konflikter, konflikter, konflikter
Hej,
jeg har brug for nogle råd. Jeg har to piger: en på snart 7 år og en lille en på 3 mdr. Jeg er gift med en dejlig mand, og vi er begge helt på det rene med, at børnene er det vigtigste i vores liv.
Efter at den lille kom til, så er vi begyndt at have enormt mange konflikter med den store. Hun har altid været meget forkælet, så selvfølgelig er det hårdt for hende, at hun pludselig skal dele mor og far med en lille baby, der kræver meget af vores tid. Og det er vi opmærksomme på. Men vi er jo også mere trætte end ellers, og derfor sker der mange sammenstød med den store. Hun trodser os helt åbenlyst, og hun kan få decideret hysteriske anfald, hvor hun skriger så højt, at vi bliver helt bange for, om naboerne tror, at vi slår hende, så vildt som hun kan skrige. Hun kan også finde på at ødelægge ting, selvom hun ved, at hun ikke må røre det (tegne på morfars B&O fladskærm o.lign). Min mand og jeg føler os magtesløse, og der er flere gange nu, hvor vi har råbt af hende og sagt forfærdelige ting til hende (som "Er du syg i hovedet?" eller "Du er jo sværere at have end babyen"), hvorefter vi får frygtelig dårlig samvittighed og undskylder. Det er ikke til at bære. Det kører tit helt af sporet, fordi vi prøver og prøver at snakke hende til fornuft (f.eks vil hun pludselig ikke tage bad!), men hun flipper helt ud, og så vågner den lille måske og græder med, og så er det pludselig at enten min mand eller jeg mister besindelsen. Hvad pokker skal jeg gøre? Jeg vil ikke have, at tingene skal køre sådan her...
Gode råd modtages meget gerne.
jeg har brug for nogle råd. Jeg har to piger: en på snart 7 år og en lille en på 3 mdr. Jeg er gift med en dejlig mand, og vi er begge helt på det rene med, at børnene er det vigtigste i vores liv.
Efter at den lille kom til, så er vi begyndt at have enormt mange konflikter med den store. Hun har altid været meget forkælet, så selvfølgelig er det hårdt for hende, at hun pludselig skal dele mor og far med en lille baby, der kræver meget af vores tid. Og det er vi opmærksomme på. Men vi er jo også mere trætte end ellers, og derfor sker der mange sammenstød med den store. Hun trodser os helt åbenlyst, og hun kan få decideret hysteriske anfald, hvor hun skriger så højt, at vi bliver helt bange for, om naboerne tror, at vi slår hende, så vildt som hun kan skrige. Hun kan også finde på at ødelægge ting, selvom hun ved, at hun ikke må røre det (tegne på morfars B&O fladskærm o.lign). Min mand og jeg føler os magtesløse, og der er flere gange nu, hvor vi har råbt af hende og sagt forfærdelige ting til hende (som "Er du syg i hovedet?" eller "Du er jo sværere at have end babyen"), hvorefter vi får frygtelig dårlig samvittighed og undskylder. Det er ikke til at bære. Det kører tit helt af sporet, fordi vi prøver og prøver at snakke hende til fornuft (f.eks vil hun pludselig ikke tage bad!), men hun flipper helt ud, og så vågner den lille måske og græder med, og så er det pludselig at enten min mand eller jeg mister besindelsen. Hvad pokker skal jeg gøre? Jeg vil ikke have, at tingene skal køre sådan her...
Gode råd modtages meget gerne.
Kommentarer
Jeg er mormor og mit barnebarn er snart 6 år.
Jeg kender til det du beskriver, men han har ingen søskende.
Når børn er frustrerede reagerer de som du skriver, og det kan have mange årsager.
I vores tilfælde drejer det sig om for lidt opmærksomhed - for lidt tid til at lytte til sit barn, og de forandringer en skilsmisse medfører.
Når han er hos os bedsteforældre er der tid, for vi giver os tid, og lytter og snakker om tingene.
Så alt er fred og idyl.
Jeg tror altid det er de voksne, der er årsagen, når et lille barn reagerer.
Det er klart, at sådan en lille nyfødt har brug for meget tid, og at den tid går fra det store barn, men man kan godt lade barnet være med i det fællesskab.
Lade den store føle at der også er brug for ham/hende.
I ved bedst selv hvilke muligheder der kunne være for at jeres store barn ikke føler sig udenfor.
Men giv jer tid til, at lytte til jeres barn, spørge til hvordan dagen er gået, sidde lidt sammen og lade hvilen falde på, I er dog 2 der kan fordele andre pligter, så det må kunne lade sig gøre.
Det er bare mit råd, jeg ved ikke, om I allerede gør det jeg råder jer til, ellers kan der være problemer andre steder, derfor må man give sig tid, så man kan finde årsagen.
tak for din besked. Ja, det er helt sikkert, at det (næsten) altid er forældrenes skyld, hvis et mindre barn er besværlig (næsten, fordi f.eks.DAMPbørn ikke skyldes forældrene opførsel, men det er jo noget andet..)
Vi er meget opmærksomme på, at hun skal have masser af opmærksomhed, og det får hun også, emend det aldrig kan blive som før lillesøster kom til, hvor vi var 2 voksne, der konstant havde fokus på hende. Men vi sidder og snakker med hende hver dag, er hver for sig tit på udflugter med hende alene (pause fra den lille..), hun får mindst to godnathistorier læst op hver dag, har lov til at have veninder på besøg meget oftere end andre børn mm. Jeg synes virkelig vi prøver at gøre vores bedste. De første 2 måneder af den lilles liv var dog hårde, for min mand arbejdede om aftenen, så jeg var alene med to der, og i starten ammer man bare hele tiden, så jeg overlod den store meget til sig selv, jeg ved ikke, om det stadig er det, der spøger, selvom dette nu er anderledes (min mand har sagt det arbejde op af hensyn til netop den store). Vi er faktisk nogle forældre, der tænker utrolig meget på børnene og gerne vil gøre det hele rigtig godt for dem, men som sagt har vi haft disse her slemme konflikter med den store (har dog ikke haft nogen siden indlægget kom på, pyha), og for første gang nogensinde er det jo så sket, at jeg har mistet besindelsen (plejer ellers at være den rolige i familien), måske fordi jeg har været stresset pga. familieforøgelsen (den lille havde kolik i 2 mdr og skreg hele aftnenen og skulle bæres rundt non-stop).
Ja, det er rigtig hårdt med sådan en lille ny og en lidt forkælet storesøster der vil have mere opmærksomhed end I magter at give hende.
Jeg er helt på linie med Tulle.
Er det mon en mulighed for jer at blive aflastet?
Jeg tænker her på, om din datter måske kunne være hos sine bedsteforældre en dag ind imellem, hvor hun kunne få deres fulde opmærksomhed og du kunne få tid til at puste lidt ud.
Tag det ikke for tungt, at I har råbt lidt af hende og sagt uoverlagte ting.
Det har de fleste forældre gjort af og til.
Det er dog kun de færreste der er så ærlige som du og indrømmer det.
Venligst
Leonine