Indstillinger
Kan man blive HELT RASK?
Jeg er en pige på 23 år, som har lidt af anoreksi og bulimi i 7 år. Jeg har været indlagt for det i 8 mdr på OUH, gået i bulimigruppe, tilknyttet ambulant behandling, været dags patient, gået hos div akkupunktører/zoneterapeuter, terapeuter osv. og intet syntes at gøre mig rask. Hovedsagelig lider jeg af bulimi.. Anoreksiens kløer er jeg så godt som ude af den dag i dag, selvom jeg stadig er meget bange for mad. Jeg har formået at tage næsten 15kg på under min behandling og vejer dermed nu 50 kg. fordelt på 161 cm. Jeg har kæmpet og kæmpet, og gør det stadig hver dag.. Men een ting kan jeg ikke holde mig fra; Ædeflip og opkastninger.. Jeg gør det HVER dag, og somme tider helt op til 30 gange dagligt. Jeg er på kontanthjælp da hele min hverdag er præget af spiseforstyrrelsen.. Jeg har nu sagt det skal være slut!! Jeg er kommet ind på min uddannelse til februar, så inden da skal jeg have lagt min redningskrans til bulimien fra mig. Så godt det nu er muligt ihvertfald!
Jeg har oprettet en hjemmeside; www.jump4life.webbyen.dk hvor jeg dagligt skriver om mine tanker og min kamp.
Anyway; Mit spørgsmål er som følgende.. :
Tror i der er håb forude for mig? Jeg mener.. jeg mister stille og roilig troen på, at det er mig muligt at have et liv HELT uden opkastninger. Mad vil aldrig blive naturligt for mig, tror jeg ikke. Hvad er jeres holdning!? Når man har været så langt ude og vende som jeg har været/tildels stadig er, tror i så det er muligt at blive HELT RSK, eller skal man tage til takke med at være kommet op på sin normalvægt, og acceptere at man dagligt må skylde sine frustationer ud i toilettet?
Kram og varme tanker, den snart opgivende kæmper..
Jeg har oprettet en hjemmeside; www.jump4life.webbyen.dk hvor jeg dagligt skriver om mine tanker og min kamp.
Anyway; Mit spørgsmål er som følgende.. :
Tror i der er håb forude for mig? Jeg mener.. jeg mister stille og roilig troen på, at det er mig muligt at have et liv HELT uden opkastninger. Mad vil aldrig blive naturligt for mig, tror jeg ikke. Hvad er jeres holdning!? Når man har været så langt ude og vende som jeg har været/tildels stadig er, tror i så det er muligt at blive HELT RSK, eller skal man tage til takke med at være kommet op på sin normalvægt, og acceptere at man dagligt må skylde sine frustationer ud i toilettet?
Kram og varme tanker, den snart opgivende kæmper..
Kommentarer
Du virker som om du meget gerne vil ud af din spiseforstyrrelse, så jeg tror du på rette vej. Det bliver ufattelig svært, og du vil sikkert falde i flere gange. Men hvis du bevarer den vijlestyrke, tror jeg på at det endag nok skal blive bedre.
Jeg tror på at folk med spiseforstyrrelser, først er klar til at blive rask, når man selv føler en lille gnist for at blive rask. Du kan også prøve at få en til at være der for dig, når lysten til at kaste op kommer. Det hjælper nogengange mig, at jeg har en person som tager mig i hånden, eller giver mig et kram og siger "Nej. Ikke denne gang. Der sker intet, ved det bliver i din mave."
Og selvom det en ubehagelig følelse at have alt det mad i maven (som du ved) er du på rette spor.
Held og lykke her fra.
Jeg kan tydeligt mærke frustrationen i dit indlæg og kan også sagtens forstå dig. At kaste op, dagen lang, er energidrænende og humørdræbende - og at komme ud på den anden side er en LANG kamp. Men jeg er desværre også nødt til at skrive til dig, at kampen først kan begynde, når du virkelig er klar til det - sådant helt for alvor. Jeg ved godt, at du sikkert tænker, at du kæmper hver eneste dag og at kampen synes umulig. Men jeg har været det samme sted som dig og derfor VED jeg, at det kan lade sig gøre, at komme af med bulimien(og anoreksien) - men jeg ved også, at det kræver en enorm indsats, som i virkeligheden ikke drejer sig ret meget om ædeflip eller ej. Det handler om, at du skal i gang med, at mærke dine følelser igen og du skal finde en måde at "fylde" dit "indre hul", uden at det er via maden. Det er HÅRDT og en lang proces - og det kan KUN lade sig gøre, hvis du holder op med at tænke på spiseforstyrrelsen som en god ven og redningskrans(som jeg kan læse på din hjemmeside, at du gør). Jeg ved godt, at det er sådant man siger, i systemet, men ikke desto mindre, kan jeg garantere dig, at dét livssyn vil fastholde dig i spiseforstyrrelsen. I det hele taget bare dét, at du har oprettet dig en hjemmeside om din spiseforstyrrelse(og personlighedsforstyrrelse) fortæller mig, at du ikke er klar til, at blive rask endnu. Jeg ved godt, at det kan virke dybt provokerende for dig, at høre dette, men når man først er ude i noget der grænser til en "pro-ana-side"(jeg ved godt, at du ikke selv betragter siden, som en sådant, men du skal vide, at alle dine oplysninger om mad, vægt og opkastninger kan påvirke andre, i en MEGET NEGATIV retning), så fortæller det mig, at du lever dybt inde i dén verden og at du har en stor del af din identitetsfølelse liggende i dét, at du ser dig selv som psykisk syg. Sådant var det også for mig engang. Jeg NØD det faktum, at jeg var én af de "sygeste" på min afdeling og at jeg var "den bedste" bulimiker(og anorektiker). Det vigtigste i hele min helbredelses-proces har været at opdage, at det liv jeg levede var det mest ynkelige og patetiske man overhovedet kan gøre mod sig selv. At vandre ud og ind af psykiatrisk afdeling og leve af kontanthjælp igennem 3 år, var IKKE et værdigt liv - og jeg VAR(ER) IKKE en spiseforstyrret person. Jeg er, tvært i mod, et ungt menneske, med en stor fremtid foran mig. Jeg har en anden bagage end de fleste, men jeg kommer ALDRIG til at begå dén fejl igen, at sammenligne min identitet med en spiseforstyrrelse - eller personlighedsforstyrrelse for den sags skyld. Fik nemlig, som dig, også dén diagnose...men lad dig, for guds skyld, ikke narre til at tro, at du dermed er "psykisk syg" for altid! For at blive rask skal du slippe alle diagnose-betegnelser på dig selv og bare se dig selv som et helt normalt menneske, med en uhensigtsmæssig adfærd. Og så er det vigtigt, at du holder op med, at tiltrække dig "opmærksomhed" på din negative adfærd, men i stedet udforske andre sider af dig selv og begynde at "dyrke" dem. Lav en hjemmeside om alt muligt andet, end dine såkaldte "psykiske sygdomme".
Og sidst, men ikke mindst, så håber jeg at du forstår, at min besvarelse IKKE er ondt ment. Men når man har været det samme sted som dig, kan man også tillade sig, at sige sandheden som den ér(jeg har jo ikke været et hak bedre selv). Så kan du bruge det eller ikke.
Og jeg selv? Ja, jeg vil fortsætte med at nyde mit "nye" liv, uden for toilettet - livet er for kort til alt andet.
Mange knus fra Cille!
JA - stort, højt, klart og tydeligt JA - du kan blive rask!!
Du har kæmpet og kæmpet, sloges med dæmoner og med behandlinger, der ikke har givet dig det rette på det rette tidspunkt. Men du er en fighter og du VIL - for din egen og for dine nærmeste skyld - og du vil vinde kampen.
Du har taget en stor beslutning om at tage kampen op igen - på trods af tilbagegangen - og du skal vide, at de sejeste mennesker er dem, der ikke lader sig kue af tilbagefald, men som kæmper videre.
Du ved , jeg mener det, når jeg siger at DU kan blive RASK - jeg tror præcist lige så meget på dig nu, som jeg altid har gjort !!
Knus og rigtigt mange tanker
Rikke
Hvis man har arbejdet med bulimi i så lang tid og haft det så tæt inde på livet som du siger, hvordan kan det så være, at man som voksent menneske stadig konsekvent staver det forkert ....? Det hedder bulimia nervosa - Bulimi - ikke bullimi ... bare en tanke... dine indlæg bekymrer mig, jeg tror ikke du ved så meget om spiseforstyrrelser på et professionelt plan som du gir dig ud for... under alle omstændigheder er det aldrig pædagogens rolle at stille diagnoser eller udøve terapeutisk behandling - det lyder som om du er lidt udenfor dit område her...
Men hvad er det at være rask?
Er fx en ædru alkoholiker rask?
Jeg har selv lidt af begge slags spiseforstyrrelser, og gået i både individuel og gruppeterapi.
I dag tænker jeg ikke længere over det, eller dvs. det ligger altid et sted og ulmer i baggrunden, -men jeg tænker ikke bevidt over det som før i tiden.
Jeg har en vægt hvor jeg fungerer.
Jeg kan spise faktisk hvad jeg vil, men jeg har altid et eller andet sted i baghovedet at jeg ikke vil tage på, dvs. jeg udviser et vist mådehold, men faktisk efterhånden - uden at tænke nærmere over det.
Det er ikke sådan at det hæmmer mig i min hverdag, og jeg hverken sulter eller er på kur, - jeg går bare ikke "amok" i junk food osv.... det kan jeg ikke (men jeg kan sagtens spise af det, i mit eget tempo).
Det er mange år siden jeg har kastet op eller sultet mig bevidst.
Jeg har fundet en vægt jeg kan forlige mig med (jeg er meget slank, men det kan jo være individuelt hvor ens grænser ligger), og jeg har fundet ud af, at jeg holder denne vægt ved min nuværende livsstil, - og dette gør, at sålænge der ikke er nogen udsving, behøver jeg ikke plages af angst for mad.
Så ja - det kan lade sig gøre - men det vil ofte være et stort og langvarrigt arbejde at nå dertil, - men støt og roligt kan man gøre det. :-)
-M
Jeg begyndte at tænke på hvordan jeg ku smide de mange kilo hurtigst muligt og helt bevidst begyndte jeg at kaste op . Jeg mente selv jeg ku kontrollere det , da jeg altid har haft styr på alting . Men det ku jeg ikke ,!
Jeg er under den vægt som min store drøm var at veje, og det er lissom om jeg ikke rigtigt kan få nok af at tabe mig .. Min nye kæreste som jeg er flyttet sammen med ved at jeg har haft bulimi fordi jeg sagde det i håb om han ku hjælpe mig ud af det .. Men jeg er begyndt at lyve om det . Lovede ham jeg ikke ville gøre det igen, men det er bare mere end jeg kan holde og vil virkelig ik gøre ham skuffet over mig så derfor holder jeg det hemmeligt ..
Men hvis jeg skal være 100 % ærlig så tror jeg aldrig jeg vil få et normalt forhold til mad . Når først det har været så stor en del af ens liv vil det være der for altid .. Jeg kæmper for at holde maden i mig . Men jeg tror jeg skal leve med det resten af mit liv og det skræmmer mig . Men som jeg har det så vil jeg hellere lære at acceptere at sådan er det, i stedet for at gå og hade mig selv for det jeg har gjort .. Jeg er self ked af det jeg har budt mig selv, men jeg må lære at leve med det specielle forhold til mad .
Sikke dog en møg-kæreste du havde dig dengang. Jeg er glad for at høre, at du er kommet ud af det forhold.
Jeg undrer mig over, at du slet ikke nævner behandling. Har du ikke gået i behandling for din spiseforstyrrelse? I så fald vil jeg altså anbefale dig at tage kontakt til din læge, så du kan få behandling.
Jeg har selv haft tendens til spiseforstyrrelse siden jeg var 12 år, og det blussede for alvor op i 2007/2008. I 2008 var jeg helt i bulimiens magt.
Jeg kom i ambulant behandling, og var i behandling først to gange om ugen, så en gang om ugen, så hver fjortende dag osv. i seks måneder. Jeg har nu et mere afslappet forhold til mad end jeg nogensinde har haft.
I forbindelse med stress kan fokus på maden melde sig, men det er jeg opmærksom på, og det får derfor ikke overtag. Jeg kan finde ud af at håndtere det.
Min holdning er derfor: Man kan GODT blive rask.