Hjem Sind og psyke Sorg og krise

Hvordan kan jeg hjælpe?

Redigeret 5 august, 2008, 15:08 i Sorg og krise
Min mor var for noget tid siden offer for røveri, hvor hun blev truet med at gevær.
Hun er selvfølgelig meget mærket af det, og jeg tager mig selv i at minde min far på at han skal tage hensyn, da hun har brug for meget støtte og ikke kommer ovenpå før om et godt stykke tid.

Jeg vil hjælpe hende så meget som jeg kan, men ved ikke hvordan jeg gør det bedst.
Hun har glemt en del ting, på grund af chokket, og det har irriteret mig, da det har været nogle aftaler som jeg havde lavet med hende. Hun kan på ingen måde gøre for det, er jeg udemærket klar over og det gør bare endnu mere ondt.
Hun har altid været glad og altid klar med et vittighed, er hun bare ikke mere. Hun er på en måde trukket ind i sig selv, hvilket ikke er det smarteste.

Er der nogen der ved hvad jeg kan gøre, for at hjælpe hende bedst?

På forhånd tak.

Kommentarer

  • Hej CL

    Har din mor fået krisehjælp efter røveriet?

    Det, der hjælper, er at få talt det hele igennem igen og igen og igen. Så din mor kan få hul igennem til frygten, vreden og få grædt over det og med tiden huske mere og mere og dermed efterhånden kunne nærme sig og få bearbejdet chokket.
    Måske er det nok at tale med familie og venner om det, men det kan også meget vel være, at det er nødt til at være med en psykolog eller terapeut. En professionel behandler forstår, hvad det er, der sker med et menneske, der udsættes for sådan et traume og er ikke selv følelsesmæssigt involveret.

    Din mor har haft en oplevelse, hvor hun troede, at hun skulle dø. Når man har prøvet det, kan det være meget, meget svært følelsesmæssigt at finde ud af, at man altså ikke skulle dø alligevel, at man faktisk stadigt lever. Man kan sige, at en del af sjælen stadig sidder stivnet i den dødsangst, der er i situationen. Denne fastfrosne del af sjælen, skal vækkes til live igen og det tager tid og er en langvarrig proces. Man kan blive utroligt bange for livet efter en konfrontation med sin dødsangst.

    Din mors oplevelse må ialtfald ikke blive et tabu, som I lister Jer udenom. Hvis I ikke taler om det og samtidigt behandler hende som glas, der kan gå i stykker når som helst, så fastholder I hende samtidigt i offerfølelserne, selvom det sker i den bedste mening.
    Prøv også at være åbne omkring Jeres egne følelser. Fortæl hinanden og hende, hvad det hele betyder for Jer hver især. F.eks. fortælle stille og roligt, at du jo godt forstår, at det ikke er din mors skyld, at hun f.eks. ikke kan huske de aftaler, I havde indgået, men at det jo alligevel frustrerer/ irriterer/gør dig ked af det.

    For det er jo ikke kun din mor, der har det svært, selvom hun er offeret. Det påvirker jo hele familien. Er der én i en familie, der har det skidt, har hele familien det skidt. Derfor er det vigtigt, at I alle får talt ud om, hvad det her betyder for Jer hver især, så det ikke bliver tabu og følelserne kan komme frem i lyset. Måske kan I klare det selv, måske behøver I noget professionel rådgivning til at tackle det.


    Hilsen Helene
  • Hun fik krisehjælp af en psykolog 10 minutter efter det var sket (hun er ansat i den bank der blev røvet)
    Hun har efterfølgende snakket med psykologen 3 gange.

    Min bror og jeg tog ud til vores forældre for at være der når hun kom hjem, og var så nede at hente hende efter at psykologen havde forbudt hende at køre hjem.
    Min far er den der er dårligst til at hjælpe, da han ganske enkelt lader som om det ikke er sket...og har flere gange mindet ham på at hun lige skal have lov at komme over det, i stedet for han bare presser på for at leve videre.

    Jeg var ved dem i et par dage, ganske enkelt for at hjælpe hende med de ting som hun ikke lige kunne overkomme, hun var forståeligt nok meget træt 2 uger efter, simpelthen på grund af chokket.
    De ting hun selv ville gøre er der ingen der har taget fra hende, da hun som du siger ikke skal behandles som et stykke glas man skal passe på ikke går i stykker.
    Hun er blevet mere sårbar efter den frygtelige hændelse, men viser det ikke.

    Hun har uden tvivl fundet ud af at det er vigtigt at værdsætte alle de små ting i hverdagen, og hun har sagt til mig at hun elsker mig utallige gange.. er noget hun aldrig har gjort før.
    Men samtidig undskylder hun en hel del, selvom der ikke er noget at undskylde over. Ved ikke om det er en reaktion.

    Hvis jeg sætter mig ned for at ville snakke med hende om det, så undviger hun og siger at det kan vi snakke om på et andet tidspunkt. Som om hun er bange for hvad der kommer frem.
  • Hej igen CL

    Lidt kommentarer til dit svar.

    Din fars reaktion er desværre meget almindelig. Hvis man lader som om, det aldrig er sket, så forvinder det nok og alt bliver, som det var førhen. Han har måske svært ved at forholde sig til sine egne følelser og derfor rummer han så heller ikke din mors. Mange mennesker ved ikke, hvordan de skal håndtere de store kriser i livet og så fornægter man dem.

    Din mor undskylder en del, selvom der ikke er noget at undskylde. Det er en meget naturlig reaktion. Ofre har det med at påtage sig urealistiske følelser af skyld og skam. Selvbebrejdelserne kan være mange. 'Hvorfor gjorde jeg sådan og sådan?' - 'Hvorfor gjorde jeg ikke noget andet?' - 'Hvis jeg nu i stedet havde sagt eller gjort'. Det behøver ikke kun at være i forhold til hændelsen, det kan være i ét og alt.
    Følelser af skyld og skam kan være en psykologisk beskyttelse mod frygten og magtesløsheden i situationen. Hvis man bilder sig ind, at det er éns egen skyld, så har man dog selv været uden om det på én eller anden måde. Så kan man bebrejde sig selv i stedet for at komme i kontakt med den magtesløshed, der ligger i at måtte erkende, at man vitterligt intet kunne gøre i situationen. For erkender man, at man intet kunne gøre, at man var uskyldig, så bliver det meningsløst og umuligt at forholde sig til. Skyldfølelsen beskytter hende mod at komme i kontakt med frygt og raseri og den følelse af at være et uskyldigt offer. At være et uskyldigt offer for andres meningsløse handlinger, kan være så svært at bære. Så hellere en urealistisk skyldfølelse.

    I stedet for at blive ved med at fortælle hende, at dette eller hint jo ikke er hendes skyld (det preller formentligt af), så kan man spørge ind til det: 'Hvorfor mener du, at det er din skyld?' - 'Var der noget, du ville ønske, at du havde gjort anderledes, siden du føler skyldfølelse?' - 'Tror du, at det havde forandret noget, hvis du havde reageret anderledes?' - 'Kunne du have reageret anderledes?'.

    Din mor vægrer sig formentligt ved at tale om det, fordi hun er bange for at få slået hul på de følelser, hun har lukket inde i sig selv. Det er voldsomme følelser og hun rummer dem sikkert ikke. Men det er selvfølgeligt ikke sundt for hende, at hun lukker det inde, det får hun det ikke bedre af. Selvom det gør ondt at få det ud, så er det det, man bliver rask af. Men man kan jo selvfølgeligt ikke tvinge det igennem, hvis hun virkeligt ikke magter det.
    Man kan ikke 'bare lige' rumme så store følelser. Man er nødt til at nærme sig dem langsomt. Vride sit sind og sine grænser for, hvad man kan klare lidt mere og lidt mere, så det kommer gradvist. Derfor kan det være en mulighed, at tage lidt omveje til emnet, så I ikke går lige til kernen.
    Det kan være, at I ikke ligefrem skal sætte Jer ned for at tale om det. Måske kan du lige berøre emnet i forbifarten, mens I foretager Jer noget helt andet sammen. Hvis I går en tur sammen eller står og vasker op, eller hvad ved jeg.
    Måske kan du nærme dig emnet forsigtigt ved lige at nævne en lille smule af, hvad det ene eller det andet har betydet for dig i stedet for at spørge til hende. Hvis du åbner op for dine egne følelser omkring det, kan det indirekte invitere hende til at gøre det samme uden, at det kommer til at virke som et uoverkommeligt krav, hvor tingene kommer alt for tæt på.
    Det skal ikke være i det store. Bare nok til, at det bliver noget man kan tale en smule om, så det ikke bliver et helt tabu.
    F.eks. bare lige nævne: 'Jeg har lagt mærke til, at du siden røveriet, flere gange har sagt, at du elsker mig. Det er selvfølgeligt på en sørgelig baggrund, men det er rigtigt dejligt for mig at høre'.

    Det, der er sket, bliver nødt til at blive en åbenlys og integreret del af familiens historie. Det kan være svært, hvis begge dine forældre helst vil fortrænge det. Men det, der bliver fortrængt og tabuiseret, ligger altid usagt og skaber afstand mellem mennesker. Man kan ikke tie følelser ihjel.

    Jeg håber, at din mor bliver ved med at få mulighed for psykologsamtaler. Og så synes jeg, at det er dejligt, at du gør så meget for at støtte op om helbredelsen. Det lyder som om, du holder meget af din mor og det er naturligvis den bedste forudsætning for, at det vil gå fremad.

    Hilsen Helene
Log in eller Registrér for at kommentere.