Angst & depression
Hej jeg er en ung mand som har fået angst anfald og depression, jeg har siden sidste efterår fået angst anfald og det er blevet værre med tiden, fik hjertebanken, forhøjet blodtryk, feber osv, jeg har så den sidste måned været på anti depressiv medicin efter at jeg har fået en depression, jeg venter lige nu på at komme i psykolog behandling, men kan det virkeligt passe at man bliver ekstremt træt af det medicin ?
Jeg har som en af bivirkningerne fået nedsat appetit, har tabt 8 kg på lidt under 4 uger.
Jeg har været udsat for mobning i folkeskolen, gik ned sidste år med stress pga arbejdet og været i behandling, men de sidste 2 måneder er det kun gået ned ad bakke...
Hvor langtid skal man regne med det vare ???
Jeg har som en af bivirkningerne fået nedsat appetit, har tabt 8 kg på lidt under 4 uger.
Jeg har været udsat for mobning i folkeskolen, gik ned sidste år med stress pga arbejdet og været i behandling, men de sidste 2 måneder er det kun gået ned ad bakke...
Hvor langtid skal man regne med det vare ???
Kommentarer
Jeg kan ikke svare dig på dit spørgsmål om medicinens bivirkninger.
Men jeg ved, at man kan blive ekstremt træt af at lægge låg på sine følelser (hvad man altid gør, når der f.eks. er angst og depression). Da medicinens funktion til en vis grad er at lægge låg på følelserne, så lyder det for mig meget logisk, at det vil kunne give en massiv træthed.
Det er godt, at du kommer til psykolog.
Du skal dog nok ikke regne med, at disse problemer er noget man 'bare lige' kan ordne. Terapi er en proces. En bearbejdelses-, udviklings- og forandringsproces. Det er ikke nogen hurtig løsning (den findes ikke), men det er en langtidsholdbar løsning, der skaber positive forandringer i dit liv på lidt længere sigt og det er det vigtige. For de ting du kommer til at lære i terapien, er det, du skal bygge et nyt og bedre liv op på i fremtiden.
Det tager tid at løse op for følelsesmæssige problemer. Hvis du tænker på, hvor lang tid det har taget at skabe problemerne og hvor længe du har levet med dem, så er det klart, at det også vil tage tid at få dem bearbejdet og få alle de gamle ting ud af systemet igen.
Fordelen ved terapien er, at man gradvist mærker forbedringer og forandringer, så man ser, at det hjælper noget. Det giver håb, når det ellers kan se sort ud.
Held og lykke med det.
Mange hilsner Helene
Det jeg synes der er det værste er at jeg ikke ved helt præcis hvad der skaber de angst anfald, jeg er ved at blive skør af det for jeg kan mærke angst fysisk på min krop, men jeg får avide hver gang på sygehuset at jeg ikke fejler noget fysisk.
Men jeg følger ikke altid at folk kan forstå hvordan jeg har det, men det er jo nok også fordi at det er en sygedom man ikke kan se, som f.eks hvis man havde brækket en arm det kan man jo se.
Men jeg følger mig ikke rigtig ked af det, men jeg følger man heller ikke glad, jeg synes lige nu at det er ekstemt svært fordi jeg fatisk kun man leve en dag ad gangen og ikke kan se nogen fremtid, men den må værre der ude et sted, men fysisk motion får jeg heller ikke mere energi af... Jeg er bare totalt lost...
Jeg ved sådan nogenlunde, hvordan du har det, for jeg har selv lidt både af angst og depression som følge af en 'ikke så god' barndom. En sådan barndom har bestemt sin pris. Men da vi ikke er børn mere, har vi heldigvis muligheden for at gøre noget for at hele de skader, vi har fået.
Nej, du ved ikke præcist, hvad der skaber angstanfaldende, for det er netop den måde angst virker på: Den skal camouflere, hvad årsagen til angsten er. Det er en slags beskyttelse mod den frygt,der ligger nedenunder. For der ligger altid frygt i én eller anden form bag angst. Alle negative følelser har deres oprindelse i frygt. Og når man er blevet mobbet m.m., så har man været udsat for mange oplevelser, der har givet frygt.
Derfor hjælper terapi, hvor man kan få talt om alle de meget svære ting. Når det kommer ud og der kommer ord på, kan man begynde at opfatte tingene anderledes, få nogle nye vinkler på tingene, få følelserne ud og så begynder angsten at slippe sit tag.
Man mærker angsten fysisk i kroppen, fordi krop og hoved hænger sammen, men det betyder ikke, at angsten har en fysisk årsag. Jeg led i 33 år af en djævelsk hovedpine, som lægerne kun mener har fysiske årsager, men da jeg startede i terapi, forsvandt hovedpinen hurtigt - fordi årsagen helt klart var psykisk.
Når kroppen reagerer fysisk, er det fordi den indre stresstilstand er blevet så stor, så det ligefrem skaber fysiske reaktioner. Inden det når dertil, vil man engang have mærket, at man var bange, havde det dårligt o.s.v., men kunne ikke reagere på det og forandre det. Det skaber angst.
Derfor er angst altid et symptom på noget i éns liv, der ikke fungerer, som det skal. Angst er altid skabt af noget, der har allerede har fundet sted. Måske man ikke engang husker, hvad man har været bange for dengang. Måske mærkede man slet ikke, at der var noget virkeligt man frygtede. Man følte kun angst. Men ubevidst render man stadigt rundt med det hele indeni sig - og det skal ud, før man kan få det godt.
Nej, mennesker der ikke selv kender til den slags, kan ikke forstå, hvordan det er. Også derfor er det godt at tale med en professionel og folk der selv har prøvet det, for de kan forstå det og er ikke bange for at tale om de svære ting.
Du føler dig ikke rigtigt ked af det og ikke rigtigt glad. Det er også helt naturligt, når man har lukket ned for sine følelser. Og det gør man, når man har været udsat for ting, hvor man ikke kunne rumme de følelser, der var i det. Det er de følelser, der er lukket ned for, man i et terapiforløb begynder at få frem igen. Det helbreder for det er følelser, der skaber liv og energi.
Når man holder op med at være ked af det, mister man typisk også evnen til at kunne glædes og et liv uden glæde er sandt at sige ikke særligt meningsfyldt. Derfor er hensigten, at du gradvist v.h.a. terapien bliver i stand til at kunne tackle flere og flere af de svære følelser. Så vil glæden også gradvist blive tydeligere. Det er det allervigtigste, for det er glæden, der giver livet mening. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at du ikke kan se nogen fremtid. Det kommer efterhånden som du får løst op for tingene og lærer dig selv og dine følelser at kende.
Du har været udsat for nogle ting, der har været meget svære i din fortid. De ligger stadigt og belaster dig. De har fået dig til at lukke af for dine følelser. Når man lukker af for sine følelser, så vil angst og depression altid følge med.
Derfor er terapien helbredende, for den hjælper én til at lukke op for følelserne igen. Det er ikke nogen hurtig proces, men den kan forandre éns liv til noget meget, meget bedre.
Mit bedste råd er, at du accepterer (så godt du kan), at lige nu har du det, som du har det. Der er altid en god grund til, at man har det, som man har det. Du venter på at starte i terapi og dermed handler du. Handling er forandring og forandring giver håb. Men ligesom vinteren ikke bare afløses af sommer, fordi man kunne ønske det, således får man det heller ikke 'bare lige' bedre, fordi man ønsker det. Måske du kan prøve at opfatte det her som en periode af dit liv, der er under forandring. Tro, tillid og tålmodighed er kodeordene. Det kan, skal og vil blive bedre, for du kan, skal og vil ikke leve på denne måde altid. Derfor må du have kvalificeret hjælp til at finde andre måder.
Hvis du står på A og gerne vil hen til D, så kan du ikke flyve derhen. Så må du omkring B og C først og det tager tid og det er måske ikke nogen særlig sjov vej at gå. Men når du har målet - at du VIL hen til D - så kan du følge den rigtige vej. Deri ligger der fremdrift og håb.
Du har det dårligt nu. Men prøv at se det som noget midlertidigt. Nu arbejder du jo for forandring. Prøv at anskue det som en periode, du må igennem, mens du arbejder på at komme derhen i dit liv, hvor du ønsker at være. Du kan komme derhen, hvis du gør det arbejde, der skal gøres, det er helt sikkert.
Mange hilsner Helene