Afskedsbrevet
Jeg har i sidste uge sendt en meeeeget langt brev til min mor, en slags afskedsbrev. Jeg skrev, hvordan det var at være mig som barn, ung og voksen. Hvordan det har formet min personlighed, at min egen mor vendte det blinde øje til mange års incest og seksuelt misbrug. At den mor som skulle beskytte mig, valgte at drikke og tage piller for at undgå konfrontationer.
Jeg har i mange år og især det sidste år virkelig kæmpet, for at gøre mig fri af min mor - ja begge mine forældre. Skrev brevet for at få det ud, komme af med vreden. Men det var ikke helt nok for mig, jeg havde behov for at sende det. Havde en ide om, at hun skulle ikke have lov til dø i illusionen med den "lykkelige familiefacade", hun har gjort alt for at opretholde.
Nå men ingen respons overhovedet!!! Det havde jeg egentlig heller ikke forventet, havde jo forventet at hun tog lidt flere piller og drak lidt mere - eller måske et halvhjertet selvmordsforsøg, så jeg kunne få dårlig samvittighed som førhen. Men nej intet!! Okay havde da ikke forventet en undskyldning eller at hun pludselig indså, hvad hun egentlig har gjort.
Men ondt det gør det altså, at hendes egen datter ikke betyder mere for hende, at der kun er HENDE i hendes liv, at hun kun er stand til at se sig selv og sine følelser. Føler jeg er slået tilbage på base 1, og skal startet forfra med terapien. Føler mentalt, at det her har slået mig helt ud af kurs.
Vågner hver morgen og orker ikke stå ud af sengen, orker ikke være sammen med mand og datter. Orker ikke mine kolegaer, vil bare være i fred. Superdårligt humør, vrisser og snerrer - hyler over ingenting. Det her kan jeg bare ikke byde min datter(eller mig selv)!!!!
Men jeg kan ikke hive mig selv op, kan ikke bede om hjælp. Føler lige nu, at det nytter jo ikke noget, jeg bliver ikke stærkere, jeg ryger bare ned igen. Troede jeg var kommet så langt, men går et skridt frem og 7 tilbage. F... hende, jeg hader hende virkelig.
Jeg har i mange år og især det sidste år virkelig kæmpet, for at gøre mig fri af min mor - ja begge mine forældre. Skrev brevet for at få det ud, komme af med vreden. Men det var ikke helt nok for mig, jeg havde behov for at sende det. Havde en ide om, at hun skulle ikke have lov til dø i illusionen med den "lykkelige familiefacade", hun har gjort alt for at opretholde.
Nå men ingen respons overhovedet!!! Det havde jeg egentlig heller ikke forventet, havde jo forventet at hun tog lidt flere piller og drak lidt mere - eller måske et halvhjertet selvmordsforsøg, så jeg kunne få dårlig samvittighed som førhen. Men nej intet!! Okay havde da ikke forventet en undskyldning eller at hun pludselig indså, hvad hun egentlig har gjort.
Men ondt det gør det altså, at hendes egen datter ikke betyder mere for hende, at der kun er HENDE i hendes liv, at hun kun er stand til at se sig selv og sine følelser. Føler jeg er slået tilbage på base 1, og skal startet forfra med terapien. Føler mentalt, at det her har slået mig helt ud af kurs.
Vågner hver morgen og orker ikke stå ud af sengen, orker ikke være sammen med mand og datter. Orker ikke mine kolegaer, vil bare være i fred. Superdårligt humør, vrisser og snerrer - hyler over ingenting. Det her kan jeg bare ikke byde min datter(eller mig selv)!!!!
Men jeg kan ikke hive mig selv op, kan ikke bede om hjælp. Føler lige nu, at det nytter jo ikke noget, jeg bliver ikke stærkere, jeg ryger bare ned igen. Troede jeg var kommet så langt, men går et skridt frem og 7 tilbage. F... hende, jeg hader hende virkelig.
Kommentarer
Selvom du ikke føler, at du bliver stærkere, så tror jeg altså alligevel, at det gør du på længere sigt. Jo mere sårbarhed der kommer frem, desto større styrke vil der omvendt skabes. Når man får taget alle illusioner fra sig, så bliver det fuldstændigt utvetydigt klart, at man står alene i livet. Og når man gør det, så begynder man for alvor at forstå, at nu er kampen for éns liv éns eget ansvar helt og holdent.
Følelsen af opgivelse kommer, når man må opgive det, man hidtil har gjort og bliver konfronteret med, at det gammelkendte og sædvanlige ikke virker. Opgivelse er så hårdt, det føles som om, at man ikke har mere at leve for. Men i virkeligheden er opgivelsen kun et skridt på vejen, hvor døren bliver uigenkaldeligt lukket til noget, der ikke har virket. Derfra er man nødt til at finde andre veje i fremtiden. Det medfører meget voldsomme følelser, som man må give sig tid til at gennemleve. Jeg synes ikke det er mærkeligt, at du ikke orker andre mennesker og er i så dårligt humør. Du har lige fået lukket en dør foran dig, som der stadigt har været et lille ubevidst håb om, ville åbne sig. Men på længere sigt er det samtidigt også vejen mod noget helt nyt, hvor du ikke længere ubevidst stræber efter noget uopnåeligt.
Måske har dit ubevidste været parat til at tage dette mulige slag, siden du vovede at sende brevet. Måske var din mors reaktion ubevidst forventet, selvom du bevidst havde regnet med en anden reaktion. Måske var det i virkeligheden det, du havde brug for for at komme videre.
Det siges, at man ikke får det, man ønsker sig, men det man har brug for. Det kan man som regel bare først se lang tid senere. Måske var dette slet ikke 7 skridt tilbage. Måske var det faktisk et stort skridt fremad? Tingene er ikke altid, hvad man lige tror, de er. Hvis du ubevidst har holdt fast i en håbløs længsel eller håb, så ville det jo på længere sigt have blokeret dig og hindret dig i yderligere fremgang.
Ord er fattige. Jeg ved, at dette er en ringe trøst, når du er midt i det :-(
Mange hilsner Helene
Det er ikke for at gøre ondt værre, jeg skriver det, men det må med i dine tanker. Du skriver jo selv, du ikke orker din datter og mand. Er det sådan din mor tænker.
Har især tænkt meget på dit citat Helene: Jeg fik ikke, hvad jeg ønskede, men det jeg havde brug for. Som de sidste 2 måneder er gået, så er det hele begyndt at falde på plads. Jeg har en underlig ro omkring mit brud med mine forældre, jeg kan mærke, at det er det rigtige for mig. Det er lidt svært at forklare, men først nu kan jeg komme videre med mit liv, tænke i nye baner.
Det allervigtigste for mig er, at min datter ikke får den barndom jeg selv havde. Jeg er ekstra opmærksom på at lytte, give plads til hendes følelser og acceptere hende for HENDE. Opbygge hendes selvværd og lade hende vide, at ligemeget hvad, så har hun altid mig, så kan hun altid komme til mig.
Jeg vil aldrig tvivle på hendes ord eller følelser/fornemmelser og vil aldrig aldrig få hende til at føle, at hun skylder mig noget eller få hende til at føle sig utaknemmelig ift. mig.
Okay jeg kan da sikkert gøre det endnu bedre, men bare det at jeg er klar over det, og arbejder på at ændre mit eget liv, så ændres forudsætningerne også for hendes liv.
Jeg er ikke længere konfliktsky, nok nærmere tværtimod. En del i omgivelserne, ville jo nok ønsker at jeg tav lidt mere og bare............men nej...Jeg KAN bare ikke lade som mere, det har gjort i 30 år nu - nu er det slut.
Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at hvis ikke jeg havde fået min datter, så var jeg aldrig kommet hertil i mit liv. Jeg begyndt for alvor at tænke over mit eget liv, da jeg pludselig stod med ansvaret for et andet.
Lige nu er jeg glad for, at jeg har brudt med mine forældre, og jo længere tid der går, så finder jeg mig et nyt netværk - jeg er ikke alene uden dem, det har jeg nok altid været bange for......men jeg har aldrig haft dem, jeg HAR jo netop været alene altid. Jeg føler mig stærk, har da også "downdage", men hiver mig selv op. Trækker mig selv ud af offerrollen. Jeg er god nok, jeg er en god mor.
Jeg har altid tænkt: Det er da utroligt, at min datter er så skøn en pige - så tillidsfuld, næstekærlig, glad, positiv, ærlig og stråler af selvværd og livsmod. Jeg mener.... de første 5 år af hendes liv var jo netop fyldt med alt det l... fra min egen barndom. Men jeg fik det stoppet, stoppet den onde cirkel, og jeg ved, at jeg er et godt forbillede for hende. Jeg har vist hende, at ligemeget hvad der sker, hvor hårdt det end er - så kan man komme videre.
Man må tage nogle hårde beslutninger og stå fast. Hun savner hendes mormor, men er også tryg ved min beslutning. Hun ved, at mor ikke "vakler" som førhen. Vi taler tit om mormor, og det er fint. Hver gang hun har brug for at tale om det, så gør vi det....også i mange år fremover.
Jeg vil bare sige, at hvor er det godt gået.
Du har fået ændret mønstrene, så de ikke går i arv til næste generation. Det er vel den største gave, man kan få og give. Et stort tillykke med, at du er nået så langt.
Mange hilsner Helene