Skilsmisse og tiden derefter....
Er lidt ked af at se alle de gamle debatindlæg er forsvundet ud i den blå luft...
Men jeg har tidligere skrevet herinde omkring min skilsmisse, min mand som gik helt ned med flaget og brugte måneder på at terrorisere mig med SMS'er, krav, bebraejdelser, skyld og ultimative selvmordstrusler osv osv.
Det hele går egentlig ok nu - bortset fra at det føler jeg bare ikke det gør. HAN har det bedre
(eksmand) hvilket jeg troede ville få MIG til at få det bedre. Men nu sidder jeg her efter 1 uges ferie i Italien med mine forældre og mine børn og føler mig SLET ikke ovenpå (måske fordi halvdelen af ferie blev ødelagt af gråvejr og regn og jeg havde regnet med at ligge på de italienske strande en hel uge).
Siden februar har mit liv været et helvede. Jeg har været under psykisk pres konstant, konstant haft problemer, passet mit fuldtidsjob, taget mig af mine to børn fuldstændig alene. Har været presset til op over begge ører så længe med både børn, arbejde, husarbejde, indkøb, madpakker, trusler om selvmord, bebrejdelser fra ham om at jeg var ond og led og kold, en dårlig mor, at jeg ødelagde alles liv, at jeg var egoistisk, med andre ord, at jeg var SKYLDIG i alt i HANS liv.
Nu sidder jeg så her - han har det meget bedre, søger efter nyt arbejde (blev fyret pga. sygdom af derpession), han terroriserer mig ikke længere, han er begyndt at date nye kvinder og virker rimelig ovenpå. Det eneste som ikke er helt intakt, er at han næsten ikke har børnene. For det første fordi han kun har været "ovenpå" i ca 3-4 uger, for det andet fordi vi bor i hver sin by og de går jo i børnehave ved mig, så det er jo nødvendigt at de er her hele tiden.
Det vil sige, han ser dem, men oftest bare på besøg, eller får dem på besøg i en hel dag. Indtil videre har jeg ikke turde lade dem overnatte hos ham før han har bevist at han er fuldstændig på toppen igen.
Men jeg sidder tilbage med følelsen af udmattelse, træthed, tristhed. Føler slet ikke jeg har noget liv mere. Det hele går op i arbejde, husarbejde, planlægning og børn. Jeg kan aldrig tage nogen steder og har svært ved at få planlagt ting for mig selv. konstant dårlig samvittighed fordi der er travlt på arbejdet, men jeg kan aldrig arbejde over, for jeg skal hjem og hente børn hver dag. Jeg får aldrig dyrket motion mere, som jeg ellers elsker, for jeg har aldrig tid. Har jo altid børnene som jo ikke kan efterlades alene.
og jeg elsker selvfølgelig mine børn højere end noget andet - men vi mennesker skal jo også lades op engang imellem - for at kunne fungere. Jeg føler mig kun som en halv person fordi jeg altid er udbrændt og sjældent formår at lave noget som giver glæde til MIT liv og MIG.
Sidder også med følelsen af "nå, nu har han gået hjemme i 5 måneder. han har ingen forpligtelser, ingen børn - intet som kræver hans ansvar - han dater løs flere gange om ugen med andre kvinder, ser EM fodbold hver dag. Og jeg sidder tilbage med VORES børn og ALT arbejdet mens jeg langsomt forsvinder mere og mere ind i mig selv og bliver mere og mere trist. Ved godt han har været syg osv - og at jeg selv har været med til at bestemme at han ikke har kunne tage sig af børnene indtil nu - sådan ordenligt. Men gud hvor er det uretfærdigt.
Ja, det hele lyder nok som en bunke ynkelig selvmedlidenhed hvilket det jo i bund og grund også er. Jeg TRÆNGER til at dyrke motion, jeg TRÆNGER til at bare at være MIG hver anden weekend, Jeg TRÆNGER til at more mig med veninderne, gå i biffen og på cafe engang imellem, jeg trænger også til at date lidt igen og mærke at jeg ER noget og KAN noget. jeg trænger til at få mere energi så jeg kan være en endnu bedre mor for mine børn og give dem alt den opmærksomhed de fortjener. jeg kan bare slet ikke overskue hvor jeg skal begynde for at få disse ting til at køre. Jeg er jo afhængig af andre hele tiden, for at aflaste.
Nå, ved ikke hvad jeg forventer her - men jeg trængte til at lufte mine følelser for nogen og jeg isolerer mig mere og mere - ubevidst - så jeg snakker ikke særlig meget med andre om hvordan jeg VIRKELIG har det. Begynder heldigvis hos en psykolog imorgen - det tror jeg virkelig mit lille sind vil have godt af.
Hilsen den fortvivlede
Men jeg har tidligere skrevet herinde omkring min skilsmisse, min mand som gik helt ned med flaget og brugte måneder på at terrorisere mig med SMS'er, krav, bebraejdelser, skyld og ultimative selvmordstrusler osv osv.
Det hele går egentlig ok nu - bortset fra at det føler jeg bare ikke det gør. HAN har det bedre
(eksmand) hvilket jeg troede ville få MIG til at få det bedre. Men nu sidder jeg her efter 1 uges ferie i Italien med mine forældre og mine børn og føler mig SLET ikke ovenpå (måske fordi halvdelen af ferie blev ødelagt af gråvejr og regn og jeg havde regnet med at ligge på de italienske strande en hel uge).
Siden februar har mit liv været et helvede. Jeg har været under psykisk pres konstant, konstant haft problemer, passet mit fuldtidsjob, taget mig af mine to børn fuldstændig alene. Har været presset til op over begge ører så længe med både børn, arbejde, husarbejde, indkøb, madpakker, trusler om selvmord, bebrejdelser fra ham om at jeg var ond og led og kold, en dårlig mor, at jeg ødelagde alles liv, at jeg var egoistisk, med andre ord, at jeg var SKYLDIG i alt i HANS liv.
Nu sidder jeg så her - han har det meget bedre, søger efter nyt arbejde (blev fyret pga. sygdom af derpession), han terroriserer mig ikke længere, han er begyndt at date nye kvinder og virker rimelig ovenpå. Det eneste som ikke er helt intakt, er at han næsten ikke har børnene. For det første fordi han kun har været "ovenpå" i ca 3-4 uger, for det andet fordi vi bor i hver sin by og de går jo i børnehave ved mig, så det er jo nødvendigt at de er her hele tiden.
Det vil sige, han ser dem, men oftest bare på besøg, eller får dem på besøg i en hel dag. Indtil videre har jeg ikke turde lade dem overnatte hos ham før han har bevist at han er fuldstændig på toppen igen.
Men jeg sidder tilbage med følelsen af udmattelse, træthed, tristhed. Føler slet ikke jeg har noget liv mere. Det hele går op i arbejde, husarbejde, planlægning og børn. Jeg kan aldrig tage nogen steder og har svært ved at få planlagt ting for mig selv. konstant dårlig samvittighed fordi der er travlt på arbejdet, men jeg kan aldrig arbejde over, for jeg skal hjem og hente børn hver dag. Jeg får aldrig dyrket motion mere, som jeg ellers elsker, for jeg har aldrig tid. Har jo altid børnene som jo ikke kan efterlades alene.
og jeg elsker selvfølgelig mine børn højere end noget andet - men vi mennesker skal jo også lades op engang imellem - for at kunne fungere. Jeg føler mig kun som en halv person fordi jeg altid er udbrændt og sjældent formår at lave noget som giver glæde til MIT liv og MIG.
Sidder også med følelsen af "nå, nu har han gået hjemme i 5 måneder. han har ingen forpligtelser, ingen børn - intet som kræver hans ansvar - han dater løs flere gange om ugen med andre kvinder, ser EM fodbold hver dag. Og jeg sidder tilbage med VORES børn og ALT arbejdet mens jeg langsomt forsvinder mere og mere ind i mig selv og bliver mere og mere trist. Ved godt han har været syg osv - og at jeg selv har været med til at bestemme at han ikke har kunne tage sig af børnene indtil nu - sådan ordenligt. Men gud hvor er det uretfærdigt.
Ja, det hele lyder nok som en bunke ynkelig selvmedlidenhed hvilket det jo i bund og grund også er. Jeg TRÆNGER til at dyrke motion, jeg TRÆNGER til at bare at være MIG hver anden weekend, Jeg TRÆNGER til at more mig med veninderne, gå i biffen og på cafe engang imellem, jeg trænger også til at date lidt igen og mærke at jeg ER noget og KAN noget. jeg trænger til at få mere energi så jeg kan være en endnu bedre mor for mine børn og give dem alt den opmærksomhed de fortjener. jeg kan bare slet ikke overskue hvor jeg skal begynde for at få disse ting til at køre. Jeg er jo afhængig af andre hele tiden, for at aflaste.
Nå, ved ikke hvad jeg forventer her - men jeg trængte til at lufte mine følelser for nogen og jeg isolerer mig mere og mere - ubevidst - så jeg snakker ikke særlig meget med andre om hvordan jeg VIRKELIG har det. Begynder heldigvis hos en psykolog imorgen - det tror jeg virkelig mit lille sind vil have godt af.
Hilsen den fortvivlede
Kommentarer
Jeg er selv skilt og forstår til fulde dine nedtrykthed og det pres du har på dig...hele tiden!
Det har været en hård omgang og der er mange ting der skal bearbejdes..konstant. Ja, tanker kan man jo ikke slukke for ej heller nedtrykthed eller pres.
At blive skilt var for mig som at gå 12-13 runder i en boksering ...nogen gange faldt jeg ned..og vågnede ved at der var en der stod og talte mig op.
Det var mig selv.
Jeg kan huske dine indlæg noget ..og jeg tror....
Nu har din mand raset ud..fået dæmonerne ud ..smerten ...og nu er han ved at komme ovenpå. Og nu er det din tur til at få besøg ..af efterdønningerne af en skilsmisse...panikken har lagt sig ..faren er væk...og alt er stille.
Nu kan man se skaden - nu kan man mærke virkningen.
Det lyder ikke godt tænker du.
Det er det heller .
Nogen folk der har mange om sig kommer hurtiger op.
Min mand havde heller ikke børnene..først ku han slet slet ikke overskue hverken sig selv sine handlinger og da slet ikke børnene. Efter at have brugt alle pengene og flyttet på værelse (jep) begyndte at han også at date...
Børnene der var 15 og 17 ku han bare ikke mere overskue ...kun sig selv og sit.
Pludselig en dag mødte han en og var fluks over smerten...han var aldrig hjemme på sit værelse mere..havde stadig ikke genoptaget den fulde far rolle. Det ku han slet ikke mere.Han var blevet et barn der sku tages af...og som sku have en kvinde igen for enhver pris.
Ja jeg er jo så den "anden part" i denne her sag. Min første prioritet var at skabe et nyt hjem til mine børn...være sammen med dem (når de gad) altså jeg sørgede for at vi kom væk fra det hele og på ferie sammen. Jeg var stadig mor jeg var stadig den samme ..jeg ku ikke (nej nej) tænke mig at vælge børnene fra i jagten på en mand. Jeg elsker mænd og sex. Men første prioritet har min børn - altid.
Se det er så min erfaring - med forskellen på mænd og kvinder...jeg ved så ikke hvem der har mest hår på brystet i en skilmisse situation.
Man har et ansvar og det går man ikke bare fra.
Det er nok lidt det du er i lige nu.
Desværre kan jeg ikke komme med en superopskrift på noget ...men hårdt arbejde er en god recept og det at komme ud.
Du må også give dig selv lov til at være ked af det.
Det værste du kan gøre er at gå i stå og at sætte dig i en krog - du må ud!
Maj
jeg føler med dig og ønsker dig alt godt fremover,jeg ville ønske der var et sted man i en ensom situation kunne ringe til for at få lidt luft men det er der jo ikke.
jeg er ved at være på det samme sted som dig, dog ikke små børn.
jeg ville høre dig om du syntes at den psykolog du skulle til er en god hjælp eller det er spild af penge.
mvh
jk
Prøv Nicolajtjenesten.
Google kan finde nummeret
Jeg synes jeg er kommet mig lidt i mellemtiden. Han ser stadig sin "date" men han har til gengæld heller ikke helt kunne lade mig være i fred. Altså han får stadig sådan nogle "flip" hvor han SMS'er hvor ond og dum og egoistisk jeg er og en masse andet bras, som slet ikke er værd at gengive. Og når han er sådan, så bliver jeg SUR på ham - og samtidig ked af det. Hvor pokker er den mand henne som jeg engang holdte af - og troede jeg stadig gjorde? Han kigger op til overfladen engang imellem og så kan vi snakke fint sammen. Men ellers har jeg lagt ham på is - mest for min egen skyld. Men selvfølgelig også i et håb om at det vil hjælpe ham til at kunne se børnene mere - fordi jeg tror det er mig der laver ravage i hans sind - bare ved at eksistere. Så jeg har sagt jeg ikke synes vi skal ses i et godt stykke tid.
Jeg har fået rigtig meget ud af at gå til psykolog. Har kun været der to gange, men hun har virkelig fået sat gang i mine tanker og også fået mig til at forsøge at ændre mine egne dumme mønstre. Jeg ser frem til mine samtaler med hende. Men det afhænger altid af hvem du går hos. Har tidligere gået hos en for nogle år siden, som ikke lavede spor andet end at lytte og ikke give noget igen. Og så kan man ligeså godt bruge veninderne. Det gælder om at finde en man har kemi med, en som forstår en og en som kan give dig noget at arbejde med. Så kan jeg kun anbefale det. Spørgs evt. din læge om han/hun kender en god en til lige præcis DIT problem. Eller søg på nettet.
Jeg har stadig dage hvor jeg bare sætter mig ned og tuder over tabet af min bedste ven. Det gør så ondt fordi han næsten er "væk" - men jeg håber på han en dag kommer tilbage og vi kan være venner igen. Først og fremmest håber jeg bare han snart kan være ordenlig far til vores børn som savner ham meget. Men jeg føler mig stadig afklaret. Min 1. prioritet er selvfølgelig børnene. De skal have det godt. Men det betyder også at jeg nok ikke kommer HELT så meget ud som jeg burde. Men jeg forsøger og er så heldig at have nogle super forældre som altid er der for mig og børnene. Det er ret vigtigt når man er 99,9% enlig mor. En ny mand- det kommer nok en dag. Har vist ikke travlt, selvom jeg selvfølgelig savner omsorgen, kærligheden og tosomheden rigtig meget.
Nu kommer det så: Din eks, børnenes far skal ha børnene og den der med at han bor i anden by, nej den går ikke. Det gør min også og ja så er det bare i bilen og hente og bringe børn på lige fod med dig. Kan han finde overskud til at date, ja så kan han også finde overskud til sine børn! Sådan er det bare. Han må blive voksen. Har jo også selv været med til at skabe de her to herlige unger. Tro mig.. de kære x-mænd vokser enormt med opgaven, men det tager tid.Så er der jo også lige det at han faktisk kan hente i børnehaven fredag og aflevere til dig søndag aften, ja så er problemet omkring børnehaven jo ikke eksisterende.
Det her handler også om dig. Hvad får dine børn ud af at deres mor bliver så træt at hun går ned med flaget? Nej søde, du skal ha fri engang imellem, får sovet ud, kunne arbejde over hvis det er det du vil, kunne gå i seng og stå op uden ræs i børnehaven med børn. På sigt gør det dig til en bedre mor og ja du vil få overskud, måske til at date, men ihvertfald til at finde dig selv. Tro mig efter et par måneder med 1-2 weekder hvor du har kunnet hvile så vil det kun gå fremad. Jeg ville blive meget forbavset hvis du ikke på et eller andet tidspunkt høre fra x-en at du er blevet en anden. Min han spurgte faktisk hvorfor jeg ikke var sådan da vi var sammen:)...tænk hvad tid og søvn kan gøre, en tur i bio med en veninde eller to...jo jo du skal nhyde det også selvom det ikke er nemt i starten. Du vil savne dine børn, måske tude lidt for det er hårdt. Det er samtidig en proces og du skal nok komme godt igennem den. Idag ville jeg ikke undvære mine børnefri dage for noget og jeg elsker mine børn meget højt, måske endda højere og jeg kan love dig for at de kan mærke det på den gode måde. Nu har de en mor der har mere overskud og ikke en sur en der alt for ofte skælder ud og får dårlig samvittighed ligeså snart ordene er ude af munden.
Få du sparket til ham, gå evt. i statsamtet og få fastsat samvær. Dog lige en ting: hold fast i at der kun er tale om weekender..ikke noget ræs i hverdagene, det kan alt for nemt blive for meget for børnene.
Du vil blive stærkere:)
knus og mange tanker
realwoman41