Gravid og fortabt...hjælp!?
Hej,
Min mand var mig utro 1 måned efter vi fandt ud af jeg var gravid.Det var en ugen lang affære som han nu insisterer aldrig ville blive til mere.Da jeg spurgte ham...og fik mit svar var jeg i 8 uge.Jeg overvejede meget stærkt at få en abort..men kunne ikke rigtigt.vi har allerede et barn og havde prøvet på nr 2 i et år før det lykkedes.Det her barn var ønsket.
Jeg smed ham ud en uge men besluttede at give det en chance mere.Jeg ved ikke med sikkerhed om jeg giver det en chance fordi jeg er gravid eller fordi jeg elsker ham?
Han lovede at gøre alt for vores forhold og for at jeg igen kan føle mig "sikker" på ham og os.Han fortalte mig han elskede mig og det var mig han ville have.
Jeg er nu 3 måneder gravid..hans gode humør, store indsats og mange kærlighed erklæringer stoppede ca. uge efter han flyttede ind igen.Jeg føler mig vred og deprimeret...jeg prøvede at sige til ham at tingene skulle ændre sig og selvom han var enig skete der intet.Jeg føler mig allerede åndsvag over at han var mig utro men nu oveni er jeg tåben der bare finder mig i det.
På trods af han flippede fuldstændigt da jeg snakkede abort, spørger han ikke til graviditeten.Jeg har møde i morgen hos lægen og skal nok scannes men har ikke sagt det.Det virker som om det ligsom er mit "bord" denne gang?
Er der mon nogen der her været dette igennem? eller som evt. har nogle gode råd til hvordan jeg skal blive stærk igen så jeg kan passe på mine børn og mig selv?
Har så svært ved at finde rigtig glæde ved at skulle have baby igen.
Vi lader som om alt er fint når vi er samlet men når jeg er alene har jeg svært ved at se noget posetivt i min fremtid.
Det lyder så forfængeligt men jeg er bange for at tage på og har lyst til at være herre over min egen krop. Jeg tabte 3 kg den første uge jeg var alene og har det svært med at de kom på igen.
Det blev lidt langt...
Håber at høre nogle gode råd...Tak
Min mand var mig utro 1 måned efter vi fandt ud af jeg var gravid.Det var en ugen lang affære som han nu insisterer aldrig ville blive til mere.Da jeg spurgte ham...og fik mit svar var jeg i 8 uge.Jeg overvejede meget stærkt at få en abort..men kunne ikke rigtigt.vi har allerede et barn og havde prøvet på nr 2 i et år før det lykkedes.Det her barn var ønsket.
Jeg smed ham ud en uge men besluttede at give det en chance mere.Jeg ved ikke med sikkerhed om jeg giver det en chance fordi jeg er gravid eller fordi jeg elsker ham?
Han lovede at gøre alt for vores forhold og for at jeg igen kan føle mig "sikker" på ham og os.Han fortalte mig han elskede mig og det var mig han ville have.
Jeg er nu 3 måneder gravid..hans gode humør, store indsats og mange kærlighed erklæringer stoppede ca. uge efter han flyttede ind igen.Jeg føler mig vred og deprimeret...jeg prøvede at sige til ham at tingene skulle ændre sig og selvom han var enig skete der intet.Jeg føler mig allerede åndsvag over at han var mig utro men nu oveni er jeg tåben der bare finder mig i det.
På trods af han flippede fuldstændigt da jeg snakkede abort, spørger han ikke til graviditeten.Jeg har møde i morgen hos lægen og skal nok scannes men har ikke sagt det.Det virker som om det ligsom er mit "bord" denne gang?
Er der mon nogen der her været dette igennem? eller som evt. har nogle gode råd til hvordan jeg skal blive stærk igen så jeg kan passe på mine børn og mig selv?
Har så svært ved at finde rigtig glæde ved at skulle have baby igen.
Vi lader som om alt er fint når vi er samlet men når jeg er alene har jeg svært ved at se noget posetivt i min fremtid.
Det lyder så forfængeligt men jeg er bange for at tage på og har lyst til at være herre over min egen krop. Jeg tabte 3 kg den første uge jeg var alene og har det svært med at de kom på igen.
Det blev lidt langt...
Håber at høre nogle gode råd...Tak
Kommentarer
Jeg ved ikke om jeg kan hjælpe dig, men jeg vil da forsøge. Som du ser, har jeg også været inde på Krebsens indlæg.
Jeg forvirres en lille smule, men det kan være, jeg bare ikke helt forstår, hvad du skriver.
Han var dig utro, da du var en måned gravid, og det kan jeg sagtens forstå, gør dig vred, såret, ked af det og bestemt usikker på, om du skal gennemføre graviditeten. Du smider ham ud i en uge – klogt træk, synes jeg – men han kommer tilbage, lover bod og bedring, og så vidt jeg forstår vælger I sammen at gennemføre graviditeten?
Jeg spekulerer på, om din mands utroskab simpelt hen bare var en dum ”panikhandling”, som han måske virkelig fortryder?
Du skriver, citat: ”Han fortalte mig han elskede mig og det var mig han ville have.
Jeg er nu 3 måneder gravid..hans gode humør, store indsats og mange kærlighed erklæringer stoppede ca. uge efter han flyttede ind igen.Jeg føler mig vred og deprimeret...jeg prøvede at sige til ham at tingene skulle ændre sig og selvom han var enig skete der intet.Jeg føler mig allerede åndsvag over at han var mig utro men nu oveni er jeg tåben der bare finder mig i det. ” citat slut.
Hvad er det for ting, der skal ændre sig i forhold til FØR han var dig utro?
Kan det være, at han virkelig har forsøgt, men du bliver ved med at være vred? Så vred, at han til sidst ikke aner, hvor han efterhånden er i forhold til dig? Og måske nu også er bange for, om hans ”dumhed” skal forfølge ham resten af livet. Den uge, hvor han gjorde sin indsats – var du så positiv, eller eller blev du ved at ”hugge” i det, så han til sidst opgav??
Det kan godt være, jeg er forkert på den, men hold da op, hvor ville jeg gerne se hans side af denne sag.
Kæreste, det kan se sådan ud, men jeg angriber dig IKKE. Jeg stiller nogle spørgsmål, som jeg vil foreslå dig at vende med dig selv.
Han har lavet noget lort, og mon ikke han ved det? Jeg synes, at beviset for, at faktisk gerne vil dig, at han fortryder, netop er at han ikke greb chancen og gik med til den abort. Han vil gerne have det barn med dig, men hvis jeres samliv fremover skal være, at du bliver ved med at være vred, bliver ved med at forlange af ham, ja, så tror jeg også, han er ved at fortryde beslutningen.
Prøv en gang at få talt sammen, spørg ham, om du i din sorg over dette her, simpelt hen har været ”for meget”?
Det kan godt være, du føler dig ramt, men ud fra det, du skriver, tror jeg faktisk din mand gerne vil dig, hvis bare du kan tilgive og vise ham, at du godt vil tro på ham.
Jeg vil meget gerne høre fra dig.
Varme tanker
Brugte faktisk både kræfter og energi på dig.
Har du overhovedet læst mit indlæg ??
Kunne du bruge det til noget ??
Eller var jeg helt ude i hampen forkert på den med min opfattelse ??
Det kunne være rigtigt rart med en lille tilbagemelding.