Indstillinger
Bange, deprimeret, vil væk
Hej,
Idag har været en virklig god dag til at starte med.
Jeg gik i skole, den 4. dag på min nye skole! Jeg elsker virkelig det sted. Har allerede fået et ret stort netværk og har det virkelig sjovt hver dag, selvom lærerne fylder så meget på at jeg som regel ender med små hovedpine og bliver nød til at gå tideligt i seng! Måske prøver jeg for hårdt at lærer noget ;p
Jeg har haft det generalt godt de sidste 3 uger, mest på grund af at min kæreste har været her, og har støttet mig. Jeg var meget deprimeret før jeg mødte ham, tror mest det skyldtes ensomhed. Jeg har aldrig rigtig fået "kærlighed" fra mine forældre, de er meget egoistiske og hårde, tror det er for min og mine brødres egen skyld, så vi lærer at stå på vores egne ben.. men den tanke blev ødelagt.
Omkring kl. 5½ idag, ja, begyndte mine brødre at skændtes(de er begge 11 og tvillinger). Det gør de tit og som altid, begyndte min far at råbe af dem(mor og far er skilt), og som regel var det det samme igen og igen. At mine brødre var egoistiske røvhulle rog de bare skændtes uden at tænke på at det gav ham hovedpine og han blev stresset af det. Han blev ved og ved dennegang. Han praktisk talt SMED dem op på deres værelser og talte højt for sig selv nedenunder, nok til at de kunne høre det. At jeg kunne. Han spurgte sig selv om hvordan han fik så ufølsomme "unger" hvordan de blev så fuldstædnig ustyrlige og sådan. han brugte mange, hårdere ord hvilke jeg ikke bryde rmig om at nævne.. med hovedsagen er at jeg fik det dårligt over det..
Siden jeg på det seneste havde fået det bedre turde jeg at sige fra. Jeg fortalte ham at han nok var den eneste der var ufølsom her, da de tiggede ham om at stoppe med at sige det, de græd, og man kunne virkelig se at de havde fattet det og t det gjorde ondt på dem. Men han blev ved, sagde at det ville være bedre hvis vi alle bare forsvandt.
At han hadede os mere en noget andet..
Jeg blev sur, og blev ved med at prøve at beskytte mine brødre, men blev selv såret, så stoppede hurtigt og lukkede døren. Låste den.
Lidt senere kom han op, bankede på og jeg gik hen for at åbne, og så sparkede han døren ind. Jeg fik en lang flenge på armen på grund af det, det er først lige stoppet med at bløde. Hans undskylding var at jeg havde låst døren og at jeg ikke ville have åbnet alligevel. Han gav mig ca 2 sek. efter at have banket på til at åbne iden han sparkede.. det var fuldstændig ulogisk for mig.
Har haft mange af sådanne episoder. Engang smed han mig ud af bilen midt ude i ingen-mands-land bare fordi jeg sagde nej til at hente min BRORS mobil, bare fordi han ikke selv gad hente den, altså min bror. Jeg rendte rundt næsten en hel dag inden en af mine venner enedelig fandt mig. Jeg broede hos hende i en uge efter, fordi min far IKKE ville se mig..
Nå, tilbage til idag.
Jeg skrev til min mor noget efter, og spurgte om hun ikke ville hjælpe med at få mine brødre og mig fjernet fra min far, engang sagde hun at hun ville hjælpe hvis det blev for slemt. og jeg troede hende.. Hun tog min fars parti og skyldte skylden på alt mulig mærkeligt for at HAN fik ret. Og selvom jeg viste hende mit sår, sagd ehun at det sikkert var noget jeg SELV havde lavet for at hænge min far op på det. Desuden, sagde hun, at hun ikke ville have os eller hjælpe og at hun aldrig havde sagt okay til det før.
Jeg har det som om at hele min familie harder mig...
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere.. har virkelig lyst til bare at ende det hele.. men det ville være egoistisk af mig.. men jeg ved virkelig ikke mere.. Når jeg endelig får det bedre minder de mig altid om at jeg ikke er elsket af dem.. Hvorfor prøver de at få os ned, få os til at græde, få os til at tigge dem om at stoppe.. sige dehader os.. er det magtbegær?
Jeg er for bange til at blive hos min far.. nogen der kender en måde at komme væk på? har søgt meget, men har ikke kunne finde det helt rigtige endnu.. og nogle siger at ting som det her, ikke er nok, til at blive taget væk..
Hjælp..
Idag har været en virklig god dag til at starte med.
Jeg gik i skole, den 4. dag på min nye skole! Jeg elsker virkelig det sted. Har allerede fået et ret stort netværk og har det virkelig sjovt hver dag, selvom lærerne fylder så meget på at jeg som regel ender med små hovedpine og bliver nød til at gå tideligt i seng! Måske prøver jeg for hårdt at lærer noget ;p
Jeg har haft det generalt godt de sidste 3 uger, mest på grund af at min kæreste har været her, og har støttet mig. Jeg var meget deprimeret før jeg mødte ham, tror mest det skyldtes ensomhed. Jeg har aldrig rigtig fået "kærlighed" fra mine forældre, de er meget egoistiske og hårde, tror det er for min og mine brødres egen skyld, så vi lærer at stå på vores egne ben.. men den tanke blev ødelagt.
Omkring kl. 5½ idag, ja, begyndte mine brødre at skændtes(de er begge 11 og tvillinger). Det gør de tit og som altid, begyndte min far at råbe af dem(mor og far er skilt), og som regel var det det samme igen og igen. At mine brødre var egoistiske røvhulle rog de bare skændtes uden at tænke på at det gav ham hovedpine og han blev stresset af det. Han blev ved og ved dennegang. Han praktisk talt SMED dem op på deres værelser og talte højt for sig selv nedenunder, nok til at de kunne høre det. At jeg kunne. Han spurgte sig selv om hvordan han fik så ufølsomme "unger" hvordan de blev så fuldstædnig ustyrlige og sådan. han brugte mange, hårdere ord hvilke jeg ikke bryde rmig om at nævne.. med hovedsagen er at jeg fik det dårligt over det..
Siden jeg på det seneste havde fået det bedre turde jeg at sige fra. Jeg fortalte ham at han nok var den eneste der var ufølsom her, da de tiggede ham om at stoppe med at sige det, de græd, og man kunne virkelig se at de havde fattet det og t det gjorde ondt på dem. Men han blev ved, sagde at det ville være bedre hvis vi alle bare forsvandt.
At han hadede os mere en noget andet..
Jeg blev sur, og blev ved med at prøve at beskytte mine brødre, men blev selv såret, så stoppede hurtigt og lukkede døren. Låste den.
Lidt senere kom han op, bankede på og jeg gik hen for at åbne, og så sparkede han døren ind. Jeg fik en lang flenge på armen på grund af det, det er først lige stoppet med at bløde. Hans undskylding var at jeg havde låst døren og at jeg ikke ville have åbnet alligevel. Han gav mig ca 2 sek. efter at have banket på til at åbne iden han sparkede.. det var fuldstændig ulogisk for mig.
Har haft mange af sådanne episoder. Engang smed han mig ud af bilen midt ude i ingen-mands-land bare fordi jeg sagde nej til at hente min BRORS mobil, bare fordi han ikke selv gad hente den, altså min bror. Jeg rendte rundt næsten en hel dag inden en af mine venner enedelig fandt mig. Jeg broede hos hende i en uge efter, fordi min far IKKE ville se mig..
Nå, tilbage til idag.
Jeg skrev til min mor noget efter, og spurgte om hun ikke ville hjælpe med at få mine brødre og mig fjernet fra min far, engang sagde hun at hun ville hjælpe hvis det blev for slemt. og jeg troede hende.. Hun tog min fars parti og skyldte skylden på alt mulig mærkeligt for at HAN fik ret. Og selvom jeg viste hende mit sår, sagd ehun at det sikkert var noget jeg SELV havde lavet for at hænge min far op på det. Desuden, sagde hun, at hun ikke ville have os eller hjælpe og at hun aldrig havde sagt okay til det før.
Jeg har det som om at hele min familie harder mig...
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere.. har virkelig lyst til bare at ende det hele.. men det ville være egoistisk af mig.. men jeg ved virkelig ikke mere.. Når jeg endelig får det bedre minder de mig altid om at jeg ikke er elsket af dem.. Hvorfor prøver de at få os ned, få os til at græde, få os til at tigge dem om at stoppe.. sige dehader os.. er det magtbegær?
Jeg er for bange til at blive hos min far.. nogen der kender en måde at komme væk på? har søgt meget, men har ikke kunne finde det helt rigtige endnu.. og nogle siger at ting som det her, ikke er nok, til at blive taget væk..
Hjælp..
Kommentarer
Henvend dig til socialforvalningen ..!
Hvad er det for ord din far bruger og som du ikke kan være "bekendt" at skrive ?
Det ku jeg godt tænke mig at høre ..prøv lige at skrive dem.
Han lyder rimelig usund ...for både dig og dine brødre.
Hjælp dem og hjælp dit selv .. !
Hvis han sir "forræder" til dig eller din mor siger det ...så få en psykolog til at tale med dem.
Så sig hvad de siger og gør til en psykolog.
Det er ikke altid de "voksne har ret" - men jeg - hende der skriver til dig nu - har ret. Jeg gik selv gennem helvede og har stadig ar - så jeg siger ikke det her til dig for at være ond ved dig - men for at spare dig for ondskab ...fra dine forældre. Du skal være obs på at dem på socialforvaltlning kun er arbejdere der og reelt ikke supermennesker der kan trylle. Vær kritisk ..og tænk selv...men ikke så kritisk så du mister al tillid til alle.
Venlig hilsen Maj
Maj
Jeg er voksen, er gift og har to børn. Jeg er ligesom du - stadig er - vokset op i et psykisk voldeligt hjem (til tider også fysisk voldeligt).
Min far var stort set som din - psykisk voldelig, og når han havde drukket (han er alkoholiker) også fysisk voldelig. Den fysiske vold var hiven i ørerne, en lussing, skub ind i dør eller væg.
Min mor har altid været super egoistisk grænsende til det afstumpede. Hendes følelser var altid rigtige og mine noget pjat. Hun sagde tilmed i tide og utide, at jeg var psykisk stærk, så omend jeg havde det skidt i nuet, så gik det over.
Jeg er blevet kaldt de værst tænkelige eder og forbandelser af min far, ting ingen tror muligt at man kan sige til sit eget barn. Ex. at jeg var så fed og grim, at han fik brækfornemmeler af at se på mig, at hvis jeg aldrig var blevet født, så ville hans liv være en dans på roser, at han godt kunne forstå ingen gad være sammen med mig, for han kunne sgu heller ikke holde mig ud. På et tidspunkt tog jeg ham i at være min mor utro. Hun var ude at rejse jobmæssigt og han havde inviteret en anden dame hjem. Hun forlod omgående huset, da jeg kom hjem, hvorefter min far klaskede mig op ad væggen, tog kvælertag på mig og sagde, hvis du nævner ét eneste ord for mor, så slår jeg dig ihjel.
Min mor var den manipulerende type. Hvis min far var psykisk voldelig overfor hende (for det gik ud over os begge), så var det uden begrænsning hvor forfærdeligt det var for hende, men mine oplevelser og følelser blev altid gjort til skamme. Jeg er derfor vokset op med at føle stor smerte og sorg indeni samtidig med, at jeg skulle håndtere at disse følelser var forkeret, altså at der var noget galt med mig. Hun har altid prioriteret sit arbejde før alt andet og selvom jeg dermed blev overladt alene til min far og dennes "adfærd", så var hun ligeglad. Hvis der var "sket" noget, så blev jeg altid mødt med "åhhh, det orker jeg ikke at høre om nu" eller "helt ærligt, er du klar over hvor utaknemmelig og egoistisk du er, du skulle sætte pris på de ting du har og får".
Men for at gøre en lang historie kort, så havde jeg mine små åndehuller hos min mormor. Min mormor kunne både se, høre og mærke på mig, at noget var helt galt. Faktisk tiggede og bad hun min mor indtil flere gange om at blive skilt, for så ville både hun og jeg få det meget bedre. Min mormor er død for mange år siden og mine forældre er stadig gift. I dag har jeg ingen kontakt til dem overhovedet.
Men for mig har det været en lang psykisk nedtur i mit voksne liv. Jeg har gået til psykiater, får antidepressiv medicin, er ofte "bange" for andre mennesker, og ser altid det dårlige i alle situationer og mennesker. Hver dag er en kamp for mig op ad bakke, som ingen forstår, og jeg skal da ærligt indrømme, at jeg heller ikke udbreder "min" historie til nogen, andet lige nu, fordi jeg tror på, at det kan give dig indsigt i hvor forkert dine forældre handler og hvor rigtig det er, at du har det som du har.
Min mand kender selvfølgelig min historie og har da også selv måtte smage deres "kærlighed" inden vi kappede forbindelsen. Så han forstå så udmærket omend han ikke kan føle smerten og sorgen på egen krop.
Tal med din læge, forældre til en god venninde, socialforvaltningen (som foreslåes i et andet svar) eller ring til "børnelinien" og få hjælp. Du kan under ingen omstændigheder stå med dette her alene, du har brug for nogen at tale med og som kan hjælpe dig ud af dette helvede, som ødelægger dig for livet.
Mit liv er ødelagt for livet, og det vil altid være en svær sag for mig, at se positivt og fremadrettet på livet. Men mit liv i dag er så meget bedre end min barndom, dog havde jeg bare gerne været alle de ar og ikke mindst den kæmpe sorg jeg bærer rundt på foruden.
Håber at du finder råd og vej og de bedste tanker for din fremtid.
Kærlige hilsner
Olsen
I er foreløbig 3, der har været igennem - og stadigvæk er - en barndom ingen fortjener !
Og så er der de 11 årige drenge - også stakkels dem.
Jeg vil give jer ret, det her må stoppe, I må væk fra det hjem, eller de forældre må have hjælp, for de kan ikke selv have det godt, noget er rivende galt.
Jeg har selv haft en streng far, og fået mange tærsk - forskelsbehandling imellem mig og min bror - ingen kærlighed - ikke et kys eller et klem, eller bare at sidde på skødet hos mine forældre.
Men jeg er en halvgammel "pige" og det var nok ikke så almindeligt dengang, og det var stadigvæk tilladt at slå sine børn.
Jeg havde også nogle kærlige bedsteforældre hvor jeg opholdt mig meget, og de gav mig tryghed og kærlighed.
Ellers var jeg som stor pige, faktisk aldrig hjemme - jeg var hos min veninde, når jeg ikke var i skole, sådan "overlevede" jeg.
Søg hjælp, og brug de råd du har fået.
I skal væk og det med det samme!
Håber, det er sket for længe siden.
I skal fjernes fra Jeres forældre - om nødvendigt med tvang.
I skal henvende Jer til kommunens børn- og unge afdeling og fortælle om de overgreb, I har beskrevet her og så skal I væk med det samme!
KH
KKJ