Døden -
Her i en debat for ældre vil jeg gerne drøfte et spørgsmål med jer.
Der må være nogen af jer der har gjort jer tanker om døden.
Når jeg stiller spørgsmålet er det på baggrund af en samtale, jeg havde med min 74-årige bror igår.
Han fortalte mig, at han hver eneste dag tænkte på
døden. Der gik ikke en dag, hvor han ikke forestillede sig hvordan?
Jeg har det egentlig selv på samme måde.
Er det mon normalt?
På en måde ville det vel være unormalt, hvis man som ældre aldrig skænkede døden en tanke.
Jeg spurgte ham om han var bange? Han svarede naturligvis er jeg det.
Hvordan har I det?
Måske har I svært ved at forholde jer til emnet, men så skriv bare det.
Jeg har med vilje ikke stillet spørgsmålet under religionsdebatten, for den vinkel interesser mig ikke så meget.
Leonine
Der må være nogen af jer der har gjort jer tanker om døden.
Når jeg stiller spørgsmålet er det på baggrund af en samtale, jeg havde med min 74-årige bror igår.
Han fortalte mig, at han hver eneste dag tænkte på
døden. Der gik ikke en dag, hvor han ikke forestillede sig hvordan?
Jeg har det egentlig selv på samme måde.
Er det mon normalt?
På en måde ville det vel være unormalt, hvis man som ældre aldrig skænkede døden en tanke.
Jeg spurgte ham om han var bange? Han svarede naturligvis er jeg det.
Hvordan har I det?
Måske har I svært ved at forholde jer til emnet, men så skriv bare det.
Jeg har med vilje ikke stillet spørgsmålet under religionsdebatten, for den vinkel interesser mig ikke så meget.
Leonine
Kommentarer
Jeg har beskæftiget mig meget med døden, altid.
Det skyldes nok, at min far døde, da jeg var tre år.
Den gang sagde de voksne til mig, at min far var i himlen.
Det førte mig af mange veje, et eller andet i mig ville have det spørgsmål afklaret.
Jeg føler mig afklaret omkring døden. Jeg er kommet frem til, at ingen frygter døden, når først den er nærværende. Jeg har ikke oplevet et eneste menneske der var bange for at dø, når de altså nåede dertil.
Deres øjne var rolige og afklarede, jeg kunne se og høre på dem, at de var parate, og at døden var nært forestående.
Mine egne følelser omkring afslutningen på livet, går mere i retning af, at tiden går så hurtigt, for hver dag der går, er der en dag mindre tilbage.
Tak fordi du svarede, jeg havde vist ikke de høje forventninger om at nogen ville svare.
Jeg har altid været meget optaget af døden, måske fordi jeg ofte var meget syg som barn.
Det satte mange tanker igang også dødsangst.
Jeg er nok mest bange for at komme til at opleve dødsangsten igen.
Dit svar giver mig en vis optimisme, vi vil nok alle
helst herfra på en god måde.
Tak for det.
Og dog. Jeg havde en søster, der døde ni år gammel.
Hun døde af lungebetændelse.
Hun frygtede ikke døden, ja, hun var end ikke klar over, at hun var døende.
Min mors angst og fortvivlelse er derimod det, der har sat sig i min erindring.
Jeg har haft unge familiemedlemmer, der ikke kunne helbredes, men kun vente på, at døden kom nærmere.
Heller ikke her sporede jeg nogen angst for døden, hos den der skulle dø.
Lige for tiden kan vi forvente et dødsfald indenfor den nærmeste fremtid. Her er heller ingen angst at spore.
Jeg tænker, det er de pårørendes angst, sorg eller angsten for det endegyldige farvel, vi frygter mere end selve døden.
Jeg er direkte bange for at dø, men det er et emne, mange undgår, at tale men hinanden om.
Godt emne-valg, Leeonine ;-)!!!
Bare det, at undgå emnet, kan få mig til at tænke på, om det ikke dybest set skyldes angsten for at dø. - Jeg ved' det ikke.
Linette, du skriver - at aldrig har du set et ensete menneske være bange for at dø, når de nåede dertil.
Som mangeårig anset - primær på hospitaler, har jeg utallige gange fulgt mennesker i den sidste fase af livet.
Jeg har været der - helt tæt på og netop dødsangsten, står printet ind i min bevidsthed.
en angst, jeg har været vidne til alt for ofte.
Må have med - at kun i 2 tilfælde, har jeg hørt patienten sige " Hvorfor må jeg ikke få lov til at dø nu".
I begge tilfælde var det mennesker, der havde ubeskrivelige smerter og lidelser.
Det værste for mig - har altid været, når jeg tilkaldte læger i sådanne situationer og lægen ikke ville øge edidural dosis. Altså den smertestillende medicin.
Om I også har arbejdet i plejen, kan jeg af gode grunde ikke vide, men hvis i har - ved' I også at det (desværre) er op til den enkelte læge at vurdere, om medicindosis må øges.
Selv var jeg altid så lettet, hvis den' læge der havde vagten, ville hjælpe.
Ok, at øge dosis betyder at det forpinte menneske, lever nogle minutter, timer eller max et par dage kortere.
Havde jeg selv valget, ville jeg ønske at blive holdt fri af smerter og da ikke mindst af angsten, når jeg når' dertil.
Meget ofte ser jeg i avisen "Han / hun sov stille ind i døden" og tænker mit .....
Jeg var der jo selv og var vidne til, at det hverken var stille eller fredfyldt.
Ofte har det undret mig, at pårørende vælger den sætning, når den er mile-langt fra virkeligheden.
Mon det er en slags virkelighedsflugt.....
Jeg har - i meget sjældne tilfælde været i situationer, hvor sætningen var rammende og præsis.
Mest, hvis patienten "glemmer" at vågne, - eller sov direkte ind i døden.
Jo - Leonine - jeg er bange og står gerne ved' det.
Oveni er jeg rædselsslagen for at skulle afslutte mit liv på hospital eller plejehjem.
Dårlig "reklame" - når jeg selv har arbejdet der, men det tunge er, at der nu til-dags, slet ikke er afsat tid til NÆR omsorg og pleje til til den enkelte.
Sådan var det ikke , for blot få' år siden. - Da var der tid til ægte omsorg og tilstrækkelig pleje, men det har samfundet hvis ikke råd til.
Ok - at være bange for døden, men ærgeligt at det emne er så tabubelagt.
Sov godt!
Kærlig hilsen Laura.
Godmorgen til jer på en skøn solskinsdag.
Dejligt, at se du er kommet til Laura.
Jeg er også bange Laura, men et er at være bange noget helt andet er den ubeskrivelige dødsangst der kan ramme en.
Jeg mener også at det er angsten for det ukendte (døden) der gør emnet tabubelagt.
Jeg har ikke jeres erfaringer, som professionelle i plejesektoren. Men jeg har erfaringer som patient.
og som pårøremde til mine kære da de lå for døden.
Kun i et tilfælde oplevede jeg en en menneskekærlig læge men en helt vidunderlig indstilling. Han forsikrede mig, at han ville holde min mor totalt fri for at føle angst og smerte. Han løftede dermed en stor byrde angst fra nig.
Jeg mener, at du har helt ret i,at kompetancen ligger hos den enkelte læge, kompetancen til at skåne den døende.
Personligt fatter jeg ikke, at nogle læger kan have den indstilling at patienten skal lide unødigt i de sidste dage, timer eller minutter.
På fredag skal jeg til en begravelse, en yngre mand som levede sundt, passede godt på sit helbred, han døde helt uventet. Helt ufatteligt for os alle.
Ingen kan fortælle os hvorfor.
Min søn har sagt, at jeg skal prøve at leve i nuet, det er sikkert en god regel.
Jeg er taknemmelig hver morgen, når jeg vågner.
Taknemmelig for livet.
Hav en rigtig dejlig dag.
Bare jeg dog ville dø, medens jeg sover, så jeg ikke mærker det. Min mor fik lidt hjælp af en flink læge, det var et helvede for hende. Ellers havde hun måske ligget et par dage til. Jeg tror hun småsov, sådan virkede det. Hun kunne ikke tale og jeg håber hun ikke følte angst. Men jeg ved det ikke. Min søster døde, da hun sov. Jeg håber da, hun sov, hun var død om morgenen. Og når jeg er rigtig bange, tænker jeg på kunne hun klare det, kan jeg vel også.
Men der er vist ingen der spørger om jeg vil eller ej.
Jeg kommer til at tænke på, min far fik en smertefyldt og frygtelig død. Han var også bange, jeg tror egentlig det er det, der er i mine tanker, på den måde vil jeg så nødig dø.
Egentlig er jeg så bange, at bliver jeg dødelig syg vil jeg gøre en ende på det, medens jeg kan, hvis jeg kan. For jeg er endnu mere bange for at ligge på et sygehus eller plejehjem og få en rædselfuld, langsom død. Det har jeg også set.
Man skulle selv have lov til at bestemme om det nu skulle være slut, hvis det ikke kan være anderledes.
Hvor jeg forstår dig, jeg er også bange.
Men vi skal jo igennem det før eller senere.
Jeg VIL heller ikke herfra, forstå det hvem der kan.
Men du har da ret i tankegangen, kan hun, kan jeg også.
På en måde syntes jeg, at tilstanden "i live" er mere underlig end at være død.
Lyder det mærkeligt?
Jeg tænker: Før vi bliver født, er vi jo intet, jeg forestiller mig at det er den tilstand, vi på en måde vender tilbage til.
Nej, det lyder ikke mærkeligt. Det er mere mærkeligt at kød, blod og knogler, kan bevæge sig og tænke. Det er forunderligt.
Min mor, som aldrig havde læst en stavelse om "liv efter døden", fortalte mig at hun en nat pludselig var i en tunnel. Hun kunne mærke der var nogen, men kunne ikke se dem. Hun var bange. Jeg sagde til hende, hvis det skete igen skulle hun ikke være bange, for hun ville komme ud i lyset.
Det var jo, hvad jeg havde læst om det. Jeg tænkte skulle der være noget som helst om det skulle hun da ikke være bange.
Jeg har tænkt på, hvad er det der gør vi kan tænke, kan det være en slags liv, som fortsætter efter døden. Ja, man har da lov at håbe, som en slags trøst.
Men er der intet ved vi jo heller ikke vi er døde, det er bare det med at tage skridtet, der er vanskeligt.
Min far sagde. Jeg er ikke bange for døden, men jeg vil så nødigt herfra. Han døde et halvt år efter ikke så gammel. Jeg har da allerede levet meget længere og er slet ikke parat. Jeg bliver ked af det på hans vegne, men egentligt er det jo ligegyldigt.
Enten ved han det ikke eller også har han det bedre.
Min søster savner jeg. Vi voksede op sammen. Nu får jeg tårer i øjnene.
Jeg kommer lige fra en bisættelse, en elsket, respekteret mand kun 46 år gammel.
Ingen ved endnu hvorfor han døde.
Jeg holdt så meget af ham.
Jeg bliver så trist til mode, hans gamle mor var med.
Hun så ikke gammel ud, og hun klarede det fantastisk fint.
Det havde jeg aldrig kunnet.
Det havde jeg heller ikke. Men måske var hun nærnest i chock. Det værste af alt, at miste sit barn. Så forfærdeligt, at det ikke kan beskrives. Min mor mistede to af sine børn. Det har været hårdt. Hun talte ikke rigtig om det, og det tror jeg er værre.
Min mormor fortalte om sit døde barn, så mange, mange år efter stod hun med tårer i øjnene.
Man lever videre, men glemmer aldrig.