Snotforkælede børnebørn
Ak ak - lidt brok fra en farmor
Min herlige søn og hans kone har to drenge - så langt så godt - men de to knægte er fra dag et, blevet forkælede i den grad, at de ganske enkelt ikke er til at være i hus med - får hysteriske anfald og smider rundt med alt hvis ikke de bliver hørt her og nu når de vil noget - har værelser udstyret med alt troligt mekanik - støjer og larmer -at købe fødselsdagsgaver til dem - håbløst, der kigges på det, og over i et hjørne.
De bor i et skønt hus, begge forældre er veluddannede og i gode jobs - masser af tid til ungerne, så det er ikke der problemet ligger.
Sidst de var på besøg, fik de knaldet et par vinduer i drivhuset - kylede æbler efter en fremmed kan der havde forvildet sig ind, trampet rundt i bede og blomster - smidt med maden og været oppe og slås et hav af gange.
Forældrene siger ingenting, og gør de, så bliver de bare svaret frækt igen - det samme gælder os andre.
Ved godt jeg er en "elendig" farmor, men jeg frasiger mig fornøjelsen af at være barnepige, har ganske enkelt ikke overskud til det.
De klarer sig fint i skolen, og der er der ingen problemer af betydning, leger godt med deres venner osv. Det er ganske enkelt bare det, at forældrene har givet dem i pose og sæk altid - og mere vil have mere.
Jeg kan ikke trænge igennem hos de unge - de siger, at børnene da skal have det samme som andre børn, og det vel er meningen at de skal kunne give dem lidt mere end de selv fik som børn.
Kan godt være jeg er forstokket - men mine børn fik tonsvis af rigtig kærlighed, blev udstyret med muligheder for at være kreative, også uden computere osv. Har alle klaret sig godt og kommet godt i vej.
Har andre af jeg oplevet noget tilsvarende, og hvad kan man gøre uden at blive uvenner med dem alle ?
hilsner elisabeth
Min herlige søn og hans kone har to drenge - så langt så godt - men de to knægte er fra dag et, blevet forkælede i den grad, at de ganske enkelt ikke er til at være i hus med - får hysteriske anfald og smider rundt med alt hvis ikke de bliver hørt her og nu når de vil noget - har værelser udstyret med alt troligt mekanik - støjer og larmer -at købe fødselsdagsgaver til dem - håbløst, der kigges på det, og over i et hjørne.
De bor i et skønt hus, begge forældre er veluddannede og i gode jobs - masser af tid til ungerne, så det er ikke der problemet ligger.
Sidst de var på besøg, fik de knaldet et par vinduer i drivhuset - kylede æbler efter en fremmed kan der havde forvildet sig ind, trampet rundt i bede og blomster - smidt med maden og været oppe og slås et hav af gange.
Forældrene siger ingenting, og gør de, så bliver de bare svaret frækt igen - det samme gælder os andre.
Ved godt jeg er en "elendig" farmor, men jeg frasiger mig fornøjelsen af at være barnepige, har ganske enkelt ikke overskud til det.
De klarer sig fint i skolen, og der er der ingen problemer af betydning, leger godt med deres venner osv. Det er ganske enkelt bare det, at forældrene har givet dem i pose og sæk altid - og mere vil have mere.
Jeg kan ikke trænge igennem hos de unge - de siger, at børnene da skal have det samme som andre børn, og det vel er meningen at de skal kunne give dem lidt mere end de selv fik som børn.
Kan godt være jeg er forstokket - men mine børn fik tonsvis af rigtig kærlighed, blev udstyret med muligheder for at være kreative, også uden computere osv. Har alle klaret sig godt og kommet godt i vej.
Har andre af jeg oplevet noget tilsvarende, og hvad kan man gøre uden at blive uvenner med dem alle ?
hilsner elisabeth
Kommentarer
Det er som med børn som med hunde - får de ikke opmærksomhed, så laver de ballade/ulykker, det er min erfaring.
Man kan ikke købe sig fra den opmærksomhed, den er stadigvæk savnet hos børnene.
Man kan heller ikke købe kærlighed.
Snakker jeg i telefon, så laver mine hunde numre - det samme gør mit barnebarn.
Det er deres måde at få opmærksomhed på - hellere dårlig opmærksomhed, end slet ingen.
Når jeg passer mit barnebarn, så giver jeg mig tid til ham, og laver mindst muligt i hjemmet.
Vi spiller nogle spil - vi tegner og leger med modelervoks.
Vi går ture - og han har en lille have hver sommer, som han kan høste af.
Hvis familien har en stresset hverdag, så bliver der ikke meget tid til fællesskab med børnene.
Det giver sikkert dårlig samvittighed, og de prøver de så at gøre godt med at give gaver.
Når børnebørnene er på besøg hos jer, kunne I så ikke foretage jer noget i fællesskab med dem, det kan være alt muligt afhængig af deres alder.
Børn skal føle sig elsket og ikke overflødige, det er mit bud på en løsning på problemet