Ved ikke hvad jeg skal gøre.
Hej.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Det hele virker så uoverskueligt. Det er ved at være nogle år siden jeg fik en mistanke om at jeg var blevet misbrugt, men det er ikke så længe siden jeg sagde det til nogle, og siden jeg gjorde det er det bare blevet rigtig slemt. Jeg er selv overbevist om at jeg er blevet misbrugt men når jeg skal fortælle det til nogen siger jeg altid at jeg måske er blevet misbrugt og at det ikke er sikkert. Det er jeg rigtig træt af fordi jeg er jo sikker. Men jeg har gået til samtaler hos to læger og to psykolger og den ene læge og psykolog siger at der nok ikke er sket noget og den anden læge og psykolog siger at der nok er sket noget. Men jeg er bange for at sige at jeg er sikker til nogen selv om jeg har lyst til det fordi som den læge som ikke tror på det siger så er det jo den værste anklage jeg kan komme med. Men jeg er jo sikker selv om jeg ikke har konkrete beviser. Så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og hvad jeg skal sige og tro på. De er dog alle enige om at han har været grænseoverskriende. Jeg har ikke lyst til at tro på det, men det gør jeg virkelig og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme vidre. Det er virkelig blevet slemt siden jeg fortalte det til nogen. Jeg har aldrig haft det så dårligt som jeg har det nu. Det er der hver dag, og hver dag ryger jeg ned i et sort hul og jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal komme op igen. Jeg er blevet rigtig angst for mænd, kender i det? Og det er jo ikke særlig fedt for dem er der jo rigtig mange af ude i verden. Nogen gange tør jeg ikke gå ud fordi jeg er så bange og jeg tør ikke gå en lang tur alene fordi jeg er så bange for at der er nogen som vil overfalde mig og gøre rigtig grimme ting ved mig. Og jeg kan ikke klare hvis jeg får øjenkontakt med en fyr f.eks i bussen og jeg bliver totalt bange hvis han bliver ved med at kigge på mig.Så bliver jeg tit overbevist om at han vil følge efter mig og overfalde mig.
Jeg er virkelig blevet skør og nogen gange tror jeg fuldt og fast på at de vil gøre mig noget ondt, det er rigtig skræmmende. Kender i det? Tror i man kan komme af med den angst?
Jeg er også så vred hele tiden på ham og fyldt af så meget had. Jeg hader ham så meget at det skræmmer mig, jeh havde aldrig troet at jeg kunne hade en så meget. Jeg vil virkelig se ham lide, mindst ligeså meget som jeg gør. Er det normalt? Og kan man komme af med den vrede og det had? Eller vil det altid fylde så meget?
Det sidste problem jeg har er at jeg får hver dag rigtig ondt i mit hjerte. Kender i det? Det gør virkelig ondt. Og jeg kan ellers godt klare smerte, men den smerte i hjerte kan jeg ikke så godt klare. Ved i hvordan man kan komme af med den?
Jeg håber ikke det lyder som om jeg piver rigtig meget for jeg prøver virkelig at holde ud, det bliver bare lidt svært engang imellem.
Masser af kærlige hilsner fra Stine
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Det hele virker så uoverskueligt. Det er ved at være nogle år siden jeg fik en mistanke om at jeg var blevet misbrugt, men det er ikke så længe siden jeg sagde det til nogle, og siden jeg gjorde det er det bare blevet rigtig slemt. Jeg er selv overbevist om at jeg er blevet misbrugt men når jeg skal fortælle det til nogen siger jeg altid at jeg måske er blevet misbrugt og at det ikke er sikkert. Det er jeg rigtig træt af fordi jeg er jo sikker. Men jeg har gået til samtaler hos to læger og to psykolger og den ene læge og psykolog siger at der nok ikke er sket noget og den anden læge og psykolog siger at der nok er sket noget. Men jeg er bange for at sige at jeg er sikker til nogen selv om jeg har lyst til det fordi som den læge som ikke tror på det siger så er det jo den værste anklage jeg kan komme med. Men jeg er jo sikker selv om jeg ikke har konkrete beviser. Så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og hvad jeg skal sige og tro på. De er dog alle enige om at han har været grænseoverskriende. Jeg har ikke lyst til at tro på det, men det gør jeg virkelig og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme vidre. Det er virkelig blevet slemt siden jeg fortalte det til nogen. Jeg har aldrig haft det så dårligt som jeg har det nu. Det er der hver dag, og hver dag ryger jeg ned i et sort hul og jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal komme op igen. Jeg er blevet rigtig angst for mænd, kender i det? Og det er jo ikke særlig fedt for dem er der jo rigtig mange af ude i verden. Nogen gange tør jeg ikke gå ud fordi jeg er så bange og jeg tør ikke gå en lang tur alene fordi jeg er så bange for at der er nogen som vil overfalde mig og gøre rigtig grimme ting ved mig. Og jeg kan ikke klare hvis jeg får øjenkontakt med en fyr f.eks i bussen og jeg bliver totalt bange hvis han bliver ved med at kigge på mig.Så bliver jeg tit overbevist om at han vil følge efter mig og overfalde mig.
Jeg er virkelig blevet skør og nogen gange tror jeg fuldt og fast på at de vil gøre mig noget ondt, det er rigtig skræmmende. Kender i det? Tror i man kan komme af med den angst?
Jeg er også så vred hele tiden på ham og fyldt af så meget had. Jeg hader ham så meget at det skræmmer mig, jeh havde aldrig troet at jeg kunne hade en så meget. Jeg vil virkelig se ham lide, mindst ligeså meget som jeg gør. Er det normalt? Og kan man komme af med den vrede og det had? Eller vil det altid fylde så meget?
Det sidste problem jeg har er at jeg får hver dag rigtig ondt i mit hjerte. Kender i det? Det gør virkelig ondt. Og jeg kan ellers godt klare smerte, men den smerte i hjerte kan jeg ikke så godt klare. Ved i hvordan man kan komme af med den?
Jeg håber ikke det lyder som om jeg piver rigtig meget for jeg prøver virkelig at holde ud, det bliver bare lidt svært engang imellem.
Masser af kærlige hilsner fra Stine
Kommentarer
Jeg kan sagtens genkende det, du skriver. Det er helt almindeligt at have det, som du har det, når man har været udsat for overgreb.
Jeg prøver at kommentere dine bekymringer i den rækkefølge, du nævner dem.
Det er helt almindeligt, at du oplever, at tingene er blevet værre, siden du har fortalt det til nogen. Når man holder op med at have hemmeligheder for andre, holder det også op med at være hemmeligheder for én selv. Det begynder at blive meget mere virkeligt, når der bliver sat ord på det og dermed begynder de følelser, der har været undertrykte også at komme frem. Så når man holder tingene hemmelige for andre, så er det meget ofte for at beskytte sig selv mod at vide det.
Til andre siger du, at du kun måske er blevet misbrugt, selvom du med dig selv ved, at det er rigtigt. Det er nok ikke så mærkeligt, for hvis du fortalte andre, at det er helt sikkert, ville der ske det samme igen: Det ville sætte et skred igang inde i dig, for så var der ikke noget måske længere. Så længe du kan holde fast i et 'måske' overfor andre, så gør du det i én eller anden grad også overfor dig selv. Du holder lige en dør åben til, at du kan trække det tilbage i dig selv igen og gøre det uvirkeligt, for du har jo ikke sagt noget med bestemthed. Siger du til andre, at det er sket, så bliver det også til din egen rigtige virkelighed, du er nødt til at forholde dig til.
Nogen har så troet, at du ikke er, fordi du har udvist tvivl og det er jo desværre ofte resultatet, når man ikke siger tingene klart og tydeligt og med sikkerhed. Problemet er bare, når man ikke er parat til at sige det klart.
Selvfølgeligt har du ikke konkrete beviser. Du har sikkert ikke engang en 'rigtig' erindring om det men måske kun nogle tågede fornemmelser eller følelser for det og måske nogle flash-backs. Så det handler om at man tager et valg, hvor man vælger om man vil sine egne følelser og fornemmelser eller om man vil holde fast i tvivlen - og du tror på dig selv. Det er så godt og vigtigt og et stort skridt mod heling.
Siden du har sagt det højt, oplever du, at du har fået det værre, det er der hele tiden og du føler, at du falder ned i et sort hul gang på gang. Det er helt naturligt. Det er fordi, du ved at sige det højt har gjort det til virkelighed og så kommer følelserne for det også frem i virkeligheden. De følelser du har undertrykt hele dit liv. Det er rædselsfuldt og det går over igen efterhånden, som du får arbejdet mere med det. Uvirkelighed kan man ikke arbejde med men virkeligheden kan man.
Det er helt naturligt, at din angst/frygt for mænd, nu kommer frem. Når du får arbejdet mere med det, så vil du efterhånden bedre kunne relatere angsten/frygten til den eller de mænd, der har skadet dig i dit liv, så det ikke længere er alle mænd over én kam, du er bange for.
Ja, du kan godt komme af med den angst, når du når længere i din proces. Og du er IKKE blevet skør. Det er helt almindelige reaktioner.
Problemet med øjenkontakten er meget almindeligt. Også det vil ændre sig hen ad vejen.
Din vrede og dit had har også fået lov at komme frem og blive bevidst. Det er også naturligt. Også det kan du arbejde med undervejs i din proces. Jo mere du vil komme til at forstå det, der er sket dig på en anden måde end før, desto mere vil du kunne slippe af med det igen. Jo mere du kommer til at holde af dig selv gennem processen, desto mere vil du kunne slippe hadet og vreden mod dem, der har skadet dig i dit liv.
Det er også almindeligt, at du har ondt i hjertet. Du begynder at åbne for dit hjerte, dine energier og din krop. Det er rigtigt gode tegn.
Det lyder absolut som om, du er på rette vej. Du skal have noget ordentlig professionel hjælp og det kan du bedst få, når du tør sige, at det ER sket.
Det lyder bestemt ikke, som om du piver. Jeg ved, hvordan det er, jeg har selv været dér, hvor du er nu.
Kærlig hilsen Helene