Jeg vil væk s;
Jeg ved ikke engang om det her er det rigtige sted at skrive det her. Men jeg må få det ud, jeg har brug for svar. Svar der er rigtige. 5000 tegn er ikke nok, så der bliver muligvis to i en.
Alle mennesker kan få det dårligt, men for de fleste plejer det at gå ret hurtigt over. For de andre er der forskellige verdener at søge tilflugt i. Nogle vælger alkoholen, andre tyr til narkoen eller til jobbet og bliver arbejdsnarkomaner. Der findes så meget man kan misbruge. Selv har jeg valgt at sulte og gøre skade på mig selv, det var det der bedst udtrykte hvad jeg følte. Alle ved hvordan det føles at være rigtig ked af det. Så fylder ens egen sorg og smerte det hele.
Mit liv, har været et helvede, bogstaveligttalt. Da jeg begyndte i skole, var jeg den nørdede tykke pige. Hende der var det lette offer. Så jeg blev mobbet, jeg blev mobbet på det groveste. Fra 0-8 klasse, hvor jeg blev flyttet på en anden skole. Men arene var blevet så dybe igennem de 8 år. Ikke nok med det, er jeg blevet slået af min mor, siden jeg var 9. Nu har hun ikke slået mig i godt 10. mdr ' men jeg er stadig så skide bange for hende. hvis hun hæver hånden dukker jeg mig, og dækker mit ansigt til. Mange i min familie ryger hash, og jeg hader det. Min far har gjort utallige af dumme ting, bl.a. at tage mig med ud for at hente en pistol, ryge hash i samme rum som jeg var i. Jeg fik endelig sagt fra, og sagde han skulle vælge mellem hash og mig, og han valgte hash. jeg snakkede ikke med ham i godt et år, i det år gik det rigtig galt i skolen, og mellem min mor og jeg. Hun begyndte at slå mig mere og mere, og vores skænderier blev værre og værre. Hvad gør man så? Jeg var 11 år gammel, anede ingenting? Følte mig dum, og uduelig! Jeg blev tretten, og jeg fik min første kærlighed ' men.. hvor meget var der så i det, han voldtog mig ' jeg havde kun sex med ham, fordi jeg ville gøre ham glad. Han blev værre og værre med tiden, og til sidst slog jeg op. efter 8 mdr. i et helvede! Jeg fik det værre og værre herhjemme. min mor har altid kaldt mig ualmindelige grimme ting, som snotunge, du duer til ingenting, jeg hader dig osv. Det hele tog til, og til tider endte det med at hun sad oven på mig og slog mig. jeg har stukket af flere gange. Jeg begyndte at skære alvorligt i mig selv, i arme, ben, mave, tungen, og halsen. min mor opdagede og flejnede helt ud på mig. og sagde hvis hun så det igen, ville jeg blive indlæg på psykiatrisk afdeling. blev aldrig indlagt, for begyndte at skære mig selv på steder som hun ikke kunne se. hun blev ved med at slå, og min mobning blev værre og værre. Med tiden blev far og jeg gode venner igen, og jeg flyttede hen til ham for at komme væk. men det hele blev kun værre for min far var aldrig hjemme ' og så begyndte jeg at ty til andre metoder. såsom selvmord, og piller. Jeg forsøgte selvmord 4 gange. stoppede mig selv hver gang, for hvis jeg gjorde det ville de hade mig endnu mere end de gjorde. med årene blev mit selvværd og selvtillid værre og værre, nu sidder jeg her, som 16-årig og har intet selvværd eller selvtillig. Jeg kom i noget psykolog hjælp, men det hjalp ikke. Jeg fik det godt i en kort periode, flyttede tilbage til mor, og tingene kørte. Undtagen skolen, og lige pludselig blev min fætter på 4mdr. indlagt med sammenklappet lunge, og var ved at dø. Jeg gik helt ned, og så tog mobningen for alvor til. Jeg blev truet hver dag, jeg blev sendt hjem fra skole af min klasselærer, pga. af det, jeg turde ikke gå ned i byen, fordi de havde sendt folk efter mig. jeg kom ned på fredericia real skole, og mødte nye mennesker, fik et fedt år. men psykisk fik jeg det langt fra bedre. jeg får det godt i 1-2 uger, så styrter det hele igen, så alt det jeg har bygget op på de uger falder sammen. jeg er træt af at rejse mig, der er ingen andre end mig selv der kæmper for mig. alle siger, det hele nok skal gå, men jeg er træt af at høre på det. så træt af det! det bliver jo ikke bedre jeg har prøvet siden jeg var 7 nu?! jeg giver op. d. 14 januar 2008 dræbte min veninde sig selv, og nu lidt over et halvt år senere, går jeg i gennem den værste skilsmisse. mit liv er noget kaos. jeg kan ikke finde ud af hvem jeg er, hvorfor jeg skal være her, og hvad jeg skal gøre godt? jeg hjælper mine venner, altid. sætter mine egne problemer til side, og hjælper den. Under skilsmissen mellem min mor og stedfar igennem 10år, forsøgte han selvmord. jeg fandt ham. den aften kunne jeg ikke sove, for hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg billedet af ham. så jeg tog 15 piller ' og det hele blev tåget for mig, men jeg faldt i søvn og det var det jeg ville.
Nu tænker i sikkert; stakkels pigebarn, se alt det hun har gået igennem, eller: stakkels forældre, kan slet ikke forestille mig hvordan de måtte have haft det.
Jeg ved godt jeg er utrolig uduelig, fordi jeg kunne finde på at gøre det ved mine forældre ' men hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg ser mig selv som to personer, djævlen og mig selv. jeg vil ikke gøre noget for mig selv.
fortsættes!
Alle mennesker kan få det dårligt, men for de fleste plejer det at gå ret hurtigt over. For de andre er der forskellige verdener at søge tilflugt i. Nogle vælger alkoholen, andre tyr til narkoen eller til jobbet og bliver arbejdsnarkomaner. Der findes så meget man kan misbruge. Selv har jeg valgt at sulte og gøre skade på mig selv, det var det der bedst udtrykte hvad jeg følte. Alle ved hvordan det føles at være rigtig ked af det. Så fylder ens egen sorg og smerte det hele.
Mit liv, har været et helvede, bogstaveligttalt. Da jeg begyndte i skole, var jeg den nørdede tykke pige. Hende der var det lette offer. Så jeg blev mobbet, jeg blev mobbet på det groveste. Fra 0-8 klasse, hvor jeg blev flyttet på en anden skole. Men arene var blevet så dybe igennem de 8 år. Ikke nok med det, er jeg blevet slået af min mor, siden jeg var 9. Nu har hun ikke slået mig i godt 10. mdr ' men jeg er stadig så skide bange for hende. hvis hun hæver hånden dukker jeg mig, og dækker mit ansigt til. Mange i min familie ryger hash, og jeg hader det. Min far har gjort utallige af dumme ting, bl.a. at tage mig med ud for at hente en pistol, ryge hash i samme rum som jeg var i. Jeg fik endelig sagt fra, og sagde han skulle vælge mellem hash og mig, og han valgte hash. jeg snakkede ikke med ham i godt et år, i det år gik det rigtig galt i skolen, og mellem min mor og jeg. Hun begyndte at slå mig mere og mere, og vores skænderier blev værre og værre. Hvad gør man så? Jeg var 11 år gammel, anede ingenting? Følte mig dum, og uduelig! Jeg blev tretten, og jeg fik min første kærlighed ' men.. hvor meget var der så i det, han voldtog mig ' jeg havde kun sex med ham, fordi jeg ville gøre ham glad. Han blev værre og værre med tiden, og til sidst slog jeg op. efter 8 mdr. i et helvede! Jeg fik det værre og værre herhjemme. min mor har altid kaldt mig ualmindelige grimme ting, som snotunge, du duer til ingenting, jeg hader dig osv. Det hele tog til, og til tider endte det med at hun sad oven på mig og slog mig. jeg har stukket af flere gange. Jeg begyndte at skære alvorligt i mig selv, i arme, ben, mave, tungen, og halsen. min mor opdagede og flejnede helt ud på mig. og sagde hvis hun så det igen, ville jeg blive indlæg på psykiatrisk afdeling. blev aldrig indlagt, for begyndte at skære mig selv på steder som hun ikke kunne se. hun blev ved med at slå, og min mobning blev værre og værre. Med tiden blev far og jeg gode venner igen, og jeg flyttede hen til ham for at komme væk. men det hele blev kun værre for min far var aldrig hjemme ' og så begyndte jeg at ty til andre metoder. såsom selvmord, og piller. Jeg forsøgte selvmord 4 gange. stoppede mig selv hver gang, for hvis jeg gjorde det ville de hade mig endnu mere end de gjorde. med årene blev mit selvværd og selvtillid værre og værre, nu sidder jeg her, som 16-årig og har intet selvværd eller selvtillig. Jeg kom i noget psykolog hjælp, men det hjalp ikke. Jeg fik det godt i en kort periode, flyttede tilbage til mor, og tingene kørte. Undtagen skolen, og lige pludselig blev min fætter på 4mdr. indlagt med sammenklappet lunge, og var ved at dø. Jeg gik helt ned, og så tog mobningen for alvor til. Jeg blev truet hver dag, jeg blev sendt hjem fra skole af min klasselærer, pga. af det, jeg turde ikke gå ned i byen, fordi de havde sendt folk efter mig. jeg kom ned på fredericia real skole, og mødte nye mennesker, fik et fedt år. men psykisk fik jeg det langt fra bedre. jeg får det godt i 1-2 uger, så styrter det hele igen, så alt det jeg har bygget op på de uger falder sammen. jeg er træt af at rejse mig, der er ingen andre end mig selv der kæmper for mig. alle siger, det hele nok skal gå, men jeg er træt af at høre på det. så træt af det! det bliver jo ikke bedre jeg har prøvet siden jeg var 7 nu?! jeg giver op. d. 14 januar 2008 dræbte min veninde sig selv, og nu lidt over et halvt år senere, går jeg i gennem den værste skilsmisse. mit liv er noget kaos. jeg kan ikke finde ud af hvem jeg er, hvorfor jeg skal være her, og hvad jeg skal gøre godt? jeg hjælper mine venner, altid. sætter mine egne problemer til side, og hjælper den. Under skilsmissen mellem min mor og stedfar igennem 10år, forsøgte han selvmord. jeg fandt ham. den aften kunne jeg ikke sove, for hver gang jeg lukkede øjnene, så jeg billedet af ham. så jeg tog 15 piller ' og det hele blev tåget for mig, men jeg faldt i søvn og det var det jeg ville.
Nu tænker i sikkert; stakkels pigebarn, se alt det hun har gået igennem, eller: stakkels forældre, kan slet ikke forestille mig hvordan de måtte have haft det.
Jeg ved godt jeg er utrolig uduelig, fordi jeg kunne finde på at gøre det ved mine forældre ' men hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg ser mig selv som to personer, djævlen og mig selv. jeg vil ikke gøre noget for mig selv.
fortsættes!
Kommentarer
Tak for du delte din historie. Jeg er ikke selv ramt af depression og læste indlæggene, fordi min veninde har en depression.Anyway jeg kan til dels sætte mig ind i din situation, da jeg selv til tider har haft en noget belastende opvækst med en far, som netop har drukket sig selv ihjel og siddet i fængsel etc. Jeg bliver rigtig ked af det, når jeg læser om dine forældres svigt herunder din mors slåen, det er så langt ude. Jeg kan ikke opfordre dig nok til at søge noget hjælp. Går du på gym.? Hvis ja så gå hen til din studievejleder og få en snak og læg kortene på bordet. Ellers opsøg en ny psykolog, det vil hjælpe dig, hvis du kommer til den rette, tro mig. Du må ikke tage livet af dig, husk på, livet tilhører de levende og livet er en gave, til trods for det til tider er svært at få øje på. Efter netop at have mistet min far, som faldt død om på vej hjem fra værtshuset, så kan jeg slet ikke beskrive over for dig, hvor trist og meningsløst det føles, når nogen opgiver livet. Jeg sender dig de varmeste tanker og håber, du snart vil se lyset i livet, jeg ved godt, det kan være svært. Snart har du muligheden for at flytte hjemmefra, det vil give noget luft uden tvivl.- De allerbedste og varmeste tanker, Louise.