Fælles interesser med kæresten? Huslige pligter?
Jeg er lige kommet hjem fra arbejde - dødtræt - det var en hård dag. Straks da jeg kommer ind ad døren gør kæresten (som er arbejdsledig) opmærksom på, at der skal vaskes tøj! Ok, vi har aftalt, at jeg står for tøjvasken, fordi han ellers ødelægger alt vasketøjet, men jeg hader bare at få sådanne ting at vide, når jeg kommer træt hjem fra arbejde. Tidligere kunne det føre til enorme skænderier mellem os, hvis jeg ikke gjorde de ting. Jeg har altid været meget selvstændig og har altid sørger for mig selv rent finansielt og jeg har altid haft min egen lejlighed, som mine kærester er flyttet ind og ud af igen. Kort sagt har jeg aldrig været afhængig af en kæreste - kun følelsesmæssigt, og det kan være hårdt nok. I går spurgte kæresten mig, om jeg havde kigget efter lejlighed eller hotel til hans familie, som snart kommer til København i 14 dage. Hvorfor kan han ikke gøre de ting selv? Selv om han er udlænding, er det da ingen undskyldning for at lægge ansvaret over på mig? Nogen gange bliver jeg så sur som en citron. Sidste uge kom vi gevaldigt op at skændes, fordi jeg meldte klart ud, at han ikke skulle regne med, at jeg lavede mad, når jeg kom træt hjem fra arbejde og var dårlig. Jeg havde ellers lovet at lave mad, men jeg var dødtræt. Det førte til et voldsomt skænderi, og det er ikke første gang, vi skændes over sådanne ting. Trusler med flytning fra hans side osv. Han kan også finde på at surmule, når jeg siger fra, og så får jeg det så dårligt, for hvem kan lige holde sådan en surmulende stemning ud, når jeg ikke har gjort det, han forventer? Ærligt, jeg ville ikke kunne holde ud at leve i en kernefamilie, hvor det blev forventet af mig hver dag at sørge for familien, lave mad, tage mig af små børn. For fanden da, hvis jeg er træt, så vil jeg have lov til at være i fred og bare lægge mig på sofaen.
Vi har heller ikke fælles interesser. Jeg kan mærke, at jeg har forandret mig meget i de sidste år. Før i tiden elskede jeg at ligge i timevis i solen. Min hud kan ikke tåle det mere, og jeg synes efterhånden også, at det er kedeligt at ligge i solen så længe, og man kommer til at se ud som en branket kylling. På det sidste har jeg taget mig i nakken og ladet være med at starte skænderier, men accepteret hans beslutning om at sole sig, og så har jeg lavet andre ting for mig selv, som jeg kan lide, men ærligt indrømmet ,det ville sgu være dejligere, hvis han havde lyst til at gøre de ting med mig. Jeg elsker f.eks. at tage bilen og køre en tur til Nordsjælland. Nej, det synes han er for langt væk (vi bor i København). Jeg er i øjeblikket i gang med at udvide min i forvejen meget indsnævrede vennekreds - eller lad os bare sige, at jeg kun har en veninde. Jeg har tænkt mig at begynde at lave ting med mine nye bekendte, der gør mig glad. Det er jo bare trist, at jeg ikke kan lave de ting med kæresten, for jeg vil jo gerne lave dem med ham, men jeg har brug for andre mennesker - også for at gøre mig mere uafhængig. Jeg har i mange år været alt for bundet af mine kærester, og det er ikke godt. Især ikke, hvis forholdet går i stykker.
I øjeblikket går det bedre mellem os, men vi har virkelig skændtes meget i lang tid. Der er store kulturelle forskelle mellem os, da min kæreste er udlænding. Han er kommet til Danmark og kan ikke lide at være her, og han vil have, at jeg skal flytte med ham til hans land, men det har jeg ærlig talt ikke lyst til. Jeg har lyst til ham, men jeg har ikke lyst til hans land og opgive min selvstændighed.
Jeg kan også se tegn på, at han gerne vil bestemme over mig, men det kan han ikke, så længe vi er her, for jeg tjener egne penge og lejligheden vi bor i, er min. Jeg vil bare have, at vi har det godt, men han kan ikke glæde sig over at se naturen på samme måde som jeg f.eks. Det gør ham selvfølgelig ikke til en dårligere person, men jeg føler ofte, at mange interesser og oplevelser går min næse forbi. Ofte skal jeg virkelig skælde ud for at få ham til at lave nogle ting med mig, men på det sidste prøver jeg virkelig at lade være og lade ham være, som han er, men til gengæld ses vi så ikke så meget.
Jeg afskyr bare forpligtelser, når jeg kommer træt hjem fra arbejde. Det tror jeg sgu godt, at en dansk mand ville kunne forstå.
Er der nogen, der kender til disse ting?
Knus fra Granada
Vi har heller ikke fælles interesser. Jeg kan mærke, at jeg har forandret mig meget i de sidste år. Før i tiden elskede jeg at ligge i timevis i solen. Min hud kan ikke tåle det mere, og jeg synes efterhånden også, at det er kedeligt at ligge i solen så længe, og man kommer til at se ud som en branket kylling. På det sidste har jeg taget mig i nakken og ladet være med at starte skænderier, men accepteret hans beslutning om at sole sig, og så har jeg lavet andre ting for mig selv, som jeg kan lide, men ærligt indrømmet ,det ville sgu være dejligere, hvis han havde lyst til at gøre de ting med mig. Jeg elsker f.eks. at tage bilen og køre en tur til Nordsjælland. Nej, det synes han er for langt væk (vi bor i København). Jeg er i øjeblikket i gang med at udvide min i forvejen meget indsnævrede vennekreds - eller lad os bare sige, at jeg kun har en veninde. Jeg har tænkt mig at begynde at lave ting med mine nye bekendte, der gør mig glad. Det er jo bare trist, at jeg ikke kan lave de ting med kæresten, for jeg vil jo gerne lave dem med ham, men jeg har brug for andre mennesker - også for at gøre mig mere uafhængig. Jeg har i mange år været alt for bundet af mine kærester, og det er ikke godt. Især ikke, hvis forholdet går i stykker.
I øjeblikket går det bedre mellem os, men vi har virkelig skændtes meget i lang tid. Der er store kulturelle forskelle mellem os, da min kæreste er udlænding. Han er kommet til Danmark og kan ikke lide at være her, og han vil have, at jeg skal flytte med ham til hans land, men det har jeg ærlig talt ikke lyst til. Jeg har lyst til ham, men jeg har ikke lyst til hans land og opgive min selvstændighed.
Jeg kan også se tegn på, at han gerne vil bestemme over mig, men det kan han ikke, så længe vi er her, for jeg tjener egne penge og lejligheden vi bor i, er min. Jeg vil bare have, at vi har det godt, men han kan ikke glæde sig over at se naturen på samme måde som jeg f.eks. Det gør ham selvfølgelig ikke til en dårligere person, men jeg føler ofte, at mange interesser og oplevelser går min næse forbi. Ofte skal jeg virkelig skælde ud for at få ham til at lave nogle ting med mig, men på det sidste prøver jeg virkelig at lade være og lade ham være, som han er, men til gengæld ses vi så ikke så meget.
Jeg afskyr bare forpligtelser, når jeg kommer træt hjem fra arbejde. Det tror jeg sgu godt, at en dansk mand ville kunne forstå.
Er der nogen, der kender til disse ting?
Knus fra Granada
Kommentarer
For det første er det selvføglelig ikke ok at du skal stå for alle forpligtelser og husarbejde, mens han går ledig derhjemme. Det havde jeg ikke fundet mig i. For det andet ville jeg også mene han selv kunne finde hotel ophold til sin familie. Men det lyder lidt som om du ikke rigtig ”tør” tage konfrontationen med ham mere. Du lader bare stå til for at undgå et skænderi – og så vender du al vreden og irritationen indad. Det er det som kommer ud her.
I har heller ikke noget til fælles og gider sjældent gøre ting sammen. Umiddelbart forstår man jo dårlig nok hvorfor i er sammen. Når det så er sagt, så kan man jo også accepterer hinandens forskelligheder, og netop som du siger, begynde at bruge tid sammen med sine veninder og lave de ting man gerne vil og som man synes er sjove. Det kræver selvføglelig at begge parter accepterer at man gør det sådan – ellers vil det også gå hen og blive et problem.
Det kunne virke som om mange af jeres problemer kommer af kulturelle forskelligheder. Han er måske vandt til at kvinderne sørger for alt – og sådan er det ikke her i Danmark. Det må han jo lære og acceptere – ellers tror ejg aldrig i bliver glade sammen.
Du skriver også han hader at være her og vil flytte hjem til sit eget land og have dig med – og du vil ikke med. Måske kræver jeres forhold en meget lang god samtale om jeres forventninger til hinanden og jeres planer for fremtiden. Det virker som om i er på afveje i stort set alle spørgsmål og tingene løser sig i hvert fald ikke ved at man bare går og bider det i sig. Synes du skal tage en snak med ham – og et dybt kig ind i dig selv – og finde ud af om i egentlig er sammen pga. kærlighed eller pga. tryghed og afhængighed og om de værdier i har egentlig kan forenes på sigt.
Kloge ord herfra - håber du kunen bruge det til lidt.