Angst og normalitet

slettet1417

Jeg tænker på hvad forskellen er på angst og stress. Jeg har megen uro i kroppen, men ikke svært ved at sove. Jeg går ikke (længere) og bekymrer mig om ret meget. Jeg er glad for mit liv og tilfreds med det jeg har, men hvorfor så denne indre uro, der nogle gange varer hele dagen.
Typisk vil uroen opstå når jeg skal et eller andet, men jeg kan ikke se hvorfor, for jeg er ikke bekymret og føler ikke at jeg har problemer med at overskue tingene.

Hvad er egentlig normalt? Hvoran føler andre mennesker det når de skal noget og måske skal holde styr på nogle ting?
Jeg har prøvet at føle 'rigtig' angst, hvilket er fuldstændig ulideligt og ubeskriveligt. Jeg tager cipramil og tør ikke stoppe fordi jeg er bange for at opleve den voldsomme angst igen, men der er bare ikke logik i det, for jeg har intet at være angst for. Har været i behandling tidligere - hvilket hjalp og nu er jeg så her. Har besøgt en psykolog som ikke ved hvad han skal stille op for jeg tænker på min angst? som jeg bør og jeg kan de ting jeg skal kunne på trods af uroen.

Hvad tror I er normalt - Hvornår er angst/stress sygelig? Hvornår skal man have behandling ? Og ikke mindst hvor får man penge fra?

Helene2

Hej Any

Du spørger, hvad der egentigt er normalt og det kunne du nok få lige så mange svar på, som der findes mennesker. Ligesom på spørgsmålet om, hvordan andre har det, når de skal noget og måske holde styr på nogle ting. Det vil jo være helt, helt individuelt. Det er jo heller ikke så vigtigt. Det vigtigste er, hvordan DU har det, for det er jo det, du må forholde dig til. Har du det 'godt nok'?

Du spørger, hvornår angst/stress er behandlingskrævende. Igen helt individuelt. Hvis du føler, at din angst/stress forringer din livskvalitet, så ville jeg da synes, at det var en god idé at få behandling. Og din angst/stress er åbenbart behandlingskrævende, siden du får medicin.

Du skriver, at din angst/stress ikke begrænser dine muligheder, for du gør de ting, du skal gøre og tackler det tilsyneladende på den mest hensigtsmæssige måde. Det er jo også godt nok, at du ikke lader disse følelser tage magten og kontrollen over dit liv. Men det generer dig jo altså (meget naturligt) alligevel at have det, som du har det.

Så noget ligger jo altså og spøger derinde, der gerne vil ud. For selvfølgeligt er det ikke en optimal tilstand at gå med den angst/uro i sig.
Når psykologen nu ikke kunne finde nogle indgangsvinkler, så er det måske bare ikke den form for hjælp, du har brug for. Eller også var det ikke den rigtige psykolog eller de rigtige teknikker. Så er der jo heldigvis mange andre muligheder. Alt efter hvad der føles rigtigt for dig (og din økonomi) er der f.eks. kropsterapi, hypnose, psykoterapi og et hav af andre terapiformer.

For nogen er det godt nok at lære at håndtere angsten, men det kan du jo godt. Altså må der måske noget andet til, hvis du føler, at selve uroen/angsten begrænser dit liv.
Al angst er skabt af frygt. Faktisk er alle negative følelser skabt af frygt. Derfor er en stresstilstand også en del af en angsttilstand. Angst kan jo være mange ting og give sig udtryk på mange måder.
Det oprindelige problem (frygten) ligger altså tilbage i fortiden, det er noget, der ER sket. Det behøver på ingen måde at være noget, der er farligt i nutiden, men det var noget, der forekom farligt, da følelsen i sin tid blev skabt og den påvirker så dit liv den dag i dag.
Vores underbevidsthed husker alt, hvad der nogensinde er sket os. Derfor har man også altid selv alle de svar, man behøver gemt i sig selv. Når man på den måde går rundt med nogle 'hemmeligheder' i sig, så vil det skabe uro/angst i sig selv. For er der en hemmelighed, så vil der også altid være en ubevidst angst for at få den afsløret. Og det er netop hvad terapi, kan hjælpe én til: At få hul igennem til underbevidstheden, så man kan få afsløret de indre hemmeligheder, så de ikke længere ligger og skaber angst.

Hvornår en tilstand er behandlingskrævende? Som sagt er det jo helt individuelt. Intet rigtigt og intet forkert. Det kommer helt an på, om man selv har lyst til og mod på at gå ind i et behandlingsforløb. Enten vælger man at leve med at have det, som man har det eller også vælger man at prøve at få det bedre. Det er helt individuelt, hvornår man synes, at man har et 'godt nok' liv.
For mit vedkommende er jeg ikke tilfreds, før jeg er angstfri og fri for alle de belastende følelser. Jeg vil være glad, fri, have det godt og kunne være til stede i nuet - uden angst, uden uro. Jeg vil ikke lade mit liv styre af fortiden, men for mig betyder det så, at jeg må have ryddet helt op i fortiden for at kunne slippe fri af den. For mig er det ikke nok bare at lukke døren og lade være med at kigge på den. Tværtimod. For det skaber angst, at jeg ikke ved, hvad der er derinde bag den lukkede dør.

Og så det store spørgsmål: Hvor får man penge fra?
Som regel gennem omprioriteringer i sit forbrug, tror jeg. Jeg ved, at det er lettere sagt end gjort, behandling er desværre meget dyrt. Men mange gange kan det alligevel lade sig gøre, hvis det er noget, man virkeligt VIL. Eller også er der måske mulighed for et banklån.
Behandlingsformen man vælger, kan også spille en rolle i forbindelse med økonomien. Vælger man gængs psykologbehandling, så kan det tage tid at få hul igennem til underbevidsthed og i denne forbindelse er tid = penge. Vælger man hypnose, går det en hel del stærkere. Måske vil man også hurtigere få hul igennem med kropsterapi, da krop og psyke hænger meget tæt sammen.

Alle følelsesmæssige problemer (som f.eks. angst/uro) handler i sagens natur om følelser og her skal du også tage med i betragtning, at den medicin du får, kan være med til at lægge låg på nogle følelser, hvilket kan gøre det vanskeligere at få hul igennem i et terapeutisk forløb.


Hilsen Helene