Mod lysere tider
Jeg kan mærke, at mit liv går mod lysere tider nu. Jeg arbejder mig langsomt, men sikkert fremad. Efter i mange år kun at gå et skridt frem ,for så at gå 2 tilbage igen.
Fra jeg var 4 til jeg var 15 blev jeg misbrugt af min farfar og i en periode omkring 12-13 års alderen også af min 3 år ældre storebror.
Min mor er alkoholiker/pillemisbruger, og "valgte" at se den anden vej. Hele min barndom har jeg levet i en fatasiverden, løjet og været yderst besværlig. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for bare at overleve.
Da jeg var 15 flyttede jeg hjemmefra, eller skal vi sige flygtede i armene på en 9 år ældre fyr. Han drak og havde tildensen til voldelig. Der blev jeg så i 7 år, det var jo bedre end incesten. Flyttede så fra ham og levede et liv i et par år, hvor jeg havde alt for mange sexpartnere, drak og tog alt for mange piller, inkl. en del halvhjertede selvmordsforsøg, cutting og bulimi. Men hvad mor gør, er jo altid det rigtige....
Flyttede så sammen med en anden alkoholiker(hvad ellers?), som jeg i dag, 11 år efter stadig er sammen med og har et barn med.
For 5 år siden mødte jeg en terapeut, som jeg tror har reddet mit liv. Okay det har taget lang tid for ham at nå ind til mig og nedbryde "muren". Men det er gået i det tempo, som jeg var klar til. Pga. mine samtaler hos ham, så har jeg været i stand til at rykke mig lidt hele tiden.
F.eks. har han hjulpet mig til at opbygge så meget selvværd, at jeg kunne sige fra overfor min alkoholikermand. Jeg sagde endegyldigt stop til hans druk. Han gik i behandling og er i dag ædru. Vi har opbygget et godt liv og en familie sammen, og han var/er min største støtte.
Min terapeut har også givet mig skubbet til at "cutte" min alt for usunde navlestreng til min mor, og jeg har nu lukket hende ude af mit liv. Det har været hårdt, men det er rigtigt godt for mig.
Pga. terapien har jeg fået stoppet et årelangt vægtproblem/madproblem. Jeg er i dag normalvægtig og det meste af tiden har jeg et okay forhold til mad. Det er efterhånden 3 år siden, at jeg har så meget som rørt både piller og alkohol.
Jeg har fået mit ønskejob, og går glad på arbejde hver dag. Har skønne kollegaer, og er begyndt at være lidt mere social og udadvendt. Dog alt med måde, ingen får lov at komme tæt på........
Så jeg syntes, at jeg på de fleste områder af mit liv er på rette vej. Der hvor jeg vakler en del, er ift. min mor. Jeg mangler s.. at ruske hende, få hende til at LYTTE. Få en eller anden form for erkendelse eller undskyldning. Hun skal vide, hvor meget l... hun budt mig. At HUN skulle ha passet på mig dengang og ikke bare sumpe hen i druk.
Jeg kan godt forstå hun vælger, at drikke til hun dør af det. Hvem har lyst til at blive ædru nu, og blive nødt til at se sig selv i øjnene - se hvad hun har budt sine børn, sin familie. Nej så hellere dø bedøvet. Hellere dø i troen, at det er alle de andres skyld at hun er nødt til drikke. At vi er utaknemmelige allesammen.
Min bror er også blevet misbrugt af farfar og pisket gul og blå af min mor igen og igen over de mindste bagateller. Hans misbrug af mig kan jeg til en vis grad forstå, han er jo lige så skadet som jeg var/er. Han var osse kun et barn, der blev gjort fortræd. Han gjorde det, han kunne for overleve, for at leve med smerten.
Jeg har heller ikke et forhold til ham i dag. Men kan bedre "forstå" ham end min mors livslange druktur. Hun tog valget som voksen, vi fik aldrig et valg. I dag har jeg ingen forældre, jeg har 2 mennesker som biologisk set har sat mig i verden ikke mere.
Ved egentlig ikke havd jeg ville med dette indlæg. Måske bare lige have luft.
Molly
Fra jeg var 4 til jeg var 15 blev jeg misbrugt af min farfar og i en periode omkring 12-13 års alderen også af min 3 år ældre storebror.
Min mor er alkoholiker/pillemisbruger, og "valgte" at se den anden vej. Hele min barndom har jeg levet i en fatasiverden, løjet og været yderst besværlig. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for bare at overleve.
Da jeg var 15 flyttede jeg hjemmefra, eller skal vi sige flygtede i armene på en 9 år ældre fyr. Han drak og havde tildensen til voldelig. Der blev jeg så i 7 år, det var jo bedre end incesten. Flyttede så fra ham og levede et liv i et par år, hvor jeg havde alt for mange sexpartnere, drak og tog alt for mange piller, inkl. en del halvhjertede selvmordsforsøg, cutting og bulimi. Men hvad mor gør, er jo altid det rigtige....
Flyttede så sammen med en anden alkoholiker(hvad ellers?), som jeg i dag, 11 år efter stadig er sammen med og har et barn med.
For 5 år siden mødte jeg en terapeut, som jeg tror har reddet mit liv. Okay det har taget lang tid for ham at nå ind til mig og nedbryde "muren". Men det er gået i det tempo, som jeg var klar til. Pga. mine samtaler hos ham, så har jeg været i stand til at rykke mig lidt hele tiden.
F.eks. har han hjulpet mig til at opbygge så meget selvværd, at jeg kunne sige fra overfor min alkoholikermand. Jeg sagde endegyldigt stop til hans druk. Han gik i behandling og er i dag ædru. Vi har opbygget et godt liv og en familie sammen, og han var/er min største støtte.
Min terapeut har også givet mig skubbet til at "cutte" min alt for usunde navlestreng til min mor, og jeg har nu lukket hende ude af mit liv. Det har været hårdt, men det er rigtigt godt for mig.
Pga. terapien har jeg fået stoppet et årelangt vægtproblem/madproblem. Jeg er i dag normalvægtig og det meste af tiden har jeg et okay forhold til mad. Det er efterhånden 3 år siden, at jeg har så meget som rørt både piller og alkohol.
Jeg har fået mit ønskejob, og går glad på arbejde hver dag. Har skønne kollegaer, og er begyndt at være lidt mere social og udadvendt. Dog alt med måde, ingen får lov at komme tæt på........
Så jeg syntes, at jeg på de fleste områder af mit liv er på rette vej. Der hvor jeg vakler en del, er ift. min mor. Jeg mangler s.. at ruske hende, få hende til at LYTTE. Få en eller anden form for erkendelse eller undskyldning. Hun skal vide, hvor meget l... hun budt mig. At HUN skulle ha passet på mig dengang og ikke bare sumpe hen i druk.
Jeg kan godt forstå hun vælger, at drikke til hun dør af det. Hvem har lyst til at blive ædru nu, og blive nødt til at se sig selv i øjnene - se hvad hun har budt sine børn, sin familie. Nej så hellere dø bedøvet. Hellere dø i troen, at det er alle de andres skyld at hun er nødt til drikke. At vi er utaknemmelige allesammen.
Min bror er også blevet misbrugt af farfar og pisket gul og blå af min mor igen og igen over de mindste bagateller. Hans misbrug af mig kan jeg til en vis grad forstå, han er jo lige så skadet som jeg var/er. Han var osse kun et barn, der blev gjort fortræd. Han gjorde det, han kunne for overleve, for at leve med smerten.
Jeg har heller ikke et forhold til ham i dag. Men kan bedre "forstå" ham end min mors livslange druktur. Hun tog valget som voksen, vi fik aldrig et valg. I dag har jeg ingen forældre, jeg har 2 mennesker som biologisk set har sat mig i verden ikke mere.
Ved egentlig ikke havd jeg ville med dette indlæg. Måske bare lige have luft.
Molly
