Indstillinger
Hvordan skal jeg få hjælp?
Hej alle.
Jeg laver lige en hurtigt fortælling.
Jeg havde en hård graviditet med slemme plukveer som gjorde ondt over alt hver 5. min de sidste 11 uger af min gravditet og jeg havde ikke nogen blærebetændelse og blev maksimalt afbelastet, lige lidt hjalp det.
Jeg fødte så en dejlig dreng (nr 2) en uge over termin og kun på 2 timer fra første ve.
Han er måske født med et ekstra numse hul og skal ind til undersøgelser om 3 uger, senere fik han kolik og der gik det hele galt. Jeg begyndte at græde hver dag, gav min selv skylden for den "defekt" ang hullet, koliken og dårlig samvittighed overfor min 2 årige. Idag er han 7 uger gammel og jeg er helt blottet for følelser, jeg er helt tom indvendigt temmelig ofte. Det er vist kun sket 4 gange jeg har følt stolthed og kærlighed siden han blev født. Jeg bor i en by hvor jeg ingen kender udover deres far som ikke helt er en særlig god støtte da han ikke kan forstå mig.
Jeg er pt på ferie med drengene og idag sagde min mor til mig hun slet ikke er tvivl om jeg har en fødselsdepression for jeg er slet ikke mig selv.
Jeg har desuden tabt mig 15 kg siden han blev født, ingen sult og når jeg endelig spiser for jeg voldsomme mavesmerter.
Jeg blev presset af alle til at amme og det gjorde også en del ved mig da jeg havde store problemer med det og ikke rigtig ønskede det, jeg havde de samme problemer med den store.
Så læste jeg lige om fødselsdepression herinde og kom til "det kun er de færreste kvinder som får behandling da de forsvinder i løbet af nogle måneder til et halvt år" hvorfor skal man så søge hjælp hvis jeg alligevel bare bliver smidt ud uden hjælp?!
Jeg har INGEN tanker om selvmord eller skade ham, jeg er derimod rædsels slagen for at miste ham og den store. Jeg kan ikke aflevere den store i vuggestuen uden jeg er ved at græde og forestiller mig bombe angreb osv.
JEg følger hellere ikke med i nyheder og blokerer edn virkelige verden for jeg er virkelig bange for at dø osv. Ganske kort, jeg fungerer slet ikke optimalt!!
Min baby trives i stor stil og til sidste sundhedsplejeske besøg var han 4 uger gammel og havde taget 1 kg på og vokset 7 cm siden han kom til verden. Jeg gør alt for ham men jah føler mig bare tom...
Hvordan skal jeg så få hjælp når det er de færreste som får hjælp, jeg vil ikke gå sådan her i flere måneder.
Undskyld det blev så langt..
Jeg laver lige en hurtigt fortælling.
Jeg havde en hård graviditet med slemme plukveer som gjorde ondt over alt hver 5. min de sidste 11 uger af min gravditet og jeg havde ikke nogen blærebetændelse og blev maksimalt afbelastet, lige lidt hjalp det.
Jeg fødte så en dejlig dreng (nr 2) en uge over termin og kun på 2 timer fra første ve.
Han er måske født med et ekstra numse hul og skal ind til undersøgelser om 3 uger, senere fik han kolik og der gik det hele galt. Jeg begyndte at græde hver dag, gav min selv skylden for den "defekt" ang hullet, koliken og dårlig samvittighed overfor min 2 årige. Idag er han 7 uger gammel og jeg er helt blottet for følelser, jeg er helt tom indvendigt temmelig ofte. Det er vist kun sket 4 gange jeg har følt stolthed og kærlighed siden han blev født. Jeg bor i en by hvor jeg ingen kender udover deres far som ikke helt er en særlig god støtte da han ikke kan forstå mig.
Jeg er pt på ferie med drengene og idag sagde min mor til mig hun slet ikke er tvivl om jeg har en fødselsdepression for jeg er slet ikke mig selv.
Jeg har desuden tabt mig 15 kg siden han blev født, ingen sult og når jeg endelig spiser for jeg voldsomme mavesmerter.
Jeg blev presset af alle til at amme og det gjorde også en del ved mig da jeg havde store problemer med det og ikke rigtig ønskede det, jeg havde de samme problemer med den store.
Så læste jeg lige om fødselsdepression herinde og kom til "det kun er de færreste kvinder som får behandling da de forsvinder i løbet af nogle måneder til et halvt år" hvorfor skal man så søge hjælp hvis jeg alligevel bare bliver smidt ud uden hjælp?!
Jeg har INGEN tanker om selvmord eller skade ham, jeg er derimod rædsels slagen for at miste ham og den store. Jeg kan ikke aflevere den store i vuggestuen uden jeg er ved at græde og forestiller mig bombe angreb osv.
JEg følger hellere ikke med i nyheder og blokerer edn virkelige verden for jeg er virkelig bange for at dø osv. Ganske kort, jeg fungerer slet ikke optimalt!!
Min baby trives i stor stil og til sidste sundhedsplejeske besøg var han 4 uger gammel og havde taget 1 kg på og vokset 7 cm siden han kom til verden. Jeg gør alt for ham men jah føler mig bare tom...
Hvordan skal jeg så få hjælp når det er de færreste som får hjælp, jeg vil ikke gå sådan her i flere måneder.
Undskyld det blev så langt..
Kommentarer
Det berørte mig dybt at læse din historie, og jeg er sikker på at du kan få hjælp hvis du henvender dig til din læge, for som jeg kan læse har du været en del igennem, Du kan også tale med din sundhedsplejeske og så kan hun vejlede dig i hvordan du skal ha hjælp, tror altså ingen af dem vil afvise dig, Synes at jeg fik positiv respons alle steder da jeg søgte hjælp og jeg fortryder at jeg ikke gjore det før, så havde jeg ikke nået så langt ud som jeg gjore, men jeg havde det lidt som dig at de nok bare ville bagatellisere det og så mente jeg at det gik nok over og jeg kunne nok klare det selv, ja det var mange ting som gjore at jeg ikke fik hjælp før, men jeg har altså haft en god familie som har hjulpet mig og en mand som støttede mig, har du slet ikke familie eller noget som evt ku tage med dig til læge, evt din mand, det gjore jeg og det var en meget stor støtte for han ku fortælle hvordan han oplevede det.
Men du skal vide at jeg gerne står til rådighed med støtte og opbakning, det jeg kan via debatten, jeg ønsker du skal komme ovenpå fordi jeg selv har prøvet det,
rigtig mange knus
Clara
tusind tak for dit svar, det gav mig et ordenligt spark til at ringe til min læge idag.
Der var en månedes ventetid men da sekretæren hørte hvorfor jeg ikke kunne vente på det fik jeg en akuttid idag.
Han kender mig rigtig godt og kunne godt se det var helt slemt med mig.
Jeg kan ikke engang tage offentlig transport uden jeg forestiller mig det vil sprænge i luften eller en kommer ind og skyder os alle. SÅ mit liv er helt ødelagt.
Det endte med jeg fik en recept på en gang "lykke" piller som jeg skal tage i en månede hvor jeg så skal ind til samtale og måske have en ny omgang eller nogle andre.
Det her er det sidste jeg ønsker for nogen for det er bestemt ikke sjovt.
Kram en som glæder sig til at få sit liv tilbage og lagt en dæmper på min angst.
Ja det er dejligt og høre at du har fået noget hjælp. og jeg håber at det går fremad, det er tit med til og give en lyst til og kæmpe hvis man har noget støtte, da jeg for 2 mdr siden sad i samme situation havde jeg ikke regnet med jeg skulle have det godt igen, men det har jeg fået igen, og det er jeg glad for, hvad for nogle piller har du fået ,,, jeg har fået ciprelex og de virker godt på mig,, jeg skal holde børnefødselsdag for min søn og det er første gang jeg har kunne gøre det, ellers har min angst ødelagt meget af det liv jeg sku ha med mine unger.... håber og høre hvordan det går med dig.
Dejligt dine piller virker så du kan overskue din søns fødselsdag.
Jeg har fået paroxetin sandoz som jeg skal have ½ pille af om dagen i 2 uger, efter 2 uger skal jeg tage 1 pille om dagen og til samtale med lægen d. 1 okt.
Jeg kan ikke vente til de virker, for den her rutshebane vil jeg gerne af. Mit humør idag er helt ude i skoven, jeg er levende død idag mens jeg har meget få dage hvor jeg er glad og frisk men uden energi og overskud.
Jeg kender desværre til det med angst som ødelægger ens liv.
Hvor gamle er dine børn??
Kram micka