borderline
Jeg er en 23 årig pige der lider af anoreksi og bulimi. Jeg har været indligt på OUH i 8 mdr, og fik under min indlæggelse stillet diagnosen borderline oveni. Jeg har læst og læst mig til sygdommen, men jeg lader ikke til at forstå mig på den. Jeg ser mange sammenligninger med hvad jeg læser, og min personlighed. F.eks. har jeg det med at danne mig et indtryk af personer som værende ekstremt gode. Nogle kvindelige personer drages jeg af og finder tryghed i. De står som nærmest engle i mit hovede, og jeg har det med at knytte mig til dem meget stærkt (mere end hvad er normalt.) Yderligere har jeg en meget sort/hvid tankegang. Ihvertfald omkring min mad, og jeg kan til tider være meget impulsiv!
Med det værende sagt har jeg nogen spørgsmål:
- Jeg har læst at man får økonomisk støtte med denne sygdom (og det får jeg også selv), idet det siges at personer med denne sygdom ofte har svært ved at bibeholde et job og fungere fast i arbejde. Men det syntes jeg ikke rigtig passer på mig. Jeg formår at passe arbejde. Ihvertfald når min spiseforstyrrelse tillader det.
- Kan jeg få slettet diagnosen med tiden? Jeg tror at når jeg kommer ud af spiseforstyrrelsens kløer, så vil mine andre problemer også forsvinde, idet de er knyttet op af spiseforstyrrelsen. Jeg ønsker ikke for evigt at have ediketten BORDERLINE på mig, da jeg netop ønsker at uddanne mig indenfor sådant arbejde.
Håber nogen vil besvare mine spørgsmål
Med det værende sagt har jeg nogen spørgsmål:
- Jeg har læst at man får økonomisk støtte med denne sygdom (og det får jeg også selv), idet det siges at personer med denne sygdom ofte har svært ved at bibeholde et job og fungere fast i arbejde. Men det syntes jeg ikke rigtig passer på mig. Jeg formår at passe arbejde. Ihvertfald når min spiseforstyrrelse tillader det.
- Kan jeg få slettet diagnosen med tiden? Jeg tror at når jeg kommer ud af spiseforstyrrelsens kløer, så vil mine andre problemer også forsvinde, idet de er knyttet op af spiseforstyrrelsen. Jeg ønsker ikke for evigt at have ediketten BORDERLINE på mig, da jeg netop ønsker at uddanne mig indenfor sådant arbejde.
Håber nogen vil besvare mine spørgsmål
Kommentarer
Det er ikke sådan, at fordi man har en borderline personlighedsforstyrrelse, hvis man altså har sådan én, at man så ikke kan arbejde med psykiatri eller psykologi. Man skal bare være opmærksom på at få god supervision og selv være meget opmærksom på om éns sygdom skaber problemer. Sørg for at have det godt i nogle år (f.x 5 år) før du begynder at arbejde med klienter alene. Og spørg de mennesker der er omkring dig om hvordan det virker/hvad de ser.
I følge de nyeste undersøgelser af som f.x. Bateman refererer til i bøgerne om mentaliseringsprocesser kommer rigtig mange med borderline sig med tiden. F.x. kan de færreste når de bliver 40 opfylde kriterierne for borderline, selvom de blev diagnosticeret med det da de var 20 eller lignende.
Men: Det kan godt være svært at få ørenlyd for noget sådant i psykiatrien, fordi det er et stort og stift system. Men den dag du ikke tænker på din evt. borderline mere og ikke føler dig generet af din spiseforstyrrelse og din personlighed i det daglige, vil det nok være mindre vigtigt for dig, hvad der står i nogle gamle papirer. Sørg for at blive rask og veltilpas, så løser det sig nok.
Du vil også senere, når tingene kommer på afstand, have meget lettere ved at forklare og tale om de ting, der foregår lige nu, hvis det usandsynlige skulle ske, at du bliver konfronteret med det af en evt arbejdsgiver. (Hvilket i øvrigt vist nok ikke er lovligt, hvis det ikke giver dig sygedage.) Klø på med helbredet og bevar dine drømme, så skal det nok lykkes hen ad vejen.
Lykke til!
Man kan også tale om at have en borderline måde at knytte sig til folk på, eller en borderline opbygning i psyken - alt sammen er forskellige ting, og forskellige teorier.
Og som alle teorier og modeller er de et billede af virkeligheden, ikke virkeligheden selv. Husk at du også har andre egenskaber og andre udviklingsmuligheder, som bare ikke bliver nævnt nogle steder, fordi de ikke giver dig problemer, som en psykiater har brug for at kunne "indfange" og klassificere for at kunne forstå dem.
Diagnoser og teorier er til for at forklare en kompleks verden simpelt nok til at kunne handle, da alt ellers var kaos. Forstår du mon hvad jeg prøver at sige?
Glæd dig over, at du er kompleks og glæd dig over, at der faktisk er uanede muligheder for hvad du kan vælge, hvis du tager et lille skridt ad gangen. Og glæd dig over, at der er noget der fungerer for dig. Det er de gode ting og de gode oplevelser, som vil bære dig igennem og lære dig det, som du stadig har svært ved.
Jeg er 18 år, bor alene, er overvægtig og har en tindens til at uden problemer kunne græde i flere timer til jeg besvimer.
Især hvis jeg føler et venskab eller et kæreste forhold er ved at gå i stykker. (selvom der kun har varet et par uger måske.
Andre gange kan jeg blive irritende glad. Kan ikke sidde stille og laver nogle vilde bevæglser. Hvis nogen (eksp kæreste) spørger den mindste smule negativt til hvorfor jeg er glad forvandles det til et voldsomt raseri.
Jeg er på akarin (antidepressiv) og glemmer jeg pillen en enkelt dag, har jeg tendens til at gøre grimme skader på mig selv.
Jeg er meget kærlig og bliver det ikke gengældt, er jeg (mildest talt) ikke til at være i stue med.
Jeg tænker ikke over hvad jeg påfører min krop. Jeg er ligeglad (gælder dog ikke kønssygdomme) Jeg er ligeglad om min sexpartner er 70. Jeg nyder det bestemt ikke men føler ikke der er nogen inden i min krop der kan tage sig af det. Ind i mellem får jeg så et af de her ovennævnte græde-anfald hvor jeg forbander mig selv, min krop, dem der bruger dem og alle der er omkring mig fordi de ikke kan se der er noget galt... (på trods af jeg skjuler det super godt)
Er der ikke en god psykolog eller psykiater der kan hjælpe mig? Hvad skal jeg gøre?
Mvh Christine
Ville bare lige sige at dine data hos kommunen bliver slettet efter 5 år, så på det plan er diagnosen der ihvertfald ikke altid!
Held og lykke med det hele!
MVH
Camilla
Det at leve med Borderline,er hårdt ... Inden man giver sig selv diagnosen,skal man bare vide,det er ikke romantisk,det er en, sygdom hvor 1 ud af 10 dør,en naturlig død. Resten begår selvmord.
Det er stressede ødelæggende,på alle niveauer, det er en kamp,hvor din hjerne, stemme,krop,der aldrig er enige....
Tro mig....man,får aldrig rigtig fred,i sind,krop-&sjæl