Indstillinger
Nabochikane
For et år siden fik vi etableret vores grundejerforening. I løbet af nogle få måneder ragede vi - min mand og jeg - uklar med formanden, som forsøgte at gennemtvinge betalinger, som der ingen lovhjemmel var til. Efter flere måneders tovtrækkeri meddelte kommunen, at vi havde ret og sagen var dermed slut.
Denne formand som heldigvis ikke er vores direkte nabo, men bor alligevel i synsfeltet har i mellemtiden spredt mange rigtig ondsindede rygter om os. Han har tilmed fået vendt ellers gode genboer imod os, så vi nu ikke engang bliver hilst på.
Det har vi stille og roligt vænnet os til. Vi passer os selv og blander os ikke i noget som helst mere. Vi deltager heller ikke i den berømte årlige vejfest, for hvorfor skulle vi. Stemningen er ikke ligefrem på vores side.
Der er nu næsten gået et år, og vi taler kun med de nærmeste naboer og det går rigtig fint. Men så i går, blev min mand stoppet af en genbo, som var meget rasende fordi, rygtet ville vide, at vi skulle have politianmeldt en jordbunke, de har liggende på vejen. Da pågældende genbo bor i den anden ende af vejen og vi kan hverken se ned til dem eller iøvrigt kører forbi dette sted, var min mand selvfølgelig helt uforstående.
Hvad pokker sker der med folk??? Vi er selvfølgelig blevet meget kede af det, og ikke mindst frustreret over, at vi nu åbenbart skal lægge navn og rygte til hvad som helst. I første omgang ville jeg tage til genmæle og skælde og smælde, men hvad hjælper det.
Genboen er nu beroliget ved, at det ikke er os. Vil i øvrigt ringe til politiet og få oplyst, hvem som er anmelderen. Det kunne jo være rigtig morsomt, hvis det viser sig, at det er én af dem, som har peget på os.
Men jeg forstå stadig ikke hvad der sker. Nok har vi kørt en sag, som vi vandt. Men det var sandelig fordi det var bund ulovligt, det formanden havde gang i. Men siden og ikke mindst nu igen, skal vi gøres til genstand for ondsindet sladder og mobning. Skal folk bare have en prygleknarpe uanset hvad? Det er snart ligegyldig hvor, hvad og hvorfor, så hører man om mobning.
ØV
Mvh. Olsen
Denne formand som heldigvis ikke er vores direkte nabo, men bor alligevel i synsfeltet har i mellemtiden spredt mange rigtig ondsindede rygter om os. Han har tilmed fået vendt ellers gode genboer imod os, så vi nu ikke engang bliver hilst på.
Det har vi stille og roligt vænnet os til. Vi passer os selv og blander os ikke i noget som helst mere. Vi deltager heller ikke i den berømte årlige vejfest, for hvorfor skulle vi. Stemningen er ikke ligefrem på vores side.
Der er nu næsten gået et år, og vi taler kun med de nærmeste naboer og det går rigtig fint. Men så i går, blev min mand stoppet af en genbo, som var meget rasende fordi, rygtet ville vide, at vi skulle have politianmeldt en jordbunke, de har liggende på vejen. Da pågældende genbo bor i den anden ende af vejen og vi kan hverken se ned til dem eller iøvrigt kører forbi dette sted, var min mand selvfølgelig helt uforstående.
Hvad pokker sker der med folk??? Vi er selvfølgelig blevet meget kede af det, og ikke mindst frustreret over, at vi nu åbenbart skal lægge navn og rygte til hvad som helst. I første omgang ville jeg tage til genmæle og skælde og smælde, men hvad hjælper det.
Genboen er nu beroliget ved, at det ikke er os. Vil i øvrigt ringe til politiet og få oplyst, hvem som er anmelderen. Det kunne jo være rigtig morsomt, hvis det viser sig, at det er én af dem, som har peget på os.
Men jeg forstå stadig ikke hvad der sker. Nok har vi kørt en sag, som vi vandt. Men det var sandelig fordi det var bund ulovligt, det formanden havde gang i. Men siden og ikke mindst nu igen, skal vi gøres til genstand for ondsindet sladder og mobning. Skal folk bare have en prygleknarpe uanset hvad? Det er snart ligegyldig hvor, hvad og hvorfor, så hører man om mobning.
ØV
Mvh. Olsen
Kommentarer
Ja, hold da op, hvor kan man hurtigt befinde sig i centrum af noget helt vanvittigt uden selv at ønske det.
Du spørger, om hvad pokker der sker med folk og om folk bare skal have en prygelknabe.
Sådan er det jo ofte, men jeg tror, at det i sådan et tilfælde her, er nogle lidt andre ting, det kan handle om - uden at jeg selvfølgeligt kan vide det.
Men her får du mine tanker om det, du skriver.
I satte jo en grænse for grundejerforeningens formand. Altså begrænsede ham. Nogle mennesker har ufatteligt svært ved at acceptere at få sat grænser og blive begrænsede. De kræver ubetinget ret til at få deres egne idéer m.m. igennem og have et grænseløst råderum.
Der er vel også en grund til, at denne mand har ønsket at være formand for grundejerforeningen. Jeg mener - en lederrolle kræver nogle bestemte egneskaber, som man så kan føre ud i livet på såvel konstruktive som destruktive måder.
Det kunne lyde som om formanden er af en type, der bruger de destruktive måder. D.v.s. han er ude i et magtmisbrug og her er logik og andre almindelige spilleregler sat ud af kraft.
Når I så opponerer og begrænser hans magt og sætter en grænse, bliver han hamrende rasende. Så kan det komme til at handle om hævn. I har fået skovlen under ham og når han åbenbart har nogle problemer omkring at blive begrænset i sine udfoldelser, så må han have skovlen under Jer for at få genoprejsning.
Hvordan kan han så få det, når I havde retten på Jeres side? Det kan han f.eks. ved at sprede rygter o.s.v. Der er ikke noget mere ondsindet, for det kan man ikke forsvare sig imod. Ord der er sagt og frø der er sået, har det med at spire og gro.
Havde I haft tabt sagen, så havde der givetvis ingen problemer været. Så kunne han overbærende have set ned på Jer og have taget det roligt. Han havde vundet.
Men fordi I har vundet, så føler han sig formentligt ydmyget og nedgjort og det mest frygtelige - folk har set, at HAN har taget fejl. Noget helt uhørt - at HAN har taget fejl. Og det er Jeres skyld! I har blameret ham! For det var Jer, der skabte denne situation for ham! Den lille detalje, at han tog fejl og I havde ret, den har intet at sige overfor de følelser, nederlaget giver ham. Så han må have hævn for at få genoprejsning og kunne føle, at han får sin værdighed igen - og det kan han kun ved at få Jer ned at ligge.
At han så ikke holder sig for god til at bruge meget ufine metoder, siger kun noget om ham - men det er Jer, det går ud over.
Så alt i alt handler det måske om, at denne mand inderst inde har massive mindreværdskomplekser og har brug for at hævde sig rigtigt meget. En tilsyneladende ydre styrke og sikkerhed dækker ofte kun over en lige så stor indre svaghed og usikkerhed.
Alle de andre er formentligt kun medløbere. En (magt)misbruger har altid medløbere. Der er altid nogen, der kan se fordelen i at holde sig gode venner med magthaveren. Det er det letteste. De færreste støtter op omkring den svageste part i en sag, hvor rigtigt det så end måtte være. Bl.a. fordi de frygter, at det hævner sig og de er bange for, at det så vil være dem selv, der står for skud næste gang. Dette er et tema i al form for mobning. En misbruger kan kun få magten, når andre giver ham magten - og det er der mange, der gør, fordi de er bange for at sætte sig op imod ham.
Hvad kan man gøre ved det?
Var det mig, ville jeg nok seriøst overveje at flytte. Jeg tror, at enten tager man kampen op og ryger selv ud i de ufine metoder og så eskalerer det helt vildt. Så er det grænseløsheden der hersker, som man sommetider ser det i en nabokrig.
Alternativt træker man sig. Det er umuligt at hamle om med den type mennesker, der bruger den slags metoder og så stadigt have sin egen moral intakt. Den type mennesker har nok en tankegang, der ligger så langt fra, hvad jeg finder acceptabelt, så jeg ikke ville indlade mig på en magtkamp med en sådan person. For jeg ville komme til at tabe den. For de bruger metoder, der er ude i det ekstreme register og dér vil jeg ikke bringes ud. Jeg vil nemlig godt kunne se mig selv i øjnene.
Jeg må indrømme, at jeg for mit eget vedkommende ikke ville kunne finde andre løsninger. Dermed ikke være sagt, at de ikke er der. Alternativt kunne det måske være at få kontakt til medløberne og stille og roligt få bearbejdet dem og få dem over på Jeres side, men jeg tror ikke rigtigt på den idé i praksis.
Som jeg ser det, er der kun én måde man kan undgå konflikter med en sådan mand på - nemlig ved at underlægge sig hans magt og lade ham få uindskrænket magt og indflydelse!!! Eller komme langt væk fra ham.
Al uenighed vil han formentligt tolke som sabotage og personlig fornærmelse og så vil han måske gå meget langt for at få genoprejsning. For han kan ikke bære at tabe ansigt. Jo mere man kæmper imod, desto mere kan han ryge ud i et grænseløst register.
Nå, det blev til en masse tanker :-)
Hilsen Helene
Mange tak for dit lange og vedkommende svar.
Det satte nogle tanker på plads hos mig. Han er fuldstændig, som du beskriver (er du psykolog?).
Han er typen, som raser over rod og dårligt holdte haver, medens han egen ligner et morads af tilfældigt smidt planter og buske. Dertil kommer alle hans bunker af sten, sand og jord på fortovet, som ud for hans eget hus ikke gør det muligt at benytte samme. Sygt!
Vi tænkte faktisk på at flytte for et år siden, da det stod værst på. Men vi bor så dejligt, drengene går i en god skole med gode stiforbindelser til både idræt og kammerater. Samtidig har vi ofret en formue på at indrette både hus og have, så vi valgte muligheden fra.
I stedet valgte vi så at passe os selv og deltager ikke i noget som helst længere på vejen. Lidt efter pricippet "ude af øje ude af sind". Men den gik så bare ikke i denne omgang. Nu prøver vi så med metoden at "tie tingene ihjel", selvom jeg er rasende.
Vi har også tænkt på, at det at flytte, giver jo ingen garanti for at møde samme personlighed igen. De har jo åbenbart deres frie gang overalt i samfundet, disse syge typer.
Men dine kommentarer gav mig varmen - forstået på den måde - at han er jo (magt)syg og har en syg adfærd. Mon ikke dette rammer ham selv i sidste ende? Hovmod står for fald mm.
Vi kan heldigvis stadig se os selv i øjnene og det vil vi forsøge at vedblive med.
Kærlig hilsen
Olsen
Nej, jeg er ikke psykolog - men igennem mit eget terapiforløb, har jeg måtte gennemskue mange ting, for at få ryddet op i mine egne problemer og årsagerne hertil. Derfor er bl.a. denne 'profil' skabt ud fra et billede af min egen far :-(
Visse karaktertræk er meget genkendelige og gennemskuelige, når bare man ved, hvad man skal kigge efter.
Nej, en flytning garanterer ikke, at man ikke løber ind i samme type igen - for de er jo 'derude'. Og man kan heller ikke leve et liv på flugt.
Omvendt må man også veje op, hvornår omkostningerne ved at blive er blevet for stor. Denne type er også så ufattelig svære at have med at gøre, for er man først kommet i deres søgelys, fordi man ikke har makket ret, så slipper de ofte ikke én igen. For de MÅ bare kunne mærke, at de har vundet over én og besejret én. Det handler udelukkende om magt kontra afmagt. Så selvom kampen er ensidig, så kan de fortsætte den i det uendelige, til de selv føler, at de har vundet. Så faktisk behøver man ikke engang at være to om at få sådan en kamp til at eskalere. Tilbagetrækning og passivitet kan også provokere dem. Kun én ting vil være tilfredsstillende for dem - at vinde, så de føler, at de har fået magten og kontrollen tilbage.
Det er jo det vigtigste - at I kan se Jer selv i øjnene og ikke lader Jer drive ud, hvor I ikke vil være. Problemet er bare, at for sådan en mand her, fungerer alt omvendt. Hvis I har stærke grænser, så sætter det kun hans mangel på grænser i perspektiv. Derfor vil det helt sikkert også provokere ham yderligere, at han ikke kan trække Jer med ind i en magtkamp - for så kunne han vinde. Derfor kan det også handle om, at han måske vil prøve at få andre derud, hvor han får Jer til at gå ud over Jeres egne grænser, for så har han knækket Jeres grænser og fået Jer ud, hvor I ikke ville være. Så kan han føle, at han har vundet.
I skal ialtfald regne med, at han spiller efter nogle helt andre regler, end I gør.
Det værste der kan ske er, hvis et sådant menneske kommer til at fylde så meget i éns liv, så han får taget glæden fra én og suger al éns energi. Den type er ægte 'energivampyrer'. Hvis alle Jeres tanker og energier efterhånden begynder at være fokuseret på ham og I opdager, at I begynder at blive mindre glade, mere irritable og vrede, mere nervøse, dårligere humør, har negative forventninger om, hvad der nu vil ske, taler mere og mere om ham o.s.v., så er der for alvor grund til at begynde at overveje at komme videre. For så har han allerede vundet. Så fylder han Jeres liv med sin usynlige tilstedeværelse og har vundet kontrollen over Jeres følelsesliv. Det vil i sandhed være den største sejr, han kan vinde og det største tab, I kan udsættes for. Så bliver omkostningerne ved at blive (set med mine øjne) alt, alt for store.
Man kan lære noget af alting - af en sådan oplevelse her, kan man bl.a. lære at blive bedre til at spotte den type mennesker i fremtiden, så man bedre kan undgå dem fremover - og så håbe på, at man ikke lige med det første løber ind i sådan en person igen.
Ja, det er en syg adfærd. Hvis den føres langt nok ud i det grænseløse register, så er det en psykopatisk adfærd.
Jeg tror også, at den type mennesker før eller siden rammes af nemesis - men nok sjældent i dette liv. For de ejer ikke evnen til at sætte sig i andres sted og er derfor ude af stand til at føle skyld eller samvittighedsnag eller reflektere over, at der måske kunne være andre måder end deres at se en sag på.
Alt er en kamp, hvor der er en vinder og en taber og de SKAL være vinderen. Målet helliger midlet. Jævnbyrdighed og ligeværdighed er nok rimeligt ukendte følelser for dem. Enten er man overlegen eller også er man underlegen. Derfor vinder de på den ene eller den anden måde for de vil ALDRIG tillade at være den underlegne og taberen. Om de så skal gå ud i ekstremerne for at vinde. Det handler udelukkende om, hvornår 'fjenden' giver op. De kan gå uendeligt langt. Længere end alle andre for at vinde.
Og igen - jeg har malet tingene meget sort/hvidt. Man må selvfølgeligt ikke glemme nuancerne.
Mange hilsner Helene
Helene forstår at sætte ord på de ting jeg tænkte. Det er helt rigtig udtrykt.
De mennesker findes alle vegne, på arbejdspladser o.s.v.
Det går ud over os, som ikke ønsker at få magt over andre, men heller ikke vil lade andre få herredømmet over en. Jeg har rendt mig nogle staver i livet på den konto.
Desværre hører jeg også til dem, der ikke ret godt kan klare uvenskab. Så det har pint mig meget.
Det hjælper heller ikke at flytte, undtagen naturligvis, hvis det bliver helt skørt. De er alle vegne.
Jeg er så heldig, når vi er rendt ind i den slags mennesker, min mand er totalt ligeglad. Hilser de ikke, ser han dem ikke mere. Og det rører ham ikke. Det virker i længden.
Her, hvor vi bor, har der været noget. Med hans hjælp har jeg klaret det psykisk. Og, som jeg fortalte dig, er denne person, som skabte det, død, så jeg har fred.
Du kan tro, du har min forståelse. Jeg har tænkt på dig flere gange. Jeg hader uretfærdighed.