Trist datter på 16år
Kære alle
Jeg har brug for tilbagemelding fra jer vedr. om I har oplevet noget lignende med jeres teenagebørn.
Jeg har en dejlig pige på 16, som er smuk, begavet og dejlig, men som tager livet så alvorligt og tungt. Hun føler ikke, at hun er god nok, ikke at hun er populær nok, ikke at hun er dygtig nok, eller pæn nok. Vi gør alt vi kan for at opmuntre hende og lytte og tale med hende, men det er svært at bryde med hendes egne opfattelser. Hun er ikke nogen fighter men giver hurtigt op, når noget er svært eller krævende, og føler at alting er for meget. Hun kan være meget skrap og tvær i perioder men kan også være utrolig glad og livlig. Tror I det er en fase, der går over. Hendes storesøster har haft en meget mere uproblematisk teenagetid, så derfor er dette nyt for os.
Den bekymrede mor
Jeg har brug for tilbagemelding fra jer vedr. om I har oplevet noget lignende med jeres teenagebørn.
Jeg har en dejlig pige på 16, som er smuk, begavet og dejlig, men som tager livet så alvorligt og tungt. Hun føler ikke, at hun er god nok, ikke at hun er populær nok, ikke at hun er dygtig nok, eller pæn nok. Vi gør alt vi kan for at opmuntre hende og lytte og tale med hende, men det er svært at bryde med hendes egne opfattelser. Hun er ikke nogen fighter men giver hurtigt op, når noget er svært eller krævende, og føler at alting er for meget. Hun kan være meget skrap og tvær i perioder men kan også være utrolig glad og livlig. Tror I det er en fase, der går over. Hendes storesøster har haft en meget mere uproblematisk teenagetid, så derfor er dette nyt for os.
Den bekymrede mor
Kommentarer
Jeg vil svare dig med et enkelt ord, fase...
Var selv lidt frem og tilbage i sin tid men kan ikke råde dig til andet end at give så meget støtte når der er brug for det men også plads. Netop som teenager svinger man jo rundt og som det hænger sammen med skole og venner kan det være utrolig besværligt at finde ud af hvad man vil og hvor man skal gøre af sig selv. Derfor søger unge jo ofte deres venner, og ikke forældre. Du skal først være bekymret hvis det udvikler sig til noget i stil med humør svingninger eller lignende.
Hvis du er intresseret kan du jo bare skrive her igen hvis mine råd var okay.
Hilsen Mikkel.
jeg er en pige på 14 år og jeg har det præsis
lige som din datter på (det må jo så være 17 i år?)
jeg prøver at skabe mig et liv inden på facebook men det er ikke altid det hjælper.
hvilken skole går hun på?
jeg har skiftet skole i 3.kl. og det hjalp en lille smule men nu hvor man
kommer op i teenagere årene er det begyndt at vende tilbage.
jeg har sove problemer og vil ikke i skole pga. jeg føler jeg ikke høre til der
eller er god nok.
Det er ikke nemt at være teeanger, hormonerne raser, man svinger voldsomt psykisk. Det hjælper dig ikke, når jeg fortæller, at det er ganske normalt, det ved jeg, men ikke desto mindre, så er det altså sådan.
Jeg reagerer på, at du prøver at skabe dig et liv på Facebook; det synes jeg er en rigtig dårlig ide, for du har brug for at være sammen med "rigtige" mennesker af kød og blod.
Det kan være svært i skolen, nogen er mere populære end andre, sådan er det jo, men har du ikke nogle interesser, du kan dyrke? Er der f.eks. en sportsgren, du kunne tænke dig at gå til? Nogle steder finder der også f.eks. noget ungdomsteater - man behøver ikke stå på scenen, man kan deltage med. f.eks. at hjælpe med at sy kostumer, man kan være med til at brygge kulisser osv.
Eller måske noget helt andet, som du interesserer dig for? Der vil du så møde andre unge, som måske ikke lige går på din skole, men I vil være fælles om en interesse.
Det er aldrig lige så sjovt at møde op sådan et sted første gang, men hvis du bider tænderne sammen og "holder ud" de første gange, så vil du hurtigt komme med i gruppen.
Husk nu blot, at de aller, aller fleste unge har de problemer, som du skriver om - alle er usikre og nervøse, nogle er bare bedre til at skjule det end andre. Og selvfølgelig er du god nok - prøv at sige det til dig selv - hver dag, for selv om jeg ikke kender dig, så ved jeg, at du ikke er et dårligt menneske, det er du ganske enkelt for ung til at være blevet.
Held og lykke.
hilsen den 14 årige bums som har en dødende far
Jeg har selv prøvet det op til flere gange men synes selv at det går bedre nu. Og desuden er det ikke altid at andre folk gider mødes med en selv.
Nu er det efterhånden længe siden, at dette indlæg er skrevet.
Jeg vil bare bidrage med min egen version af dét at være 16 år. Jeg er selv 22 nu, men havde præcis samme tilgang til livet, som du beskriver din datter har, da jeg var 16.
Alting var svært. Kærester man ikke var sikre på, venner, som kunne forsvinde fra den ene dag til den anden, kravet fra omverden om, at jeg skulle finde ud af, hvad jeg ville være som voksen, og at jeg skulle opføre mig som en voksen, men samtidig stadig var barn.
Alle de ting der foregår i ens hovede de år er fuldstændig uoverskueligt. Som sagt, alting er svært, og så er der dage, hvor tingene flasker sig og man bliver glad og livlig.
Jeg kæmpede utroligt meget med selvmordstanker og ensomhed. Jeg blev asocial og havde ikke lyst til at se andre på min egen alder i lang tid og koncentrerede mig primært om voksne. På den måde blev det bare endnu sværere at finde sin plads blandt de andre på min alder.
Ingen er teenagere på samme måde, og min bror var meget udadvendt og larmende, hvor jeg vendte indad og lukkede alle ude.
Det hele kommer til at blive bedre! Det er en fase og det er simpelthen fordi det hele føles komplet uoverskueligt og svært. Man magter simeplthen ikke alle de krav, som omverden og ikke mindst sig selv, stiller.
Du hjælper ved at have tålmodighed. Sørg for, at hun har et frirum hos dig, hvor hun kan være barnlig og være sig selv. Du er nødt til at lade hende komme til dig, men selvfølgelig lade hende vide, at du interesserer dig enormt for hende. Pas på med at nævne det med at være bekymret eller fortvivlet. Det kan altså gøre det hele lidt værre.
For mig hjalp den fysiske kontakt med min mor. Jeg begyndte simpelthen at kramme hende uprovokeret fra tid til anden og det hjalp meget. Der var mange ting, som jeg ikke ønskede, at hun skulle vide, og så var det lettere med en kort stund, hvor vi krammede og ikke behøvede snakke om alle de sure ting der kan være.
Jeg ved ikke, om det kan være en idé med fysisk kontakt af en art blandt jer, men det var virkelig rart. Man leder jo konstant efter bekræftelse og den fysiske er skøn, når man har så mange ting i hovedet på én gang. Især når den er ægte