Indstillinger
Mobning
Det gyser i mig, når jeg læser om, hvad folk bliver udsat for af forskellige former for mobning. Jeg begynder efterhånden at have en fornemmelse af, at der findes mange mobbere og medløbere samt ofre for mobning.
Jeg befinder mig selv i en situation, hvor jeg bliver mobbet på min arbejdsplads. Dog er det blevet meget bedre, efter at vi har fået ny direktør, som ikke tillader mobning. Mine kolleger har i over to år mobbet mig. Jeg er blevet holdt uden for vigtige beslutninger, er ikke blevet tildelt faglige opgaver, der er blevet talt grimt og nedladende til mig, og jeg har fået at vide, at man ikke kan stole på, at jeg yder en ordentlig arbejdsindsats osv.
Jeg har kvitteret med at melde mig syg adskillige gange og har i øvrigt søgt andre stillinger til den store guldmedalje uden noget resultat. Inden for det sidste halve år har jeg haft konfrontationer med to kolleger, hvor jeg blev så gal og konfronterede dem med, hvad de har gjort. Og tænk, de indrømmede, at de havde mobbet mig og undskyldte deres gerninger overfor mig! Siden da mobber de to ikke mere, men perlevenner er vi heller ikke, for jeg kan ikke bare glemme, hvad de har gjort.
For noget tid siden var jeg sygemeldt, og da jeg ringede til personalechefen for at sygemelde mig, sagde han til mig i telefonen, at jeg pjækkede! Da jeg mødte på arbejde igen, var der kun en kollega + den højeste chef, der spurgte ind til, hvordan jeg havde det. De andre sagde ikke et ord!
Jeg har tænkt mig at snakke med den nye direktør om, at jeg er blevet beskyldt for at pjække, men han har desværre været meget optaget med arbejdsopgaver. Det er helt grotest. Er den nye direktør der, så opfører de sig alle ordentligt, men er direktøren væk, så starter mobningen igen. Min nye søde kollega har i dag bekræftet mig i, at hun godt kan mærke, at der foregår noget mobning mod mig. Og alle, der kender til mobning, kender vel også til den afmagtsfølelse, som man uvægerligt får, når som i mit tilfælde min kollega siger, at hun synes, at alle kolleger/chefer er søde, men at hun godt kan forstå mig.
Heldigvis opfører de sig ordentligt, når den nye direktør er der, men jeg har alligevel lyst til at gå til direktøren og fortælle ham hele historien, men jeg tror godt, at han ved det.
Da jeg var sygemeldt sidste gang, nød jeg virkelig livet. Jeg gik lange ture, og nød naturen i fulde drag. Der er åbenbart et eller andet ved mig, som visse personer ikke kan lide. På en eller anden måde varmer det at læse, at jeg ikke er den eneste.
Jeg ved selv, at det er mobning nu, for det har jeg fået bekræftet flere steder fra. Jeg spørger bare mig selv hvorfor? Nogen gange tror jeg virkelig, at det er en eller anden form for misundelse. Når folk har brug for at se sådan ned på andre, så kan de da ikke selv have et særlig godt liv. Heldigvis bliver jeg bedre og bedre i stand til at sige fra, og jeg bliver overrasket over, hvor stille de bliver, når jeg virkelig bliver gal. Nu skal jeg bare have taget mig sammen til at give personalechefen af samme skuffe.
Jeg befinder mig selv i en situation, hvor jeg bliver mobbet på min arbejdsplads. Dog er det blevet meget bedre, efter at vi har fået ny direktør, som ikke tillader mobning. Mine kolleger har i over to år mobbet mig. Jeg er blevet holdt uden for vigtige beslutninger, er ikke blevet tildelt faglige opgaver, der er blevet talt grimt og nedladende til mig, og jeg har fået at vide, at man ikke kan stole på, at jeg yder en ordentlig arbejdsindsats osv.
Jeg har kvitteret med at melde mig syg adskillige gange og har i øvrigt søgt andre stillinger til den store guldmedalje uden noget resultat. Inden for det sidste halve år har jeg haft konfrontationer med to kolleger, hvor jeg blev så gal og konfronterede dem med, hvad de har gjort. Og tænk, de indrømmede, at de havde mobbet mig og undskyldte deres gerninger overfor mig! Siden da mobber de to ikke mere, men perlevenner er vi heller ikke, for jeg kan ikke bare glemme, hvad de har gjort.
For noget tid siden var jeg sygemeldt, og da jeg ringede til personalechefen for at sygemelde mig, sagde han til mig i telefonen, at jeg pjækkede! Da jeg mødte på arbejde igen, var der kun en kollega + den højeste chef, der spurgte ind til, hvordan jeg havde det. De andre sagde ikke et ord!
Jeg har tænkt mig at snakke med den nye direktør om, at jeg er blevet beskyldt for at pjække, men han har desværre været meget optaget med arbejdsopgaver. Det er helt grotest. Er den nye direktør der, så opfører de sig alle ordentligt, men er direktøren væk, så starter mobningen igen. Min nye søde kollega har i dag bekræftet mig i, at hun godt kan mærke, at der foregår noget mobning mod mig. Og alle, der kender til mobning, kender vel også til den afmagtsfølelse, som man uvægerligt får, når som i mit tilfælde min kollega siger, at hun synes, at alle kolleger/chefer er søde, men at hun godt kan forstå mig.
Heldigvis opfører de sig ordentligt, når den nye direktør er der, men jeg har alligevel lyst til at gå til direktøren og fortælle ham hele historien, men jeg tror godt, at han ved det.
Da jeg var sygemeldt sidste gang, nød jeg virkelig livet. Jeg gik lange ture, og nød naturen i fulde drag. Der er åbenbart et eller andet ved mig, som visse personer ikke kan lide. På en eller anden måde varmer det at læse, at jeg ikke er den eneste.
Jeg ved selv, at det er mobning nu, for det har jeg fået bekræftet flere steder fra. Jeg spørger bare mig selv hvorfor? Nogen gange tror jeg virkelig, at det er en eller anden form for misundelse. Når folk har brug for at se sådan ned på andre, så kan de da ikke selv have et særlig godt liv. Heldigvis bliver jeg bedre og bedre i stand til at sige fra, og jeg bliver overrasket over, hvor stille de bliver, når jeg virkelig bliver gal. Nu skal jeg bare have taget mig sammen til at give personalechefen af samme skuffe.
Kommentarer
Jeg er selv blevet mobbet. Jeg har talt med min mand om det. Han siger min personlighed virker stærk. Det udstråler jeg. Folk, når de kom på min daværende arbejdsplads, henvendte sig til mig, fordi de troede jeg var lederen.
Jeg ved ikke selv af, jeg påvirker andre sådan. Jeg er bare mig. Men, jeg er klar over, magtmennesker er der alle vegne. De tåler ikke konkurrence. Jeg kunne ikke drømme om at prøve at tage magten nogen steder. Men på den anden side skal de heller ikke have herredømmet over mig. Det må jo være det, der gør nogle gale.
Det er bare tanker jeg har.
Man kan ikke arbejde i årevis på den måde. Man bliver syg.
Hvis det var mig ville jeg tale med den nye direktør eller også finde en anden arbejdsplads. Efterhånden bliver du nedbrudt, hvis det bliver ved. Og du opdager det måske ikke, før det er forsent.
Man kan ikke blive ved, at holde til det.
Lån en bog på biblioteket om mobning.
Det er mange gange de mennesker, der passer deres arbejde perfekt, der bliver mobbet.
Den måde, du beskriver mobningen på, hvor man bliver holdt ude for alt, den kender jeg. Kender man ikke vedtagne beslutninger kommer man til at lave fejl. Så står de der triumferende: Hvad sagde vi.
Jeg fik også at vide fra nogle andre, at der var enighed om, jeg skulle mobbes. Det var nogle få, der bestemte alt, der satte det i gang, og andre turde ikke sige noget, for så gik det ud over dem.
Det fik jeg at vide i krogene.
To nyansatte rejste omgående. Fordi de skulle jo lige have at vide, hvem der bestemte og det ville de ikke finde sig i.
Det koster arbejdspladsen mange penge, når den slags finder sted. Det er den nye direktør sikkert klar over. Måske er han selv i sin tid blevet mobbet, så ved han hvad det drejer sig om.
De, der mobber skulle have en advarsel, bliver de så ved burde de fyres.
Bare man bliver troet, for det er de mange mod en. Man behøver ikke at have gjort noget som helst, for at blive mobbet.
Den modbydelige personale chef. Den stilling klarer han dårligt. Han burde hellere spørge dig om, hvad der er i vejen, hvis du tit må melde dig syg.
En lille historie fra min første skoletid. En pige, Birthe, blev mobbet. Jeg kunne ikke lide det og ville trøste hende. Hvad gjorde de andre børn, de råbte: Kom ud til os Birthe. Hun gik med det samme. !!! Og så var det mig, der blev mobbet.
Resten af min tid på den skole. Hvor jeg fortrød, jeg ville hjælpe hende, når hun bare gik.!!
Det er mange, mange år siden. jeg glemmer det aldrig. Man får ar på sjælen.
Den med man skal holde ud, for ellers får de andre magten. Det sagde "de kloge". De aner ikke, hvad de taler om. De HAR jo magten.
Man skal skifte skole/arbejdsplads, for man kan ikke klare det. Ikke i længden.
Jeg har ikke ændret mig, jeg VIL selv tage stilling til, hvad jeg mener. Men det koster.
Prøv at skrive mobning på google. Der står en hel del om hjælp o.s.v.
Husker du , Birthe, hvis du læser med her.
Tak for dit svar. Jeg får også at vide, at jeg virker meget stærk. Det gør jeg vel også i starten (selvom jeg ikke selv ved af det), men efter et stykke tid, så begynder jeg at vise svaghedstegn som f.eks. tvivl på mine egne evner, når jeg udfører et stykke arbejde. Jeg arbejder hårdt på at ændre dette mønster og sige til mig selv, at jeg skal holde op med at vise usikkerhed og tvivl om mig selv og mine egne evner.
Jeg har heller ikke behov for at have magt over andre og kunne aldrig drømme om at prøve at gøre det, men omvendt vil jeg heller ikke finde mig i, at andre prøver at bestemme over mig. Jeg finder mig kun i det i kort tid, og så bliver jeg virkelig gal. Jeg har fundet ud af, at det virkelig kan hjælpe og indgyde respekt, når man bliver gal på folk og konfronterer dem direkte med, at de mobber. Det kan selvfølgelig også have den modsatte effekte, hvor man så bliver beskyldt for at have paranoiia, og så har de endnu et motiv for at mobbe yderligere.
Den historie med din gamle klassekammerat Birte var interessant! Jeg ved, at der er to andre kolleger på mit job, som også er blevet mobbet. De ser slet ikke til min side og mobber også. Det kan jeg slet ikke forstå! Og jeg synes for øvrigt, at det er klamt, at have en medløberpersonlighed. Det ville jeg aldrig gøre!
Jeg talte med min nye søde kollega om det igen igår, og så kom hun med en sætning:"Ja, men jeg har jo igen problemer, og jeg synes jo, at personalechefen er sød og flink, men...jeg kan godt forstå, at du har brug for at snakke om det...
Så føler man sig virkelig dum over, at man har betroet sig til sin kollega. Jeg ved i hvert fald, at jeg aldrig ville komme med sådan en sætning. Hvordan kan man dog få sig selv til at sige sådan noget, når det er åbenlyst, at personalechefen mobber og er magtsyg?
Vores direktør er tilbage, og folk opfører sig ordentligt over for mig nu. Men jeg er ret god til at gennemskue folk og jeg er ret sikker på, at de kun opfører sig ordentligt overfor mig nu, fordi de er bange for direktøren. Jeg tror godt, at direktøren ved det. Han er meget indfølende, og jeg tror, at han kan lide mig.
Desværre findes der mobbere overalt. Bare det at man ikke viser, at man er en del af fællesskabet, det er nok til at blive lukket ude. Jeg har hørt eksempler på, at man for guds skyld skal deltage i rusturen, når man lige er blevet optaget i gymnasiet, hvor folk ligger og er døddrukne og dumme at høre på. Bare det taktum at du ikke deltager eller ikke gider at te dig sådan som dem, det er nok til, at du bliver dømt ude! Jeg er dog stærk nok til at sige vorherrebevares, så vil jeg så heller ikke have noget at gøre med dem, lige som jeg heller ikke gider at mødes med mine kolleger efter arbejde. Hvorfor skulle jeg dog spilde tid med mennesker, der mobber? Nej, det kan jeg ikke.
Ja, dette optager mig meget. Det er næsten, som at høre sig selv fortælle. Jeg kan også godt forstå det med din kollega. Man fortryder man betroede sig.
Så du, jeg tilføjede en lille bemærkning efterfølgende. Om at læse på google om mobning. Bare skriv: Mobning
Der står det koster 4 milliarder om året, hvis bare 1 procent bliver syg af mobning. Og det bliver man.
Jeg har det også sådan, jeg bryder mig ikke om at være uvenner med nogen. Derfor har det til tider været meget svært.
Prøv at læse om den slags under mobning.
Der står også, hvad det vil sige at have en chef , ægtefælle eller kollega, der er psykopat.
Jeg skriver sikkert igen på et tidspunkt, når jeg pludselig kommer i tanke om noget, som jeg bliver vred over.
Jeg bliver nemlig også pludselig rasende, når det har stået på et stykke tid. Men, som du skriver, det kan både have en positiv virkning og det modsatte.
Du skriver simpelthen det, jeg selv kan genkende.
Så føler man sig så dum.
Sig intet til nogen af dine kollegaer.
Jeg læste om en, der sagde: Det er mest synd for mobberne. De har haft det hårdt.
Ih, det gør mig gal. Hun er aldrig blevet mobbet.
Jeg tror ikke, mobbere har haft det hårdt. De vil have magt.
Jeg har også hørt bemærkningen. Og hvad gør du så selv. INTET. Men det er jo så svært at tro, for dem der aldrig har været udsat for det.
Man svarer jo ud fra den bedste mening med et ønske om at hjælpe.
Jeg har bestemt ikke noget imod at svare på, hvorfor jeg svarer som jeg gør.
Men jeg har noget imod man på indpakket vis får at vide af en anden, hvad man skal mene.
En anden kan naturligvis skrive: Jeg mener....
Men når man begynder at skrive: Vi, underforstået , de andre på tråden, så er det den sædvanlige måde at mobbe på. Dig og så VI andre.
Så er vi ovre i en diktat, hvor man skal mene det vedkommende vil man skal mene.
Jeg VIL selv bestemme hvad jeg skal mene eller ikke mene.
Ellers vil jeg hellere lade være med at skrive.
Andre kan have en anden mening, det er da helt i orden for mig. Det er jo heller ikke sikkert, jeg har ret. Men gør det noget, der er forskellige meninger.
Vedkommende , der spørger, tager jo selv stilling til svarene. Kan bruge dem eller lade være.
Nå, men det er et lille sidespring fra det oprindelige.
Jeg kan forstå, at du føler dig trådt over tæerne af nogle personer herinde? Jeg har også skrevet tidligere indlæg under andre kategorier, hvor jeg efterfølgende er blevet svinet til. Jeg synes nu, at tonen under rubrikken "Psykiske problemer" er betydelig mere sober end under andre rubrikker på netdoktor. Der er ikke andet at gøre end at ignorere den slags mennesker. Lad være med at spilde tid på dem.
Det kan være svært at være sammen med andre mennesker. Jeg tror nu, at der er en dybereliggende forklaring på mobning. Jeg tror, at mobbere instinktivt kan mærke, at de har med en sårbar person at gøre, hvis selvværd og selvtillid ikke er i orden, og jeg tror, at sårbare personer med lavt selvværd ubevidst tiltrækker personer, som ikke respekterer dem. Mobbere har brug for magt, og de får det bedre og mere selvværd ved at tryne andre.
Jeg ved ikke, om min måde at reagere på er den bedste løsning, men jeg farer verbalt på mobberne, når mobningen har stået på et stykke tid og konfronterer dem med, hvad de gør mod mig, og hvis det ikke hjælper, så trækker jeg mig totalt ind i mig selv, og jeg viser dem, at jeg afskyr dem. Jeg må indrømme, at jeg ikke gider at række hånden ud til personer, der overskrider mine grænser. I de tilfælde, hvor det kan lade sig gøre, cutter jeg kontakten totalt til dem. Jeg vil ikke vide mere af dem. Hvis dette ikke er muligt, så holder jeg mig for mig selv. Der er ingen psykolog, der kan få mig overbevist om, at jeg skal optage en venskabelig kontakt til personer, som har overskredet mine grænser. Det triste er jo bare, at jeg efterhånden har cuttet rigtig mange kontakter i mit liv. Jeg bor stadig der, hvor jeg er født og opvokset, og jeg taler ikke med de personer, som jeg dengang gik i skole med. Vi går lige forbi hinanden uden at sige et eneste ord!
Jeg har ikke brug for så mange mennesker omkring mig. Faktisk dræner mennesker mig for energi, hvis det da ikke er mennesker, om jeg har en god kemi med.
Men jeg har et stort problem: Ofte er hele min dag sort som kul, hvis jeg mærker mobning mod min person, eller hvis jeg kan mærke, at folk ignorerer mig eller er sure på mig. Jeg giver straks mig selv hele skylden for hele miseren, men jeg synes, at jeg i det sidste halve år er kommet meget langt. Jeg begynder at være i stand til at se, at det langt fra altid er mig, der er problemet, og at jeg er god nok, som jeg er. Jeg er for øvrigt ved at være virkelig træt af folks tåbelige udsagn som: "Du må jo se, hvad du selv gør, for der må da være en årsag til, at du bliver holdt udenfor (=underforstået, at det er min egen skyld)". Jeg har grædt en million af tårer over sådanne udsagn, og fakta er, at mobning netop er karakteriseret ved, at mobbeofferet ikke kan forsvare sig og ikke behøver at være skyld i at blive mobbet.
Mine nuværende kolleger gider jeg ikke at beskæftige mig med. Jeg taler godt med direktøren og to af mine kolleger. De andre taler jeg høftligt til og undgår dem ellers, og jeg kunne ikke drømme om at gå ud med dem efter arbejde. Hvorfor skulle jeg det? De har jo ikke behandlet mig ordentligt, og de siger mig intet, og jeg ønsker ikke at have noget med dem at gøre.
I dag føler jeg mig stærk. Det gjorde jeg bare ikke for to dage siden. Der sad jeg hjemme og græd. Men jeg er glad for at jeg kan mærke, at jeg bliver stærkere og stærkere for hver dag, der går. Jeg venter for øvrigt på at fortælle direktøren, at her er et rædselsfuldt arbejdsklima, men jeg vil ikke gå i detaljer, for det tror jeg bare skader mig selv. Problemet er bare, at direktøren hele tiden er til møder.
Du er vel nok dygtig til at udtrykke dig. Du skriver alt det ned, jeg føler.
Man skulle næsten tro, vi var enæggede tvillinger.
Rart at vide man ikke er alene med alle sine tanker og følelser.
Jeg har sover dårligt i nat, og jeg føler mit humør sort i dag.
Jeg håber du får talt med direktøren og han vil forstå dig.
Mange hilsener.
Jeg håber ikke, at jeg har stødt dig ved, at jeg ikke har skrevet her i lang tid, men jeg har ikke lyst til at skrive for meget om mig selv her på netdoktor, da jeg helt sikkert på et tidspunkt let ville kunne blive genkendt.j
Jeg synes for øvrigt, at det er pisse hamrende irriterende, at NETDOKTOR IKKE VISER DEN RESPEKT OVER FOR BRUGERNE AT GIVE DEM MULIGHED FOR AT SLETTE DERES INDLÆG!!!!! De svarer ganske enkelt ikke, når jeg har skrevet om min utilfredshed med dem i debatten "Ris og Ros". De svarer kun på det, de i forvejen kan lide at høre.
Jeg kæmper for øvrigt videre med oprejst pande.
Jeg har ikke fået talt med direktøren. Enten er han der ikke, eller også er han hele tiden til møde! Når han taler her i huset, så holder de andre "kæft" og ser på ham, som om han var en gud. Vor herre bevares. Men ok, det er ikke hans skyld. Det er den syge mentalitet, der hersker her.
Jeg har haft rigtig store problemer siden midt i september 2008. Min "søde" kollega, som jeg betroede mig til om mobningen, vendte mig pludselig ryggen og frøs mig ud. Det er faktisk først i sidste uge, at hun er begyndt at tale ordentligt til mig igen. Du skulle have set hendes blik; kold som is, og man kunne mærke vrede og uvilje overfor mig i hendes stemme, når jeg var nødt til at henvende mig til hende. Hun har tidligere fortalt mig, at hun bruger den taktik overfor folk, når hun bliver sur, så hun er udmærket godt klar over, hvad det er, hun har gjort overfor mig. Det er bare pinligt, at hun er så ung, at hun kunne være min datter. Jeg kan ikke klare hende psykisk. Hun er stærkere end mig, og derfor har jeg trukket mig fuldstændigt tilbage. Jeg var meget overrumplet over, at hun kunne finde på at opføre sig sådan .Der var ganske vidst en mindre stridighed mellem os, men jeg var oppe og undskylde for min opførsel og troede, at alt var godt. Men hverken hun eller andre skal fryse mig ud i så lang tid, så trækker jeg mig totalt. Selvom hun er blevet venlig igen (hun blev venlig igen siden slutningen af sidste uge), så kommer hun ikke ind i varmen hos mig mere. Jeg holder afstand til hende, men svarer pænt og høfligt, hvis vi skal tale sammen. Ikke mere. Jeg er også træt af at tænke og spekulere over til hudløshed, hvad jeg måtte have gjort forkert. Det kunne jo også være, at det var folk, der gjorde noget forkert?
Jeg havde egentlig altid været en op-at-køre-have-mange-venner-pige, men da jeg startede på en skole i børnehaveklassen, virkede jeg nok som den lidt tilbageholdende, usikre og stille pige, hvilket jeg er blevet til nu. Derfor blev jeg nok drillet af en enkel dreng gennem en årrække fra børnehaveklasse til tredje klasse, hvilket, at hvis jeg sagde det til hans mor(som var en af pædagogerne på skolen) påstod hun at det var mig, der drillede ham og ikke omvendt. Det blev jeg tit ked af og nedtrykt, men der var jo intet jeg kunne gøre for at få den dumme *grimt ord* til at holde op.
I fjerde, femte klasse var der stort set ingen der talte til mig, så jeg tænkte 'det går nok over' og blev ved med at smile...... Til sjette klasse, hvor to drenge, der før havde hakket på min bror, nu begyndte at hakke på mig til ottende klasse var slut og de skulle væk på efterskole(heldigvis!)
Men i løbet af de år nåede jeg at falde ned fra glædesskibet konstant og droppede helt at smile når jeg kom i skole og selv derhjemme, kun når der var noget sjovt og der skjulte jeg min smilende mund med en hånd.
Nu her i niende, som jeg går i, har jeg endelig fået fred i klassen, men samtidig opfattes jeg som et mål for parallelklassens 'hårde' drenge og opfattes som en stinkende sok, man end ikke skal i nærheden af. Rører eller røres jeg af noget eller nogen, er det eller den forbandet ulækker og jeg er for mig selv hele tiden i gruppearbejde. Hygge...
Alt sammen på grund af mobning, idioter der ikke lader mig være og den dumme flytning(boede i Hirtshals før, havde mange venner og kunne finde rundt i byen, bor nu i Hjørring, har kun familiens kat og min bror som ven, kan ikke finde rundt i byen overhovedet)
Det værste ved den mobning var, at når jeg tog ned til min mor(Hun vor i Hirtshals og jeg bor hos min far), så var jeg ikke i fred der, fordi jeg ikke er som andre og hellere vil spille Battlefield og se den japanske gyserfilm Battle Royale(Den er ret god) og også igen fordi jeg var et let mål efter at have kommet derned og troet, at jeg kunne være i fred der..
Dumme mobbere!
(Undskyld at jeg bralrer ud med alle mine problemer, der slet ikke kommer i nærheden af jeres, men det må være omtrent den samme følelse og så fordi jeg er ret så pissed på stort set alle mobbere af alle arter og former og størrelser)