Fællesbarnet?
Hej med jer,
Jeg lever i en sammenbragt familie - min mand og jeg har to biologiske børn hver, mine er her hele tiden minus hveranden weekend, min mands børn er her 5 dage hveranden uge.
Vi har kendt hinanden i tre år og har haft STORE vanskeligheder med at få hverdagen som sammenbragt til at fungere. Det er især forholdet mellem min mands 13-årige datter og mig, der volder hele familien kvaler - men uanset hvor svært det har været - og stadig er, så elsker min mand og jeg hinanden meget højt og vil gøre alt, for at blive gamle sammen. Vi har, nærmest siden vi mødtes, drømt at få et barn sammen. Drømmen har levet i os begge, vi har i perioder talt meget om at gøre alvor af det, men når det så gik skævt her i huset, har vi lagt drømmen lidt på hylden og ikke talt om det. Vi har begge tænkt, at det var for svært at rumme et barn mere, når vi nu ikke kunne finde ud af det med dem, vi allerede har! Ikke desto mindre har jeg længe kunnet mærke, at vi skulle træffe en beslutning: enten få det barn - eller også holde op med at snakke/drømme om det. Vi er ikke helt unge længere (jeg midt i 30'erne, min mand først i 40'erne) og hvis det skulle være, så skulle vi jo ikke vente i evigheder.
Derfor er beslutningen nu truffet - vi arbejder på at lave en baby og jeg er meget meget glad. Under glæden melder sig også bekymringerne (man er vel kvinde og har evne til at bekymre sig om alt *SS*) - for hvad gør det ved en sammenbragt familie, når der kommer et fælles barn? Jeg hører desværre mange historier om, at det bliver sværere at være sammenbragt - men styrker det ikke også følelsen af samhørighed i familien? Betyder det ikke noget for de sammenbragte børn, at de får en fælles søskende og dermed kommer "rigtigt" i familie med hinanden?
Hvad er jeres erfaringer? I skal ikke være bange for at skræmme mig, beslutningen er truffet - og jeg glæder mig - uanset hvor mange negative beretninger, der måtte hagle ned over mig nu :0) Jeg håber selvfølgelig også at høre fra nogen, der har oplevet fællesbarnet som en gevinst for den sammenbragte familie.
Jeg lever i en sammenbragt familie - min mand og jeg har to biologiske børn hver, mine er her hele tiden minus hveranden weekend, min mands børn er her 5 dage hveranden uge.
Vi har kendt hinanden i tre år og har haft STORE vanskeligheder med at få hverdagen som sammenbragt til at fungere. Det er især forholdet mellem min mands 13-årige datter og mig, der volder hele familien kvaler - men uanset hvor svært det har været - og stadig er, så elsker min mand og jeg hinanden meget højt og vil gøre alt, for at blive gamle sammen. Vi har, nærmest siden vi mødtes, drømt at få et barn sammen. Drømmen har levet i os begge, vi har i perioder talt meget om at gøre alvor af det, men når det så gik skævt her i huset, har vi lagt drømmen lidt på hylden og ikke talt om det. Vi har begge tænkt, at det var for svært at rumme et barn mere, når vi nu ikke kunne finde ud af det med dem, vi allerede har! Ikke desto mindre har jeg længe kunnet mærke, at vi skulle træffe en beslutning: enten få det barn - eller også holde op med at snakke/drømme om det. Vi er ikke helt unge længere (jeg midt i 30'erne, min mand først i 40'erne) og hvis det skulle være, så skulle vi jo ikke vente i evigheder.
Derfor er beslutningen nu truffet - vi arbejder på at lave en baby og jeg er meget meget glad. Under glæden melder sig også bekymringerne (man er vel kvinde og har evne til at bekymre sig om alt *SS*) - for hvad gør det ved en sammenbragt familie, når der kommer et fælles barn? Jeg hører desværre mange historier om, at det bliver sværere at være sammenbragt - men styrker det ikke også følelsen af samhørighed i familien? Betyder det ikke noget for de sammenbragte børn, at de får en fælles søskende og dermed kommer "rigtigt" i familie med hinanden?
Hvad er jeres erfaringer? I skal ikke være bange for at skræmme mig, beslutningen er truffet - og jeg glæder mig - uanset hvor mange negative beretninger, der måtte hagle ned over mig nu :0) Jeg håber selvfølgelig også at høre fra nogen, der har oplevet fællesbarnet som en gevinst for den sammenbragte familie.
Kommentarer
Jeg må indrømme at jeg går og spekulere på de samme ting, drømmen er der helt klart, men når så det hele koger over der hjemme, er det svært at se at der er plads eller overskud.
Det er især overskuddet jeg tror kommer til at mangle, hvad når manglende søvn og en ligge baby bliver lagt oven i de konflikter der allerede er??
Jeg er dog stadig i starten af trediverne så jeg har lidt tid at løbe på. men synes der er fordele og ulemper ved at vente:
Gøre det nu: jo tættere på børnene er i alder mere får de glæde af hinanden og vi får overstået baby/ble helvede en gang for alle. og vi vil være yngre når børnene flyver fra reden.
Gøre det senere: de ældre børn kan mere selv og bliver ikke nær så jaloux på den lille ny, vi vil have mere overskud når der kun er et præ skolebarn i huset.
Jeg ved ikke om det hjælper noget at stille det sådan op, men det er hvert fald sådan jeg har det.
Hvordan går det med jeres fællesbarnsprojekt??