Nu hader jeg ham - tror jeg.

slettet1458

Hvor er det en underlig fornemmelse.
Efter snart et år, hvor han ikke har vidst om det skulle være os eller ej, havde vi en konfrontation forleden - og nu er han helt ude, siger han.
Han er tydeligt trist, men jeg kan bare ikke have ondt af ham. Han har ikke været mig utro, men det er lige før jeg syntes det er værre, at han har holdt mig hen så længe.
Her sidst var det mig der blev vred. Har passet hus, børn og arbejde i al den tid, hvor han har siddet på sit forbandede job og tænkt sig om.
Tre skønne unger, 8 års ægteskab - farvel!
Men problemet er, at en del af mig, bare ikke vil skilles, selvom det er mig som har udfyldt papirerne nu. Jeg har råbt og skældt ud, fordi jeg føler mig trådt på og brugt i den grad. Jeg vil ikke have ham, hvis betingelserne er som de har været indtil nu!
Han siger han stadig elsker mig, bla!!! Jeg kan ikke sigde det samme, fordi jeg er vred lige nu. Men hvad skal jeg så gøre, jeg har ikke lyst til at leve alene, med tre unger, se omgivelserne have sååå ondt af mig - og så skulle flytte, hvor er der plads til alle os? Og jeg har faktisk heller ikke lyst til at leve uden den kærlighed som vi, til trods for så mange skænderier, har for hinanden. Nå, ved ikke hvad jeg ville, men måske en eller anden har ordene, som kan få mig til at se lyset!
Kilde

Linette1

Er du sikker på det ikke er dig selv du hader?
Det er trods alt dig der har en følelse, du kalder den had.
Følelser udspringer ofte af vores tanker, det kan du læse om mange steder.
Eller omvendt, vi har en følelse, og vi tillægger andre at være dem der giver os den følelse. Kan vi ikke lide den følelse, bliver det lig med, vi kan ikke lide det andet menneske.
En del af dig vil ikke skilles, altså er der noget godt ved din mand.
En hadfølelse eller bare konstant vrede, vil få enhver til at gå i tænkebox. Din mand bruger "sit forbandede arbejde", som du åbenbart også hader.
Din mand hader måske at komme hjem.
Tænk det lige godt igennem.

Jeg kender til det selv.
Da jeg var ung og lidt op i fyrrerne hadede jeg min mand. Det var i virkeligheden ikke min mand. Jeg hadede alt det kvinder skulle gøre, altså husarbejde, og det gør jeg den dag i dag.
Nu må jeg ikke mere, og jeg elsker at være fri for det.

rigmor07

hvis du føler vrede over ham er det et godt tegn for så føler du stadig for ham, end hvis man bare var total ligeglad.....

men jeg kan kan da godt forstå at du er skuffet.....

Er der sket efter du skrev dette indlæg???

Anonymous

Jeg tror, du ikke vil skilles, fordi du er klar over de økonomiske og menneskelige vanskeligheder, du vil stå i bagefter. Det er ihvertfald det, der holder mig tilbage. Hvis jeg havde et sted at flytte hen, et job der gjorde det økonomisk og praktisk muligt at klare mig selv og hvis jeg vidste, at min mand også kunne klare så selv, så havde jeg hævet mødet med det samme. Mit ønske om, at min mand kan klare sig selv, er udover almindelig medmenneskelighed også at skilsmissen så kun kan gå godt. Få styr på din økonomi og dine praktiske omstændigheder, hvis du kan klare dig selv, er der ikke nogen grund til at hade.

slettet11746

jeg kan godt forstå du er vred, det har du helt ret til. Han har i et helt år været usikker på jer, og du er blevet ved ham trods usikkerheden, fordi du elskede ham og formentlig stadig gør det. Han skulle have fundet ud af det for et år siden og ikke ladet dig vente.
Måske du skal snakke med ham om netop det at du har måtte være usikker i et helt år og føler dig måske forrådt?
Du har været loyal og blevet og han er ikke.
Så din vrede gemmer måske på en kæmpe sorg over dette?
Men hvorfor har han valgt dig fra? har han givet en grund til hvorfor han går nu? Det skylder han dig efter 8 år.
Få snakket med ham om dette og uanset hva der sker, så skal du nok klare den, om det blir sammen med ham eller alene.
Hold ast i dig selv og lyt til din egen stemme indeni.
Kun du ved hva der er rigtigt at gøre...