Indstillinger
Jeg ved ikk hva jeg skal gøre.
Hej .. Satte mig til a læse om angst, da jeg selv har mange problemer i mit hoved. Jeg ved egentlig ikk hvorfor, eller hvad det er. Men jeg sys selv jeg har nogle meget forkerte tanken, og alt for mange a dem. Jeg blev helt mærkelig da jeg started med a læse, fordi det var som skrevet om mig. Kunne slet ikk koncentrerer mig efter 10 - 15 linier, og måtte kigge lidt væk og tag mig sammen for at ku læse videre uden a græde. Men nu er jeg kommet igennem hele teksten, og er lidt rystet tror jeg. Tanken om a jeg virkelig fejler noget. Kan slet ikk beskrive hvad jeg føler lige nu, men det ikk rart. Sidder med en klump i halsen og helt blanke øjne.
Det næsten helt pinligt a jeg flaber sådan til jer, men jeg har gået med det så mange år, jeg er en 19 årig pige, med et ellers godt liv. De bedste forældre man ku tænke sig, en dejlig bror,forkælet, masse venner, en populær pige .. osv. Jeg har intet a brokke mig over, men alligevel er hver dag bar en kamp. Og jeg føler bar jeg er noget til det punkt hvor det er ved a være for meget for mig a klare. Jeg er simpelthen så mennekse sky, jeg tør ikk søge arbejde, starte uddannelse alene, gå ud for en dør alene, fakisk tør jeg intet alene, hvor folk kan se mig. Og det egentlig ikk fordi jeg er en stille pige, der gemmer sig. Jeg siger sku fra, forsvare mig selv, og gir igen a samme skuffe hvis folk generer mig. Men. ja .. Der sker et eller andet i mig, hvis feks jeg skal med toget selv, eller bar ud hvor nogle kan se mig. Min hjerne går i selvsving, tror jeg er den person i hele verden, der tænker så meget som jeg gør. Bange, onde og mærkelige tanken. Kan heller ikk feks ringe til min bank, kundeservice hvis min mobil er i stykker, og alle sådan nogle ting. Blir bange og nervøs, og vil helst bar ha nogle gør det for mig. Blir os vildt bange hvis nogle banker på min dør i lejligheden, gemmer mig til de er gået. Jeg græder os meget, ikke hver dag, men ihvertfald hver anden, måske kun lige nogle sekunder nogle dage, hvor jeg kan tag mig sammen.. Og for det meste aner jeg ikk hva jeg græder over, det kan være noget i tv'et.. Der var engang nogle dyre program hvor en abe unge blev forenet med den mor, jeg græd simpelthen så meget, ikke over det med aben, men så tænker jeg på alt muligt. "Hva nu hvis min mor dør imorgen, eller alle andre jeg holder a" osv. Forestiller mig tit a nogle jeg kender dør, eller a jeg slår nogle ihjel. Jeg kunne aldrig finde på det selv, jeg er rigtig godt opdraget, men tanken slår mig. Og de er ret sindssyge. Og når jeg så blir ked a det, får jeg nogle sorte tanker, og blir ofte ked a at jeg har så mange venner og familie der ville blive ked a det hvis jeg var væk. Har gået til 3 forskellige psykologer, da jeg gik på efterskole, fordi jeg havde det med a skære i mig selv. Men jeg kunne intet sige til dem, de vidst intet om mig på forhånd, og jeg kunne ikke få mig selv til selv a bringe det op. S¨jeg har kun været en gang hos dem alle tre, og blevet væk fra næste samtale. Havde en lærer som jeg åbned lidt op for der, så han prøved hjælpe. Men har rigtig svært ved a snakke om mig selv, hvis noget er galt. Sys det pinligt, og vil helst ikk ha folk tænker " hun vil bar ha opmærksomhed" osv. Så sørger bar for a være alene hvis noget er galt. Kan heller ikk lig a melde mig syg feks i skole eller arbdejde. Selvom jeg virkelig er syg, tør jeg ikk ringe og sig det. Så hellere tag syg afsted. Men via skrift kan jeg bedre.
Nu skal jeg ikke plapre løs mere tror jeg. Ved ikk engang om jeg får svar. Jeg ved bar ikk hvad jeg skal gøre, tør ikk bede om hjælp, tør ikk sig til selv de nærmeste at der noget galt, ikk engang det mindste.. Og ingen får mig noglesinde til det. Men da jeg lidt bedre til a skrive, besluttede jeg mig for a prøve. Findes der ingen online psykologer?
Hmm. Hilsen mig.
Det næsten helt pinligt a jeg flaber sådan til jer, men jeg har gået med det så mange år, jeg er en 19 årig pige, med et ellers godt liv. De bedste forældre man ku tænke sig, en dejlig bror,forkælet, masse venner, en populær pige .. osv. Jeg har intet a brokke mig over, men alligevel er hver dag bar en kamp. Og jeg føler bar jeg er noget til det punkt hvor det er ved a være for meget for mig a klare. Jeg er simpelthen så mennekse sky, jeg tør ikk søge arbejde, starte uddannelse alene, gå ud for en dør alene, fakisk tør jeg intet alene, hvor folk kan se mig. Og det egentlig ikk fordi jeg er en stille pige, der gemmer sig. Jeg siger sku fra, forsvare mig selv, og gir igen a samme skuffe hvis folk generer mig. Men. ja .. Der sker et eller andet i mig, hvis feks jeg skal med toget selv, eller bar ud hvor nogle kan se mig. Min hjerne går i selvsving, tror jeg er den person i hele verden, der tænker så meget som jeg gør. Bange, onde og mærkelige tanken. Kan heller ikk feks ringe til min bank, kundeservice hvis min mobil er i stykker, og alle sådan nogle ting. Blir bange og nervøs, og vil helst bar ha nogle gør det for mig. Blir os vildt bange hvis nogle banker på min dør i lejligheden, gemmer mig til de er gået. Jeg græder os meget, ikke hver dag, men ihvertfald hver anden, måske kun lige nogle sekunder nogle dage, hvor jeg kan tag mig sammen.. Og for det meste aner jeg ikk hva jeg græder over, det kan være noget i tv'et.. Der var engang nogle dyre program hvor en abe unge blev forenet med den mor, jeg græd simpelthen så meget, ikke over det med aben, men så tænker jeg på alt muligt. "Hva nu hvis min mor dør imorgen, eller alle andre jeg holder a" osv. Forestiller mig tit a nogle jeg kender dør, eller a jeg slår nogle ihjel. Jeg kunne aldrig finde på det selv, jeg er rigtig godt opdraget, men tanken slår mig. Og de er ret sindssyge. Og når jeg så blir ked a det, får jeg nogle sorte tanker, og blir ofte ked a at jeg har så mange venner og familie der ville blive ked a det hvis jeg var væk. Har gået til 3 forskellige psykologer, da jeg gik på efterskole, fordi jeg havde det med a skære i mig selv. Men jeg kunne intet sige til dem, de vidst intet om mig på forhånd, og jeg kunne ikke få mig selv til selv a bringe det op. S¨jeg har kun været en gang hos dem alle tre, og blevet væk fra næste samtale. Havde en lærer som jeg åbned lidt op for der, så han prøved hjælpe. Men har rigtig svært ved a snakke om mig selv, hvis noget er galt. Sys det pinligt, og vil helst ikk ha folk tænker " hun vil bar ha opmærksomhed" osv. Så sørger bar for a være alene hvis noget er galt. Kan heller ikk lig a melde mig syg feks i skole eller arbdejde. Selvom jeg virkelig er syg, tør jeg ikk ringe og sig det. Så hellere tag syg afsted. Men via skrift kan jeg bedre.
Nu skal jeg ikke plapre løs mere tror jeg. Ved ikk engang om jeg får svar. Jeg ved bar ikk hvad jeg skal gøre, tør ikk bede om hjælp, tør ikk sig til selv de nærmeste at der noget galt, ikk engang det mindste.. Og ingen får mig noglesinde til det. Men da jeg lidt bedre til a skrive, besluttede jeg mig for a prøve. Findes der ingen online psykologer?
Hmm. Hilsen mig.
Kommentarer
Jeg forstår godt, at du blev rystet, da du læste noget, der virkede som om, at det var skrevet om dig. Den følelse kender jeg udmærket. Det er hårdt sort på hvidt at læse en præcis beskrivelse af de ting, man ikke selv har kunnet sætte ord på. Det kan også være meget voldsomt at finde ud af, at noget man troede, at man var alene om i virkeligheden er så almindeligt, så der ligefrem er skrevet om det.
Det er på ingen måde pinligt, at du deler dine tanker og følelser her på debatten (der jo desværre ikke er meget liv i). Den er her jo for det samme. Uanset hvilke følelser og tanker du har, er de ikke pinlige, de er naturlige. For de er en følge af årsagen. Alt har en årsag. Den årsag er altid ubevidst for én selv. Derfor er det nødvendigt med professionel hjælp, så man kan finde ud af, hvad det handler om og hvordan man kan få det anderledes og bedre.
Du skriver, at du ikke tør bede om hjælp og ikke tør sige noget til dine nærmeste og ingen får dig nogensinde til det.
Det forstår jeg udmærket godt. Det er ikke altid, at de mennesker, der er tættest på os, skal vide de ting. Éns familie især kan være de sidste i verden, man har lyst til at fortælle det til og så skal man heller ikke gøre det.
Det er noget andet med professionelle behandlere. Du skriver, at du har været hos tre forskellige psykologer, men du kunne ikke få dig selv til at bringe de 'farlige' ting op og er udeblevet fra næste samtale. Du har tydeligvis ikke været parat til at starte behandling.
Der er nogle ting, du skal vide omkring psykologbehandling og arbejdet med at få det bedre.
* Du er nødt til at bede om hjælp for at få det bedre. Siger du ikke noget, så får du ikke noget. Jeg ved alt om, hvor svært det er, men det er den første overvindelse, man må igennem. Enten bliver du ved med at have det, som du har det, eller også må du overvinde dig selv og søge hjælp. Der er ingen grund til, at du bliver ved med at lide. Som du har læst dig til, er der mange (rigtigt mange), der har det som dig. Du er IKKE noget særtilfælde, din tilstand er IKKE uhelbredelig og dine følelser er IKKE pinlige. Psykologerne og terapeuterne har hørt det hele før. Det er derfor, de er i stand til at hjælpe én.
* Så skal du vide, at fordi du starter i psykologisk behandling, så er det ikke sådan, at du 'bare lige' får det bedre. Man skal arbejde med sig selv og både tale om og mærke sine følelser og det er hårdt arbejde og det tager tid. Men det kan lade sig gøre, når man finder ud af, at man IKKE er pinlig.
* Du skal også vide, at ingen psykolog kan helbrede dig. Det er dig selv, der skaber helbredelsen. Psykologen hjælper dig bare med det. Selv den dygtigste psykolog kan ikke helbrede én, der stritter imod. Og hvis du ikke søger hjælp og ikke kan overvinde dig selv til at sige de ting, der skal siges, så kan en psykolog ikke gøre noget for dig. Enhver hjælp er hjælp til selvhjælp. Kun gennem samarbejde kan man skabe helbredelse.
* Du skal også vide, at når man går i gang med at arbejde for at få det bedre, så vil der altid være meget angst. Det er uundgåeligt, for du er nødt til at fortælle ting, det giver dig angst at fortælle. Du er nødt til at afsløre de ting, du holder skjult. Men du vil opdage, at psykologen ikke finder det pinligt og ikke afviser dig. Hvis ikke du åbner dig kan ingen hjælpe dig. Det er nødvendigt, at man overvinder sig selv og overvinder sin angst lidt af gangen i den grad man nu kan. Det kan f.eks. være ved at komme hos psykologen også både 2. og 3. og 4 gang og bare gradvist fortælle en lille bitte smule mere hver gang. Det er jo ikke sådan, at man bare lige skal vælte det hele ud.
* Men ikke mindst skal du vide, at du ved at få hjælp og ved at arbejde med dig selv, selvom det er både svært og angstfremkaldende, så kan du få det meget bedre. Angsten er kun et symptom på, at noget i dit liv ikke er godt nok, ikke fungerer godt. Du kan blive helbredt for angsten. Et alternativ til psykolog kunne også i første omgang være medicin, hvis du hellere ville det. Men det kræver, at du fortæller din læge, hvordan du har det.
Jeg ved ikke, om der findes on-line psykologer.
Men jeg ved, at det er meget angstfyldt at begynde at åbne sig og sætte ord på de ting, der aldrig er blevet sagt højt og som man er flov over. Men der er intet at være flov over. Mange hundrede tusinder af danskere har det præcist som du. Jeg har selv haft det sådan. Jeg følte selv, at jeg var døden nær, da jeg i sin tid måtte bede min læge om recept på noget angstdæmpende medicin. Jeg følte også, at jeg var døden nær, når jeg måtte fortælle min terapeut om forskellige ting, jeg bare IKKE havde lyst til at fortælle om. Men man overlever, bliver stærkere, modigere og mere sikker på sig selv efterhånden. Man får det bedre. Det er den belønning, man får, når man overvinder sig selv.
Mange hilsner Helene
Jeg kinder alt for godt til det du skriver om. Det du beskriver lyder helt bestemt til at være socialfobi, og det rammer mange. Selv er jeg også bange for at møde nye mennesker, snakke i telefon med nogen jeg ikke kender så godt. Er også bange for at komme til at ryste på hænderne i spisesituationer eller når jeg skal skrive under på noget når andre ser på det.
Har du ikke prøvet at få "lykkepiller" ? Der er mange af disse som hjælper på angst og socialfobi.
Piller kan og skal naturligvis ikke så alene. Man skal også have psykoterapi. Her er kognitiv terapi det der har vist sig at være mest effektiv i kombination med medicin.
Psykologerne har som regel ikke noget imod at man spiser "lykkepiller" da man ikke bliver afhængig af dem eller bliver sløv af dem. Mange psykologer ser det derimod som en fordel idet at de kan dæmpe angsten så det gør det nemmere at arbejde terapeutisk.
Vh.
Henrik
Jeg har prøvet kontakte min sagsbehanlder og sådan ¨på det sidste. Men er som skrevet ikk så glad for a snakke i telefon, eller bare snakke med folk jeg ikk kender. især ikk hvis det er for a bede om hjælp. så fik en til a ringe for mig, hvilket han selvf ikk ku. Og en psykolog har jeg ikk råd til, har ikk job, så det har jeg lidt skudt en hvid pil efter. Ved heller ikk hvad jeg skal sige til en spykolog. Frygter lidt a jeg kommer ind og de sidder og forventer jeg starter. har jeg prøvet før.
Og nej jeg har ikk prøvet lykke piller, har hørt om det, og har mange gange ønsket a man ku købe dem uden recept.
Kan du evt. skrive et brev til de mennesker du skal i kontakt med som f.eks. sagsbehandler, læger o.a.?
Hvor du så skriver om problemet dels med at tage kontakt men også om, hvad dine problemer handler om?
Det samme kunne du måske gøre, hvis du på et tidspunkt skal til en psykolog igen.
Det er desværre meget almindeligt, at man har svært ved at bede om hjælp, men man er simpelthen nødt til at overvinde den angst, hvis man vil have det bedre.
Ved du noget om, hvorfor det er så svært for dig f.eks. at kontakte din læge? Jeg mener, kan du mærke, hvad det er, du er bange for? Er du bange for at blive afvist, eller om han ikke vil tro dig, eller vil opfatte dig som underlig, eller er du bange for at bryde sammen eller er du flov over, at du har det, som du har det eller... ?
Mange hilsner Helene
Deltager almindeligvis ikke i netdebatter og søgte efter noget helt andet, da jeg "faldt over" dit indlæg.
Da det er nogen tid siden, du skrev, er det muligvis heller ikke aktuelt længere.
Det, du skrev, gjorde indtryk på mig, da jeg synes, du så glimrende beskriver, hvor svært livet kan være for en tilsyneladende velfungerende ung kvinde på nitten år.
Jeg håber meget, du har fået det bedre og er sluppet fri for tankerne om, at du er "forkert".
For mig lyder du som en følsom og eftertænksom ung kvinde, der står overfor mange udfordringer med hensyn til at blive voksen og ikke som en person, der har et stort behov for professionel behandling (jeg kan selvfølgelig tage fejl).
Selv er jeg meget ældre end dig - 47 år - men kan såmænd genkende mange af de ting, du beskriver så ganske glimrende.
Får bare sådan lyst til at sige til dig, at du skal tro på dig selv og tillade dig at være følsom og bange, det er faktisk helt ok og almindeligt.
Lad være med at opfatte dig som mærkelig eller syg, det er du formentlig ikke.
De fleste mennesker oplever angst for at miste, for ikke at slå til, for at ens nærmeste skal dø m.v.
At forvente af dig, at du skal betro dig til forskellige psykologer, som du ikke kender og at du ikke umiddelbart har tillid til dem, betyder ikke nødvendigvis, at det er dig, der er noget galt med.
Faktisk kan det også være et tegn på, at du ikke hopper på hvadsomhelst og har en sund og naturlig skepsis.
Du skriver, at du har haft en tryg opvækst.
Selvom det er tilfældet, kan man altså godt have det rigtig svært undervejs i livet, det er faktisk ikke ualmindeligt.
Jeg skriver ikke dette for at optræde bedrevidende, men mere fordi jeg genkender mange af de tinge, du beskriver fra mig selv, da jeg var i din alder og jeg klarer mig ganske glimrende i dag.
Jeg er socialrådgiver (og jurastuderende) og har megen kontakt til unge, der til tider har det svært i deres liv.
Tror dog nogle gange, at mange sunde og naturlige reaktioner fra unge mennesker bliver sygeliggjorte og at det ikke altid er en god måde at reagere på (selvfølgelig er nogle behandlingskrævende).
Som du nok kan forstå er jeg af den opfattelse, at man skal være varsom med at klientgøre mennesker på baggrund af reaktioner, der måske mest af alt kommer af kolossale krav om at være perfekte og dygtige.
Jeg synes, du har al mulig grund til at være tilfreds med din egen evne til at sige til og fra og formulere din egen situation klart og præcist.
Med ønsker om alt godt fremover.
Kit