Indstillinger
Min mand bliliver uden for rækkevidde...
Mit problem er min mand, når han drikker bliver han ond. Det er aldrig til at vide om der skal 3 glas rødvin til eller en hel det sprit. Desværre opdagede jeg det først da jeg havde kendt ham et årstid og allerede gravid. Vi har nu været sammen i næsten 10 år og har to børn. Han kan finde på at kalde mig alt, sige nu går jeg, det her gider jeg sgu ikke mere, det er slut,jeg gider fame ikke glo på dig mere osv., kun en enkelt gang har jeg været fysisk bange for ham, da han kastede rundt med nogle ting.
Jeg har svoret overfor mig selv at den dag, det gik ud over børnene som nu er 7 og 5 skulle det være slut. Det skete så her på vores ferie sydpå, efter næsten 14 dage med fri bar, gik det galt, han drag sprit med nogle andre gæste og kom efterfølgende op på værelset og begyndte at råbe, jeg gider sgu ikke se på dig mere, vores største sagde så, skal I så skilles? Ja, det skal vi. Sådan kørte det i 1½ time, han ville ta' en flyver hjem, gå i søen og næsten ta børnene med. De hylede og skreg i de 1½ time. Det er mit livs værste oplevelse, og ind i mellem håbende jeg bare han ville forsvinde, hvis det ikke lige var for børnene, som ikke vidste hvad de skulle, jeg ville ikke lade ham tage dem, men måtte også kæmpe for at holde vores største, som på et tidspunkt selv ville finde en ny familie istedet for den lille pis familie, der var tilbage, hvis vi skulle skilles. Lige pludselig var det slut, han faldt ned... Dagen efter havde han heldivis for engangs skyld tømmermænd, både moralske og ... . Jeg har
gjort ham klart at hvis det nogen sinde sker igen er det slut, han har lovet at det aldrig sker igen, men det har han jo også gjort før... Hvorfor bliver man ond og skylder skylde for sit liv på andre? Han er i øjeblikket i behandling for stress. Tror I det stopper nu? Er han villig til at ofre familien for det?
Jeg kan ikke slå det ud af hovedet denne gang, dels føler jeg jeg svigter mig selv men især børnene, ved ikke at gå, som jeg havde lovet mig selv, når det gik udover børnene. Vores ældste sluttede skoleåret dårligt, havde en som drillede og reagerede voldsomt, hun har aldrig før hørt hendes far rase, men jeg er alligevel bange for at hun er påvirket, arveligt belastet? Hun vil også ha meget svært ved at takle en skilsmisse.
Slutter det nu eller kan jeg lige så godt forberede mig på den næste gang og en skilsmisse? Lige nu føler jeg mig godt dum, hvormange havde fundet sig i det i 8 år, været bange hvereneste gang, vi skal i byen eller ha' gæster? Vi har det ellers godt sammen og har nyt hus, ny bil osv. men hvad fanden hjælper det...
Er der nogen der kan give mig råd og vejledning???
Jeg har svoret overfor mig selv at den dag, det gik ud over børnene som nu er 7 og 5 skulle det være slut. Det skete så her på vores ferie sydpå, efter næsten 14 dage med fri bar, gik det galt, han drag sprit med nogle andre gæste og kom efterfølgende op på værelset og begyndte at råbe, jeg gider sgu ikke se på dig mere, vores største sagde så, skal I så skilles? Ja, det skal vi. Sådan kørte det i 1½ time, han ville ta' en flyver hjem, gå i søen og næsten ta børnene med. De hylede og skreg i de 1½ time. Det er mit livs værste oplevelse, og ind i mellem håbende jeg bare han ville forsvinde, hvis det ikke lige var for børnene, som ikke vidste hvad de skulle, jeg ville ikke lade ham tage dem, men måtte også kæmpe for at holde vores største, som på et tidspunkt selv ville finde en ny familie istedet for den lille pis familie, der var tilbage, hvis vi skulle skilles. Lige pludselig var det slut, han faldt ned... Dagen efter havde han heldivis for engangs skyld tømmermænd, både moralske og ... . Jeg har
gjort ham klart at hvis det nogen sinde sker igen er det slut, han har lovet at det aldrig sker igen, men det har han jo også gjort før... Hvorfor bliver man ond og skylder skylde for sit liv på andre? Han er i øjeblikket i behandling for stress. Tror I det stopper nu? Er han villig til at ofre familien for det?
Jeg kan ikke slå det ud af hovedet denne gang, dels føler jeg jeg svigter mig selv men især børnene, ved ikke at gå, som jeg havde lovet mig selv, når det gik udover børnene. Vores ældste sluttede skoleåret dårligt, havde en som drillede og reagerede voldsomt, hun har aldrig før hørt hendes far rase, men jeg er alligevel bange for at hun er påvirket, arveligt belastet? Hun vil også ha meget svært ved at takle en skilsmisse.
Slutter det nu eller kan jeg lige så godt forberede mig på den næste gang og en skilsmisse? Lige nu føler jeg mig godt dum, hvormange havde fundet sig i det i 8 år, været bange hvereneste gang, vi skal i byen eller ha' gæster? Vi har det ellers godt sammen og har nyt hus, ny bil osv. men hvad fanden hjælper det...
Er der nogen der kan give mig råd og vejledning???
Kommentarer
Hvorfor har du fundet dig i det i 10 år? Ja hvorfor har jeg fundet mig i det i 10 år? 3 ting: Vi er dybt medafhængige, vi har meget lavt selvværd, vi er spundet ind i et spind af løgne, bedrag og manipulation.
Din mand er alkoholiker, og han er dybt dybt afhængig. Han KAN ikke selv stoppe, også selv om han virkelig gerne vil. Han er besat, han er syg, han kan ikke uden hjælp. Og med hjælp menes ikke antabus.
Min mand har været på det 4 gange af 1/2 til 1 års varighed, og har hver gang fortsat, hvor han slap. Han drak også på antabussen, vel vidende, at han kunne dø af det. Så stærk er trangen, bare for at fortælle dig, hvad det er, de er oppe imod.
Din mand har IKKE en depression, han er alkoholiker. Men sålænge han er i behandling for det, så kan han jo drikke i fred. Min mand var også på lykkepiller i over et år. En livsfarlig cocktail med de piller og sprut. Og lægen gav ham da osse lige sovepiller, for lige at sikre at han kunne dø af det!!!
Jeres læge kan ikke hjælpe jer, de aner ikke, hvad de skal stille op med alkoholikere. Den eneste reelle udvej er behandling efter minnesotamodellen, hvor han skal holde sig ærdu resten af livet.Deres succesrate er på op til 80%.
Er din mand så alkoholiker?? Alt og alle er dumme, alt er noget l..., du er dum, du er grim, du er uduelig, hans arb. er noget l..., det er synd for ham, det er svært for ham, han er nødt til at drikke for at klare alle de problemer altid, det er din skyld, ungerne er uopdragne osv. osv. Altid negativ, selvoptaget og martyr. Kan du kende noget???
Du vil først gå, når børnene bliver inddraget. De er allerede dybt involveret og har været det altid. De opfatter ALT, hvad der foregår i jeres lille familie - bag den pæne facade af lækkert hus og ny bil. De er ofrene i det her.........og hvad med dig, har du ikke fortjent et godt liv??
Din datter er allerede "ramt" af den sociale arv. De ser hver dag en mor med meget lavt selvværd, som finder sig i det, stiller sig til tåls, som ikke siger fra, som ikke giver dem tryghed i deres barndom.
Min mor er alkoholiker, og jeg havde så kun 2 muligheder: Selv at blive det eller blive gift med en. Jeg valgte mulighed nr. 2, jeg kan ikke andet, jeg er vokset op med det, og vælger det jeg kender, det kendte mønster, min sociale arv.
Jeg håber, at vi har brudt vores datters sociale arv, og at hun får et liv uden alt for mange følelsesmæssige men. Mit eget liv har i perioder været et helvede pga. min mors misbrug, og er det stadig, nu hvor jeg er voksen. Jeg kunne have undgået mange ting, hvis hun ikke havde drukket, hvis hun havde valgt anderledes. Jeg kunne ikke selv vælge, jeg var et barn.
Du har et valg nu, stil ham stolen for døren. Han skal i behandling, ellers er det definitivt slut. Han ser hverken dig eller børnene igen(det kan du undgå med hans alkoholproblemer).
Men jeg tror ikke, at du er nået dertil endnu, du er ikke klar, du har ikke helt indset det endnu. Du tvivler måske på, at han virkelig er alkoholiker. Tror sikkert stadig på ham, når han lover bod og bedring?
Men lov mig en ting: Gå ind på aa og al-anons hjemmesider og læs godt og grundigt, vær åben og ærlig over for dig selv, og beslut dig så. LOV MIG DET!!!
Min mand har været ædru i et år på lørdag. Vi har fået et godt liv sammen, bedre end nogen sinde. Vores datter har fået en rigtig far. Han er et helt andet menneske. Positiv og livsglad.
Da han sidste sommer blev tvunget i privat behandling sidste sommer pga. min beslutning, ja det er det bedste, der er sket, de bedste penge vi nogensinde har givet ud.
Og nu er jeg ikke nervøs mere for at skulle i byen med ham, eller have gæster, aldrig mere utryg. Jeg har fuld tillid til ham, og jeg ved nemlig godt, hvad jeg skal, hvis han en dag vælger flasken igen. det skyldes mest mit i dag meget højere selvværd.
Og husk: Du kan ikke få nogen til at holde op med drikke, og du kan heller få nogen til at drikke, de vælger selv. De skal være modtagelige, klar til selv at få et bedre liv. Men et ultimatum kan for det meste få dem til at blive klar. Min mand ankom meget mod hans vilje, en blev ret hurtigt "knækket".
Hvis du vil have min hjælp, så skriv igen.
MVH Molly
Tak for svaret. Lige et spørgsmål er man ikke kun alkoholiker, hvis man drikker hverdag? Han kan sagtens lade være at drikke i en uge.
Og så har jeg ikke ikke dårligt selvværd, jeg har en smadder god stilling, møder spidserne i erhverslivet hverdag og har det godt. Der hvor det halter er måske at jeg er så meget i mod at mine børn skal være skilsmisse børn, mine forældre er stadig sammen.
Min mand drak i gennemsnit 30 øl dagligt. Ud over hans dårlige humør, så kunne jeg ikke mærke, om han havde fået 2 eller 20. Hans funktionspromille lå omkring 3!! Der fungerede han først almindeligt, men gik og stod som du og jeg. Hvis jeg havde en promille på 3, ja så lå jeg altså i koma.
Du siger nok du har selvværd, hvorfor i alverden elsker du så dig selv så lidt, at du finder dig i, at din mand behandler dig sådan? Muligt du har en god stilling og har god selvtillid, men det er jo ikke lige det samme. Hvis man elsker sig selv, så ved man også, at man fortjener bedre. Men blir ikke "bare", undgår ikke konflikterne. Der kan man mærke nede i maven på sig selv, hvad der er rigtig for en selv.
Jeg tror nu, hvis du spørger dine børn som voksne, så ville de nok have foretrukket at være skilsmissebørn. Hellere det end så deres far te sig som en tåbe og nedværdige deres mor, hver gang han drikker. Ikke hvis du spørger dem nu, så vil de til enhver tid "forsvare" deres far.
Men jeg havde desværre ret i, at du slet ikke har erkendt, hvor stor problemet egentlig er.Hvad det vil sige, at være medafhændig. Du er ikke klar til stille ham et ultimatum. Det er dit valg, men tænk på, at dine børn ikke får et valg???
Har du overhovedet været inde og læse ordentlig på de der hjemmesider??
Jeg kan ikke være mere enig end i det svar du har fået - godt og underbyggende
Nej, man kan ikke helbrede en alkoholiker imod hans vilje - og han kan slet ikke helbredes og blive ligesom før, men han kan blive ædru alkoholiker ! Hvis han vil.
Jeg er barn af en mor der drak som et hul i jorden, jeg var flov, jeg var ulykkelig, kunne ikke have andre med hjem - skulle til købmanden hver morgen og hente snaps til hende før skoletid - som 8 årig.
Mine forlædre blev skilt - og deswværre var det sådan på det tidspunkt at moderen altid fil børnene, så mit helvede fortsatte - ikke kun mede hende, men også med alle de fine nye venner hun hentede her og der - som 12 årig blev jeg udsat for insest af en af hendes fyre - imens min mor sad og lallede i sofaen, uden at se noget.
Jeg ved ikke helt hvordan jeg bar mig ad - men jeg fik en værge - men skulle fortsat bo hos min mor - så om det hjalp ved jeg nu ikke.
Som 14 årig flyttede jeg hjemmefra - gik ud som ung pige i huset - hvilket igen betød, at jeg ikke fik en ordentlig uddannelse som ung - kom først senere.
Min mor endte sine dage med en alko demens på et plejehjem - hun så syner - dyr der talte til hende fra radiatoren og meget andet.
Som voksen indhentede jeg min skolegang, fik godt job og blev gift - sød mand ingen problemer, andet end han blev syg og ikke overledede.
Nogle år efter - jamen en ny mand - noget så dejlig, bar mig på hænder og forkælede mig over evne - lige indtil jeg en dag skulle gøre hovedrent, og fik væltet et hav af tomme og halvtfyldte flasker ud af et gammelt skab - Han drak, og jeg vidste deet ikke..
Begyndte at holde øje med det, og oplevede han kunne nedsvælge en tre l. karton rødvin på en aften plus det løse - jeg havde aftenarbejde så der var jo frit spil - og når jeg kom hjem lå han og sov de uskyliges søvn -
Så gjorde jeg modstand - fortaslte ham hvad jeg oplevede - og fik at vide - alle de løgnehistorier som alkoholikere er eksperter i -
Behandling - ikke tale om, han var ikke unormal -
Han fik en uge til at tænke over tingene i - og fortsatte med at drikke
Min sidste handling var at pakke alt hans skidt sammen - inkl. hans flasker (også de tomme) og kørte hele baduljen op til hans mor - som i øvrigt ganske udemærket kendte til problemet - en familiesvaghed !
Yes - jeg er clean - der kommer aldrig nogensinde mere en ind i min tiværelse - mine børn skal ikke opleve sådan noget - de så deres mormor - men oplevede aldrig min samlevers sande natur.
Ved ikke om du kan bruge min historie til noget - men alkohol sætter grimme spor - og det går i arv -
Se at komme væk - fald ikke for alle historierne - lad ham selv erkende der skal sættes ind - du kan nemlig ikke
mange knus fra elisabeth
Det er så godt gået af dig, at du har taget de beslutninger du har i dit liv. Jeg er meget stolt på dine vegne...........
Jeg skulle leve med det i mange år, før jeg vågnede op. Vores barndomme er meget lig hinanden - med en fordrukken mor, incest osv.
Det sværeste for os, der lever med alkoholikerne, er at erkende: Vi kan ikke redde dem, de stopper ikke, hvis de bare elsker os nok - de skal SELV erkende problemet og selv løse det. De drikker ikke fordi de har problemr, de har problemer fordi de drikker.
Desværre tror jeg ikke olga har erkendt overfor sig selv, at problemet er der og den eneste udvej er væk fra manden hellere i går end i dag. I mange år fik jeg det samme at vide, at jeg skulle væk fra ham. Men det VILLE jeg ikke, jeg VILLE have det til at fungere. Mit liv skulle være perfekt, og jeg skulle nok tvinge ham til at stoppe.
Det virkede bare ikke. Først da jeg gav slip, og meldte mig ud, erkendte min mand. Havde han ikke gået i behandling dengang, ja så måtte jeg begynde forfra med min datter et andet sted. HVIS han en dag begynder at drikke igen, ja så er jeg ude af vagten før han kan finde på en rigtig god unskyldning for at have drukket.
Kærlig hilsen Molly
Desværre ses stress og alkohol ofte som et "makkerskab". Fordi alkohol kan nedtone det der giver stress.
Jeg vender tilbage med noget mere konkret om egen tidligere situation.
Mange tanker og hilsner
Maro
Jeg er selv "nybehandlet" og den helbredelse vi fik oplyst hed
1/3....lykkes det for i første forsøg....
1/3....skal genbehandles én eller flere gange....
1/3....er uden for rækkevide (drikker videre...)
Og disse tal kan helt sikkert variére fantastisk meget i forhold til behandlingssted, terapeutisk kompetence (både i behandlingen og efterbehandlingen...) Så enkelte behandlingssteder kan da have en høj succesrate, men jeg tror desværre ikke, at det er regelen.
Knus
Jeg starter altså lige med at understrege, at jeg IKKE på nogen måde vil nedgøre andres indlæg, men jeg tænkte bare at VORES situation med VORES mænd (min drikker også), måske er mere ens, end de stakler, der har/har haft mænd med et kæmpe misbrug og traumatiske oplevelser som børn.
Min mand drak ca 10 genstande/dag, da det var værst. Vi har en kælder og der står hans øller. Jeg prøvede at holde øje med hvor meget han drak, men min hjerne modarbejdede mig (lyder dumt, men det passer!) Det endte med at jeg måtte skrive ned, hvor mange øl der var og hvor mange, der forsvandt, for jeg kunne simpelt hen ikke huske det fra dag til dag. (jeg synes at det er ok, for så fik jeg et overblik over hans forbrug)
Og NEJ, jeg er ikke hverken en stakkel eller et offer og jeg har haft en alm. barndom. Jeg er ikke usikker eller selvudslettende eller noget som helst i den retning. Jeg har bare en mand, der kan lide øl, som drikker for mange af dem OG som også bliver rigtigt dum, når han drikker.
Jeg fik min mand til at gå på antabus, han lovede mig 6 mdr., men opgav allerede efter små 3! (røvhul! Jeg mener ikke at skide 6 mdr. burde være et problem,. Vi har tre børn, så jeg har selv undværet alkohol i ca tre gange 1½ år).
Jeg tror at det havde noget med det sociale at gøre, at han stoppede på antabussen. Vi kan begge godt lide at dele en flaske vin i weekenden og har gode venner, med hvem vi også spiser og drikker godt.
Min mand drikker stadig, men er nede på et par genstande om dagen og nogle dage drikker han slet ikke.
Jeg er ligesom dig nervøs hver gang der er fest i farvandet og ved at jeg nok bliver hende, der går hjem med IDIOTEN og det må se virkeligt dumt ud i andres øjne. Jeg har også et par gange sagt, at jeg ikke længere gad at lægge ryg til hans ubehagelige opførsel (han har aldrig slået mig -Gudskelov, for jeg tror sgu at jeg havde slået igen og så havde vi nok for alvor balladen), men har alligevel lært at leve med det. Der er jo altså flest hverdage og få fester. Så længe hverdagen fungerer og han ikke drikker sig i søvn på sofaen hver aften, så har jeg lært at leve med det.
Mit råd til dig vil være at SKRIV ned hvor meget han drikker og konfronter ham med det og så skal du (hvis du vælger at I skal blive sammen) indstille dig på at være sådan en "krampe", der indimellem tjekker ham ud og fortæller ham, når der er for meget fart på tømningerne OG du skal nok også forvente et par løgne indimellem (min mand drikker om natten og supplerer op med øl, så der hele tiden er det samme antal øl -lidt svært at bibeholde respekten!!) og sidst mener jeg at du skal prøve at få ham med op til lægen og måske nappe noget antabus, bare for at "nulstille" ham.
Rigtig god fornøjelse med din mand (0;
Ginie
Der tales meget om "at blive klar". At blive klar handler om at tage en beslutning! Det vil sige at dit valg også er et fravalg. For en medafhængig pårørende - og det er du - vil et valg af et trygt liv for dine børn, også være et nødvendigt fravalg af din mand. Det vil også være et fravalg af den verden du er vant til at navigere i (paradoksalt men sandt).
Du skal tage en beslutning fordi det er nødvendigt for dig og dine børn. Du skal IKKE blive fordi du er bekymret over hvad der skal blive af ham hvis du går. DET er HANS valg!
Diffinitionen på at være medafhængig er : en person som gør det muligt for den afhængige af fortsætte sit misbrug - uden egentlig at miste andet end sig selv.
En medafhængig flytter gradvist sin grænse for hvad der er acceptabelt, dækker over episoder, pynter på historier/ hændelser, bagataliserer problemet, tilpasser sig - og paradoksalt nok for at opretholde en vis kontrol over misbrugeren, sin status, sit liv, af skræk for alternativet (aleneliv, statustab, eller andet)
Denne adfærd lærer børn lyyyn hurtigt. Børn bliver "antennebørn". De lærer (og du kan sikkert det samme) at høre på måden, nøglen bliver sat i nøglehullet på, hvordan tilstanden er den dag og automatisk tilpasse sig.
Du siger du har selvværd. Du forveksler selvtillid med selvværd. Selvtillid betyder at man tillid til noget man kan. Selvværd betyder at man sætter værdi på sig selv som menneske.
Kontrol giver forudsigelighed - forudsigelighed giver tryghed - det er det liv man er vant til at navigere i. Uanset om det er godt eller ej! - af skræk for alternativet: Hvad skal der blive af ham hvis jeg ikke er der? Hvad nu med huset? Hvad vil andre sige? osv
Du skal kun have FOKUS PÅ BØRNENE OG DIG SELV! Du kan ikke leve hans liv for ham.
Med hensyn til tidligere nævnte statestikker: Der er KUN statestikker på GENNEMFØRTE behandlinger. Det betyder desværre ikke det samme som livslang ædruelighed. Desværre skal de fleste gennem flere behandlinger og desværre er der mange der lever med tilbagevendende tilbagefald.
Gå på biblioteket og lån bøger om medafhængighed, afhængighed, børn der er vokset op med misbrug og gå på nettet. Der er masser af steder du kan søge oplysninger. Som foreslået også selvhjælpsgrupper for pårørende.
Det er også vigtigt at du lærer om sygdommen og om tiden efter en eventuel behandling (PAKA) som er et stort tillids og stress arbejde for alle implicerede.
Jeg håber det bedste for dig og dine børn - og naturligvis at din mand kommer i behandling.