Gik der lidt martyr i den??
Jeg tror næsten jeg har fundet løsningen på min angst, men hvordan får jeg sagt det til dem jeg elsker og holder meget af.
Problemet er nemlig af dem jeg elsker føler jeg er medskyldig til min angst.
Jeg føler de stresser og overvåger mig konstant med hvad jeg gør og siger.
Jeg arbejder sammen med min bedre halvdel som elsker mig 100 %, men når jeg møder om morgen ryster jeg så jeg næsten ikke kan holde en kop. jeg føler han bestemmer alt, og ingen ting hvad jeg gør eller mener, er rigtigt, det er hans idéer og holdninger hele vejen igennem,(men det er vel min egen skyld) gik der lidt martyr i den?? det får jeg hvert fald tit fortalt.
Men han vil gerne høre min mening.
Når mine store piger er på besøg føler jeg også de overvåger mig konstant.
Kommer med hentyderninger konstant. Feks. Du er da også hele tiden på nettet, du ryger for meget, og mange andre ting konstant og hele tiden.
Og det resultere så 7 ud af 10 gange ud i voldsom konflikt. Det skal siges til deres forsvar at nogen gange kan jeg have svært ved at formulere mig, jeg føler jeg bliver nakket konstant og hele tiden.
(kom martyren igen?) det har stået på så mange år nu og jeg vil ikke mere, jeg vågende her klokken halv fem her til morgen, kunne bare ikke sove mere, havde åbenbart haft alle de her ting i min under bevist hele natten.
Jeg vågnede frisk men med en kæmpe klump i halsen og begyndte at græde og jeg mener rigtig græde med mit hjerte (ingen martyr denne gang)
Satte kaffe over og tog min Pc og begyndte at skrive.
Det er første gang i rigtig mange år jeg har sovet så godt, godt nok ikke mange timer men jeg er frisk og oplagt. Ikke alle disse mærkelige symtoner på angst. Som jeg har lidt voldsomt af i snart 8 år.
Jeeeeesss tænkte jeg ikke svimmel! ikke trykken for brystet! kunne trække vejret helt ned i maven!
Men lykken var kort 1 ½ time men det er er kommet godt kommer vel ikk skidt tilbage.
Så står gemalen op og så vender det hele tilbage igen , for fra starter med at åbne vinduet fordi jeg ryger en smøg , det er pisse koldt ,jeg siger ingen ting , græder bare indvendig.
Vi taler om løst of fast bla. stres, hvor jeg fortæller hvordan jeg påvirkes af stres så som sms, mit arbejde mm hvor han så siger: jamen det forstår jeg så ikke, du loggede da selv på facebook i går? ja siger jeg, men det var mig selv der ville. og så fortæller jeg ham (godt nok lidt spydig og martyr artigt at han stresser mig.
Jeg føler han hele tiden er efter mig på en eller anden måde. Det skal siges jeg er ikke et sekund itvivl om hans kærlighed til mig og min til ham, men hans stresser mig altså, han vil have mig hele tiden, arbejde , fritid, jeg magter det ikke jeg vil have noget tid for mig selv.
Kunne tænke mig nogen dage for mig selv, men det fatter han ikke.
Han fortæller hele tiden jeg ikke vil tage stilling til noget, det er måske korrekt, de senere år fordi jeg føler jeg bliver ydmyget eller nakket, derfra kommer ordet martyr nok ind.
Kan min angst alle de år have noget at gøre med mine omgivelser ?
Jeg har altid med stor nydelse nydt rødvin i dag altså kun når min mand og børn er der og jeg får et glas eller 2 bliver jeg så beruset , igen fordi jeg føler jeg bliver overvåget hele tiden,jeg bliver nok så bange for at sige noget eller gøre noget forkert
Problemet er nemlig af dem jeg elsker føler jeg er medskyldig til min angst.
Jeg føler de stresser og overvåger mig konstant med hvad jeg gør og siger.
Jeg arbejder sammen med min bedre halvdel som elsker mig 100 %, men når jeg møder om morgen ryster jeg så jeg næsten ikke kan holde en kop. jeg føler han bestemmer alt, og ingen ting hvad jeg gør eller mener, er rigtigt, det er hans idéer og holdninger hele vejen igennem,(men det er vel min egen skyld) gik der lidt martyr i den?? det får jeg hvert fald tit fortalt.
Men han vil gerne høre min mening.
Når mine store piger er på besøg føler jeg også de overvåger mig konstant.
Kommer med hentyderninger konstant. Feks. Du er da også hele tiden på nettet, du ryger for meget, og mange andre ting konstant og hele tiden.
Og det resultere så 7 ud af 10 gange ud i voldsom konflikt. Det skal siges til deres forsvar at nogen gange kan jeg have svært ved at formulere mig, jeg føler jeg bliver nakket konstant og hele tiden.
(kom martyren igen?) det har stået på så mange år nu og jeg vil ikke mere, jeg vågende her klokken halv fem her til morgen, kunne bare ikke sove mere, havde åbenbart haft alle de her ting i min under bevist hele natten.
Jeg vågnede frisk men med en kæmpe klump i halsen og begyndte at græde og jeg mener rigtig græde med mit hjerte (ingen martyr denne gang)
Satte kaffe over og tog min Pc og begyndte at skrive.
Det er første gang i rigtig mange år jeg har sovet så godt, godt nok ikke mange timer men jeg er frisk og oplagt. Ikke alle disse mærkelige symtoner på angst. Som jeg har lidt voldsomt af i snart 8 år.
Jeeeeesss tænkte jeg ikke svimmel! ikke trykken for brystet! kunne trække vejret helt ned i maven!
Men lykken var kort 1 ½ time men det er er kommet godt kommer vel ikk skidt tilbage.
Så står gemalen op og så vender det hele tilbage igen , for fra starter med at åbne vinduet fordi jeg ryger en smøg , det er pisse koldt ,jeg siger ingen ting , græder bare indvendig.
Vi taler om løst of fast bla. stres, hvor jeg fortæller hvordan jeg påvirkes af stres så som sms, mit arbejde mm hvor han så siger: jamen det forstår jeg så ikke, du loggede da selv på facebook i går? ja siger jeg, men det var mig selv der ville. og så fortæller jeg ham (godt nok lidt spydig og martyr artigt at han stresser mig.
Jeg føler han hele tiden er efter mig på en eller anden måde. Det skal siges jeg er ikke et sekund itvivl om hans kærlighed til mig og min til ham, men hans stresser mig altså, han vil have mig hele tiden, arbejde , fritid, jeg magter det ikke jeg vil have noget tid for mig selv.
Kunne tænke mig nogen dage for mig selv, men det fatter han ikke.
Han fortæller hele tiden jeg ikke vil tage stilling til noget, det er måske korrekt, de senere år fordi jeg føler jeg bliver ydmyget eller nakket, derfra kommer ordet martyr nok ind.
Kan min angst alle de år have noget at gøre med mine omgivelser ?
Jeg har altid med stor nydelse nydt rødvin i dag altså kun når min mand og børn er der og jeg får et glas eller 2 bliver jeg så beruset , igen fordi jeg føler jeg bliver overvåget hele tiden,jeg bliver nok så bange for at sige noget eller gøre noget forkert
Kommentarer
Du skriver, at du næsten tror, at du har fundet løsningen på din angst – og jeg tror, at du har fuldstændigt ret i din konklusion.
Til sidst spørger du, om din angst i alle de år kan have noget at gøre med dine omgivelser?
Mit svar er (udfra min erfaring og min viden): Ja, det kan den meget vel.
Selvtilliden reduceres og mindreværd og underlegenhed øges, når man bliver pillet ned af evig kritik og kontrol. Der bliver pillet ned i stedet for at blive bygget op. Det er præcist den slags, angst skabes af.
Du starter med at spørge, hvordan du får det sagt til din familie.
Spørgsmålet er, om det overhovedet er nødvendigt direkte at sige det. For du kan alligevel ikke forandre noget kun ved at sige ordene. Rigtige forandringer skabes gennem handling. Skal andre forandre sig, kræver det, at man selv forandrer sig først. Hvis du forandres, så du kan begynde at reagere anderledes, end du plejer at reagere, så kan omgivelserne heller ikke længere reagere som de plejer.
Som det er nu, reagerer I sikkert alle temmeligt forudsigeligt og som I altid plejer på hinanden. Når én pludseligt gør noget andet, bliver de andre også nødt til at gøre noget andet.
Så det jeg kunne foreslå dig, er at tænke på, hvad du plejer at gøre, når der sker noget af det, der giver dig problemer. Når du har fundet ud af det, så prøv at forestille dig, hvordan du kunne gøre det modsatte. Eller ialtfald noget helt anderledes.
F.eks. nævner du konstante hentydninger: 'Du er da også hele tiden på nettet, du ryger for meget' o.s.v. Hvad plejer du at svare på dette?
Hvordan kunne du reagere anderledes? Hvis du plejer at gå i forsvarsposition og begynde at forsvare, at du går på nettet eller ryger, så kunne du måske i stedet prøve roligt at sige: 'Ja, det gør jeg. Og hvad så? Har du et problem med, hvad jeg gør eller ikke gør?'. Eller hvad det nu kunne være. Bare noget andet, end du plejer.
Du skriver, at du føler, at din mand bestemmer alt og intet af det, du gør eller mener, er det rigtige. Det er hans idéer og holdninger, der kommer igennem, men han vil gerne høre din mening. Giver du ham så din mening? Er du taknemmelig for, at han trods alt gerne vil høre din mening, eller tænker du, at han ikke fortjener den, når han alligevel kun gør, som han selv vil?
Igen – prøv at gøre det modsatte af det, du plejer. Hvis du plejer at fortælle ham, hvad du mener, så lad være med at gøre det. Sig måske, at det jo kan være ligemeget, for han gør jo alligevel kun som han selv vil. Og så skal du holde fast og lade være med at fortælle det.
Måske bruger han endda dine ord imod dig, siden du har følelsen af, at intet du gør eller siger er rigtigt? Hvis du pludseligt siger fra, kommer der selvfølgeligt en reaktion. Det kan være, at han siger, at det er noget pjat eller at du tager fejl eller sådan noget. Så kan du f.eks. sige: 'Det er muligt, men det er sådan, jeg føler det'. Det er jo dog din ret at føle det, du føler. Også selv om han mener, at du så er pjattet eller hvad det nu må være. Det er ikke dit problem, om han mener det.
I virkeligheden handler det nok allermest om, at du får styrket dine egne grænser og dit selvværd og lærer at tro på, at du er god nok, som du er.
Det handler nok meget om, at du begynder at turde blive mere tydelig og turde sige klart fra og til. Som det er nu, kan jeg forestille mig, at når du får kritik, så vender du det indad og spørger mere eller mindre bevidst dig selv, om de har ret eller du forsvarer dig selv. I stedet for kan du øve dig i at rette opmærksomheden udad og spørge med hvilken ret, de kritiserer dig og blander sig i din gøren og laden.
Hvis jeg ikke tager meget fejl, fylder din mand og måske også dine børn meget, så du får nok ikke ret meget plads. Derfor er det nødvendigt, at du selv begynder at tage mere plads. Præcist så meget plads som du har brug for. Hvis du føler, at din mand hele tiden presser dig og stresser dig og kræver noget af dig, så kan det kun stoppes på én måde. Ved at du giver dig selv fri.
Det er noget af en proces. Disse forandringer er bestemt ikke noget, man 'bare lige' skaber. Men hvis man gradvist kan begynde at arbejde lidt med det, så kan det medføre konstruktive forandringer for hele familien. For det handler jo også om, at de skal blive bedre til at respektere dig. Men det gør de nok først, når du selv kræver respekten fra dem. Når du begynder at sætte grænser og sige til og fra, så vil du dels blive stærkere og få mere selvtillid og så vil der givetvis ske det, at din familie faktisk vil begynde at behandle dig med større respekt. Fordi de så vil føle, at du gør dig fortjent til den. Hvis du ubevidst har sendt nogle signaler ud, der har fået dig til at virke martyragtig, så vil det givetvis ikke afføde respekt. Hvis du begynder at blive tydeligere og sige fra i stedet for at lide, så vil de have grund til at føle respekt og så vil der blive dannet nye positive cirkler.
Håber at du kan bruge dette til noget.
Hilsen Helene
Jeg vil prøve at bruge dine råd
og vende tilbage
Det var godt, at du kunne bruge det :-)
Dejligt, hvis du vil vende tilbage og fortælle lidt om, hvordan det går hen af vejen.
Hilsen Helene
Jeg har fået det så godt efter jeg har haft kontakt med dig læst dine ord igen og igen
Men jeg har konfronteret min familie med min utilfredshed med dem, og jeg har lært at sige fra.
Jeg har ikke en gang været på kant med dem,og jeg har ikke lejet martyr ,jeg har bare sagt tingende på en pæn og ortenlig måde.
Min voldsomme angst er aftaget meget men ikk helt,og det tror jeg aldrig den gør.
Min bror som også lider af angst siger at alle mennesker har lidt angst med i rygsækken.
Det skal dermed også siges at vi har været hårdt ramt igennem årene . mistet et barn mange døds fald i fam mm . Men det mener jeg at have styr på nu,uden piller, det har jeg prøvet og det gør kun ondt værer mener jeg.
Tusind tak for din tilbagemelding. Det er dejligt at høre, at det går så meget fremad og at du har fået skabt så store, positive forandringer :-)
Jeg tror, at din bror har ret i, at alle mennesker er angste i én eller anden grad. Spørgsmålet er så, hvornår det bliver så slemt, så det styrer for meget i éns liv. Hvis det kommer dertil, hvor det hæmmer én i de ting, man gerne vil, så mener jeg, at det er relevant at søge hjælp.
Jeg har vist samme mening omkring medicin, som du har. Gamle traumer som dødsfald og at miste et barn, kan godt være årsag til angst i nutiden, hvis der ligger ubearbejdede følelser tilbage. Men igen handler det om, hvorvidt angst og andre svære følelser, fylder så meget, så de tager glæden fra én i nutiden.
Mange hilsner Helene