Indstillinger
Min pige har lavt selvværd og bliver holdt udenfor i skolen
Jeg er så bange for de signaler jeg ser hos min 9årige pige på lavt/manglende selvværd og selvtillid. Det har hun egentlig aldrig rigtig haft men nu går det også dårligt socialt i skolen, hvilket ellers har været godt.
De piger hun ellers regnede som sine bedste veninder, er begyndt at holde hende udenfor. De er meget dominerende og populære i klassen og alle vil gerne lege med dem, så måske derfor har vores pige også været inde i varmen, måske bare på almindeligt 'vi kan alle lege' niveau men det har været ok. En anden pige har nu overtaget hendes plads i 'kliken' mens hun selv er helt ude.... Spørger hun om hun må være med til at lege er svaret nej, spørger en anden lidt efter må de gerne osv. Hun har vist nok stadig et par stykker at lege med, men det virker ikke som om de opsøger hende. Det går hende meget på og hun er ked af det hver eneste dag. Hun forstår ikke, de behandler hende sådan, og det gør vi jo heller ikke.
Da hun har så lidt selvværd i forvejen, forstærkes det jo nu bare i en grad, så hun slet ikke kan finde ud af bare at være sig selv. Hun gør alle mulige krumspring, taler pattet, fjoller, er behagesyg etc. og derfor er hun måske svær for de andre børn lige at forholde sig til. Og hun gør konstant ting for at få accept. Hun sammenligner sig selv med andre og gør noget som de gør for at komme i samme rolle men mislykkes og klandre sig selv endnu mere. Skriver breve til sig selv, overdriver, tager æren for ting, jeg var den første, den bedste etc. Ja det er sørgeligt at være vidne til sådan en desparation.
Vi har talt med hende om, at hun er en dejlig og dygtig pige. At hun skal holde sig væk fra dem, der ikke er gode ved hende og sige fra, men også at vi vil have, hun er ordentlig overfor andre. Hun er ikke selv et blidt lam men en god ven for sine venner og derfor gør det jo også bare så ondt at se hende få det værre og værre.
Vi kan ikke tale med klassens pædagog, da hun er privat involveret i nogle af pigerne. Vi vil heller ikke have at hun gøres til problembarn for det er hun absolut ikke.
Herhjemme har hun i en stor søskendeflok det heller ikke altid nemt. Jeg var meget stresset mens børnene været små og kæmper med et heftigt temperament og høje krav til mig selv og andre, også børnene. Men hun er på ingen måde i tvivl om at vi elsker hende og vi bruger også tid på at lave ting med hende alene. Men alle gode stunder og forsøg på at gøre tingene bedre, ødelægges jo også af skæld-ud og høje, tit uindfriede forventninger.
Hun har legekammerater med hjem men mest på hendes/vores opfordring. Ikke mange spørger hende.
HJÆLP - vi har brug for en kraftinsprøjtning til at få vendt billedet. Vi ved, at vi skal starte med os selv, men hvad kan vi ellers gøre for at hjælpe hende godt og hurtigt på rette vej.... har I nogle idéer?
Den bekymrede mor
De piger hun ellers regnede som sine bedste veninder, er begyndt at holde hende udenfor. De er meget dominerende og populære i klassen og alle vil gerne lege med dem, så måske derfor har vores pige også været inde i varmen, måske bare på almindeligt 'vi kan alle lege' niveau men det har været ok. En anden pige har nu overtaget hendes plads i 'kliken' mens hun selv er helt ude.... Spørger hun om hun må være med til at lege er svaret nej, spørger en anden lidt efter må de gerne osv. Hun har vist nok stadig et par stykker at lege med, men det virker ikke som om de opsøger hende. Det går hende meget på og hun er ked af det hver eneste dag. Hun forstår ikke, de behandler hende sådan, og det gør vi jo heller ikke.
Da hun har så lidt selvværd i forvejen, forstærkes det jo nu bare i en grad, så hun slet ikke kan finde ud af bare at være sig selv. Hun gør alle mulige krumspring, taler pattet, fjoller, er behagesyg etc. og derfor er hun måske svær for de andre børn lige at forholde sig til. Og hun gør konstant ting for at få accept. Hun sammenligner sig selv med andre og gør noget som de gør for at komme i samme rolle men mislykkes og klandre sig selv endnu mere. Skriver breve til sig selv, overdriver, tager æren for ting, jeg var den første, den bedste etc. Ja det er sørgeligt at være vidne til sådan en desparation.
Vi har talt med hende om, at hun er en dejlig og dygtig pige. At hun skal holde sig væk fra dem, der ikke er gode ved hende og sige fra, men også at vi vil have, hun er ordentlig overfor andre. Hun er ikke selv et blidt lam men en god ven for sine venner og derfor gør det jo også bare så ondt at se hende få det værre og værre.
Vi kan ikke tale med klassens pædagog, da hun er privat involveret i nogle af pigerne. Vi vil heller ikke have at hun gøres til problembarn for det er hun absolut ikke.
Herhjemme har hun i en stor søskendeflok det heller ikke altid nemt. Jeg var meget stresset mens børnene været små og kæmper med et heftigt temperament og høje krav til mig selv og andre, også børnene. Men hun er på ingen måde i tvivl om at vi elsker hende og vi bruger også tid på at lave ting med hende alene. Men alle gode stunder og forsøg på at gøre tingene bedre, ødelægges jo også af skæld-ud og høje, tit uindfriede forventninger.
Hun har legekammerater med hjem men mest på hendes/vores opfordring. Ikke mange spørger hende.
HJÆLP - vi har brug for en kraftinsprøjtning til at få vendt billedet. Vi ved, at vi skal starte med os selv, men hvad kan vi ellers gøre for at hjælpe hende godt og hurtigt på rette vej.... har I nogle idéer?
Den bekymrede mor
Kommentarer
Du ønsker ikke at din datter skal være et problembarn, men din datter har alvorlige problemer i klassen.
Jeg ville først tale med din datters lærer om det, hvilke observationer gør hun?
Hvis din datter ikke selv på grund af sin egen opførsel bliver holdt udenfor, har klassen et alvorligt problem.
Det er læreren pligt at bidrage til at løse det.
Du kan selv henvende dig til PPR om problemet, eller læreren kan.
PPR kan sætte en psykolog på klassen som helhed, på
den måde vil din datter ikke blive udnævnt som problemet.
Din datter fortjener at du handler.
Du kan ikke klare dette på egen hånd.
Vi er også meget opmærksomme på at rose hende, gøre ting med hende alene, fortælle hende at hun er en dejlig pige og vi elsker hende. Det er bare som om det ikke gør ret meget forskel i øjeblikket for dét med vennerne fylder bare så meget for hende.
Hun bliver heller ikke søgt af ret mange af de andre piger - og der er 20 piger på hendes årgang - i to klasser - så der er egentlig nok at vælge imellem.
Det kunne være rart at høre fra nogen, som evt. har oplevet noget lignende og hvordan deres børn kom videre herfra - forhåbentlig uden alt for store ar i sjælen...
Også en bekymret mor
Jeg ved godt jeres indlæg er over 1 år gamle, men var meget interesseret i at høre om i har fået "løst" problemerne/selvværet med jeres børn. Desværre kan jeg nikke genkendende til alt fra jeres indlæg. Det kunne lige så godt have været min søn jeg selv havde skrevet om - og lige nu famler jeg i blinde og ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre. Som forædre til et barn der bliver holdt udenfor er bare noget af det værste man kan opleve. Man får helt ondt i maven af bekymring for hvordan ville denne dag i skolen gå. Håber at få nogle positive / brugbare respons på dette indlæg.
Hilsen En Mor
Jeg har netop læst jeres indslag ang. lavt selvværd hos børn. Jeg har selv en datter på nu 11 år som svinger utroligt meget. Hun kan have gode perioder men pt. har hun en meget meget træls periode. Alt hvad I har skrevet kan jeg genkende.
Jeg vil gerne høre, hvordan det går med jeres børn nu og hvad I har gjort.
Vi har psykolog ind over sammen med et super godt samarbejde med lærer mm. på skolen. Det er bare ikke nok. Vi afventer tid til udredning, men om den viser noget ved vi jo ikke.
Håber nogle har nogle guldkorn.
Endnu en bekymret mor.
Har det sidste halvandet år overvejet at flytte hende, men har ventet, da jeg håbede situationen ville ændre sig.
Hælder efterhånden mest til et skoleskift, og synes det har været rart at læse, at andre er i samme situation ( selv om det selvfølgelig havde været rarest hvis ingen var det ;O)
Min niece og hendes mand havde et tilsvarende problem med deres datter, da hun var 8-9 år. Hun havde hidtil været en velfungerende pige men pludseligt var der nogle af lærerene, der begyndte at tale om, at hun var dårligt fungerende socialt etc. Hun begyndte at blive holdt mere udenfor og blev mere indadvendt og mistede selvfølgeligt selvtillid.
Min niece konsulterede en privatpraktiserende børnepsykolog, hvor de var tre gange. Det hjalp rigtigt meget for pigen var begyndt at få tvangstanker og dem fik hun redskaber til at håndtere. Det betød, at hun ikke følte sig så forkert og anderledes, fik mere selvtillid og ikke mindst, at tvangstankerne ikke nåede at bide sig fast.
Derudover fik forældrene foranstaltet et hurtigt skoleskift, for de fornemmede, at der var nogle af lærerne, der havde udset sig pigen som syndebuk i klassen og at det i virkeligheden var årsagen til problemerne.
Da hun kom ind på den nye skole og altså også havde fået nogle redskaber til at tackle tvangstankerne med, faldt hun uden videre til og har trivedes godt i den nye klassen siden. Alle tvangstankerne er væk - de opstod p.g.a. mistrivslen og isolationen og forvirringen over, hvorfor det pludseligt gik så dårligt for hende i den gamle klasse.
Hilsen Helene
Synes jeg er fuldstændig samme sted..Hvad f....skal man gøre. Vi har en dejlig pige på 12, der "mistede" sin bedste veninde og så gik det galt. Pludselig er hun i vanskeligheder med sin klassekammerater. Vi er i syv sind - kan det her udbedres eller hvad. Hun er ked af det og alene hver dag. Hun bliver ikke inviteret eller set. Har egentlig ikke den opfattelse at de andre piger er ondskabsfulde, men at de bare bliver særlig godt guidede af de voksner der er omkring dem. Klasselæreren er en "tvunget" klasselærer og standardbemærkningen til pigekonflikterne har været - den må i selv klare - i er så store.
Men det er det hårdeste jeg har prøvet..man kan ikke gøre en fløjtende fis...
Hvis det var mig, ville jeg seriøst have tanken om skoleskift med i mine betragtninger. Samt lave noget research om, hvilken skole det så i givet fald skulle være.
Alternativt ville jeg nok sørge for, at min datter fik nogle samtaler hos skolepsykologen. Det kan meget vel tænkes, at hun har brug for at snakke med en professionel bl.a. om tabet af sin veninde og hvad det har gjort ved hende. Uanset hvor god en mor du er, så vil der altid være ting et barn ikke kan tale med sine nærmeste om.
Samt nogle samtaler med klasselæreren, om der kan komme en person udefra og tale om, hvordan man skaber et godt klima i klassen etc. Det skal være sådan et generelt 'foredrag'.
Helt sikkert er det nok, at den slags problemer ikke går over af sig selv. For hver dag din datter skal af sted til noget, hun har det dårligt med, vil hun naturligvis få det dårligere. Hver eneste dag vil for hende blive en bekræftelse af, at hun er udenfor, ikke er god nok, at hun er anderledes o.s.v.
Problemet er, at din datter har det svært med sig selv og derfor får hun det svært med andre. Derfor har din datter brug for hjælp til at styrke sin selvtillid og sit selvværd. Når de andre udelukker hende, kan det meget vel være fordi, de mærker, at hun trækker sig væk. Det kan for andre føles som om, at det er hende, der udelukker dem.
Det problem tror jeg ikke, at du og din datter alene kan løses. Der skal sættes ind på flere områder.
Dette sagt ud fra mine egne oplevelser, da jeg gik i skole samt erfaringerne fra min datters skolegang.
P.S.: Hvis du opretter dit eget debatindlæg, vil du automatisk få en mail, når der kommer svar på det.
KH Helene
At børn bliver holdt udenfor, har ikke altid noget med lavt selvværd at gøre.
En skoleklasse udformer næsten altid som et hieraki, hvor du har:
1'ere: 2-3 piger, som får status i klassen som de populære piger, som alle børn (og forældre) vil være sammen med og ser op til. Hjemme hos disse, er der telefonstorm, og disse børn har ikke altid energi at lege med alle.
2'ere: Kan kun være sammen med 1'erne, de kan ikke være sammen med andre 2'ere eller 3'ere. Det er et nederlag for dem at være sammen med andre 2'ere eller 3'ere. Det er også de voksne der guider disse børn, at være sammen med "de rigtige".
3'ere: Disse børn hviler tit godt i sig selv, men der er ikke mange der opsøger dem. Denne kategori er tit lille, fordi mange vælger hellere at være 2'ere, fordi så er de "lidt inde i varmen"
4'ere: Er dem der falder udenfor, måske p.g.a. forskelligheder til resten af klassen. Disse kan blive ofre i klassen. De adskiller sig fra hvad resten synes er korrekt. Disse kan blive alene, og de finder hellere ikke altid ud af at lege med andre 4'ere, fordi de venter på 3'ere eller måske 2'ere.
Forældrene er med til at opbygge dette hieraki, og det er hård - næsten umuligt at nedbryde, fordi det er forældrene, der er med til at bestemme, hvem der skal inviteres med hjem.
Da eleverne bliver lidt større, kan forældrene ikke styre børnernes venner lige meget og da finder de tit den hylde, hvor de hører hjemme. det er tit i 12-14 års alderen, men hos andre sker det senere eller aldrig.
Sådan er livet, lige børn leger bedst, så nemt kan måske siges.
Jeg har selv er barn, der er 3'er, og det kræver også hård arbejde hos forældrene, fordi du altid skal være så venlig, gavmild, finde på ting.. og ikke blive sur på de andre, når de vælger en 1'er istedet for en 3'er....for disse børn er det en kamp at være med i gruppen. Disse børn har ikke specielt lavt selvværd, de har måske ikke de samme albuer, som de andre børn har.
Vi høres