hans ansvarsfølelse overfor dig.
Din lungebetændelse fik dig da til at stoppe op og medførte, at du kom væk. Som jeg ser det, var den lungebetændelse en gave til dig!
Hilsen Helene
Min beretning var ikke ment til at gøre andre stressede. Jeg håber at dit hjerte har fået lidt ro igen.
Oprigtig talt så betragter jeg det som en gave at blive afskediget. Dog harmes jeg over, at der under hele forløbet var så megen snak om ansættelse af hjælp til mig. Den hjælp kom bare aldrig.
Jeg harmes også over, hvordan en virksomhedsejer kan nærmest voldtage en medarbejder med opgaver uden skam i livet overhovedet, og når man så bukker under, så er det ud.
Jeg glemte at fortælle i min beretning, at jeg ved hans eget fravær også måtte passe telefonen og tage imod kundeordre og klare disse ekspeditioner i lighed med den anden salgsassistent. Så i min verden kunne han have fordelt al arbejdet ligeligt på alle incl. den nye mand.
Man kan jo aldrig vide sig sikker på, om man bliver vellidt på en arbejdsplads. Jeg tænker ofte, at måske handlede det i virkeligheden om, at jeg var for besværligt og sagde til og fra. Mange ledere bryder sig jo ikke om et personale som stiller spørgsmålstegn ved deres gøren og laden. Igen handler det om magt for magtens skyld. Jeg bukkede under og havde jeg ikke gjort det, så vil jeg næsten mene, at jeg burde i glas og ramme for et enestående eksemplar.
Jeg bad om at blive fritstillet og var jeg ikke blevet det, så havde jeg lagt mig syg igen. Så det blev jeg. Jeg har nu brugt et par måneder på at komme mig, og kan glædes over at jeg snart skal starte i nyt job igen. Faktisk en uddannelsesstilling hvor jeg helt skifter jobspor.
Med mine oplevelser ville jeg blot fortælle, en sikkert for mange velkendt situation fra det danske jobmarked. Der må jo være en årsag til, at så mange bukker under for stress og mobning. I mit tilfælde gjorde en afskedigelse blot ydmygelsen komplet. Men tiden læger alle sår, og jeg har det da også meget bedre nu.
Kærlige hilsner og tak for din respons
Olsen
Hvad skulle alle de inkompetente chefter og ledere dog gøre uden ansvarlige medarbejdere, der har benene mere på jorden og som ofte påtager sig et alt for stort ansvar for at redde chefens tråde ud?
Jeg har selv oplevet det og hører det igen og igen fra andre. Chefen skaber kaos og medarbejderne knokler for at holde orden i kaos og påtager sig overansvar. Men det er chefen, der har den største lønningspose.
For nogle år siden var jeg i et firma med en rigtig flink chef, der var god til at uddelegere ansvar. (rigtigt god faktisk - vi andre knoklede indenfor hans ansvarsområde, mens han tog på ferie). Men han var sød og rar i modsætning til den tidligere koleriske chef, vi havde haft, så det var en lettelse og vi var lette at manipulere.
Og set i bakspejlet, kan jeg sandelig da se, hvor meget vi lod os manipulere. Især jeg fik en hel del af den tidligere chef's arbejde overdraget, da de fandt ud af, at jeg havde evner indenfor dette område. Mange opgaver med stort ansvar. Jeg var meget stolt over den tillid, der blev vist mig og følte mig virkeligt anerkendt.
Men hvor var jeg dog naiv. Den tidligere chef har givetvis fået en hel del mere i løn, end jeg som kontorassistent fik for stort set det samme arbejde og stort set det samme ansvar. Det var lidt af et specialiseret område, jeg sad med, så da vi skulle have lønforhandlinger, spurgte jeg HK, hvad jeg som udgangspunkt kunne 'kræve' i lønforhøjelse. De vurderede, at jeg i forhold til opgaver og ansvar var underbetalt med ca. 7000 kr. om måneden! Ved lønforhandlingerne fik jeg 500 kr., for der var altså ikke råd til mere. Så var det som om, at arbejdsglæden og motivationen begyndte at drosle lidt ned.
Den kloge narrer den mindre kloge. Og alle os der er så pligtopfyldende og ansvarlige, vi er som regel gode mennesker, men vi er sgu ikke særligt gode til at passe på os selv og lade være med at lade os udnytte.
Der er et gammelt ord, der siger: 'Det du starter med at tage ansvaret for, ender du med at få skylden for'. Påtager man sig ansvaret for at skabe orden i andres kaos - ja, så er det pludseligt blevet éns ansvar og det er ofte én selv, der bliver bebrejdet, når opgaven uundgåeligt mislykkes. Men man kan ikke bringe orden i andres kaos, det har jeg da lært.
Hilsen Helene
Har selv været udsat for noget hen af det samme, var så bare ansat på lager.
Vi var 8 på lageret, og var faktisk glad for og være der i starten, men fik hurtigt ben og gå på.
Jeg mødte glad op hver morgen, lavede mine ordre, var så ikke den der var bange for at tage de store ordre, jo støre ordre jo bedre, plukkede på et tidspunkt en ordre der fyldte 6 paller, det var med mange små ting i, og vi var lige startede op at tage billeder af ordren så vi kunne bevise at vi havde sendte tingene, kom så til og tage lidt for mange, men tænte det går nok, da ordren var stor, fik så afvige af lederen fra lagret han ikke gad og check det i det der nok var fejl på alligevel.
Der gik noget tid, og tænkte så ikke mere over det, da han en da pludselig stod inde i køkkenet og nedvurderede mig igen, skulle til og sige noget, og så kommer han bare med den bemærkning at lige meget hvad jeg havde og sige var der ingen der gad og høre på mig, grinede og gik.
Tænkte bare sådan en idiot, vi havde så en derude på lageret som hele tiden gik og havde så travlt med hvad vi andre lavede, og var specialt efter mig, hun gik som om hun ejede det hele, andre steder hun havde arbejdet var hun kendt som klavianten fordi hun løb med sladre og blev fyret fra hendes tidligere jog pga af dette, men hun var pludselig også efter en, der var en der ville give kage til alle på firmaet fordi hun havde fået nogen uventede penge, gik så derind, hvor hun tilfældigvis stod, hun kiggede så på mig og kaldte mig tykkesvin, og kom bare med et lusket smil.
Begyndte så at træne, og det blev være, hun begyndte og kommentere med hvad der var sundt og ikke sundt, begyndte så med at sidde og kigge hvad jeg havde med i madpakken, var også begyndt og træne så tænte ikke så meget over det, indtil hun så sagde hun begyndte og starte dernede hvor jeg var, så tænkte jeg bare Ååååh nej, fri os fra det onde, men sagde det ikke.
Der gik så 6 mdr tid, så var der franskbrød inde i kantinen, jeg gik derind og tog noget af det grove, så kom chefens far ud, og spurgte om jeg havde fået lov til og tage noget, jeg kunne jo have alle mulige sygedomme og det.
Jeg indberettede det så i APV´en første gang skulle vi ikke skrive navn på, men efter det var blevet indberettet med mobning vil de gerne havde der skulle laves ny, så de kunne få løst problemet, og det må siges at det blev det da også... personen mig som det gik udover blev fyret, med falske løgne og det.. de sagde enda de syntes det var modigt og godt gået at man turde stå frem, blev jo nød til det i det jeg havde haft 1 år der var gået af lort til.
De valgte så at beholde hende den onde, men hun havde alligevel været efter flere imens jeg havde været der, flere praktikanter havde været henne ved mig og spørge efter om hun altid var sådan, og hvordan man kunne holde hende ud, der var en praktikant der var blevet bedt om at gå, fordi han kom til og dytte på en stabler, og hun så var blevet sur, og han havde sagt til hende at hun skulle tie stille, at det jo ikke var med vilje.
Jeg er faktisk glad for jeg er blevet fyret, og har så også fortalt dem på en pæn måde hvordan det hele er stået til, så de har det og tænke på, men virksomheden har stor udskiftning, og tænker bare på, hvor mange skal der igennem før de åbner øjnene op og ser der er et problem, og det nok skulle have været løst for langtid siden.