Jeg opgiver..
Jeg ved ikke om der er nogen der kan huske mig fra det gammle netdoktor.. Men I har ikke hørt fra mig et stykke tid da jeg har haft et par indlæggelser, og er flyttet osv...
Grunden til jeg skriver er at den er helt gal igen.. Jeg har været ude i en lille månedstid og har holdt den med ikke at skære i mig selv.. Idag blev det dog for meget.. Så "kom til" at skære i mig selv igen, ikke ret meget bare lidt så jeg kunne få smerten ud af maven..
Jeg er lige flyttet hjemme fra for anden gang, efter at have boet hjemme under mine indlæggelser.. Det er skide hårdt når man er på kontanthjælp at få det hele til at hænge sammen.. Jeg har ingen penge, og kan dårligt sørge for jeg har mad på bordet hver dag..
Mir dilemma ligger i jeg er begyndt de sidste par dage at blive mere og mere trist uden rigtig at vide hvorfor.. Jeg er blevet forelsket i den her fyr som er 3 år ældre end mig, vi har det fantastisk når vi er sammen, og har snakket lidt med ham omkring et forhold osv, men han vil ikke involvere sig i et forhold lige nu, hvilket er helt fair.. Jeg var derhjemme fra lørdag til søndag, og har intet hørt fra ham... (ydnytter han mig bare for sex?)
Jeg får pt kun 90mg cymbalta, og så har jeg seroquel som jeg tager som pn når jeg ikke kan falde til ro, hvilket er ret tit lige for tiden..
Gud hvor jeg dog sanver den gammle jeg!! - Nu har det her stået på i 4 år, holder det snart op? - Jeg orker næsten ikke at kæmpe mere.. Jeg såre jo familie og venner hver gang jeg skær i mig selv eller bliver indlagt..
Ydemere har jeg en far der bare ikke forstår hvad det er jeg går igennem.. Han mener bare jeg skal tage mig sammen, og det er virkelig utrolig hårdt at høre på, nå man ikke kan men prøver alt man kan..
Jeg ved ikke om der er andre der har været i nogenlunde sammen situation som måske har nogle gode råd? - Jeg havde ihvertfald bare brug for at komme ud med det.. Unskyld hvis det virker forvirrende eller usammenhængene, men hovedet er et stort rod
Grunden til jeg skriver er at den er helt gal igen.. Jeg har været ude i en lille månedstid og har holdt den med ikke at skære i mig selv.. Idag blev det dog for meget.. Så "kom til" at skære i mig selv igen, ikke ret meget bare lidt så jeg kunne få smerten ud af maven..
Jeg er lige flyttet hjemme fra for anden gang, efter at have boet hjemme under mine indlæggelser.. Det er skide hårdt når man er på kontanthjælp at få det hele til at hænge sammen.. Jeg har ingen penge, og kan dårligt sørge for jeg har mad på bordet hver dag..
Mir dilemma ligger i jeg er begyndt de sidste par dage at blive mere og mere trist uden rigtig at vide hvorfor.. Jeg er blevet forelsket i den her fyr som er 3 år ældre end mig, vi har det fantastisk når vi er sammen, og har snakket lidt med ham omkring et forhold osv, men han vil ikke involvere sig i et forhold lige nu, hvilket er helt fair.. Jeg var derhjemme fra lørdag til søndag, og har intet hørt fra ham... (ydnytter han mig bare for sex?)
Jeg får pt kun 90mg cymbalta, og så har jeg seroquel som jeg tager som pn når jeg ikke kan falde til ro, hvilket er ret tit lige for tiden..
Gud hvor jeg dog sanver den gammle jeg!! - Nu har det her stået på i 4 år, holder det snart op? - Jeg orker næsten ikke at kæmpe mere.. Jeg såre jo familie og venner hver gang jeg skær i mig selv eller bliver indlagt..
Ydemere har jeg en far der bare ikke forstår hvad det er jeg går igennem.. Han mener bare jeg skal tage mig sammen, og det er virkelig utrolig hårdt at høre på, nå man ikke kan men prøver alt man kan..
Jeg ved ikke om der er andre der har været i nogenlunde sammen situation som måske har nogle gode råd? - Jeg havde ihvertfald bare brug for at komme ud med det.. Unskyld hvis det virker forvirrende eller usammenhængene, men hovedet er et stort rod
