Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Må børnehaven underette PPR uden forældrenes samtykke?

Redigeret 21 juni, 2008, 05:41 i Førskole- og små skolebørn
For et par måneder siden blev vi indkaldt til møde i min datters børnehave. Børnehaven ville indstille hende til PPR, fordi hun sidder og "dagdrømmer" i længere perioder. Vi har aldrig været ude for, at hun gør det hjemme. Jeg sagde, at jeg gerne ville finde en børnepsykolog selv, da jeg kender til flere tilfælde af dårlige oplevelser/fejldiagnoser hos PPR. Vi fik så tid hos en anbefalet børnepsykolog, der dog har ventetid til sent på efteråret. Dette fortalte jeg til børnehaven, og de mente, at det ikke kunne vente så længe. Jeg prøvede så at finde en psykolog med kortere ventetid, men så pludselig en dag kaldte en af pædagogerne mig ind på kontoret. Hun fortalte, at de nu ville underrette PPR, og at lederen ville have sendt indberetningen uden at spørge os. Jeg sagde, at hvis de mente, at det hastede så meget, ville vi da give vores samtykke til, at PPR blev underrettet.
Jeg fandt det yderst ubehageligt, at det åbenbart var lederens hensigt blot at sende indberetningen uden så meget som at spørge os ... vi havde jo ikke nægtet at bruge PPR, blot sagt, at vi foretrak en privat psykolog. Og uanset om vi så havde nægtet det, så mener jeg da, at de som minimum skal informere os om det. Er det lovligt at underrette PPR så at sige bag forældrenes ryg?
Noget andet ubehageligt er, at jeg tidligere talte med selvsamme leder, hvor hun intet nævnte om indberetningen - til gengæld brød hun sin tavshedspligt og nævnte et andet barn ved navn, som de også havde sendt til PPR.

Kommentarer

  • JA.

    Det er børnehavens pligt at indberette til PPR hvis pædagogerne vurderer at barnet har behov for det.

    Normalt sker denne indberetning dog i overensstemmelsemed forældrenes accept.
  • Det virker helt rimeligt, at børnehaven må underrette PPR uden forældrenes accept, da forældrene jo ellers blot kunne forhindre børnehaven i at få gjort noget ved en meget problematisk situation. Men er du sikker på, at de må underrette PPR uden så meget som at orientere forældrene om, at nu bliver indberetningen altså sendt (uanset om det så er med eller uden forældrenes aacept)?
  • Ja, de har jo skærpet underretningspligt. Men jeg kan sagtens forstå dine bekymringer mht. PPR, for kvaliteten er meget vekslende - og ofte er der kæmpe udskiftning. Jeg er lærer og er ikke tryg, når PPR 'overtager' en af vores børn, for normalen er desværre, at der ikke sker noget........Dette er en kæmpe frustration, da de samtidig har en kæmpe magt i forhold til et barns fremtid.

    Hvad går børnehavens bekymring på siden de er så emsige, at de ikke kan vente på, at I finder en psykolog?? Det er ikke ligefrem gunstigt for et samarbejde, at de handler så enrådigt.....
  • Jeg synes nu, at det lyder lidt mærkeligt. Jeg er også lærer, og når vi har udfyldt et indstillingsskema, skal det først vej af hjemmet og underskrives af forældrene, inden det sendes videre til PPR.
    Forløbet starter med en eller flere samtaler med forældrene. Herefter tages barnet op på et møde, hvor skolepsykolog, læsevejleder m.m. er til stede. Jeg medbringer og fremlægger på dette møde de prøver af forskellig art, som er taget på barnet samt referater af møder med forældrene. Der tages så stilling til, om der er grund til bekymring. Efter dette møde udfyldes indstillingsskemaet, hvor det gøres klart hvilke problemer barnet har, hvordan barnet fungerer fagligt og socialt m.m., og hvilke undersøgelser der ønskes foretaget. Skemaet sendes herefter hjem til forældrene, som skal underskrive det og komme med deres kommentarer.

    Mvh Karina
  • Nedenstående er citeret fra håndbogen om indberetninger fra ungerådgivningen i Vanløse.

    Når en pædagog bliver opmærksom på forhold som giver anledning til undren eller bekymring som måske kan føre til en senere underretning til socialforvaltningen - er det en god ide:

    at begynde at skrive sine observationer ned
    at inddrage kollegaer / ser vi det samme ?
    drøfte observationer på personalemøde eller med leder - Kan vi selv løse problemet ?
    overveje hvordan forældre skal inddrages
    hvis man er usikker kan man drøfte sagen ( anonymt) med pædagogisk konsulent, PPR eller andre børnekyndige

    Hvis forældrene slet ikke vil samarbejde eller lytte til pædagogerne - hvad gør man så ?


    Man prøver igen - for det kan være at man ikke helt har fået sagt det man egenlig gerne vil sige.
    Det kan være man ikke har været tydelig nok.
    Det kan også være at forældrene ikke bryder sig om at høre det, som bliver sagt - at de har skulle vænne sig lidt til tanken om at tingene måske ikke er helt som de skal være.


    Først når dialogen glipper indtræder forpligtelsen til at underrette socialforvaltningen med mindre situationen er så akut og truende for barnet at der er grundlag for direkte underretning d.v.s. uden dialog med forældrene.

    Dette næste citat er fra SundhedStyrelsens Vejledning om Indberetninger

    Underretningspligten indtræder, når der ikke er rimelig mulighed for gennem egen virksomhed i tide at afhjælpe vanskelighederne, herunder gennem rådgivning og vejledning af forældrene og barnet eller den unge samt gennem dialog og samarbejde, eventuelt med henblik på inddragelse af kommunen.
    Det forudsættes således, at sundhedspersonen selv i første omgang forsøger at afhjælpe vanskelighederne.
    Det er vigtigt, at sundhedspersonen gennem dialog og samarbejde med forældrene gør opmærksom på de problemer, som sundhedspersonen ser, og i øvrigt forsøger at involvere forældrene, barnet eller den unge i løsningen af problemerne, herunder gennem vejledning og rådgivning.
    Selvom der er tale om en lovbestemt underretningspligt, forudsættes det, at sundhedspersonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde - f.eks. akutte og truende situationer for barnet eller den unge - forinden underretning til kommunen finder sted, forsøger at indhente et samtykke fra forældrene og evt. barnet eller den unge5.
    Hvis sundhedspersonen ikke kan få et samtykke til at underrette kommunen, vil det herefter være berettiget, at sundhedspersonen videregiver oplysningerne, forudsat at oplysningerne må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling6.
    Sundhedspersonen kan ikke forlade sig på, at andre vil løse barnets eller den unges problem. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at henvise barnet eller den unge til egen læge eller til politiet.
    Hvis en af barnets forældre tilkendegiver selv at ville rette henvendelse til kommunen, bør sundhedspersonen altid overveje også selv at foretage underretning.
    ---
    Det er altså ikke ulovligt at indberette "bag om ryggen" men det må siges at være i mod god skik, med mindre der er tale om mistanke om vold, misrøgt, incest eller lignende. Hvis det kun handler om "falden i staver" virker det som forhastet, især hvis du/I som forældre havde sagt ja til at henvisningen blev sendt, hvis I var blevet spurgt og hvis I i øvrigt HAR taget foranstaltninger for at (forsøge/begynde) at løse problemet.
  • Hele problemet går ifølge børnehaven ud på, at min datter "virker fjern" og "forsvinder ind i sig selv", og at de, mens det står på ikke ved, hvordan de skal forholde sig til det. Jeg kan da godt forstå, at de gerne vil vide, hvad det går ud på - det vil vi som forældre selvfølgelig også gerne selv! Men børnehavens udmeldinger virker noget diffuse, og jeg har svært ved at forstå, hvorfor det er sådan en hastesag for dem. Nu var jeg så "heldig", at en af pædagogerne informerede mig om den indberetning, som ellers bare ville være blevet sendt uden vores vidende. Jeg fatter simpelthen ikke, hvad lederen egentlig havde tænkt sig - hvorfor skulle vi ikke inddrages i samarbejdet omkring vores egen datter? Det får man jo kun (måske!) at vide ved at spørge, men jeg orker ikke, at det skal udvikle sig til en konflikt med dem.
  • Til Kaya76

    Når din datter kun dagdrømmer i børnehaven, kan det vel tænkes, at børnehaven har et problem.

    Hvordan reagerer pædagogerne?

    Taler de med din datter om hvad hun tænker på?

    Prøver de at aktivere din datter, at få hende med ind i legen og fællesskabet?

    Er din datter eller glad for at gå i den børnehave?

    Er der nogen af hendes kammerater der, som hun er utryg ved?

    Børnehavens måde at reagere på er besynderlig, prøv at spørge ind til hvad de har gjort?

    Hvornår er det din datter dagdrømmer?

    Du skal ikke finde dig i at blive mistænkeliggjort, det er efter min vurdering, det som børnehaven gør, når de ikke inddrager dig. Det er i den grad mangel på respekt.

    Selv, hvis man i børnehaven tror, at det er forhold i hjemmet der ligger til grund for din datters dagdrømmeri, så skal du inddrages i samarbejdet.

    Stil krav om, at du bliver respekteret.

    Held og lykke.
  • Hej
    Børnehaven skal underrette forældrene, når de videregiver informationer til PPR.
    Jeg mener ikke at de behøver forældrenes samtykke, men de SKAL underrette forældrene herom. Det er der ingen tvivl om.
  • Ikke fordi jeg vil gøre mig klog, men der kan jo være noget om det Leonine siger. Mit ene barnebarn "dagdrømte" også. Det var børnehaven, viste det sig, hun var meget ked af.
    Men naturligvis kan der jo være andre grunde.
Log in eller Registrér for at kommentere.