hva gør jeg nu...?
alting er blevet så uoverskueligt.
jeg har mere eller mindre brudt forbindelsen med mine foældre, har ik fortalt dem hvorfor jeg ik vil se dem, har faktisk ik engang fortalt dem at jeg ik vil se dem, vores forhold er bare li så stille fadet ud.
de har ik forsøgt at kontakte mig i et par mrd og jeg har ikke kontaktet dem. til at starte med var det en befrielse at slippe for at i tlf, at lade som om alt var fint og der ikke var noget. men nu gør det ondt at vide de faktik ikke interresere sig for mig, at de ikke elsker mig og aldrig har, at jeg bare har været deres lille lolita.
det er ikke længere de ting min far har gjort ved mig der gør mest ondt, det er værre at vide at jeg er 20 år og aldrig er blevet elsket.
jeg har været lige ved. har haft en fantastisk kæreste som har støttet mig igennem alt det her pis, men alt den vrede min far skulle have haft har jeg givet ham i stedet og nu kan han ikke mere. han kan ikke holde til at have dårlig samvittighed over noget han ikke har gjort og det er jo fuldt ud forståeligt. så nu sidder jeg her, uden nogen og ka ikke rigtigt se hvad noget nogen sinde sku gøre godt for. jeg vil egentligt bare have lov til at sove ind men jeg tør ik.
jeg har mere eller mindre brudt forbindelsen med mine foældre, har ik fortalt dem hvorfor jeg ik vil se dem, har faktisk ik engang fortalt dem at jeg ik vil se dem, vores forhold er bare li så stille fadet ud.
de har ik forsøgt at kontakte mig i et par mrd og jeg har ikke kontaktet dem. til at starte med var det en befrielse at slippe for at i tlf, at lade som om alt var fint og der ikke var noget. men nu gør det ondt at vide de faktik ikke interresere sig for mig, at de ikke elsker mig og aldrig har, at jeg bare har været deres lille lolita.
det er ikke længere de ting min far har gjort ved mig der gør mest ondt, det er værre at vide at jeg er 20 år og aldrig er blevet elsket.
jeg har været lige ved. har haft en fantastisk kæreste som har støttet mig igennem alt det her pis, men alt den vrede min far skulle have haft har jeg givet ham i stedet og nu kan han ikke mere. han kan ikke holde til at have dårlig samvittighed over noget han ikke har gjort og det er jo fuldt ud forståeligt. så nu sidder jeg her, uden nogen og ka ikke rigtigt se hvad noget nogen sinde sku gøre godt for. jeg vil egentligt bare have lov til at sove ind men jeg tør ik.
Kommentarer
Det er barske erkendelser, du får. Og det er netop det, en bearbejdelsesproces handler om. Så langt mindre om selve de fysiske overgreb og så langt mere om alle de følelser, der følger med. Som f.eks. følelsen af, at man ikke har været elsket og ikke har betydet noget for dem. Det er hårdt.
Jeg er selv nået frem til at se overgreb (uanset hvilken type) som en slags 'alternativ grænsesætning'. Mennesker der ikke er i stand til at sætte rigtige, konstruktive grænser, gør det nogle gange på meget 'alternative' måder. Som f.eks. gennem et fysisk overgreb, der kan signalere: 'Jeg kan ikke klare at have andre tæt på mig, så kommer du nærmere, så er du selv uden om det'. Og kommer man så for tæt på, så falder hammeren og man udsættes for et overgreb af en slags. Og for tæt på, kan være, at man bare er i nærheden. Det har ikke noget med dig som person at gøre. Det har kun noget at gøre med de menneskers følelsesliv. At de måske ikke rummer at have mennesker så tæt på sig. Heller ikke selv om, det er deres eget barn.
Jeg tror, at nu hvor du har fået hul igennem til sorgen og smerten, så vil din vrede begynde at drosle ned. Vreden er en udadrettet følelse, der er fokuseret på andres handlinger. Når du kommer i kontakt med sorgen og smerten, så kommer du på en helt anden måde i kontakt med dig selv og de sårbare følelser i dig selv. Det er vejen mod heling. For så mærker du dig selv på en anden måde. Du bliver klar over, at det andre gør ikke kun gør dig vred, det gør dig også ked af det og alene. Og de følelser skal man igennem i en bearbejdelsesproces.
Desværre er det jo så almindeligt, at man ikke placerer sin vrede, hvor den hører hjemme men derimod, hvor det er muligt at komme af med den.
Jeg forstår, hvor svært det må være at være så ung, som du er og så føle sig alene uden familie og nu også uden kæreste. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at du får skabt nogle andre tilknytninger. Først og fremmest er en god behandler alfa og omega. Det giver en livline, et holdepunkt og en stor, stor tryghed. Tilknytning og det er helt nødvendigt. Man føler sig afgjort mindre alene i verden, når man ved, at man har det back-up og én der kan og vil samle én op igen, når det hele ramler. Det kan ikke sammenlignes med, hvad f.eks. en kæreste eller en veninde kan give én.
Du kan ikke se, hvad det hele har skullet gøre godt for. Nej… det er svært at finde meningen i det tilsyneladende meningsløse. Har lidelse nogen mening?
Ja, lidelse har faktisk en mening. Vi ønsker alle at have det godt og være glade og fri for smerte og sorg. Meget menneskeligt. Men vi udvikles ikke af det, vi lærer intet af det. Livet er måske nok behageligt på den måde, men det er også stilstand og manglende udvikling. Og sådan er livet jo ikke i virkeligheden. Livet står ikke stille, det er ikke statisk, så vi er nødt til at lære at rumme lidelsen og smerten for at kunne komme af med den igen, når vi møder den på forskellig måde.
Når vi lider, så er der i sagens natur noget, der ikke fungerer for os og så må vi få prøve at få løst de problemer, som giver os lidelsen. Den proces udvikles man af og lærer af. Når man bliver i stand til at rumme sin egen lidelse, så forstår og rummer man også andres. Så udvikler man en medfølelse, en forståelse og en omsorg for sig selv og andre, der i den sidste ende får én til at blive et blødere, sundere og mere givende menneske. Gennem lidelsen kan man udvikles og lære, så man ikke bringer lidelse videre men derimod bringer kærlighed, glæde og positive energier videre. Og dermed er man måske med til at gøre verden en lille smule bedre.
For mig findes lidelsens mening i en spirituel og åndelig sammenhæng. Jeg tror, at vi som mennesker og sjæle skal udvikles og vokse gennem lidelse og dermed opnå en større grad af forståelse og medfølelse med andre.
Det er godt, at du ikke tør sove ind. Jeg forstår fuldt ud, at det er det du ønsker, men det er en høj pris at skulle opgive alle muligheder for at få et godt liv. Du er kun 20 år, du kan nå at få et langt godt liv ude på den anden side af det her. Det er en kamp, det bliver en kamp, men hvorfor skulle du ikke kunne vinde den kamp for dig selv? Alle os der har været udsat for incest er i samme båd. Andre har kunnet komme igennem og vinde kampen, du har præcist lige så gode chancer og muligheder som andre. Men du kan ikke alene. Du er nødt til at have én eller flere, der kæmper sammen med dig. Dit liv er værd at kæmpe for. Hvis du opgiver kampen, så har al den lidelse, du har været udsat for i sandhed været meningsløs.
Mange hilsner Helene