Videre efter utroskab
Hej
Jeg vil ikke gå ind i en dybere forklaring af min situation, det vil simpelthen tage for lang tid. Kort fortalt har min mand igennem 18 år forladt mig og vores 2 små børn, til fordel for hende han var mig utro med, hvilket han mener sig i sin gode ret til... Jeg er så fyldt med sorg, vrede, bitterhed, frustration, afmagt og føler mig så uendeligt brugt og kasseret. Med min fornuft ved jeg hvor ufattelig mange dårlige egenskaber han har, og alle dem der har været skjult tidligere kommer nu frem med en voldsom styrke, han har sat sig for at overdrage skylden til mig, jeg ved at vi ikke kan fortsætte vores ægteskab, det hele er simpelthen blevet for betændt, og mange mener jeg burde være "glad" for at have fået denne chance for et nyt liv, sammen med en evt. ny mand der elsker og respektere mig for den jeg er, med mine gode og dårlige sider.
Det som fornuften ved kan hjertet bare ikke acceptere... Hvordan kommer jeg videre herfra? Hvordan undgår jeg at sætte ham op på et pidestal hvor han ikke længere hører hjemme? Hvordan slipper jeg ham? Hvad har I andre gjort, der er blevet forladt og svigtet til fordel for en anden?
Mvh.
M
Jeg vil ikke gå ind i en dybere forklaring af min situation, det vil simpelthen tage for lang tid. Kort fortalt har min mand igennem 18 år forladt mig og vores 2 små børn, til fordel for hende han var mig utro med, hvilket han mener sig i sin gode ret til... Jeg er så fyldt med sorg, vrede, bitterhed, frustration, afmagt og føler mig så uendeligt brugt og kasseret. Med min fornuft ved jeg hvor ufattelig mange dårlige egenskaber han har, og alle dem der har været skjult tidligere kommer nu frem med en voldsom styrke, han har sat sig for at overdrage skylden til mig, jeg ved at vi ikke kan fortsætte vores ægteskab, det hele er simpelthen blevet for betændt, og mange mener jeg burde være "glad" for at have fået denne chance for et nyt liv, sammen med en evt. ny mand der elsker og respektere mig for den jeg er, med mine gode og dårlige sider.
Det som fornuften ved kan hjertet bare ikke acceptere... Hvordan kommer jeg videre herfra? Hvordan undgår jeg at sætte ham op på et pidestal hvor han ikke længere hører hjemme? Hvordan slipper jeg ham? Hvad har I andre gjort, der er blevet forladt og svigtet til fordel for en anden?
Mvh.
M
Kommentarer
Hvis sagen ikke handlede om utroskab, men "blot" om at din mand havde forladt dig, ville du så have det anderledes? Jeg forstår godt det er rædselsfuldt at du ikke kan komme videre, kender det alt for godt. Jeg kan heller ikke skrue bissen på og kaste mig ud i friheden. Jeg savner min mand hver eneste dag (han har ikke været mig utro, men vi har haft nogle frygtelige kriser) Jeg elsker ham afsindigt højt og føler mig kasseret. Hvis så han havde haft en anden så var der da en rigtigt god grund til at foragte ham, men jeg kan bare ikke. Jeg kæmper også med næb og kløer, og har ikke opgivet endnu, men vil så nødigt blotte mig selv fuldstændig for rygrad. Og grunden til min kamp er, at manden faktisk stadig elsker mig? Men mit råd til dig er, at du skal være vred, du har en grund til at være vred - og det er i orden. Og tag så den omtalte veninde med ud blandt andre mennesker - fald i snak med andre mænd, studér dem, duft til dem, gør hvad hulen du vil, men mærk at du kan leve og grine! Hvis det var mig, satte jeg (efter græderiet) næsen i sky, flyttede om i stuen, farvede mig rødhåret. Kan slet ikke forestille mig hvor skrækkeligt du må have det, men jeg prøver at sætte mig ind i det, og kan huske fra for mange år siden, at det der med utroskab rammer så hårdt i hjertet!
Held og lykke.
Kilde
Tak fordi du gav dig tid til at skrive. Du spørger om det ville være nemmere for mig at acceptere hvis der ikke var utroskab ind over... hm, ja umiddelbart, for det smerter så ufatteligt meget at han smutter for at prøve noget nyt, vil afprøve hende, og hvornår vil han så gå med hende hånd i hånd gennem byen... Jeg føler at han ikke er interreseseret i at finde sig selv, jeg ser ikke at han er inde i nogle særlige overvejelser om at kæmpe for ægteskabet, han kigger ikke indad for at kunne arbejde med sine egne problematikker, han skyder alt på mig... dette tolker jeg meget som den "sindsyge" han er i (forelsket)han tænker ikke rationelt mere, tænker ikke at der kommer en hverdag på den anden side af beruselsen, for ham virker den nye så tillokkende, for så kan man stikke af fra sine egne problemer, og være sammen med en der forguder den jord han træder på. Hun står jo og venter på ham i kulissen, hvorfor så blive mere i noget som koster blod, sved og tåre... det andet er jo så nemt!!
Men selvfølgelig, forladthedsfølelsen vil jo være der uanset om årsagen til bruddet, det er bare ulideligt at være den der står tilbage, og følelsen af at være kasseret går lige ind på ens selvværd. Min "mand" sender så mange mixede signaler, siger at han holder af mig, græder ufatteligt meget, vil intet snakke om og fortæller ingen i hans omgangskreds hvor slemt det er fat... derfor kommer jeg også hele tiden ind i nogle gevaldige følelsmæssige rutsjeture... for så nærmer han sig, for så at trække sig igen. Han er i en voldsom midtvejskrise, i en forholdsvis tidlig alder, men aligevel.
Sjovt du skriver at jeg skal jeg skal møblere om, farve hår og lign. for jeg er netop kommet ned fra 1 salen, har lige smidt 2 sække fulde af tøj ud og har været igang med at finde ud af hvor store kommoder jeg har plads til i soveværelset når hans møbler er ude.. og det hjælper faktisk!! Desværre er sagen bare den at han intet rigtigt sted har at bo, men bor i en campingvogn, så jeg kan ikke få alle hans ting ud endnu... Så det er ligesom et vadested, jeg kan ikke komme videre før til august hvor vi skal i satsamtet.
Hilsen shanti1
Jeg er i præcis samme situation som dig. Vores brud skete i januar, og først nu har jeg fået et sted at bo (vi havde lige købt hus så jeg har boet her med vores datter). Jeg er kommet lidt videre, men det at man ikke har sit eget sted har forlænget processen gevaldigt.
Jeg har også hørt at det da må være nemmere at blive forladt til fordel for en anden, men DET ER DET IKKE! Også i mit tilfælde har han nægtet at tale om det og det er gevaldigt ubearbejdet hos ham, hvilket jo skyldes at han er i et nyt forhold. Har læst meget om det, og skal hele tiden fortælle mig selv at det intet har med mig eller den anden at gøre -det har udelukkende med ham at gøre og at det er en flugt (det ved vi jo godt, men det hjælper at se det på skrift -den anden kvinde var til rådighed og villig til at give den beundring og opmærksomhed som han havde brug for på det tidspunkt, men selve affæren og bruddet er en dækhistorie for kaoset inde i ham selv). Men selv om man ved alt dette med forstanden, er det noget helt andet med hjertet. Og det at man har børn sammen, gør det ikke nemmere. Jeg VED at han ikke er den mand jeg troede han var, men alligevel tænker jeg af og til, hvad nu hvis... Jeg synes stadig det er ekstremt hårdt, men håber at min geografiske flytning vil hjælpe på det... Og, ja, jalousien er der, større menneske er jeg heller ikke:-)
Jeg føler med dig og kan forstå alt det du gennemgår 100%
Mere kan jeg ikke sige, for længere er jeg ikke selv.
De varmeste tanker fra en lidelsesfælle...
Jeg er virkelig ked af jeres situation.
Det vigtigste her, er børnene. Pas mere på dem, end dig selv. De fortjener at opleve verden, og se den som et godt sted at leve.
Som de andre også siger, er det bedste du kan gøre, er at smile. Smil til verdenen og den smiler til dig. Du kan ikke græde til verdenen, så græder den tilbage til dig. Kærestesorger er ligesom normale sår. Når du græder på det, svier det, når du renser det, går det væk. Og den eneste måde du kan rense såret på, er at gøre det modsatte af den måde det er opstået på. Hvis det er brændt, sætter du is på. Hvis det er revnet, sætter du plaster på. Hvis det er pga. utro.... det siger sig selv. Jo flere du gør det med, jo flere du snakker med, jo flere du griner/smiler/hygger/leger/flirter/græder med, jo mere healer såret, med tiden.
Når såret er healet, opstår der ar. Det ar er det samme som hans ting; (tøj, billeder, beskeder, breve osv.) Når du er kommet af med hans ting, glemmer du ar'et. Så vender du dig til det. Og det samme gør du med ham. Du vender dig til at han er fortid.
Og det DU gør, er at du lukker dig selv. Lukker dig for andre, lukker dig for verdenen, lukker dig for familien, lukker dig for børnene. Og når du lukker dig for verdenen, lukker verdenen for dig. Ring til en, ring til mig, ring til dine venner, ring til familie, ring til en bekendt, ring og tud, og tøm dig. Tøm dig så der er plads til noget andet eller nogen andre. Andre som kan ligge sig og dække ar'et.
men husk, BØRN er det vigtigste! Aldrig nogensinde glem dem.
Og det vil være meget bedre hvis du stopper kontakten med ham, især den hvor han prøver at give skylden til dig eller noget andet. DROP ALT. undtagen penge messigt. Ved ikke om i er gift eller ej, men han skal nok betale børnepenge osv. Eller noget andet. Og jo flere penge du får ud af ham, jo mere kommer han til at hade dig. Også får du det bedre med dig selv. Hvertfald efter alt det han har gjort mod dig. Det der er ingenting i forhold til det han har gjort mod dig. Du har din ret til at hade, hade ham, og ikke andre, eller andet. Især ikke verdenen. Hader du verdenen, hader den tilbage. Som sagt, had ham, men åbn arme for andet. Det skader ikke hvis du er forsigtig. Men træd aldrig på de fodspor du selv har lavet. Lav nogle nye. Men husk vandrepind så du ikke falder
Håber det hjælper.
Mvh. Cengiz Polat
håber min historie kunne hjælpe lidt så du ved du ikke er den eneste derude.