Turde ikke starte på uddannelsen
Jeg tog hen til skolen første dag vi skulle starte.. Jeg var vildt nervøs, for jeg synes ikke jeg er god til at møde mennesker. "Orkede" bare ikke komme ind i et lokale og sidde i timevis og føle mig nervøs, udenfor, og ude af stand til at vise interesse for andre, tale, åbne mig.
Jeg tog derfor hjem igen! Ringede næste dag til stduevejlederen og fortalte præcis hvad der var sket, hun var venlig og hjælpsom. Men jeg har hverken lyst eller mod til at starte på den uddannelse. Det var bestemt heller ikke en drømmeuddannelse, men mere noget jeg valgte for "at vælge noget", for at komme videre, få indhold i tilværelsen.
Jeg føler ikke jeg kan komme videre. Jeg tjener en smule penge ved at gøre rent. Har klart brug for at tjene flere penge, for jeg har knap nokråd til mad - men kan ikke rigtig påtage mig yderligere af den slags arbejde, det er for hårdt, fysisk, i længden. Og jeg synes ikke jeg kan tage andet arbejde, for jeg er bange for at jeg ikke passer ind, at jeg ikke kan finde ud af at fungere omkring andre mennesker.
Jeg er 27 år. Føler mig helt isoleret, tom, mislykket. Hvorfor leve?
Har gået til psykolog, Det hjalp ikke vildt meget. Gik der et helt år. Måske vil jeg prøve at starte hos en anden, en kognitiv psykolog. Men nej hvor synes jeg det ser sort ud. Måske er der intet der hjælper. Skal man så have det så skidt resten af livet?!
Er der andre der kender dette eller lignende..?
Jeg tog derfor hjem igen! Ringede næste dag til stduevejlederen og fortalte præcis hvad der var sket, hun var venlig og hjælpsom. Men jeg har hverken lyst eller mod til at starte på den uddannelse. Det var bestemt heller ikke en drømmeuddannelse, men mere noget jeg valgte for "at vælge noget", for at komme videre, få indhold i tilværelsen.
Jeg føler ikke jeg kan komme videre. Jeg tjener en smule penge ved at gøre rent. Har klart brug for at tjene flere penge, for jeg har knap nokråd til mad - men kan ikke rigtig påtage mig yderligere af den slags arbejde, det er for hårdt, fysisk, i længden. Og jeg synes ikke jeg kan tage andet arbejde, for jeg er bange for at jeg ikke passer ind, at jeg ikke kan finde ud af at fungere omkring andre mennesker.
Jeg er 27 år. Føler mig helt isoleret, tom, mislykket. Hvorfor leve?
Har gået til psykolog, Det hjalp ikke vildt meget. Gik der et helt år. Måske vil jeg prøve at starte hos en anden, en kognitiv psykolog. Men nej hvor synes jeg det ser sort ud. Måske er der intet der hjælper. Skal man så have det så skidt resten af livet?!
Er der andre der kender dette eller lignende..?
Kommentarer
Jeg kender de følelser du har, jeg har det selv svært ved at være samen med andre mennesker og føler mig så forkert og alene selv om der er mange mennesker omkring mig. Og er så bange for min mave skal begynde at larme, altså knurre. Du er ikke alene, det skal du vide. Jeg har været på den samme fabrik i 3 år og fik endelig sagt til min chef at jeg havde det så svært ved de store møder og ville hellere arbejde imens. og det fik jeg lov til og det er så en lettelse at blive accepteret. Men det gik ned af med ordre og jeg blev fyret og er nu helt nede for har ikke energi til og begynde forfra og skulle skjule mine psykiske men og
kæmpe hverdag for at tage afsted. Livet er bare ikke til at forstå. Og folk der bare siger vi bare må videre og tage os sammen, det hjælper bare slet ikke for tror ikke vi ønsker at have det så svært?!!!
Er du så begyndt eller hva? knuz
hvor længe har det stået på og har du nogensinde snakket med nogen om det.
tror du har oplevet nogle ubehagelige situationer tidligere i dit liv, blandt andre mennesker hvor du har følt dig ramt, udsat eller såret. Du har måske ignoreret dine følelser da de har gjort dig utilpas, og istedet for at bearbejde dem har du taget nogle forholdsregler, som fx. at undgå dem helt.
Du må hjælpe dig selv med at overvinde den frygt, og indse at den ikke bygger på andet end irrationelt og uhensigtsmessigt grundlag.
Nogen gange kan en andens perspektiv på sagen hjælpe.
Men det kræver at man er modtagelig, og ønsker at bekæmpe situationen, hvor svært det end må være.
det kan være ved at erstatte, "tænk nu hvis" tanker med "er det en kendsgerning"
eller "hvad nu hvis de tænker sådan om mig" med "er det bevist at de tænker sådan om mig?"
Tag tyren ved hornene, og kæmp med dit egentlige problem:
at du ikke kan omgås blandt andre mennesker
elsk dig selv nok til at ønske det bedste for dig selv.
så kan du også lytte til dig selv og hjælpe dig selv, og få andre til at hjælpe dig med at hjælpe dig selv .
håber du kan bruge noget?
Du skal ikke være fortvivlet, din beskrivelse af følelser og situation kan rigtig mange mennesker nikke genkendende til – og det er vel og mærket mennesker i alle aldersgrupper.
Jeg er 99 % sikker på, at du har social fobi i mindre/større omfang.
Social fobi er ikke farligt, du er ikke syg og du dør ikke af det – faktum er, at du er lige så god som alle andre mennesker.
MEN, social fobi kan desværre begrænse dig i din hverdag, give dig følelsen af modløshed, gøre dig træt og deprimeret, give dig tanker om hvad andre mener og syntes om dig osv.
DERFOR, det er vigtigt at du får den rigtige hjælp for social fobi kan håndteres på flere måder, for nogle kan symptomerne helt fjernes for andre lærer man at håndtere dem uden de påvirker en mere i hverdagen.
Jeg vil anbefale, at du læser lidt om emnet på nettet, du kan bare google ”social fobi”, der er masser af emner – du kan også læse mere på http://www.fobiskoleaften.dk
Afslutningsvis, jeg er ikke læge men en helt normalt fungerende person som i 1996 stod i en tilsvarende situation som dig – jeg fik hjælp til at håndtere og forstå min situation og har i dag et lykkeligt liv med udfordringer på lederniveau.
Lykke til fra Martin