Indstillinger
hvorfor blir vi ved ?
måske jeg skulle starte ud med at sige, at idag er en vred dag.
ikke fordi den på den måde skiller sig frygteligt meget ud fra alle andre dage, hvor jeg er nogen lunde lige kold, kynisk og vred, men hva nu, vi reagere alle på forskellige måde og alt hvad der ikke sætter mig tilbage i en offer rolle fungere for mig p.t.
men hvorfor er det vi bliver ved med at forsøge at leve med det?
hvordan er det vi skulle forestille at kunne fungere, på trods af alt det lort vi har været igennem.
jeg er klar over folk nu vil modsige mig og komme med alt det "jeg lever et normalt liv og er kommet over det pis" , men hvis i er nogen lunde over det, hvorfor sidder i så og skriver i en incest debat 40 år efter i er blevet misbrugt?
og hvis i ikke kan komme igennem det hvorfor skulle jeg så ku klare det?
jeg har i hele mit opklarings arbejde sagt til min kæreste, at hvis jeg begynder at huske noget med min bror så ska han få mig indlagt.
tanken om at han også har været med i en af min fars små film, er nok til at kunne få mig til at finde en høj bygning at springe fra.
og jeg ved jo udemærket godt det er sket, den eneste grund til jeg ikke husker det klart, er at min hjerne vil gå i stykker og jeg vil blive en grønsag.
så hvisjeg vælger at forholde mig til overgrebene og den dårlige samvitighed over jeg ikke har gjort noget, for jeg er så fej at jeg stak af som 13 årig men mine brødre er der stadig, og jeg har intet gjort for at få dem væk.
så løsning a forhold sig til lortet og den dårlige samvittighed = selvmord.
løsning b benægt benægt benægt, lade som om intet er sket og lade ham voldtage mig igen, som han gjorde for en mrd siden.
formentligt placere mig så godt i offer rollen igen at flere mænd vil voldtage mig lige som det har været før.
det bliver helt automatisk også for hårdt og vupti!
tilbage til samme facit som løsning a.
ikke fordi den på den måde skiller sig frygteligt meget ud fra alle andre dage, hvor jeg er nogen lunde lige kold, kynisk og vred, men hva nu, vi reagere alle på forskellige måde og alt hvad der ikke sætter mig tilbage i en offer rolle fungere for mig p.t.
men hvorfor er det vi bliver ved med at forsøge at leve med det?
hvordan er det vi skulle forestille at kunne fungere, på trods af alt det lort vi har været igennem.
jeg er klar over folk nu vil modsige mig og komme med alt det "jeg lever et normalt liv og er kommet over det pis" , men hvis i er nogen lunde over det, hvorfor sidder i så og skriver i en incest debat 40 år efter i er blevet misbrugt?
og hvis i ikke kan komme igennem det hvorfor skulle jeg så ku klare det?
jeg har i hele mit opklarings arbejde sagt til min kæreste, at hvis jeg begynder at huske noget med min bror så ska han få mig indlagt.
tanken om at han også har været med i en af min fars små film, er nok til at kunne få mig til at finde en høj bygning at springe fra.
og jeg ved jo udemærket godt det er sket, den eneste grund til jeg ikke husker det klart, er at min hjerne vil gå i stykker og jeg vil blive en grønsag.
så hvisjeg vælger at forholde mig til overgrebene og den dårlige samvitighed over jeg ikke har gjort noget, for jeg er så fej at jeg stak af som 13 årig men mine brødre er der stadig, og jeg har intet gjort for at få dem væk.
så løsning a forhold sig til lortet og den dårlige samvittighed = selvmord.
løsning b benægt benægt benægt, lade som om intet er sket og lade ham voldtage mig igen, som han gjorde for en mrd siden.
formentligt placere mig så godt i offer rollen igen at flere mænd vil voldtage mig lige som det har været før.
det bliver helt automatisk også for hårdt og vupti!
tilbage til samme facit som løsning a.
Kommentarer
Du skriver: 'hvordan er det vi skulle forestille at kunne fungere, på trods af alt det lort vi har været igennem'.
Jeg lader bestemt ikke som om, at jeg er bedre fungerende, end jeg er og det har jeg ikke gjort i de 4 år, der er gået, siden jeg blev klar over incesten. Lige nu har jeg en pensionssag kørende, for jeg er gået i stykker af det og jeg er hamrende frustreret over, at systemet ikke anerkender, hvor ødelæggende incest er og at man ikke 'bare' kan helbredes og så ellers tilpasse sig samfundet. Jeg kæmper i høj grad for min ret til ikke at kunne fungere 'normalt', netop fordi jeg har være så meget lort igennem.
Så skriver du: 'jeg er klar over folk nu vil modsige mig og komme med alt det "jeg lever et normalt liv og er kommet over det pis"
Jeg er for mit eget vedkommende overbevist om, at jeg nok skal komme mig over 'det pis', men det betyder ikke, at jeg bare kan leve 'et normalt liv' i fremtiden, som om intet var sket. Jeg har da fået nogle ar på sjælen, jeg må tage hensyn til. Det er iflg. min overbevisning overhovedet ikke noget mål at man bare kan sige, at nu kan man leve et 'normalt liv', tværtimod.
Målet for mig er at få det godt, kunne være glad og leve mit liv, som jeg ønsker mig. I frihed med glæde og kærlighed og uden frygt og angst og sorte følelser. Målet for mig er at lære nogle ting undervejs i min proces, så jeg kan forandre mit liv. Mit mål har været og er at få tro på mig selv, blive stærkere, få viden om mig selv, forandre nogle ting, så jeg er i stand til at passe på sig selv på en anden og bedre måde end tidligere. Mit mål er, at jeg kan sige: 'Alt er forandret nu og jeg har det godt nu. Jeg har lært det, jeg skulle lære af fortiden, så lad nu den hvile i fred'.
Samtidigt så er jeg sikkert én af dem, der også om mange år er involveret i incestproblematikker i form af frivilligt arbejde etc. Jeg tror på, at jeg kommer igennem, men jeg tror også på, at min fortid kommer til at fylde meget i mit liv fremover. Men brugt som en ressource, der kan hjælpe mig selv og andre videre, fordi jeg har den viden og de erfaringer, jeg har.
For mig handler det ikke bare om at kunne lægge det bag mig, så jeg kan komme til at leve et 'almindeligt liv', som om det aldrig var sket men om at integrere det i mit liv og leve i fred med det i fremtiden.
Det er barske løsningsforslag du har med 'a' og 'b'. Men der findes altså også både 'c', 'd' og 'e'.
Benægtelse eller selvmord er ikke de eneste løsninger. Faktisk er ingen af de to ting løsninger, for ingen af dem giver dig et godt liv i fremtiden.
Jeg husker, at du tidligere har skrevet, at du ikke har fået behandling og den løsning var da måske værd at overveje som et alternativ til vedvarende benægtelser og selvmord.
For pokker, du var et barn, da du var 13 og stak af. Du kunne ikke redde dine brødre. Du kunne ikke redde dig selv, hvordan i alverden skulle du så kunne redde dem?
Jeg ved alt om, hvor meget skyldfølelse man tager på sig over, at man ikke har kunnet redde andre. Jeg kunne ikke redde min nevø fra min fars overgreb, så det er ikke så lidt skyldfølelse, jeg har kæmpet med. Min søster kunne ikke redde mig og heller ikke sin egen søn. Min mor kunne i særdeleshed heller ikke redde mig. Der er sgu ingen, der selv er ved at drukne og kæmper for at overleve, der kan redde andre - og i særdelseshed kan man ikke redde nogen somhelst, når man kun er et barn, der selv kæmper for sin egen overlevelse. Man påtager sig skylden eller ansvaret, når ingen andre gør det, men dine brødre var altså ikke dit ansvar. Det var nogle voksnes ansvar og det tog de ikke på sig. Det er hamrende sørgeligt at indse, men i sorgen over det, ligger befrielsen fra skyldfølelsen.
Der er kun én vej ud af al den skyldfølelse m.m., er jeg sikker på - og det er terapi, terapi og mere terapi. Man får aldrig bearbejdet en incestproblematik på egen hånd.
Mange hilsner Helene
Jeg er en stor beundrer af dig og din rådgivning her, det kan simpelthen ikke gøres finere.
For mig at se har du et kæmpepotentiale.
Det undrer mig derfor virkelig at du søger førtidspension.
Incest er en destruktiv bagage at have i rygsækken, men der er alligevel mange som til trods for den
fungerer i store stillinger på arbejdsmarkedet.
Man kan da godt have dybe sår på sjælen og alligevel arbejde.
Opfat det endelig ikke som kritik-jeg forstår det bare ikke
Tak for dine søde ord og bekræftelse :-)
Nogen kan have dybe sår på sjælen og alligevel arbejde. Andre kan ikke. Jeg kan ikke.
Nej, der er nok mange, der ikke vil kunne forstå det. Men der er heller ingen, der ved, hvordan jeg har det indeni og hvor meget tid og energi det tager for mig at prøve at skabe fremgang og healing. Det har været fast arbejde, døgnet rundt nu i 4 år.
Det kan godt være, at jeg er god til at se nogle ting og komme med nogle andre vinkler etc., men det er jo meget intellektualisering og rationel viden. Jeg er stort set kun i mit hoved. Der er ikke forbindelse til kroppen endnu, så viden, forståelse og indsigt er bestemt ikke ensbetydende med, at jeg fungerer følelsesmæssigt.
Ja, jeg har et potentiale, som vi alle har det. Men det bliver ikke på arbejdsmarkedet, jeg kan bruge det. Jeg kan stadigt ikke være sammen med andre mennesker. Jeg går i stykker af at blive presset til at være sammen med andre mennesker og til at være ude i verden. Jeg dissocierer, mister mig selv, min hjerne går i sort og jeg ryger på automatpilot. Og så også skulle kunne præstere at udføre et arbejde samtidigt! Umuligt.
Mit potentiale skal, når jeg er klar til det, bruges på en anden måde end på det almindelige arbejdsmarked. I mit tempo så jeg føler, at jeg selv har kontrol over mit liv. Noget der tilfredsstiller mine behov og som kan bygge mig op, så jeg kan begynde at trives som menneske. Jeg har kæmpet i mange år for at kunne 'passe ind' på arbejdsmarkedet, men det lykkedes aldrig. Jeg føler absolut ingen tilknytning til det og har INTET behov for at være en del af det. Når det er selve det at være mellem andre mennesker og at være 'ude i verden', der er det største problem, så er det klart, at alt arbejde vil være meget, meget vanskeligt.
Forestil dig en snegl, der er blevet tvunget ud af sit sneglehus og ligger frit tilgængelig for alle rovfugle og hvem der nu kan lide snegle. Sneglen har fået taget sit hus fra sig og kan ikke krybe tilbage i det og er derfor ikke i sikkerhed nogen steder. Den ligger bare og venter på, hvornår der kommer én og hapser den eller træder på den.
Det er et fint billede af, hvordan jeg har det, når jeg er 'ude i verden' og sammen med andre mennesker.
Pensionen vil betyde, at jeg i sneglefart selv kan vælge, hvornår jeg er parat til at kigge forsigtigt ud af af mit sneglehus og begynde at se, om der stadigt er nogle farer der truer derude. Så længe jeg stadigt er i risiko for at blive sendt ud i noget, jeg ikke kan klare (arbejde), vil jeg stadigt føle truslen (der føles som truslen fra et overgreb) og ikke kunne vide mig sikker. Så det bider sig selv i halen.
At få pensionen vil betyde, at jeg selv kan begynde at styre og kontrollere mit liv. For så kan jeg selv bestemme hvor, hvornår og i hvilke sammenhænge, jeg magter at være sammen med andre. Og så kan jeg trække mig tilbage til mit sneglehus, når det bliver for meget.
Inden jeg kom ind i denne proces for 4 år siden, blev jeg fysisk syg (Hortons hovedpine) af at være sammen med andre mennesker. Hovedpineanfaldene var både for mig og andre en god grund til, at jeg kunne trække mig og gå hjem. Nu behøver jeg dog ikke hovedpinen til at beskytte mig med længere. Nu beskytter jeg mig i stedet ved at isolere mig. At få pensionen vil betyde, at jeg ikke længere skal leve med det ødelæggende pres, at jeg igen risikerer at blive tvunget ud i noget, jeg slet ikke magter og som jeg føler, jeg går mere i stykker af.
Håber det gav dig lidt mere forståelse :-)
Mange hilsner Helene
Tak for dit lange og uddybende svar.
Det gav så god mening, at jeg skammer mig over mit naive spørgsmål.
Jeg er uddannet socialrådgiver og burde have vidst bedre.
Jeg håber virkelig, at du snart får tilkendt din velfortjente pension.
Held og lykke med den og dit liv.
Kærlig hilsen
Leonine
Det var meget spøjst at læse, at du er uddannet socialrådgiver - udfra mine egne erfaringer med socialrådgivere i hele dette forløb.
Jeg ved såmænd ikke, om du burde have vidst bedre. Det er iflg. min erfaring ikke nogen garanti for forståelse, at man er uddannet som f.eks. socialrådgiver. Systemet pr. definition (lovgivere m.fl.) forstår meget, meget lidt (synes jeg) og den gængse tankegang er jo, at fordi man har nogle gamle lig i lasten, kan man vel nok arbejde. Min tidligere sagsbehandler sagde til mig: 'Nå, men det er jo fortid nu. Det betyder jo ikke, at du ikke kan arbejde i nutiden'. Hun har iflg. min mening grund til at skamme sig - ikke fordi hun ikke forstod, det er ingen skam - men fordi hun ikke engang prøvede at lytte og forstå og dermed ikke viste respekt for mig og min situation.
Tak for din interesse, dine gode ønsker og kommentarer :-)
Kærlig hilsen
Helene
Jeg ville ønske at jeg havde modet til at søge førtidspension- og jeg siger modet. For første gang jeg meldte mig syg pga. en stressdepression, fortalte socialrådgiveren mig, at jeg ikke var syg nok til ikke at arbejde.
På trods af det faktum at jeg nærmest ikke kunne snakke, da hjernen var gået ud af funktion.
Det tog mig en sygemelding, en graviditet + barsel, før jeg kom tilbage til arbejdsmarkedet.
Og jow jeg arbejder 37 timer om ugen. Så jeg hører til blandt dem der er ovenpå- eller hvad?
Det er jeg jo ikke indvendig. Min storebror som er 8 år ældre, misbrugte mig fra jeg var 6 til jeg var 15. Jeg husker heldigvis ikke alle de ting han gjore.
Jeg er bestemt ikke ovre det.
Jeg er ganske vist lykkeligt gift og er ufattelig heldig at jeg har en dejlig og sød mand, som på ingen måde minder om min bror.
Men jeg ser min bror alle vegne. Alle mine chefer er min bror. Alle mine kollegaer er min bror. Og når jeg starter på en ny arbejdsplads, så ved jeg godt selv at jeg søger væk indenfor kort tid. Jeg kan ikke have det. Mændene må ikke sige ting til mig, give mig arbejdsopgaver.
Min storebror har magtsyge, og derfor gør det ondt og derfor føler jeg de misbruger deres magt overfor mig på arbejdspladsen.
Jeg må sige jeg glæder mig helt vildt til den dag jeg får naturligt fred. Jeg lever kun pga. min søn og min mand. De giver heldigvis stor glæde.
Men før jeg fik min søn, der må jeg sige at jeg i de første 35 år, bare har ønsket ikke at eksistere.
Da jeg var sygemeldt og på barsel, der kunne jeg håndtere livet. Jeg tabte mig, fik det bedre osv. osv.
Så kom jeg på arbejde,og jeg tog på igen. Sover ikke om natten. Og tro mig jeg er ikke stresset. Men psyken- jeg ved ikke hvad der sker. Men det er det samme hver gang jeg starter på et nyt job.
Jeg ville ønske jeg kunne slukke på stikkontakten og tænde den igen når manden og sønnen kommer hjem. Og det er vel også nærmest det jeg gør, for at overleve.
Så jeg lever kun det halve liv, hvis man kan sige det på den måde.
Nå jeg ved ikke hvad jeg vil med denne besvarelse- tror bare jeg trængte til at få det ned på skrift.
Trængte til at fortælle nogen at min storebror- charmøren som alle elsker- stadig render rundt og rager på piger i alle aldre og jeg kan ikke gøre noget. Forældelsesreglen er trådt i kraft og jeg ser ham så sjældent som muligt.
Lige nu lever jeg kun for at min søn får et liv hvor han ikke bliver misbrugt, slået og alle den slags ting. Det er min største og vigtigste opgave.
Alt andet i mig er dødt.
Modet til at søge førtidspension... jeg havde ikke modet til at lade være. Jeg har været ude, hvor jeg ikke skal ud igen. Jeg har lært, hvor mine grænser går på den hårde måde. Sådan er det jo som regel.
Jeg har også fået at vide, at jeg sagtens kunne arbejde. Jeg var smækfyldt med ressourcer, så det handlede på ingen måde om, jeg skulle arbejde, det var kun et spørgsmål om, hvad jeg skulle revalideres til og hvor hurtigt, jeg kunne komme op på fuld tid. Der var absolut ingen forståelse for, hvad det her handler om for mig.
Jeg genkender dine følelser omkring at have en mandlig chef. Sådan har jeg det med kvindelige autoriteter. Det går bare ikke.
Det er nok ikke så mærkeligt, at du kører på automatpilot nu, hvor du har din lille søn og alt handler om at sikre ham bedst muligt. Mon ikke, at det kommer til at handle mere om dig, når tiden er til det. Når du er så bevidst nu, så tror jeg ikke, at du kan sætte udviklingen i stå. Jeg tror, at dit indre vil stræbe efter at få det bedre.
Mange hilsner Helene