Det hele
Mistede alle mine venner pga angsten, har sagt nej til flere tusinde tilbud om fest og sjove ting, har måtte droppe uddannelsen, har måtte droppe livet, og det gør mig rasende indeni, jeg har sat så langt tilbage, og ligemeget hvor meget jeg ønsker at tænke fremtid, så æder fortiden mig op, tankerne om hvor langt jeg kunne have været i mit liv nu, hvis jeg ikke havde fået angsten som 14 årig, nu er jeg 22, og føler det hele kan være ligemeget efterhånden, jeg kan ikke tage mig sammen til noget længere, jeg har ingen energi, jeg går dagligt rundt med selvmordstanker, jeg er aggressiv og voldig, og har sindsyge humør-svingerne, det ene øjeblik kan jeg være glad, det andet rasende og negativ. Jeg er helt alene og ensom, folk derude lever deres liv og oplever alt muligt, jeg sidder her og føler mig fanget, det eneste der giver mig lidt motivation er lyset, når det er eftermiddag, når det bliver mørkt går helvede løs, og jeg bliver mega depressiv. Alle små ting og problemer fylder SÅ meget indeni, jeg har ingen kontrol over noget længere, jeg føler der ingen fremtid er for mig.... Hvad skal jeg gøre? Jeg har snakket med psykologer og alt sådan noget, men føler aldrig de kan hjælpe, føler slet ikke de forstår mig, eller har tid til mig... Nu snakker jeg med en fra noget kognitiv-behandling, men synes slet ikke det virker, og synes det går alt for langt tid mellem jeg snakker med kognitiv-psykologen fordi der er så lang ventetid imellem, at jeg nærmest på de 14 dage jeg skal vente falder helt ned hvor jeg ikke kan bunde igen, og så gør jeg ingen fremskridt... Lysten til at leve er væk, jeg har smerter omkring hjertet, og svært ved at få vejret når jeg skal sove.... Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op længere.....
Kommentarer
Jeg kan genkende mange af de ting, du skriver og mange af de problemer du har.
Jeg led selv af massiv angst fra jeg var ganske lille og til jeg fik medicin som 21 årig. Den tog jeg i 3-4 år og den hjalp mig til at få realitetssans og skabe nye tankemønstre. Derefter kunne jeg så småt begynde at bygge et liv op.
Først som 43 årig startede jeg i terapi (NLP- og hypnoterapi) af andre årsager. Derved fandt jeg årsagen til angsten og til alle de andre problemer, jeg havde i mit liv. Først da jeg kendte årsagen, kunne helingen begynde.
Jeg har hørt, at nogen har glæde af kognitiv terapi. For mit eget vedkommende kunne jeg ikke arbejde med angsten på den måde. For angsten er jo kun et symptom og der er altid en årsag til den. Jeg tror personligt, at det oftest er nødvendigt at finde frem til årsagen og få den bearbejdet. Især når angsten er så invaliderende, som du beskriver.
Vi har alle følelser hos os af en positiv årsag. Også de negative følelser. De er hos os for at beskytte os eller for at minde os om noget. Måske for at fortælle, at vi gør noget i vores liv, der er til skade for os selv, måske for at fortælle os, at der er noget i vores liv, der ikke fungerer, som vi er nødt til at blive bevidste om og lære at forholde os til.
Underbevidstheden gør aldrig noget, der er til skade for os. Den giver os heller ikke angsten for at skade os, selvom man måske skulle tro det, tværtimod. Din underbevidsthed giver dig angsten og for den sags skyld også så meget vrede for at fortælle dig, at noget i dit liv ikke fungerer, så du kan gøre noget ved det.
Det prøver du så. Du har været hos psykologer, men føler ikke, at de har forstået dig og føler ikke, at de kan hjælpe.
En psykolog eller en terapeut kan ikke trylle. De kan ikke gøre arbejdet for dig. De kan ikke helbrede dig. Det kan du kun selv. De kan give hjælp til selvhjælp og de kan måske give dig nogle redskaber, der kan hjælpe dig til at arbejde med dig selv. Men de kan ikke tage angsten eller dine andre problemer fra dig. Hvis de skal forstå dig, er du nødt til at åbne dig og forklare dem, hvordan du har det. Hvis du vil have det bedre, må du lytte, lære og være indstillet på at overvinde meget angst. Det ved jeg selvfølgeligt ikke, om du har gjort. Men jeg ved, at hvis det er et gentagent problem, at man føler, at andre ikke forstår én, så er det nok mere én selv end modtageren, det handler om.
Terapi er hårdt. For man skal tale om ting, man bestemt ikke har lyst til at tale om; man skal sige ord, der ikke vil siges; man skal forholde sig til ting, man ikke vil forholde sig til; man skal se mange ting i øjnene, som man ikke vil se; man skal forandre ting, man ikke har lyst til at forandre og man skal mærke følelser, man slet ikke har lyst til at mærke. Kort sagt: Man skal kigge dybt ind i sig selv og det tager tid og det gør ondt. Derfor er terapi kun hjælp til selvhjælp. For ingen kan føle og bearbejde dine følelser for dig. Ingen kan tage de problemer væk fra dig, der har skabt angsten. Men du kan lære at forholde dig til dem på en anden måde, så de ikke længere skaber ubehagelige følelser.
Det tager lang tid at skabe ændringer i sindet, hvilket er terapiens formål. For at det er muligt, skal sindet være åbent, samarbejdsvilligt og modtageligt for forandringer. Vreden gør præcist det modsatte. Vrede lukker sindet.
Vrede er en følelse som omverdenen giver én eller har givet én i fortiden. Spørgsmålet er, hvad der har skabt så enorm vrede i dig.
Vrede fortæller egentligt ikke noget om dig og hvordan du har det inderst inde. Den er kun en reaktion på noget udenfor dig selv og er en reaktion på magtesløshed.
Al den vrede spænder ben for dig selv. Jeg tror, at noget af det vigtigste er, at du får arbejdet med din vrede, for så længe den har så stor magt over dig, står den i vejen for, at du kan komme ind til det, det virkeligt handler om. Nemlig dine sårbare følelser. Hvad handler de om? Den vil fortælle meget mere om dig selv og hvad problemerne egentligt er. Den kan fortælle dig meget mere end vreden kan.
Du har smerter omkring hjertet og har svært ved at trække vejret. Det undrer mig ikke. Dit hjerte rummer sikkert meget, der trænger til at komme ud og du har sikkert mange andre følelser end vrede i dig, der er ved at kvæle dig. De skal ud. Der skal sættes ord på.
Kan du forestille dig et billede af den person du ønsker dig at være ude i fremtiden? Hvad laver den person? Hvordan ser hun ud? Hvordan har hun det med sig selv og omgivelserne? Hvordan er det liv, hun gerne vil leve ude i fremtiden? Hvad ønsker hun sig? Hvad kan gøre hende glad? Hvad har hun lyst til? Hvad kan hun lide? Hvis du kan forestille dig det, så har du også ressourcerne og styrken i dig tat gøre det til virkelighed. Men alting har sin pris. Det kræver, at du er parat til at betale prisen og gøre det hårde arbejde for at nå derhen. Men det kan lade sig gøre, det ved jeg, for jeg har selv gået så meget af vejen nu.
K.H. Helene